Dreams of dreams - GLEE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2016
  • Opdateret: 8 apr. 2017
  • Status: Igang
Den handler om en pige der ser tilbage på sin fortid. Men på en måde skriver i nutid.
Den her pige, savner sin fortid. Hun savner de mennesker der betød mest for hende! Der er ikke rigtig nogen der forstår hende, men de vil prøve at hjælpe hende så godt de kan.
Hun kæmper med en del modgang og hver gang, det bliver lidt lyst for hende, går det galt for hende.
Hun lever i nuet og vil have så meget hjælp som muligt, men lige meget hvad, ender hun med at skulle gøre det hele selv..
Der er dog én person, hun ville ændre fra sin fortid, men man kan ikke ændre på fortiden..
Ligemeget hvad hun vælger af muligheder, kommer fortiden altid tilbage..
I hvert fald, hendes kæreste og venner, må hjælpe hende med at træffe de rigtige valg og måske er det ikke det bedste?
Læs med og find ud af det.

0Likes
0Kommentarer
581Visninger
AA

8. Juilliard.

 

Alt blev stille... Kun fjernsynet kørte foran os... Jeg er bange! Hvad nu hvis min far smider mig ud? Eller ikke vil se mig mere? Far sig nu noget!

”Er du?” Kom det fra min far efter lidt tid, han sad jo bare der og stirrede på mig. ”Ja, jeg er ked af at jeg ikke sagde noget da jeg fandt ud af det, men der kom ting i vejen, men nu er jeg fast besluttet på at jeg vil beholde det og vi vil starte en familie.” Chord smilede og aede min mave.
Min far begyndte at smile og det kan kun betyde én ting. ”Jeg er glad for du kan klare dig på egen hånd og håber I bliver lykkelige!” Han forsatte med at smile og åbnede sine arme. ”Tak far!” Jeg smilede og krammede ham. ”Er du nu sikker på at det er dét her du ville?” Han kiggede på mig igen. ”Ja, jeg har tænkt over det i meget lang tid og jeg er 100% sikker på at jeg vil opdrage det her barn og starte en familie med Chord her!” Smilede jeg endnu mere og satte mig op af Chord og han lagde en arm om mine skuldre. ”Hvad med Juilliard?” Jeg sank en klump og rettede mig op på sofaen. ”Øhm, jeg vil tage til den optagelse og se hvad der sker, måske vil Mr. Hanson hjælpe mig eller give mig et svar på hvad jeg skal gøre! Men lige nu vil jeg gerne have den optagelse overstået og derefter må jeg se hvad der sker... Der ikke andet for at vente... Men jeg vil gå op og sove, jeg er virkelig træt! Det har været en lang dag!” Fnes jeg kort og det gjorde min far også. ”Jamen, så godnat med jer to, vi ses i morgen tidligt og sov godt!” Jeg krammede ham og det gjorde Chord også vi gik i seng.

***

Jeg stod ude bag scenen og kiggede på ham der stod på scenen og sang. Han synger virkelig godt! Hvordan skal jeg nogensinde kunne slå det? Jeg får aldrig den plads på Juilliard!
Jeg kunne mærke at mit hjertebanken blev kraftigere og min puls blev høj... Jeg tror jeg er dårlig...

”Er du nervøs?” Hørte jeg en stemme bag mig, jeg håbede lidt og vendte mig om og så Mark, stå der og smile til mig. ”Selvfølgelig er jeg det! Har aldrig sunget for ham før! Hvad nu hvis han ikke kan lide min sang?” Han fnes kort og tog mine hænder. ”Lige meget hvilken sang du vælger, ved jeg med sikkerhed at han vælger dig på sit hold! Du er den bedste af de bedste og det skal du bare vise ham!” Jeg nikkede og mit hjerte slappede mere af og jeg træk vejret dybt.

”Charlotte Larsen.” Kunne jeg høre en stemme sige over højtaleren. Jeg vendte mig om mod scenen og så at ham der lige havde været på gik af scenen. Jeg tog en dyb vejrtrækning og gik ud mod scenen og pustede ud og stoppede midt på scenen og smilede op til Mr. Hanson. Og han smilede tilbage til mig.
Jeg kunne se at Chord, Naya, Lea og Mark sad nogle sæder bag ham og kiggede ned på mig.

”Hej, jeg hedder Charlotte Larsen og jeg vil gerne synge ’See you again’ med Wiz Khalifa og Charlie Puth.” Mr. Hanson nikkede og skrev ned og kiggede igen på mig.
Jeg hørte musikken begyndte og jeg lukkede mine øjne, trækkede vejret dybt og begyndte at synge sangen.

Da sangen sluttede, løb der en tåre ned af min kind, men jeg formodede at smile til ham alligevel. ”Tak, Charlotte! Det var... Anerledes...” Sagde han. Han lød ikke tilfreds, men skuffet, nu har jeg sikkert gjort det dårligt alligevel...

Jeg skulle lige til at gå, da han stoppede mig. ”Hov, vent lidt.” Jeg stoppede og kiggede op på ham. ”Kan jeg spørge dig om noget?” Jeg nikkede. ”Ja, selvfølgelig.” ”Da du sang den sang, kunne jeg se du følte dig hjemme. Hvad så du, da du sang den sang?” Jeg fjernede min tåre. ”Jeg... Jeg så min bedste ven... Jeg følte at vi sang den sammen, at vi endelig havde en duet sammen.” Jeg prøvede virkelig at holde mine tåre inde. ”Mange tak. Du høre fra mig.” Var det eneste han sagde og jeg så mine venner rejste sig, så jeg gik ud bag ved og mod udgangen.

Chord krammede mig og der begyndte mine tåre at vælte ned at mine kinder. Jeg græd, jeg savner Cory! Ville ønske han var her med mig! Han ville være stolt af mig lige nu!
”Du gjorde det skat!” Sagde Chord og kyssede mig i håret og jeg krammede de andre bagefter. ”Jeg synes du gjorde det bedste du nogensinde har gjort!” Smilede Lea og vi krammede. ”Tak! Jeg savner ham bare virkelig og jeg tænkte at hvis han var min idé til en sang, så ville jeg helt sikkert få en plads i Juilliard.” ”Du vil stadig søge ind på Juilliard? Også efter det jeg har sagt til dig? Du høre overhoved ikke efter hvad jeg siger til dig, gør du? Jeg sagde at du ikke skulle, fordi du er gravid, du vil slet ikke kunne gennemgå teater eller sang, med en baby i maven, du bliver nød til at gå derind og sige til Mr. Hanson at du takker nej til den plads!” Kom det fra Naya. Jeg lagde mine arme på kors. ”Om jeg så dødede i morgen, så vil jeg stadig have den chance at jeg vil blive optaget på en uddannelse som jeg har ønsket i 3 år! Bare fordi jeg er gravid, betyder det ikke at jeg stopper med at søge ind på noget! Jeg skal nok slutte Juilliard med topkarakter!” ”Det er jeg slet ikke i tvivl om, jeg er mere bange for din mave, vil komme i vejen for dit store gennembrud!” ”Jeg er ligeglad hvad du synes! Jeg kommer på Juilliard om det så er det sidste jeg gør!” ”Det ER nemlig det sidste du gør! Du kan ikke alt muligt med et barn, som du kan uden et! Hvor mange gange skal jeg sige det til dig?” ”Mange gange! Jeg gider ikke lytte til jer! Jeg har kæmpet om det her, endelig har jeg fået det, nu skal INTET ødelægge det!”
Jeg gik ud mod parkeringspladsen for at køre hjem. Jeg mødte Mr. Hanson på vej hen til sin bil. Jeg tænkte hele tiden på om jeg skulle spørge ham... Jeg gør det!
Jeg luntede hen til ham og stoppede ham. ”MR. HANSON!” Råbte jeg og han stoppede op og kiggede på mig. ”Ahh Charlotte!” Smilede han og jeg stoppede op ved ham. ”Jeg vil lige spørge dig om noget.” ”Spørg bare løs.” Jeg sank en klump. ”Jeg vil høre om noget angående Juilliard... Jeg er gået hen og blevet gravid i sidste måned og inden jeg kommer på Juilliard, så bliver min mave stor og jeg kan ikke danse og den slags... Så vil jeg lige høre om hvad jeg skal gøre?” Han kløede sig i nakken og kiggede bagefter på sine papir. ”Hmm... Den var lidt svær! For jeg havde virkelig regnet med at du startede... Men hvis du nu dukker op efter dit barn er født og du kan tillade at efterlade den med en barnepige, så vil der være en stilling klar til dig, jeg vil gemme en plads til dig, om 2 år.” ”Om 2 år!? Men hvad skal jeg lave i 2 år?” ”Jaa, du kunne passe dit barn? Jeg kan ikke hjælpe dig, du vil ikke kunne passe timerne, med et barn i maven, Juilliard vil ikke være noget for dig, hvis du er gravid.” Jeg nikkede for ikke at sige ham imod. ”Jeg havde ellers håbet på at du kunne hjælpe mig.” ”Det eneste jeg kan gøre, er at fortælle dig at du burde tænke over dine konsekvenser. Du vidste allerede for 3 måneder siden at du vil søge ind og du fik en optagelse klar til i dag, så kunne du regne ud at blive forældre nu inden studiestart er en dum ting! Det eneste jeg kan sige nu er du burde vente 2-3 år til at søge ind, jeg vil skrive dig op om 2 år.” Jeg var tavs. Den måde han siger det på lyder mere alvorlig end mine venner tilsammen... ”Hav en god dag Charlotte.” Smilede han og satte sig ind i bilen og jeg vendte mig om til min bil.

Jeg sad i bilen og græd... Det gjorde ondt... Mine venner havde ret, jeg kan ikke se dem i øjnene! Jeg føler mig dum. En idiot at jeg ikke hørte dem, ikke lyttede til Naya til at starte med...
Der kom en banken på min siderude og jeg kiggede op og så Chord stå der og kigge ind på mig. Jeg rystede på hovedet og begravet mit hovedet med mine hænder og græd videre.
Banken blev ved og lød højere og mere voldsomt, jeg kiggede igen ud af mit vindue og så Naya stå og banke på min bil, jeg havde låst min bil, for ikke at blive forstyrret, men det lige meget nu...
”HVAD!?” Råbte jeg højt og kiggede på hende og hun stoppede og stillede sig ved ruden. ”ÅBEN DØREN!” Råbte hun tilbage. ”VI VIL GERNE SNAKKE MED DIG CHARLOTTE!” Råbte hun igen eftersom jeg ikke svarede. Jeg kiggede ned på rattet foran mig og langsomt låste bilen op. *Klik* Sagde bilen og den var ikke længere låst.
Hurtigt blev min dør åbnet af Naya, jeg nægtede at se på hende. ”Charlotte, hvad sker der? Det ene øjeblik stod du og smilede og var 100% selvsikker og nu sidder du og græder, hvad er der?” Spurgte Naya og sad på hug ved siden af mig og aede mig på låret. *Snøft* ”Jeg... Jeg kom ikke ind på Juilliard...” *Snøft* Jeg havde allerhelst lyst til at tage hjem og blive der... ”Årh mus dog! Du skal nok overleve! Du lød virkelig god inde på den scene! Jeg er sikker på at Juilliard er der når du kommer tilbage på sporet! Lige nu må du koncentrere dig om din fremtid med babyen!” Smilede hun og tog min hånd væk fra mit hoved.
”Fatter du det ikke? Juilliard ER min fremtid! Der er ikke andet jeg hellere ville! Jeg har kæmpet min røv ud af mine bukser på at komme hertil! Og så på 1 minut blev min fremtid ødelagt! Jeg kan ikke blive hjemme! Fat at Juilliard ER min fremtid!” Jeg vrissede lidt af hende og de andre.
Naya rejste sig. ”Okay, jeg er done her! Jeg kan ikke holde ud at se dig sådan der, enten så tager en af jer over med hende, ellers så slår jeg hende!” Hun gik væk fra mig og Mark kom hen og satte sig på hug ved siden af mig. ”Hey! Se på mig!” Han tog min hånd, tog fat på min hage og fik mig til at kigge på ham. ”Charlotte, du synger som en drøm!-” Jeg drejede mit hovedet væk fra ham og afbrød ham. ”Hey! Hør på mig!” Vrissede han af mig! Jeg kiggede igen på ham. ”De år jeg har kendt dig, har du ikke taget hvad som helst til dig! Du svarede igen på folk, du er en virkelig stærk person! Du stopper ikke med at kæmpe! Lige nu har du givet op og jeg kender dig snart ikke mere... Den Charlotte jeg kender og elsker, ville finde på noget at lave der ikke er fysisk hårdt, godt være at Juilliard er din fremtid, men du kan ikke komme ind lige nu og det er også fair nok! Men så vil jeg finde noget andet at lave og i dit tilfælde vil jeg nok arbejde i en butik eller lave musik... Du har nogle fede numre hjemme i din dagbog og jeg vil vædde med at du kan lave flere og indspille dem! Og om 2 år har du måske en pladekontrakt eller noget meget bedre og så er du klar til Juilliard med endnu mere omtale om dig rundt omkring i verden og vil det ikke være fedt at fuldføre Cory’s sidste ønske som han ville have du skulle gøre? Vil det ikke være fedt endelig sige det til dig selv? Hvad er det værste der kan ske? At ingen vil høre den? Tsk. Selv dét ville ikke stoppe dig! Du lovede Cory at du vil udgive et album og nu har du 2 år til at i hvert fald begynde på det! Og du har de bedste omkring dig som kan hjælpe dig, en forlover der kan hjælpe dig med musikken og med din indspilning! Så hvis jeg var dig, vil jeg ligge en ny lag make-up på og skrub ud i verden og udgive dit nye album!” Afsluttede Mark af med.
Jeg kiggede på ham og kunne ikke sige noget... *Snøft* Jeg smilede og fjernede mine tåre væk fra min kind. ”Vil du gøre det her for os?” Mark kiggede på mig igen. ”Nej...” Jeg tørrede mig under øjnene. ”Jeg vil gøre det her for Cory OG for min mor!” Smilede jeg og steg ud af bilen og Mark rejste sig.
”Sådan skal det lyde min pige!” Smilede Chord og jeg krammede ham.
Naya gik hen til Mark og de begge kiggede på mig. ”Jeg kunne ikke sige det bedre selv!” Smilede Naya.

Jeg havde lagt mærke til at Lea ikke var her, hun er sikkert taget videre... Hun har altid så travlt... I næste uge, skal de alle begynde på optagelser til den nye Glee serie og jeg skulle finde på noget at lave... Men hvad?
Vi kiggede lidt på hinanden og smilede til hinanden, vi sagde ikke rigtig noget, men tilstedeværelset var rigeligt i sig selv.
”Skal vi ikke smutte ud og drikke kaffe eller noget?” Kom det fra Mark der stod over for mig. ”I’ll love that!” Smilede jeg og vi gik fra min låste bil og gik ind i den nærmeste café og drak kaffe og sludrede lidt frem og tilbage.

Jeg tog min pung op af min taske og kiggede på to billeder jeg havde i den.

I min pung er der et billede af Cory og et af min mor. Ja, jeg ved det er latterlig! Men de betyder rigtig meget for mig! Jeg nyder tiden med Chord og dem som jeg kan! Men det kan jeg ikke med min mor eller med Cory... Så jeg har dem med hvor end jeg går hen! På mit soveværelse derhjemme, inde i mit klædeskab, hænger den jakke Cory havde på i sine Glee sæsoner, jeg fik lov til at beholde den. Jeg ved Lea nok er den eneste der har første ret til hans ting, men hun gav mig den faktisk, ikke mange ved det, mange over nettet havde lavet rygter om at jeg stjal den og mig og Lea er uvenner og den slags, men mig og hende er faktisk ret gode veninder! Vi snakker meget sammen over mobilen, vi ser hinanden tit, når hun er i LA... Men hun gav mig den, jeg har aldrig haft den på... Den hænger der bare... Når jeg ser den smiler jeg lidt og rør ved den, duften af ham er næsten væk, men mine minder er der stadig! Der er ikke mange der ved jeg har den...
På min computer har jeg lavet en hel mappe med ham, ikke fordi jeg er en stalker eller noget, men i den mappe er der de videoer og billeder jeg har taget af ham og mig! Jeg har set i den 2-3 gange siden han døde... Min mor har også sin egen mappe!
Folk går rundt og tænker og siger at jeg er en stærk person... At jeg kan tåle at blive råbt ad, at blive skubbet til... Men ingen ved hvordan jeg er bag lukkede døre... Siden min mor dødede, græd jeg mig selv i søvn hver nat i 2 år, jeg smilede hele dagen, men græd om natten og ingen vidste det i 2 år! Jeg fortalte min far det senere og siden den dag græd jeg ikke så meget...
Da Cory dødede, startede jeg forfra, jeg græd til jeg sov i 1 måned men det var det værd! Folk så mig kun som en stærk person, men ingen kender mig... Cory og Chord er de eneste to der har set alle mine facader og kender mig ud og ind!

Jeg lagde min pung ned i min taske igen, jeg tjekker min pung én gang om dagen, for at se om mine billeder stadig er der, ved det lyder dumt, men folk har forskellige ting de har som vane... Og min er at kigge i min pung, jeg har gjort det siden jeg mistede min mor, det blev værre da Cory dødede...
Chord lagde sin hånd på min og kyssede mig i håret og jeg kiggede op på ham. ”Jeg ved de er der.” Smilede han og jeg lagde min taske på gulvet ved mine fødder igen.
Naya og Mark kiggede på mig som et spørgsmålstegn. ”Hvad er det?” Spurgte Mark om og kiggede på Chord. Vi kiggede lidt på hinanden. ”Det en vane Charlotte har med at kigge i sin pung én gang om dagen for at tjekke om hendes to billeder stadig er der.” Jeg tog min kaffe i hånden og kiggede ned i den, jeg følte mig lidt pinlig til mode her, men nu er det for sent at holde det hemmeligt.
De kiggede tilbage på mig og jeg kiggede stadig ned i min kaffe. ”Hvad for nogle billeder.” Kom det fra Mark der lød bekymret og på samme måde nysgerrigt. ”Ikke noget!” Kom det fra mig og tog en tår af kaffen og kiggede igen ned på den og pillede ved koppen. ”Det er billeder af Cory og hendes mor.” Svarede Chord for mig. Jeg kiggede op på ham. ”Hvorfor skulle du sige det til dem?” ”Undskyld, men fortjener de ikke at vide det? De er også dine bedste venner ligesom Cory.” ”Ingen er min bedste ven som Cory! Hvordan kan du sige sådan noget?” Han tog mine hænder og tyssede på mig. ”Så roligt, det var ikke sådan ment skat! Jeg mener bare at Naya og Mark er dine rigtig gode venner, så de fortjener også at vide det!” ”Det var meningen at faktisk ingen skulle vide det! Ikke engang dig!” Vrissede jeg af ham. ”Øhm, hvis jeg lige må afbryde en gang?” Kom det fra Naya og vi kiggede på hende. ”Jeg synes det er sødt du har et billede af dem, men jeg synes du burde skrue lidt ned med at gå så meget op i at have noget med ham at gøre... Jeg mener... Han er død, der er ikke mere der du kan gøre! Et billede vil ikke få ham tilbage, en sang kan ikke få ham til at høre dig, du er jo syg, Charlotte. Ikke psykisk eller fysisk, men du burde gå til terapi for det der, du går rundt og tænker for meget på ham, du går hver dag og tjekker et billede i din pung? Du har en jakke fra ham derhjemme og en mappe med ham... Han er jo et menneske og ikke en gud! Vi andre her savner ham da også men vi har intet med ham derhjemme... Hvis du absolut skal have et billede i den pung er det af dig selv, eller din kæreste og det eneste tidspunkt du burde kigge i den er når du skal betale, det andet er jo en sygdom! En meget dårlig vane, vil jeg sige.” De andre så chokket på hende og jeg så mere vred ud på hende. ”Jeg skifter ikke de her billeder ud med noget som helst andet! Jeg elsker Cory og jeg bestemmer selv om jeg vil have den jakke derhjemme eller ej! Jeg bestemmer selv om jeg vil have en mappe med ham eller ej! Han betyder meget for mig! Han var den bror jeg aldrig har fået! Den ven jeg har længest efter at få! Jeg har aldrig grint så meget som jeg havde med ham! Selvom I kendte ham længere tid end jeg gjorde, var jeg sammen med ham stort set hver dag! Hans forældre elsker mig! Jeg var altid velkommen hos ham, eller hos hans forældre! Når jeg var ked af det, var det ikke Chord, Darren eller Jenna jeg kom til først, nej det var Cory! Du kan sige hvad du ville! Jeg har de ting med ham som jeg ville! Cory elskede mig for den jeg er! Selvom jeg havde en dårlig vane med at kigge i min pung, grinede han bare og gav mig et kram! Chord her, holder om mig og kysser mig i håret når han ser mig åbne den pung! Jeg vil bare ikke glemme dem jeg ikke kan se fysisk! Jeg vil ikke glemme dem der elskede mig højest! Jeg vil ikke glemme dem der gik bort for tidligt! Jeg vil ikke glemme dem der faktisk hjalp mig! Hvis du eller Darren var død, var du og Darrens billede i min pung og jeg havde gjort det samme! Der er ingen undtagelse for nogen! Om det er en sygdom eller bare en sød tanke med at se om mine billeder er der, er op til personen selv, hvis du siger det er en sygdom, så er det nok det, men når jeg siger det er ren og skær kun for at være sød, så er det bare det! Hvis du er jaloux over jeg har en jakke fra Cory, så spørg Lea om hun har en trøje du kan få, eller så kunne du bare være mere sammen med Cory i fritiden, i stedet for at være så snæversynet og ignorere de svage.” Jeg træk vejret dybt og kiggede igen ned på min kaffe og hun blev stille.

Jeg har det altid sådan her, når jeg diskutere med Naya! Enten vinder hun eller så vinder jeg... Vi kan ikke have en normal samtale! Vi skal altid diskutere om det er i offentligheden eller privat, det er SÅ akavet! Vi alle bliver altid tavse og vi føler os akavet... Jeg ser ikke Naya så tit som jeg ønsker... Jeg elsker hende og vi har det sjovt sammen, men når vi diskutere tror alle vi er uvenner og vil forblive det, men det gode ved hende er at vi altid bliver venner igen! Men lige nu, føler jeg vi snart har ramt bunden... At vi virkelig snart er ude i noget vi ikke selv kan bunde i. Men jeg kan og vil ikke af med mine vaner! Chord synes det er sødt og elsker mig stadig! Hvorfor kan Naya så ikke?

”Undskyld Charlotte, men det der går ikke! Vi elsker dig! Men det der med at kigge i pungen var måske sødt de første 2 måneder, men nu går du for langt... Det er hvad? 2 år siden han dødede, nu det ikke sødt mere, nu er det bare... Jeg ved ikke... I hvert fald ikke normalt!” Jeg kiggede hen på Naya igen. ”Jeg er ligeglad med hvad du synes er sødt eller ej, jeg savner ham og min mor, hvis det her hjælper mig med at gøre min dag bedre, så bliver jeg ved med det her!” Hun smilede sarkastisk. ”Fint, hvis det er dét du vil, så gør det, men ikke foran mig, jeg føler mig dårlig når du gør det! Du gør det så stort ud af det!” ”Jeg gør lige præcis så meget ud af det som er nødvendigt for mig!” Jeg tog en tår af min kaffe igen og kiggede på den igen. ”Okay, er I to færdige? Jeg har det virkelig akavet her! I er bedste veninder, I burde være glade i hinandens selskab!” Kom det fra Mark. Jeg smilede. ”Selvfølgelig, men vi er ikke bedste veninder, men blot veninder... Vi skændes, det er hvad veninder gør!” Smilede jeg og Naya smilede ikke. ”Really? Men jeg bliver nød til at gå, har andet at lave lige nu.” Hun rejste sig og smed sin tomme kop ud og gik ud af caféen. ”Sorry Guys!” Mit smil forsvandt igen. ”Det gør ikke noget! Jeg føler med dig! Hun er ikke helt på toppen tror jeg! Men det er sødt du kigger om billederne er der.” Smilede Mark og drak det sidste af sin kaffe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...