Egtvedpigens historie.

Et bud på, hvem Egtvedpigen var, og hvad hun oplevede.

0Likes
0Kommentarer
184Visninger
AA

9. Det største offer

~Næste dag skulle Asgar ofres til mosen! Fredydis græd lavmælt hele natten. Da Solen stod op, førte Freydis' to vagter hende ud af huset.
En flok mænd kom gående med Asgar bundet, og hele folket gik sammen ud af landsbyen og hen til mosen.

Asgar kæmpede stadig, og sendte Freydis et bønfaldende blik. Men hun vidste ikke, hvad hun kunne gøre.
Hun græd bare stille, og prøvede at udtænke en plan.

Nu kom præsten hen til Freydis, og lagde hånden på hendes skulder. "Jeg er ked af det ...", hviskede han.
"Men jeg kan intet gøre .... Jeg skal nok ... gøre det ... så du ikke behøver ...." Freydis græd bare.

Nu nåede de frem til mosen. De førte Asgar ind foran de andre og stillede sig i en bue rundt om ham.
"Kom ....", hviskede præsten til Freydis, og førte hende med hen til den skælvende Asgar. Hun turde ikke se på ham.
Men hun kunne mærke, at han så bedende op på hende.

Nu begyndte præsten at tale : "Vi er samlet her idag for at bringe guderne en gave, som en bøn om fred.
Vi håber, at de vil tage imod gaven og skænke os freden".

Han tog en kniv frem fra sit bælte. Hele Asgars krop gav et voldsomt spjæt. "Beklager ....!", hviskede præsten til Freydis. Hun begyndte at ryste over det hele. To mænd gik hen og tog fat i hver ende af Asgars krop, og strakte ham ud, og holdt ham nede mod jorden.
Og præsten kastede velsignet vand på Asgar, og løftede kniven over ham ..... Og skulle lige til at hugge .....

"NEJ!", råbte Freydis, og sprang ind foran Asgar – og kniven ramte hende! Præsten skyndte sig at hive hånden tilbage, men det var for sent.
Freydis var blevet ramt lige over hjertet, og hun blødte voldsomt! Folk skreg og hviskede skræmte sammen.

Præsten skyndte sig at hente noget mosevand med hænderne, og vaske såret med det. "Find en aloe vera-plante!", råbte præsten desperat, og folk løb afsted.

Freydis gispede og hostede, og rystede overalt. Men der var et lille smil på hendes ansigt. "J-jeg reddede Asgar, ikke?", gispede hun. "Jo ....", stammede præsten, "men ....!" Asgar havde sat sig op og så på hende med fortvivlelse og taknemlighed. "Du er ikke rigtig klog!", udbrød Asgar.

Nu kom nogen tilbage med en aloe vera-plante, og smurte saften på Freydis' sår. Det hjalp lidt, men hun blødte stadig meget, og gispede efter vejret. Folket samledes om hende, bange og forvirrede.

Freydis så på dem og sagde fast : "Det her er I selv ude om!
I er nøjagtig som Odin, der blev skabt af Ymer, og alligevel dræbte ham, og gjorde sig selv til hersker!
Aserne og jætterne er ikke ret forskellige – begge folk kæmper for sig selv, og siger, at "de andre" er onde, bare fordi de er "de andre"!

Og det samme gælder for mennesker! Asgar er ikke en fjende – ikke mere, end I selv er! Men hvis man behandler folk som fjender, bliver de til fjender!" Der var helt stille i lang tid. Alle var temmelig flove og skyld-tyngede.
Præsten smurte noget mere aloe veara-saft på Freydis' sår, og bad guderne om at helbrede hende.

Men Freydis blev bare mere og mere bleg, og skælvede. Asgar græd, præsten bad, og folk hviskede uroligt sammen.
De var bange for, at det bragte ulykke at skade en præstinde.

I det samme hørte de en komme løbende inde i skoven og råbe : "Asgar!" En skikkelse sprang ud fra træerne, og en mand stak sit spyd ud imod den – og ramte en lille dreng! Asgar skreg : "HEIMDAL!"
Og han kæmpede og sprællede. "Lillebror!", råbte Asgar. "I UHYRER!"

Drengen var blevet ramt i hjertet, og døde på stedet! Asgar græd fortvivlet. "Først Freydis, og nu min lillebror!", råbte han sydende. "Bare dræb mig, for jeg er ligeglad nu!!"

Men ingen gjorde noget forsøg på at dræbe ham, eller smide ham i mosen. "Freydis har ret ...", sagde en.
"Den lille dreng var bare et uskyldigt barn! Og hvis vi ikke havde nok vildt, ville vi selv jage andre steder ...."

De hviskede nervøst sammen. En mand tog kniven, og løftede den op over Asgar – og skar hans reb over!
Asgar stirrede på ham. "Du er fri ...", sagde manden. "Tag hjem". "Jeg bliver aldrig fri efter idag!", hvæsede Asgar. Han satte sig hos Freydis, som stadig gispede og rystede.

"Det er okay, jeg er hos dig", hviskede Asgar, og Freydis smilede svagt til ham. "Jeg er ked af det med din lillebror ....", gispede hun. "Tænk hellere på dig selv!", hviskede Asgar.

Han sad med Freydis i armene, imens præsten bad, og hun rystede. Nu knælede hele folket også ned og bad. Sådan sad de længe. Men tilsidst lukkede Freydis øjnene, og sank stille om.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...