Præstinde af Atlantis

En levende-gørelse af historien bag legenden om Atlantis.

0Likes
0Kommentarer
98Visninger
AA

2. Historien bag legenden

~~Artemis var en ung præstinde i palads-byen Knossos på Kreta. Hun var midt i sin præstinde-oplæring sammen med omkring 100 andre unge piger. De blev oplært af en ældre kvinde, som havde været præstinde i kong Minos’ palads i mange år.

De unge piger sov på siv-måtter i et stort, fælles rum med vinduer, som sørgede for udluftning. Om morgenen gik de ud i køkkenhaven og plukkede salat og oliven, som de skyllede i en stor lerkrukke med vand, beregnet til det. Så hentede de alle et fladbrød i madkammeret og spiste og drak køligt vand fra brønden.

Derefter blev pigerne undervist af den ældre kvinde i bønner og ritualer. Hun fortalte dem om Moder Jord eller Gaia, som var Moder til alt liv. ”Moderen giver os mad og vand og materialer til at bygge vores huse af”, fortalte hun. ”Gaia giver både dyr og mennesker og planter liv, men kun, hvis vi ærer Hende og ikke dræber flere dyr, end vi behøver.”

De unge piger lærte så at danse med bare fødder på græsset for at føle sig forbundet med Gaia. De holdt hinanden i hånden og dansede i cirkler, så deres skørter flagrede omkring benene. Skørterne var i flere lag, men overkroppen var bar foran, så brysterne var synlige. Men i den minoiske kultur var det normalt og naturligt, så de tænkte ikke over det.

De lærte andre danse, frugtbarheds-danse for jorden og danse for sol-guden for at bede om sol til markerne og slange-dansen, hvor de holdt en ufarlig slange i hver hånd, imens de dansede og sang. Slanger var hellige for minoerne, fordi de kunne genskabe sig selv ved at skifte ham.

Men den aller-helligste dans var den livsfarlige tyredans. Minoerne havde en tyrekult, og derfor holdt de hellige tyre i stalde i Knossos. Præstinderne fodrede tyrene med frisk græs og blomster hver dag og passede og plejede dem.
Og en dag hvert forår førte de så en af tyrene ud på en stor, åben plads midt i palads-byen. Der stod folk af alle rang-lag fra Knossos, og nogle fra andre byer på Kreta, på de flade tage rundt om pladsen og så på. Den dag fulgtes nogle unge sportsmænd med præstinderne.

De slap tyren løs på pladsen til lyden af trommer og fløjter, og så fulgte et vovemodigt kunststykke. Præstinderne og sportsmændene stillede sig i kø, og en ad gangen løb de hen til tyren, greb fat i dens lange horn, og slog en kolbøtte henover ryggen på tyren og landede – for det meste – på fødderne.

Det var et livsfarligt ritual, men folket elskede at se det, fordi det viste menneskets styrke over tyren. Præstinderne og de unge mænd havde øvet det om natten flere uger i forvejen, med mange forslåede lemmer, men Artemis var alligevel nervøs.
Da det blev hendes tur, tog hun en dyb indånding, tvang sig selv til kun at fokusere på det, hun skulle gøre, løb frem imod tyren, greb hornene, sprang – suste gennem luften – og landede sikkert, men ør, på fødderne, imens mængden jublede og klappede. Hendes hjerte hamrede, men hun var uskadt.

Artemis stillede sig over til væggen hos de andre, der havde sprunget, og så resten af dem springe. Det var et storslået syn, men også skræmmende. Og så skete det – en ung præstinde kom ikke over tyrens ryg, men landede ved siden af den i en forkert vinkel.

Artemis fór hen til pigen, og publikum sprang ned på pladsen for at hjælpe. Præstinden lå på siden, med mange hudafskrabninger, og de blødte fra den arm, der lå nedest. Artemis hjalp hende op at sidde, og en anden rev et stykke af sit skørt og forbandt armen med det.
Ved fælles hjælp fik de hjulpet pigen op at sidde på en udendørs trappe. Hun skælvede og græd lavmælt, men prøvede at værre tapper.

Så banede lægen sig vej gennem mængden hen til den unge pige. ”Kom med mig, så ser jeg på det”, sagde han, og hjalp pigen med at gå. ”Jeg har en masse læge-urter og salver, så der må være noget af det, der kan bruges”. Og han hjalp hende ind i sin læge-klinik og lukkede døren for nysgerrige.

Ingen havde lyst til mere tyre-spring efter det. Nu kom de til næste del af ritualet – ofringen. Den hellige tyr, som de havde sprunget henover, blev fanget og bundet og lagt på et alter. Så trådte den øverste præstinde frem med en stor bronze-kniv, holdt kniven op imod sol-guden og bad: ”Sol-gud og Gaia, tag imod vort offer, og giv os en god høst og fred og fremgang som tak”.
Så stak hun kniven i tyrens hjerte, til den lå stille.

Ritualet var ovre, men om aftenen stegte de det bedste af tyrens kød over bål og spiste det, med oliven og nødder, honning og vin og æblesaft til.
Kong Minos og dronningen fik de bedste stykker og delte dem med deres 11 børn.

De, der var kommet fra andre byer, sov på en kro i Knossos og gik hjem næste dag, og hverdagen vendte tilbage. Præstinderne dansede og bad, kongen og dronningen regerede sammen, lægen helbredte syge med sine urter og salver, de unge sportsmænd øvede sig i løb og spydkast og brydning, konge-børnene gik rundt i Knossos og så på det hele, og bønderne dyrkede korn og oliven og vindruer.

Af og til kom der handels-folk rejsende til Knossos med forskellige varer – figner, dadler, guld, sølv, parfume, krydderier, fint-vævet stof, duftende olie og fisk fra Middelhavet.
Den øverste præstinde købte tit duftende olie til Gaias tempel og fisk til præstinderne, fordi det var sundt, så de spiste fisk næsten hver dag. De tørrede fiskene i solen og gemte dem i store lerkrukker, som stod samlet i madkammeret, og dryssede salt over. Madkammeret lå halvt under jorden og havde ingen vinduer for at holde rummet køligt og samme temperatur hele året.

En dag kom dronningen ind til præstinderne og sagde: ”Malerierne på mit værelse er ved at falme lidt. Kunne nogen af jer ikke male dem op igen?” Artemis meldte sig straks, for hun havde kun set dronningens værelse få gange, men hun elskede malerierne derinde.

Så blev Artemis og to andre sendt derind for at lægge mere farve på væggene. Dronningens vægge forestillede et blåt hav med glade delfiner, der sprang rundt og legede i vandet. Når Artemis så på det, virkede det næsten levende, så godt var det malet, og hun blev i godt humør af at se på delfinerne.
Havet og delfinerne symboliserede minoernes forbindelse med havet. Det var derfor, de var på dronningens værelse, for hun var ligeså vigtig og magtfuld som kongen, og blev set som folkets politiske og åndelige moder.

Minoiske kvinder var i det hele taget meget respekterede og ligestillede, især i forhold til nabo-landene. På Kreta styrede mænd og kvinder familien og hjemmet i fællesskab, Gaia – Moder Jord – var den øverste guddom, de havde tusindvis af små Gaia-figurer i ler, hvor hun holdt en slange i hver hånd, kongen og dronningen regerede i fællesskab, og der var flere præstinder end præster.

Det kunne også ses på dronningens og prinsessernes tøj og hår-opsætninger – de gik i farverige, fint-vævede kjoler med broderier, bar guld- og sølv-smykker og satte håret op i hestehaler og knolde med hårstrimler, der hang ned, og havde perler på snor flettet ind i håret.
Men først badede de håret i et sten-bassin med duftende olier og urter, så det blev blødt og krøllet og duftende. Og præstinderne gjorde det samme med deres hår.

Da Artemis malede delfinerne tydeligere op, drømte hun om at se havet. Hun havde boet i Knossos hele livet, men minoer-riget lå på en ø og blomstrede blandt andet, fordi havet åbnede op for handels-ruter til andre lande. Mod nord boede mykenerne og etruskerne, mod øst assyrerne, babylonerne og semitterne, og mod syd egypterne og nubierne.

Artemis havde hørt historier om de lande, men aldrig set dem. Men hun havde set varene derfra. Hun kunne særlig godt lide græske vaser, assyriske guld-smykker og egyptisk papyrus. Af og til brugte præstinderne og konge-familien papyrus-papir til at skrive bønner og beskeder på.
Minoerne havde et skriftsprog, men det var kun for de indviede, fordi det var helligt. Når Artemis var fuldt uddannet som præstinde, ville hun lære det, men ikke før, så hun måtte bare vente.

Men selvom Artemis kunne drømme om at se verden, så var hun tilfreds, hvor hun var, og glad for at bo i Knossos, med alle de smukke hvide bygninger og farverige malerier og udsigten over oliven- og kornmarker og bjerge. Livet var enkelt og ligetil, og de manglede intet. Men så skete det.

En nat vågnede alle i Knossos ved, at jorden rystede, og lerkrukkerne vippede eller væltede. Alle skyndte sig op og udenfor for at se, hvad der foregik. Det var et jordskælv, men ikke et voldsomt et. Det fortsatte et minuts tid og standsede. Folk så nervøse på hinanden. Var Gaia vred på dem?
Præstinderne løb over i Gaias tempel og tændte røgelse for de små ler-figurer og stænkede vand på dem for at formilde Hende. Så gik alle i seng igen, men de sov ikke mere den nat.

Næste dag mærkede de igen jorden ryste, og folk blev bange. De kunne ikke huske, at de havde gjort noget galt, men måske havde de gjort noget uden at indse det. For en sikkerheds skyld ofrede præstinderne en ged, men rystelserne blev ved.
I horisonten så de nogle røde og gyldne glimt på himlen, og blev bange. Hvad var det, der skete?
Samme dag kom der flygtninge fra andre byer på Kreta til Knossos. De sagde, at der faldt ild ned fra himlen, og at havet stormede, så de turde ikke blive der mere. Men de mente, at de ville være i sikkerhed i den hellige by, Knossos. Artemis mærkede frygten gribe hende om hjertet, da hun hørte om de ting, for hun forstod ikke, hvad der foregik.

Jordskælvet holdt pause af og til, men kom altid igen, og de store lerkrukker begyndte at vælte. Artemis så op på bjergene. Hun stolede på Gaia, men hvis truslen kom fra havet, var det havguden, Poseidon, der sendte det, og Artemis var usikker på, om Gaia kunne standse Poseidon.
Men i bjergene burde de være i sikkerhed. ”Kom med, op i bjergene!”, råbte hun, og løb afsted med en stor flok mennesker efter sig.

Mens de løb, begyndte der at falde aske ned fra himlen, og luften blev varm og tung. Folk hostede, og børn græd, imens forældrene prøvede at trøste dem. Men det hjalp ikke, for børnene kunne mærke, at forældrene var ligeså bange. ’Kære Gaia, beskyt os!’, bad Artemis indeni, imens panikken bredte sig i hele kroppen. Men hun var en præstinde og ville lede og beskytte folket, selvom hun var bange.

Artemis så sig om. Asken var ved at dække hele landskabet, så alt blev gråt, og Knossos’ smukke hvide bygninger blev mørke og slog revner. I horisonten så hun igen de røde og gyldne glimt og indså, hvad det var – lava, vulkan-gudens vrede. Frygten spredte sig som is ud i kroppen, og hun var tung og træt og varm i hovedet og kroppen, men hun ville lede sit folk til det sidste.

Så fik hun øje på en klippe-hule og råbte: ”Derind!” Alle maste til hinanden for at komme først ind, men Artemis ventede tilsidst, selvom hendes hjerte hamrede, for det var hendes pligt overfor folket. Asken var så tyk, at man ikke kunne se ret meget, og alle hostede og gispede og græd.
Artemis stod i hulens indgang og holdt udkig, og så noget stort og blåt og glitrende i horisonten. Hun undrede sig, men indså hurtigt, at var vand, og åndede lettet op, for det kunne vaske asken væk og køle luften ned – men så indså hun, at det ikke bare var lidt vand, men en flodbølge.

Da folk så flodbølgen, skreg de og prøvede at løbe længere ind i klippe-hulen, men der var ingen steder at flygte hen. Da folk indså det, satte de sig ned, lukkede øjnene, og omfavnede hinanden – og så ramte flodbølgen Knossos og bjerget og hele området. En civilisation forsvandt, men en legende blev født.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...