Egtvedpigens historie.

Et bud på, hvem Egtvedpigen var, og hvad hun oplevede.

0Likes
0Kommentarer
153Visninger
AA

4. Den anden stamme

~
Freydis bad aserne om, at den anden stamme ville rejse videre. Men når jægerne gik på jagt, kom de flere gange hjem og fortalte, at de havde set den fremmede stamme igen.
Folket begyndte at blive nervøse, og Freydis og præsten fangede en skovdue og ofrede den til mosen.

En dag fortalte jægerne, at nu havde de ikke bare set den anden stamme, de havde mødt dem, og skændtes med dem om retten til jagt-området.
Nogle børn begyndte at græde, og mødrene trøstede dem.
"Skal vi dræbe dem?!", råbte en mand vredt. "Nej!", udbrød Freydis. "Det er bedst, hvis vi løser det uden vold. Vi må gå hen og tale med dem".
Alle lyttede, fordi hun var præstinde.

Næste dag gik mændene afsted, sammen med Freydis. De fandt, hvor de fremmede var ved at bygge en landsby.
"Vi kommer med fred", råbte de.
De fremmede kom ud til dem, tydeligt nervøse.

"I er på vores jagt-område!", sagde en mand. "Hvis I flytter bare lidt længere væk, vil vi ikke have noget imod det. Men hvis I bliver her, kan der opstå konflikter!"

"Vi vidste ikke, at I boede her", svarede de. "Vi er flygtet fra en tyrannisk høvding, som ville erobre alle landsbyer, der lå tæt på hans egen. Så vi kan ikke rejse tilbage!"
"Men I kan vel rejse lidt længere væk, ikke?!", spurgte en. "Bare så langt, at vi ikke jager på samme område?!"
De fremmede så lidt nervøse ud. "Det ... det tør vi ikke ...", stammede en. "For den onde høvdings folk er efter os!"

"Det er ikke vores problem!", sagde en koldt. "Find jeres eget område!" "Men ... vores fjender er overalt!", sagde de nervøst. "Hvad nu, hvis vi lover ikke at jage alt for meget, og at holde os i dén her del af området?"

Der var en lang, anspændt tavshed. "Godt!", sagde en. "Men I har af at holde det løfte, forstået?!"
Det lovede de, og Freydis og mændene gik hjem.

Det næste stykke tid stødte jægerne fra de to stammer af og til på hinanden, men de gik bare videre, og ignorerede de andre. Men man kunne mærke, at stemningen i landsbyen var lidt trykket og urolig.

En aften, da Freydis sad og bad aserne om at sikre freden, så hun en flok unge mænd snige sig ud af en fælleshytte, og løbe ind i skoven. Hun fik bange anelser og listede efter.
Freydis var vant til at være i naturen, og var derfor god til at gøre sig lydløs og usynlig. Hun holdt sig i skyggerne og trådte forsigtigt med sine bare fødder.

De unge mænd listede over til der, hvor den anden stamme boede. Hun kunne se deres fælleshytter, som var bygget halvt færdige. Der var helt stille.
Nu så hun, at mændene havde buer og pile og spyd med.
'Nej!', tænkte Freydis. 'Mit folk skal ikke myrde andre i søvne, uden at de har gjort noget!'

Og før hun nåede at tænke det helt igennem, sprang Freydis frem. "PAS PÅ! I  BLIVER ANGREBET!", råbte hun.
Mændene så chokerede på hende.

Nu hørte de folk vågne inde i fælleshytterne. "Hvad laver du her?!", hvæsede en af mændene. Men de turde ikke angribe en præstinde. "Klap i, og skrid hjem!" "De har ikke gjort noget!", hvæsede Freydis. "Ikke?! De er på vores jagt-område!", råbte en. "Og du – du er en lands-forrædder!"

Nu kom folkene fra den fremmede stamme løbende ud af fælleshytterne. De havde våben med. Og snart var en voldsom slåskamp igang.
Freydis sprang på en af mændene fra sin egen stamme og vred spydet fra ham. Hun pegede på ham med det.
"Skrid selv hjem!", hvæsede hun. "Forrædder!", råbte han. "Du skulle nødig snakke!", udbrød Freydis.
"Det er ikke mig, der vil myrde uskyldige!"

Den fremmede stamme var mange flere,  og fik hurtigt jaget de unge mænd på flugt, men der var mange sårede på begge sider. Heldigvis var der ingen døde.
Da de unge mænd flygtede hjem, stod Freydis tøvende, og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. De fremmede så på hende, og hun var bange for, om de ville angribe.
Hun var jo trods alt kommet sammen med de unge mænd.

Børnene græd. Freydis så på de sårede. Hun vidste, hvordan man helbredte sår ..... Nu kom en mand hen til Freydis. Hendes hjerte hamrede af frygt, men hun løb ikke.

"Hvorfor angreb du en af dine egne?", spurgte han. "Fordi jeg ikke går ind for at myrde fremmede, der ikke har gjort noget!", svarede hun fast.
Der lød en forundret hvisken.
Nu bemærkede manden hendes røde kjole, og mange hellige halskæder. "Er du præstinde?", spurgte han. "Ja", svarede Freydis. Der blev helt stille. Alle så nervøst på hende.
"Jeg kan helbrede sår ...", sagde hun.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...