The Flash - I'm Back

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2016
  • Opdateret: 18 nov. 2016
  • Status: Igang
Shay kommer tilbage til Central City efter 5 måneder, hvor hun kun har lavet alt hun nok ikke burde. Hun har fundet ud af nogle sandheden og fundet ud af hvem der har hendes hjerte. Men elsker han stadig hende? Er der nye farer i Central City?
Læs med og find ud af det hele.

1Likes
0Kommentarer
1224Visninger
AA

4. I still love him


De var her alle sammen. Iris så meget chokeret ud, hvilket jeg godt kunne forstå. Cisco lignede en der var ved at græde. Mit hjerte hoppede ustyrligt i mit bryst og jeg havde allermest lyst til at løbe hen til ham, give ham det største kys og fortælle ham at jeg aldrig ville forlade ham igen, men jeg kunne ikke. Jeg var frosset fast.

”måske skulle jeg komme tilbage en anden dag” sagde jeg stille og pegede mod døren, hvor Iris hurtigt tog fat i min hånd, smilede til mig og rystede på hovedet.

”Du er altid velkommen. Vi gør plads til en til” sagde hun og trak mig med ind i spisestuen, hvor hun hurtigt fik sat mig på en stol, ved siden af ham jeg ville gå ud fra var Wally og på den anden side Barry. Jeg sad ved bordenden. De alle sammen kiggede på mig ud over Cisco. Han stod lænet tilbage i stolen med armen hvilende på ryglænet og hånden for munden. Jeg havde virkelig såret ham og det var nok det dummeste jeg nogensinde kunne have gjort.

Der var pinlig tavshed omkring bordet. Ingen vidste rigtig hvad de skulle sige og de vidste ikke helt om de skulle kigge på mig. Jeg vidste godt jeg havde fucket op, men jeg håbede virkelig de ville tilgive mig.

”Hvor har du så været de sidste 5 måneder?” spurgte Joe for at afbryde tavsheden og alles opmærksomhed blev rettet mod mig, bortset fra den ene person som jeg ville ønske ville se på mig.

”Rundt omkring. Jeg slog mig ikke rigtig ned nogle steder.” svarede jeg imens jeg bare prøvede så vidt muligt at lade være med at kigge på Cisco. Det gjorde ondt at se ham sådan. Han måtte jo hade mig. ”men er der sket noget interessant her mens jeg har været væk?” spurgte jeg og kiggede lidt rundt.

”du ved det samme det samme” sagde Barry og kiggede hurtigt på Wally. Han vidste ikke noget om det der foregik. Det var da utroligt. Jeg vidste hvor svært det var at holde på den hemmelighed, men at holde det hemmeligt for et af sine familiemedlemmer. Det måtte være ulideligt, men jeg vidste i det mindste lidt hvad han mente. Der måtte være en hel del i gang. ”og Patty er flyttet, så vi er ikke sammen mere” han pressede sine læber sammen og kiggede ned.

”Det er jeg ked af at høre, Barry” sagde jeg stille og kunne ikke få mig selv til at se på nogen af dem. Jeg måtte væk. ”men tak fordi jeg måtte være her i aften, men jeg må nok hellere se at komme videre” sagde jeg og rejste mig op.

”går du allerede? Bliv lidt” sagde Iris. Jeg kiggede rundt på de andre og jeg vidste bare det var bedst hvis jeg smuttede. Det var dumt at komme tilbage. Jeg smilede halvhjertet.

”jeg kan ikke. Jeg skal videre. Jeg var bare i byen, i dag, så jeg ville bare lige se jer” sagde jeg stille. Jeg måtte ud herfra, før jeg brød sammen foran dem alle sammen. Det her gjorde for ondt.
”Så du skrider bare igen eller hvad?” det var stemmen jeg havde savnet mere end noget andet. Jeg så over på Cisco som kiggede vredt på mig. Jeg kunne ikke se på ham, uden det gjorde ondt i hele min krop. ”Du har været forsvundet i 5 måneder, så dukker du op også skrider du bare igen?” denne gang råbte han og rejste sig fra sin stol med så stor kraft at den væltede. Alle var i chok. Det var tydeligt at se. ”tror du virkelig ikke der har været mennesker her, som har været bekymret for dig” han gik stille hen i mod mig og nu kunne jeg se tårerne trille ned af hans kinder. En efter en. ”tror du virkelig ikke der har været nogen her som har savnet dig?!” fortsatte han, mens hans stemme knækkede flere gange af gråd. Da han stod foran mig og jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på ham, så jeg så bare ned i gulvet. ”vi har brugt alle vågne timer på at prøve at finde dig og du er fandme det sværeste menneske at finde!” jeg turde ikke se op på ham. Jeg havde gjort ham så vred. Jeg havde gjort ham ondt. Mine øjne begyndte at brænde og tårerne forrådte mig og faldt stille ned af mine kinder. ”er du virkelig så kortsynet at du ikke fatter det?!” råbte han. Jeg kiggede stille op på ham. Vreden stod ud af ham og han lignede en der kunne smadre hele lokalet. Uden jeg havde lagt mærke til det før nu, var de andre forsvundet fra lokalet.

”Jeg savnede jer alle sammen! Der gik ikke en dag hvor jeg ville tilbage, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Det var så selvisk af mig, at have smuttet på den måde, så jeg var sikker på i ikke ville have noget med mig at gøre” fik jeg ud over mine læber og det var ikke med lethed. Jeg blev næsten kvalt i min egen gråd. ”men den person jeg savnede mest af alle var dig! Du var altid i mine tanker, hvert evig eneste sekund uanset hvad jeg gjorde! Jeg har det så forfærdeligt med alt det jeg gjorde!” græd jeg. Jeg kunne næsten ikke få vejret. ”jeg er så ked af det jeg gjorde. Undskyld” Jeg havde allermest lyst til at ligge mine arme om ham, men jeg vidste at jeg bare ville gøre alt værre. Men jeg savnede ham. Og jeg elskede ham stadig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...