Egtvedpigens historie.

Et bud på, hvem Egtvedpigen var, og hvad hun oplevede.

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

5. En indre kamp

~Så blev Freydis der og helede sårene på dem alle, så godt hun kunne.
Hun brugte vejbred-blade og aloe vera-saft, og vaskede sårene med flodvand, og bandt læderstykker om arme og ben. Alle var forundrede over, at hun, som fremmed, hjalp dem.
"Tak!", sagde de, da hun var færdig. "Du er virkelig en stor præstinde".

Så gik hun hjem, temmelig nervøs for, hvad folk ville sige til hende. Ville alle se hende som landsforrædder?!
Da hun nærmede sig sin egen landsby, kom nogen fra hendes eget folk løbende ud til hende. Hendes hjerte hamrede.

"De unge mænd kom hjem for nogle timer siden", sagde de. "Og de fortalte, hvad der var sket. De var meget vrede over, at du havde kæmpet imod dem. Men du gjorde det eneste rigtige, Freydis! Det var dem, der gjorde noget forkert, ikke dig!"

Freydis åndede lettet op. "Vi sagde til de unge mænd, at de ikke skulle angribe de andre, før de andre selv angreb!
Det blev de temmelig rasende over – men sådan er unge mænd jo tit ...."

Da de kom ind i landsbyen, så folk lidt sært på Freydis, men ingen sagde noget. De unge mænd sad og surmulede udenfor en af fælleshytterne.
De stirrede vredt efter Freydis, men gjorde ikke noget.
Hun var jo præstinde, og sådan en skulle man ikke skade.

Ingen nævnte det, der var sket, og livet gik videre som normalt – kvinderne vævede, passede hestene og bagte brød, Freydis og præsten bad for folket, og mændene gik på jagt.

Men de begyndte også at bygge en mur af tilspidsede grene om landsbyen, som sikkerhed imod fjender.
Og frygten for krig lå over hele landsbyen.
Præsten og Freydis samlede alt kornet i sække, og stillede dem i præstens lerhus, hvor de kunne holde øje med dem.
Og de bad hele dagen for freden.

En nat sad Freydis i præstehuset og bad til gudefiguren af træ, da hun hørte noget pusle udenfor. Hun tog et spyd, der stod parat, og gik ud. Der var helt mørkt.

Nu puslede det igen, ovre ved døren til præstehuset. Freydis fór tilbage og nåede lige at springe ind foran en mørk skikkelse med spyddet rettet fremad. "Hvem er du?!", råbte hun. Skikkelsen løb, og hun løb efter.

Hun sprang på skikkelsen og væltede den om på jorden, og holdt den fast. Det var en ung mand på hendes egen alder. "Er du fra den anden landsby?!", hvæsede hun.
Han svarede ikke, men prøvede at slippe fri. "Hvad vil du her?!", hvæsede hun. "Det er vores by!"

Pludselig stivnede han. "D-det er jo dig!", udbrød han. "Den fremmede præstinde, der hjalp os!"
"Ja, men jeg hjælper ikke tyveknægte!", sagde Freydis køligt. "Du vil stjæle vores korn, vil du ikke?!"

Han så bare længe på hende. "Nå, nu lyder du som de andre fra dit folk ....", sagde han stille.
"Du forstår det ikke. Vi kan ikke finde bytte nok i vores del af jagt-området! Vores børn sulter!"

Freydis stirrede på ham. Hun holdt ham stadig nede, men knap så hårdt. "Jeg troede, at du var anderledes", sagde han. Der var en lang tavshed.
"Har I ledt ordentligt efter bytte?!", spurgte Freydis køligt. "Ja!", svarede han. "Problemet er, at vi lovede at holde os til vores del af jagtområdet, og det har vi også gjort.
Men de fleste dyr er på jeres del ...."

"Og det retfærdiggør så tyveri?!", spurgte Freydis køligt. Men hun lødt lidt mildere. "Jeg har ikke sagt til nogen, at jeg tog herhen efter korn", sagde han. "Men jeg kunne ikke holde ud at se børnene sulte!"

Der var en lang tavshed igen. "Vis mig de sultende børn!", sagde Freydis strengt. Han stirrede på hende.
"Tør du komme med mig til min landsby?" "Ja", sagde hun. "Jeg må jo se, om du lyver".

Hun slap ham, og han rejste sig op. Hun tog spydet med for en sikkerheds skyld. "Og vis mig de børn!" De gik gennem landsbyen, forbi fællehusene, hvor alle lå og sov, og ud gennem porten i hegnet.

Der fortsatte den fremmede ind i skoven, med Freydis efter sig. De gik længe i anspændt tavshed, før de nåede den anden by.
"Kom med herhen", hviskede han, og tog Freydis med hen til der, hvor huset var bygget til. Det var ikke færdigt, og den ene side var helt åben, og man kunne se alle dem, der sov derinde. Der lå også nogle børn.

Freydis så på børnene. Det var svært at se dem ordentligt, fordi der var mørkt, og de lå under fårepelse og sov.
Men hun kunne alligevel godt se, at de så meget tynde ud. "Kan du se det?", spurgte han. "Joo ...", hviskede hun.
Freydis ville ikke have alt for ondt af dé børn, for de var jo fra en anden stamme. Men hun kunne ikke lade være.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...