Dreams of dreams - GLEE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2016
  • Opdateret: 8 apr. 2017
  • Status: Igang
Den handler om en pige der ser tilbage på sin fortid. Men på en måde skriver i nutid.
Den her pige, savner sin fortid. Hun savner de mennesker der betød mest for hende! Der er ikke rigtig nogen der forstår hende, men de vil prøve at hjælpe hende så godt de kan.
Hun kæmper med en del modgang og hver gang, det bliver lidt lyst for hende, går det galt for hende.
Hun lever i nuet og vil have så meget hjælp som muligt, men lige meget hvad, ender hun med at skulle gøre det hele selv..
Der er dog én person, hun ville ændre fra sin fortid, men man kan ikke ændre på fortiden..
Ligemeget hvad hun vælger af muligheder, kommer fortiden altid tilbage..
I hvert fald, hendes kæreste og venner, må hjælpe hende med at træffe de rigtige valg og måske er det ikke det bedste?
Læs med og find ud af det.

0Likes
0Kommentarer
572Visninger
AA

7. Historien om min mor.

 

Han kom hen og lagde en arm om mig. ”Ja, men det er slut nu! Lige nu, skal vi bare have det sjovt, som vi plejer og fejre det her!” Han kyssede mig i håret og vi gik ind og fik med det samme et bord og vi små sludrede lidt frem og tilbage.

”Har du tænkt over en sang?” Kom det fra Jenna. Jeg lagde mit bestik ned på tallerken og kiggede hen på hende. ”Ja, det tror jeg faktisk jeg har!” Smilede jeg. ”Hvilken en?” Spurgte hun om og lænede sig på sine arme på bordet. ”Lige meget hvor meget i spørger, så vil jeg ikke fortælle jer det! Jeg har den perfekte sang i hoved, som jeg vil synge og jeg VED den her vil gøre Mr. Hanson tilfreds!” Smilede jeg og tog den sidste bid fra min tallerken. ”Tror du, vi må komme med til din optagelse?” ”Jeg må tage dem med jeg ville.” Chord lavede en knytnæve og kørte armen ned hurtigt. ”Yes!” Sagde han og vi andre smilede. ”Men lov mig, I ikke klapper efter min optagelse! Det vil han ikke bryde sig om!” ”Det lover vi!” Kom det fra Kevin, som havde løftet sin hånd med glasset. ”Skål og held og lykke!” Sagde han og vi alle løftede glasset og klingrede dem sammen og der blev stille imens vi drak en tår hver og spiste videre bagefter.

Efter vi endelig kom til desserten, blev vi lidt stille... Ingen sagde rigtig noget... Vi nød vel stilheden. Eller at vi endelig fik den is, som vi ikke har fået i lang tid!
”Hvad vil du egentlig gøre, når du ikke kan komme i skole mere? Vil du overhoved tage til optagelse nu hvor du er gravid?” Kom det fra Jenna. ”Je... Jeg regnede med at få undervisningen over nettet i den tid, jeg ikke kan være der.” ”Det kan du ikke bare gøre! Er du klar over, hvor meget du skal betale for at gå der, og du så ikke dukker op? Spild af penge!” ”I know! Men hvad er der at gøre? Jeg kan ikke holde ud at blive hjemme i 2 år mere! Eller ikke lave noget! Jeg vil ud og smage virkeligheden! Jeg har endelig fået muligheden til at blive til noget og så bliver jeg gravid...” Chord kiggede tilbage ned på isen. ”Jeg fortryder det ikke Chord! Men jeg var lige så glad for at komme ind i Juilliard og så det her!” ”Jeg synes du skulle blive hjemme det næste 2 år! Søg ind igen om 2 år... Der kan vi passe barnet og du er ikke så afhængig af det.” Smilede Naya. ”Synes I alle at jeg skulle vente med Juilliard?” Jeg kiggede rundt på dem alle og de alle nikkede. ”Altså jeg vil kun det bedste for dig og det ved du! Men tror du ikke det er bedst? Jeg mener... Du skal lave teater og synge og fjolle rundt, hvordan bliver det ikke, når din mave er dobbelt så stor som en bold? Du vil ikke kunne danse og hoppe rundt, det vil skade barnet! Vi alle synes du skulle blive hjemme.” Kom det fra Darren. Jeg kiggede ned på min is og kørte skeen rundt i det og var stille. ”Vi ved du har glædet dig til det, men det er-” ”Det bedste for mig, jeg har forstået det! I prøver bare at beskytte mig og det er også fair nok!” Smilede jeg kort og kiggede igen ned på min is.

Ikke fordi det irritere mig, men det gør det og det vil jeg ikke sige til dem! Men sådan var de også for 3 år siden, da jeg ville flytte til US... Men de er mine bedste venner, hvad kan jeg gøre? Det ikke fordi jeg vil skifte dem ud... Men nogen gange skal man ikke tage imod det de siger personligt! Jeg tager til den optagelse, det ville de have, men de vil have at jeg skal sige til Mr. Hanson at jeg ikke vil starte på Juilliard! Hvordan skal jeg nogensinde kunne gøre det?

De sagde til mig for 3 år siden at jeg ikke skulle flytte til US, fordi det vil være en for stor mundfuld for sådan en som mig... Men jeg skal vise dem at de her 3 år IKKE er spild af tid og penge! Jeg har knoklet og svedt for at få den plads på Juilliard og den smider jeg ikke bare væk! Men de har på en måde ret... Når min mave bliver for stor, hvad skal jeg så gøre? Stoppe på Juilliard? Kan jeg bare gøre det? Jeg snakker med Mr. Hanson på mandag eller onsdag, han hader at blive forstyrret...

Jeg ville sådan ønske at Cory var her... Han vidste hvad jeg skulle gøre! Selvom jeg kun nåede at kende ham i 2 år, så føltes det som flere år! Han var altid smilende, sjov og god at snakke med! Han gav mig altid de rigtige råd, end det mine venner her giver mig! Cory ville forstå mig, da de ikke gjorde da de fik afvide jeg er gravid! Jeg vil bare ønske at han ikke tog afsked så tidligt som han gjorde!
Ville ønske jeg kunne ringe ham op nu og spørge om hjælp! Men det kan han ikke... Hvem skal jeg så have hjælp af? Mark? Han vil sikkert hjælpe mig! Han er så charmerende og hjælpsom! Ham ringer jeg til senere!

Jeg tog min mobil frem under bordet og valgte at skrive til Mark. Han vil hjælpe mig!
”Hey Mark! Ring, når du ser den her besked! Vil gerne snakke med dig om noget. Xx”

Jeg lagde den i min lomme igen og kiggede op på de andre der sad og snakkede igen sammen. Jeg ventede kun på at Mark ville ringe til mig, så jeg endelig kan snakke med et fornuftigt menneske!

Vi fik spist færdig og vi gik alle sammen op og betalte og vi gik ud igen.
Chord tog min ene hånd og vi gik alle ned mod stationen for at tage hjem. Eftersom vi skulle hjem i morgen, så gik vi alligevel hver til sit... Darren, Kevin, Naya og Jenna, ville mødes med os i morgen i lufthavnen med mig og Chord, så vi kunne tage sammen afsted hjem til LA.

Vi stod sammen på stationen og snakkede imens vi ventede på vores tog. Min mobil begyndte at vibrere nede i min lomme, så jeg tog den hurtigt op samtidigt med jeg vendte ryggen til de andre. Jeg så det var Mark der ringede, så jeg tog den og gik lidt væk fra de andre.

”Hey Mark!” Smilede jeg.
”Hey Charlotte! Jeg skulle ringe?”
”Ja, jeg ville høre dig om noget!”
”Kom med det snuske!” Jeg kunne høre at han var glad! En stemme der lyder beroligende og munter på samme måde.
”Du ved jeg skal til optagelse på onsdag!”
”Ja det ved jeg, det har vi snakket om! Du vil styre den optagelse! Der er intet der!”
”I know, men det er ikke dét der er mit problem lige nu! Det mere at Darren, Naya, Kevin, Jenna og Chord synes ikke jeg skulle starte der, eftersom jeg er blevet gravid.”
”ER DU GRAVID!?” Råbte han nærmest ind i mit øre.
”SHH! Ja, jeg er i 2. måned nu.”
”WHAT!? Uden at sige det til mig!?”
”Undskyld, kan vi vente med det, til jeg er kommet hjem?” Jeg sagde det lavt, så de andre ikke rigtig hørte mig.
”Jo, jo! Men hvad er problemet? Er Chord ikke faren?”
”Jo! Mark hør nu efter!” Vrissede jeg af ham.
”Undskyld, hvad er det beauty?”
”De andre siger jeg ikke burde tage optagelsen til Juilliard, fordi jeg er gravid og min teater og sang, vil bare blive et besvær til sidst, men jeg har ventet i 3 år på den plads og de vil gerne have at jeg venter 2 år til jeg søger optagelse på Juilliard... Men jeg vil ikke gå hjemme i 2 år og ikke lave andet end at passe barnet... Hvad skal jeg gøre Mark?” Jeg gik længere væk fra de andre, så de ikke hørte at jeg snakkede med en om det problem de tror har klaret.
”Jeg ved det sku ikke Charlotte! De har på en måde ret... Din mave bliver mega stor... Dans og sang vil bare være i vejen... Men igen, du har kæmpet i 3 år om den plads, måske skulle du snakke med Mr. Hanson om det? Men mit råd lige nu er at du skal tage den plads på Juilliard! Hvad ellers? Du kan vel få fri når det ikke passer dig med maven? Jeg vil meget gerne tage med dig til den optagelse, hvis de andre ikke tager med?”
”Tak! Jeg vidste at jeg kunne regne med dig! Du har altid været min lille gode samvittighed i alt! Og jeg vil hellere end gerne have dig med! Jeg tager også de andre med... Hvis de kan... Men jeg vil helst have dig og Chord med hvis jeg skulle selv vælge! I har altid været ved min side igennem alt!” Jeg smilede og stoppede op med at gå.
”Altid Charlotte! Jeg kommer hjem til jer på onsdag! Skriv tidspunktet og jeg er der på minuttet!” Han grinte kort i mit øre og det lød smittende.
”Ser jeg frem til! Jeg skriver til dig senere! Skal tilbage til de andre.”
”Det er i orden! Og tillykke med 3 års dagen med Chord og tillykke med babyen!” Jeg kunne fornemme stærkt at han smilede i den anden ende af røret!
”Mange tak og vi ses snart!”

Jeg lagde på og gik tilbage til de andre og Chord lagde en arm om mig, da jeg kom op ved hans side. De spurgte ikke hvem jeg snakkede med, det gør de aldrig, kun hvis de kan se jeg er ked af det eller det er vigtigt.

Jeg skrev til Mark at han skulle være hos os kl. 7 om morgenen og den var han med på. Nu skulle det bare blive onsdag, så jeg kan få det hele overstået!
Vores tog kom og vi sagde farvel og tog hjem til min far. Jeg skulle sige det til ham i aften når vi kom hjem... Min far er den eneste ene for mig, han har altid været der for mig.

Efter min mor døde, har tingene ikke været det samme derhjemme... Jeg var den eneste pige i hans liv efter min mor dødede... Jeg har ingen søskende, ingen jeg kunne dele mine ting med, en at skændes med, en jeg kunne lave ballade med, helt alene med min mor og far..
Men jeg føler at min mor også er en del af mig, selvom hun ikke rigtig var med i det meste af mit liv, vil jeg stadig træde i hendes fodspor og blive skuespiller! Jeg elsker det og min far var bange for at de ting der skete med min mor også skulle ske for mig... Min mor dødede af kræft da jeg var 12 år... Hun var ballerina og god til det, den bedste i mine øjne... Hun rejste nogle gange verden rundt og optrådte, hun havde sin egen danseskole! Jeg så meget op til hende og tog lektioner og blev bedre. Men da jeg skulle optræde for første gang i udlandet, dødede min mor... Jeg fuldførte ikke min optræden og jeg har ikke måtte gøre ting som at danse for min far... Han passede på mig, han var bange for jeg arvede det samme... Jeg har ikke følt det samme som hun beskrev det. Det var derfor min far var så meget imod i starten med at jeg skulle rejse. Han ville have at jeg var i nærheden. Men jeg har intet at gøre her i Danmark! Jeg vil ud og opleve verden, ligesom min mor. Og jeg dør ikke før det er sket!

Jeg kiggede ud af ruden af toget hele tiden... Jeg sagde ikke så meget faktisk, min mor fyldte det meste i mine tanker lige nu, til jeg ikke vil snakke om noget overhoved faktisk.

Chord tog min hånd og aede den, jeg kiggede op på ham. Han smilede og det endte jeg også med at gøre, han hader, når jeg er ked af det eller sur. ”Tænker du på noget speciel?” Sagde han lavt, så jeg lige kunne høre det. ”Ja, min mor.” Svarede jeg kort og kiggede igen ud af vinduet. Han satte sig tættere på mig og vippede mig hen til ham, så jeg havde mit hoved på hans bryst, med hans arme om mig. ”Jeg ved din mor ville være stolt af dig i dag!” Sagde han lavt og aede mine hænder, der var en smule kolde. ”I Know, jeg vil gøre alt for at gøre hende stolt! Men har det som om jeg har tabt hende lidt...” ”Vi er ikke kommet så langt endnu, vi kan stadig nå at besøge hende.” Jeg satte mig op igen og kiggede på ham. ”Vil du gerne det?” Han smilede sit skæve smil til mig. ”Selvfølgelig! Er det ikke længe siden du sidst besøgte hende?” Jeg nikkede stille. ”Joo... Det er det, vi kan stadig nå det.” Jeg smilede og vi steg af på næste station og gik over og besøgte min mor på kirkegården.
På vejen derhen, købte vi blomster til at ligge på gravstedet.

Selvom det var 4 år siden jeg sidst besøgte hende, så husker jeg stadig hvor hun ligger. Hun er ikke blevet fjernet.
Hendes gravsted, var smuk som jeg huskede den. Skriften der står på stenen, var den jeg valgte den gang. De ting der skulle ligge sammen med hende, lå her endnu. Udover der var kommet nye lys og buske. Jeg brugte måske ikke den tid med hende som jeg skulle... Alt hvad jeg gjorde var at danse og synge! Jeg var meget væk med vennerne og min skole tog alt min fritid. Min mor ville have gjort alt for at vi alle kunne sidde sammen en fredag aften og spille ludo med varm kakao og slik på en kold aften som den her. Men intet gjorde jeg ved det... Den tid jeg havde, brugte jeg ikke på hende, men på at være alene... Alt hvad der skulle til var at kramme hende, sige hej eller farvel når man forlod huset eller kom hjem... Alt hvad jeg gik glip af, vil jeg ikke lade ske for mit barn, min barndom var nem og ikke så indviklet, ud over det, brugte jeg ikke så meget tid med familien udover når vi spiste... Den del af dagen elskede min mor, for der var vi alle samlet om et bord, ingen mobiler der forstyrrede, ingen stilhed der kunne knækkes, vi talte sammen om det der skete og hun elskede det, hvorfor skulle hun så forsvinde? Hun var det mest roligste, gladeste, sødeste person jeg nogensinde har kendt... Alle de gange jeg skreg af hende, de gange jeg var sur på hende, fortryder jeg nu, hun beskyttede mig bare, hun ville kun det bedste for mig, men når man bliver teenager, vil man bare gerne bestemme og det skete for mig de fleste gange.

Chord tog min ene hånd og klemte lidt til og vi kiggede ned på gravstedet. ”Vil du være alene med hende?” Spurgte han om. Jeg rystede med hovedet og lagde min krop ind til ham og han holdte om mig og vi kiggede ned på den sammen. ”Jeg elsker dig mor!” Jeg snøftede og tørrede en tåre væk.
”Kan vi ikke godt tage hjem nu?” Vi begyndte at gå tilbage til stationen og ingen af os sagde noget, det behøvede vi heller ikke... Han vidste hvordan jeg havde det, og han vil ikke træde mere i det, så han vil bare lade mig være indtil vi kom hjem.

Vi var lige trådt ind af hoveddøren og vi tog overtøjet af og gik ind til min far i stuen. ”Hej far! Vi er hjemme!” Smilede jeg og jeg krammede ham. ”Hej til jer to! Hvordan var dagen så?” Han skiftede med at kigge på os begge. ”Fantastisk! Vi shoppede lidt og spiste god mad og fik snakket en del sammen!” Han satte sig ned igen på sofaen og vi satte os ned ved siden af ham. ”Vi besøgte mor på vejen hjem.” Sagde jeg efter lidt ro imellem os.
Han kiggede på mig. ”Hvordan så det ud?” ”Som jeg huskede det. Stadig så smukt, som hun var.” Jeg smilede og kunne mærke at enten min far eller jeg vil starte med at græde. ”Dejligt at høre!” Smilede han. ”Men far, jeg har noget vigtigt at sige til dig, som ikke handler om mor, men om mig og Chord.” Han kiggede igen på os. ”Hvad er det?” Chord lagde sin hånd på min mave og jeg lagde mine ovenpå hans. ”Jeg er gravid.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...