Dreams of dreams - GLEE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2016
  • Opdateret: 8 apr. 2017
  • Status: Igang
Den handler om en pige der ser tilbage på sin fortid. Men på en måde skriver i nutid.
Den her pige, savner sin fortid. Hun savner de mennesker der betød mest for hende! Der er ikke rigtig nogen der forstår hende, men de vil prøve at hjælpe hende så godt de kan.
Hun kæmper med en del modgang og hver gang, det bliver lidt lyst for hende, går det galt for hende.
Hun lever i nuet og vil have så meget hjælp som muligt, men lige meget hvad, ender hun med at skulle gøre det hele selv..
Der er dog én person, hun ville ændre fra sin fortid, men man kan ikke ændre på fortiden..
Ligemeget hvad hun vælger af muligheder, kommer fortiden altid tilbage..
I hvert fald, hendes kæreste og venner, må hjælpe hende med at træffe de rigtige valg og måske er det ikke det bedste?
Læs med og find ud af det.

0Likes
0Kommentarer
572Visninger
AA

6. Jeg løj ikke! Eller jo måske lidt..

 

”Chord?” Sagde jeg og vi kiggede på hinanden. ”Hvad er der?” Smilede han og tog min hånd. Du gør det slet ikke bedre for mig! ”Jeg skal fortælle dig noget.” ”Kom med det skat.” Smilede han. ”Det jeg sagde i går... Det passer ikke...” Han løftede det ene øjenbryn og kiggede ned på mig. ”Du sagde meget i går, hvilken del løj du om?” Jeg sank en klump, som føltes evigt. ”Det med... Jeg ikke kan få børn... Det kan jeg... Og...” Jeg stoppede med at sige noget og kiggede væk fra hans øjne, for ikke at se smerten. ”I know.” Jeg kiggede op på ham igen. ”Du vidste det!?” ”Ja. Jeg snakkede med min mor i går, husker du. Hun fortalte at, da hun tømte skraldespanden på toilettet, så hun i posen at der lå en gravitet test i.” Han sagde ikke mere. Jeg kiggede væk fra ham og kiggede på menneskerne og derefter op på ham igen. ”Så det vil sige, du vidste det hele tiden? Men du sagde ikke noget?” ”Vidste det? Charlotte, jeg fik det afvide i går... Af min egen mor. Hvornår vil du overhoved fortælle mig det? Jeg troede vi ingen hemmeligheder havde for hinanden? At vi skulle fortælle hinanden alt? Hvordan kan jeg gifte mig med en der vil holde hele min fremtid i hendes hænder, når hun ikke en gang kan fortælle mig at hun er gravid?” Vores smil forsvandt... Vores første diskussion i lang tid... ”Chord hør...” ”Nej, hør på mig.” Jeg blinkede et par gange af den tone han kom med. ”Jeg vidste du var gravid i sidste måned. Jeg lod mærke til du altid stod op før mig, lavede mere mad end sædvanligt, opholdte dig på toilettet mere end du behøvede. Når jeg spurgte om der var noget galt, sagde du altid at du er ’okay’ når jeg kunne se på dig at du var dårlig. Du snakkede aldrig om dine smerter, dine problemer eller hvad der gik dig på. Du viste mig din stærke side og du kæmpede hver dag med at smile, med at tale uden om tingene, som er vigtigt for os andre. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med dig.” Jeg fik tåre i mine øjne. ”Du... Du vidste det lige fra starten? Hvorfor sagde du ikke noget?” ”Sagde noget? Det er dig der er gravid, du burde fortælle mig den nyhed at vi bliver en mere, at du venter dig, at vi burde gøre noget ved det, men intet gjorde du, du holdte det i skjul fra din egen kæreste.” ”Chord, jeg VIL fortælle dig det, når JEG var klar! Det skulle være en overraskelse.” ”Det blev det da også i den grad!” ”Jeg vil ikke gøre dig sur over at jeg er gravid! Du sagde selv i går at du ville have mig om jeg kunne få børn eller ej... Det fik mig til at græde mere. Da Naya snakkede om at jeg sang i det lokale efter vi snakkede, var fordi jeg var ked af det... Jeg sad og tænkte på om jeg overhoved skulle fortælle dig det, eller få det fjernet, fordi du lød altid så stresset over dit arbejde og fritid at jeg tænkte at få et barn nu, vil gøre både din og min fremtid hård at jeg vil have en abort... Men efter det du sagde i går, vidste jeg at du gerne vil have et barn og jeg måtte sige det til dig nu! Men jeg er faktisk lidt sur over du ikke sagde noget!” ”Sagde noget!? Du gravid Charlotte! Jeg tænkte at efter en uge eller to at du vil sige det til mig, men at du bare vendte ryggen til og ventede næsten 2 måneder med at åbne kæften. Du skuffer mig lige nu. Du burde vide bedre end det her!” ”Chord! Jeg ved bedre end dig eller nogen anden lige nu! Hvis du er skuffet over mig, burde vi ikke være her! Jeg holdte det hemmeligt fordi jeg vil gøre dig glad!-” ”Gøre mig glad ved at ikke sige noget om at du er gravid? Kan du høre dig selv lige nu, når du snakker? For lige nu kan jeg ikke forstå din mening i det her. Du har holdt et helt liv inde i dig selv hemmeligt for din egen kæreste? Du har løjet over for din egen kæreste? Og dine bedste venner og sikkert også over for din egen far? Hvordan får det dig til at føle?” ”Jeg har det af helveds til, hvis du vil høre sandheden! Jeg har ikke sagt noget til dig, fordi jeg ikke var klar Chord! Jeg fik hver dag et tegn på at vi to ikke skal have børn, for vi begge har travlt med hver vores ting at et barn vil KUN stå i vejen for os! Jeg ville overraske dig med at sige det til dig i dag med vennerne. En overraskelse, ligesom den du gav mig i går til min fars fødselsdag. Men efter du fik færten af det i går, måtte jeg sige det til dig nu... Men hvis du ikke vil være en del at det der vokser indeni mig, så burde jeg nok ikke være her lige nu! Så kan du sidde og spise med dine venner alene.” Fik jeg sagt i et vejrtrækning. Jeg vendte mig om og skulle lige til at gå, da jeg fik kigget op og så at Naya, Kevin, Darren og Jenna stod og kiggede på os. Har de virkelig hørt det hele? Jeg sukkede og stoppede op og kiggede på dem. ”Mener du det?” Kom det fra Darren. Jeg svarede ikke, jeg kiggede bare på dem.
Chord kom op ved siden af mig og ingen af os sagde noget, ingen vil bryde isen. Vi var alle mundlamme. I dag skulle være den bedste dag til dato for os venner!
”Er det sandt, Charlotte?” Kom det tomt fra Naya. Jeg kiggede hen på hende, deres ansigter så tomme ud, ked af det eller mere skuffet.
”Ja, jeg er gravid.” Kom det fra mig. ”Hvorfor sagde du ikke noget?” ”Fordi...” ”Fordi hun ikke vil såre jeres følelser!” Kom det fra Chord. Jeg kiggede op på ham og bagefter på mine venner. ”Nej, jeg vil sige det til jer! Jeg vil bare vente til i dag, når vi var samlet.” ”Du løj for os.” Kom det fra Jenna. Jeg kiggede på hende og fik tåre i mine øjne. ”Jenna jeg...” ”Jeg troede vi delte alt sammen... Du løj om hvordan du gik og havde det i 2 måneder. Du løj for mig!” ”Nej! Eller jo... Men... Jeg vil jo ikke have det barn til at starte med, så jeg tænkte at hvis jeg nu fik det fjernet, så har jeg jo ikke sådan rigtigt løjet for jer.” ”Jeg er din bedste ven... Du kunne fortælle mig det. Du kunne sige du er gravid, men ikke vil have barnet... Hvorfor lyve om det?” Kom det fra Darren.
Jeg snøftede en enkel gang. ”Jeg ved ikke hvad for nogle venner I er... Men jeg beskyttede mig selv og mit ufødte barn! I løj for mig, da jeg spurgte om Chord nogensinde vil gifte sig med mig! I holdte det hemmeligt siden Chord snakkede med jer om det! Hvorfor kan jeg så ikke i 2 måneder, holde noget hemmeligt for jer, til jeg havde besluttet mig om hvad jeg vil gøre med barnet? Hvorfor kan lille mig, ikke selv bestemme om jeg vil sige det, eller gøre det til en overraskelse til jer? Hvorfor skal jeg altid sige hvad jeg tænker på? Hvad jeg har oplevet? Hvad jeg laver? Hvad der går mig på? Hvorfor jeg er sur? Hvorfor jeg spiser mere end andre? Hvorfor jeg bruger mere tid på toilettet end andre? Hvorfor kan jeg som person, ikke leve mit eget liv, bestemme hvad JEG vil? Gøre hvad der passer mig? Hvorfor skal I altid være på nakken af mig? Hver person I møder, har en dyb hemmelighed, som ingen ved... I har en selv.” De kiggede ned. ”Noget der ikke kommer hinanden ved. Hvorfor kan jeg så ikke gå rundt med en tanke om at ville af med mit barn, fordi jeg måske ikke har tid til det? Jeg ville i dag, fortælle jer at jeg er gravid og jeg vil beholde barnet. Det var min hemmelighed. Hvorfor I så lige har ødelagt min dag, er jeres problem. Men jeg gider ikke spise med jer, når I som er mine bedste venner, snakker ned til mig, når det er jer selv I burde skamme jer over! Jeg har ingenting gjort udover at passe mine egne sager. Jeg håber I er stolte af jer selv. Sikke nogle venner man har sig!”

Jeg gik uden om dem og mod stationen. Hvorfor blive? Jeg fjernede en tåre fra min kind, imens jeg gik ned mod stationen.
Jeg blev stoppet af en holdte sin hånd fast på min skulder. Jeg stoppede op og vendte mig om og så Kevin stå og kigge på mig. ”Hvad vil du? Også nedlade mig?” Jeg lagde mine arme på kors og kiggede på ham. ”Nej, jeg vil have du skal høre på mig.” Jeg sukkede. ”Hvis du vil stå og bruge min tid på at beskytte de andre, så kan du sende mig en besked, så kan jeg læse den, når jeg en gang får tid.” ”Nej hør mig nu! Lad nu være med at være så dum.” Jeg fik store øjne og kiggede endnu mere på ham. ”Dum huh? Hvis det er sådan du ser mig, så burde vi ikke se hinanden mere! God tur til LA!” Jeg vendte mig om og gik, men Kevin indhentede mig hurtigt og fik mig standset. ”Charlotte, det var ikke sådan ment!” ”Sådan ment? Hvordan skulle det så menes? At jeg er en idiot?” ”Nej slet ikke! Faktisk vil jeg bare gerne have, du kommer tilbage til os! Vi er ikke en rigtig familie uden dig!” Jeg smilede et skævt smil. ”Vi har aldrig været en rigtig familie.” Jeg lagde mine arme på kors igen og fjernede mit smil igen. ”Nok ikke af kød og blod, men vi er en venne familie og familier står sammen igennem alt! Og vi støtter dig i at være gravid-” ”Det er lige præcis dét I ikke gør! I gør det modsatte! I snakkede som om at jeg ikke egnede til at være gravid, at jeg måske er for ung til det... At den nyhed slet ikke skulle komme.” ”Nej, vi er 100% glade og stolte af at du er gravid! Vi... Vi havde bare ikke troede du vil blive det... Sådan... Lige nu... Du har en masse tid til at få børn, men Juilliard er lige om hjørnet! Hvordan vil du nogensinde kunne måle dig ind i det program med en baby i maven? Vi vil meget gerne se til barnet, når det er født, men alt det der oppustelig mave og hormonerne, hvordan vil du kunne gå det igennem?” Jeg fjernede mine hænder og kiggede på min mave. ”Jeg ved det ikke... Jeg troede jeg ikke ville komme ind, så jeg kunne nu starte en familie med ham jeg elsker.” ”Og han vil mere end gerne have en familie med dig! Han... Han fik bare et lille chok indeni! Alt hvad han sagde til dig i går, som jeg ikke ved hvad er, det mener han! Han elsker dig og vil gerne have det barn!” Kevin smilede og hans øjne formåede at skinne i den her gråvejrs dag. ”Mener du det?” ”Ja, han vil ikke efterlade dig på noget tidspunkt! Så skal vi ikke gå tilbage til de andre og spise den dejlige middag og glemme alt det her og have det hyggeligt og sjovt, som vi plejer og fejre jeres 3 års dag OG at du er gravid og at vi støtter dig og ønsker dig alt held til din optagelse på onsdag?” Han tog sin hånd frem mod mig og jeg kiggede ned på den og op på ham igen. ”Jo, lad os!” Smilede jeg og gav ham hånden.

Vi gik hånd i hånd tilbage til de andre og de stod næsten som jeg havde forladt dem.
Chord smilede, da han så jeg kom gående med et smil i hele hovedet. Naya kom gående imod os og vi stoppede op foran hinanden. ”Undskyld! Undskyld mange gange! Vi elsker dig og vi gik lige i baglås, da vi så jer stå der og skændes om det... Ved det ikke var pænt at lytte i smug, men man kunne høre jer fra en pæn lang afstand af.” Smilede Naya og kiggede på både mig og Chord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...