Egtvedpigens historie.

Et bud på, hvem Egtvedpigen var, og hvad hun oplevede.

0Likes
0Kommentarer
161Visninger
AA

3. Solens datter

~Freydis' oplæring til præstinde begyndte. Hver dag gik hun ind til præsten i et par timer, og han fortalte hende om guderne og gudinderne, og de forskellige ritualer.

"Som præstinde skal du bede", forklarede præsten. "Folkets behov skal være vigtigere for dig end dine egne behov. Hvis nogen har dårlig jagt, eller bliver syge, skal du bede særlig meget for dem".
"Skal jeg så ofre noget for dem?", spurgte Freydis. "Ja, i særlig alvorlige tilfælde er det godt at ofre lidt mad, eller et lille dyr", sagde præsten.

Moderne børn ville ikke bryde sig om at ofre et dyr, men i Freydis' verden var jagt, og kød på bålet, livs-nødvendigt. Hun var vant til at se døde dyr og indvolde, og tog sig ikke af det.
Det var jo ikke, fordi hun var ond på nogen måde – hun levede bare i en verden, hvor det var naturligt at dræbe dyr.

Freydis lærte også om plante-medicin. "Perikum-the er godt til folk, der er triste", fortalte præsten. "Valerine-the giver folk bedre søvn. Brænde-nælde-suppe er godt til maven.
Kamille-the er godt imod forkølelse. Vejbred-planter er gode til at hele små sår. Mælkebøtte-the er godt for blodet. Bær er godt for helbredet. Hyldesaft er godt for hjertet".

Freydis gentog det hele, og lavede alle de forskellige slags the og mad. Hun skulle selv ud og finde og plukke det hele. Hun fandt det inde i skoven. Derefter gav hun det til sine forældre, og tog selv noget af det.
Freydis lærte at bede for kornmarken, og kaste velsignet vand på kornet, for at det skulle vokse stort og frodigt.

Hun lærte at pudse Solvognen – en lille bronze-hest med en vogn, hvor der var en gylden Sol-skive – og at holde den op over et nyfødt barn, eller over jagtvåben eller kornet, så det, den blev holdt over, blev velsignet.

Hun lærte også at sætte Solvognen op i en rigtig vogn, hun pyntede med blomster - et tegn på frugtbarhed.
Hun spændte en hest foran og kørte gennem landsbyen og kornmarken. Det velsignde folket.

Og Freydis lærte at danse for Solen. Hun tog et snoreskørt og en lille, rødfarvet trøje på og sprang livligt rundt på engen, snurrede rundt om sig selv, løftede armene op imod Solen, og svingede hurtigt med hele kroppen.
Imens spillede to unge mænd i fine, rødfarvede kjoler på lurer. De rungede og tudede med en over-jordisk lyd.
Dén dans var et symbol på frugtbarhed for både planter, dyr og mennesker, og den skulle sikre frugtbarheden.

Hun dansede den flere gange i hvert måne-skifte. Når det blev fuldmåne, eller månen var ny, gik Freydis ud om natten og trommede og sang lavmælt hele natten.
Det skulle hjælpe Månen med at ændre form igen, og sikre dens velsignelse over landsbyen.

Og landsbyen var velsignet – kornet blev stort og frodigt, jagten var god, kun få spædbørn døde, og de fleste var sunde og raske. Freydis var glad for at se, at hendes præstinde-arbejde virkede. Og hun var glad for sit nye liv – et liv i endnu større kontakt med naturen end før.

Men en dag, efter flere års fred og velsignelse, kom jægerne hjem fra jagt og sagde : "Vi så en anden stammes mænd på jagt på vores jagt-område. De har af at holde sig væk!" Alle håbede, at de fremmede ville forsvinde af sig selv.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...