Livet som Justins kæreste

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2016
  • Opdateret: 14 feb. 2017
  • Status: Igang
Hvordan er det egentlig at være kæreste med en af verdens mest berømte sanger, bedre kendt som Justin Bieber? Well følg med i den her fortælling på både godt og ondt om at være kærester med Justin.

1Likes
0Kommentarer
2477Visninger
AA

7. I will forever miss you daddy <3

Puha... Den sidste uge er virkelig bare gået langsomt, det sjovt at ens hverdags rutine ændre sig så meget, når man er alene igen. Justin har været på tourne i snart en uge, på hans private facebook ser det ud som om han har det rigtigt godt. Vi har ikke snakket så meget, fordi tidsforskellen er ret voldsom der hvor han er lige nu, og da jeg har meget arbejde for tiden, så kan jeg ikke blive oppe og vente på han vågner og omvendt. Imorgen er en dag jeg har frygtet, det er nemlig ingen ringere end Valentines Day, og som i nok ved, så er det en dag man burde fejre med sin elskede, men min elskede er ikke hjemme imorgen... Jeg ved godt det bare ender med en rigtig lækker, saftig burger fra Inn"n"out og nogle sprøde fritter, sjovt nok så er alle mine veninder på date med deres kærester, men hey! Jeg har jo Jeppe, som jeg kan nusse lidt med.

 

Da jeg kommer ud fra badet ringer min telefon.

"Hej mors englebasse, det er mor" Siger min højst elskede mor, dog med en lidt mærkelig klang i stemmen?...

"Hey mor, hva så?"

Da jeg spørger dette, ved jeg allerede godt lidt hvad det drejer sig om. Min far lider af en meget besynderlig sygdom, som ingen rigtig ved hvad hedder eller hvad den går ud på, fordi min seje far, har trukket one of a kind kortet desværre.

"Din far, han ehm, han har det ikke så godt og ligger på hospitalet" Hvisker min mor.

Den sætning, fik alt til at stå stille. Min far har ikke mange kræfter tilbage mere, og alle ved godt at hvis han bliver syg, så overlever han det nok ikke. Jeg har altid været fars lille pige, jeg er hans eneste barn og vi har altid haft et helt specialt bånd. Hans sygdom har taget rigtig hårdt på mig, og jeg har altid frygtet den her opringning, men før eller siden skulle den jo komme.

"Jeg er på vej mor, sig til ham at jeg er på vej!!" Råber jeg i telefonen og smækker røret på, jeg SKAL nå at give min elskede far et sidste kram, inden han måske rejser videre.

 

Det koldt, det gråt og det lugter af hospital. Jeg lånte Justins Range Rover, da jeg ikke kunne overskue at tage det offentlige. Min mor går mig i møde, hendes øjne er helt røde, der ved jeg at det ikke ser godt ud, for når min mor græder, så er det rigtigt slemt. Sidst hun græd, det var da hendes bror gik bort og det er snart 5 år siden, siden da har hun ikke grædt.. 

"Hej farmand, hvordan går det?" spørger jeg min far, som ligger i en kold hvid seng og ser bleg ud, jeg prøver at fremprovokere et smil, men nej det kan jeg ikke. 

"Hey skattepige, det *host *host går ikke helt efter planen" 

 

Efter 5 timer, hvor jeg har siddet og snakket med min far om alverdens ting, fik jeg at vide af en sygeplejerske at han skulle have ro. Min mor er taget hjem, hun havde lige brug for 1 time eller 2, til lige at samle tankerne og gå en tur med min barndomshund Gorm. Jeg gad ikke tage hjem, hvorfor skulle jeg også? Huset er stort og ensomt, og med min far i baghovedet heletiden vil jeg nok ikke kunne koncentrer mig om at være hjemme. 

*Biiiip* 

En besked popper frem, det er Justin. Jeg havde skrevet til ham, at min far var på hospitalet og at Sam derfor skulle sætte alarmen til. 

*Klare han den???? Skal jeg aflyse koncerten og komme hjem til dig skat?* 

Jeg så på beskeden i lang tid, og overvejede da også at sige "ja, kom hjem til mig", men jeg ved godt hvor meget drama der vil komme ud af det, og måske, måske klare min far den, han er ihvertfald i mine øjne, verdens sejeste mand.

*Har ingen ide, det ser ikke godt ud. Nej! Du skal ikke aflyse pga mig, jeg klare mig skat. Elsker dig xoxo Mette*

*Du siger bare til, hils ham fra mig okay? Elsker også dig skat* 

 

- Næste dag - 

 

Det var en rigtig lang og hård nat. I kan jo næsten gætte jer til hvad der skete... Min elskede far, gik bort kl. 06.45 imorges, og aldrig har jeg været så tom for ord og ulykkelig. Min mor og jeg sidder stadig på hospitalet hos ham, ingen af os har lyst til at forlade ham. Det virkede helt forkert, at han skulle væk allerede, derfor fik vi lov at have ham liggende i lidt længere tid, så vi kunne sige ordnetligt farvel. 

Jeg skrev til Justin i det minut, vi fik at vide, at min far ikke længere var på denne jord, men han har slet ikke svaret mig eller ringet. Det knuser mit hjerte, at han ikke engang har skrevet. Men lige nu, har jeg vigtigere ting at tænke på... 

 

"Undskyld, men vi er altså nød til at fjerne jeres elskede nu. Det gær mig ondt" Sygeplejerskerne, havde givet os 2 timer, og de er allerede gået nu. Min mor sagde farvel og gik lige så stille ud i gangen, men jeg blev. 

"Vi ses min elskede far, du var og vil altid være min superhelt." Jeg kyssede ham på panden, og gik stille ud til min mor. 

Min mor stod og krammede en, men jeg kunne ikke helt se hvem det var, eller jo var det? Nej, det kunne det da ikke være. Jeg gik tættere på, for at se hvem det kunne være. Og der, der stod Justin, midt i gangen med et trist udtryk. 

"Undskyld jeg ikke svarede dig Emma, men jeg tog det første fly hertil" Hviskede Justin i min øre. Jeg græd og græd i hans favn. 

"Tak" Andet kunne jeg ikke få frem, men det tak indebar en hel masse andre ord.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...