Dreams of dreams - GLEE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2016
  • Opdateret: 8 apr. 2017
  • Status: Igang
Den handler om en pige der ser tilbage på sin fortid. Men på en måde skriver i nutid.
Den her pige, savner sin fortid. Hun savner de mennesker der betød mest for hende! Der er ikke rigtig nogen der forstår hende, men de vil prøve at hjælpe hende så godt de kan.
Hun kæmper med en del modgang og hver gang, det bliver lidt lyst for hende, går det galt for hende.
Hun lever i nuet og vil have så meget hjælp som muligt, men lige meget hvad, ender hun med at skulle gøre det hele selv..
Der er dog én person, hun ville ændre fra sin fortid, men man kan ikke ændre på fortiden..
Ligemeget hvad hun vælger af muligheder, kommer fortiden altid tilbage..
I hvert fald, hendes kæreste og venner, må hjælpe hende med at træffe de rigtige valg og måske er det ikke det bedste?
Læs med og find ud af det.

0Likes
0Kommentarer
572Visninger
AA

14. Flashback

 

**********

Jeg huskede at jeg kom sammen med Grant. Alt det jeg troede om ham var en løgn... Hver gang vi skulle ud og spise, kom han en ½ time for sent og hver gang jeg var sammen med Cory, blev Grant mere som Sebastian Smythe, jeg kunne ikke lide det.
Men den her fortid er virkelig sløret for mig, jeg husker kun dårlige ting med Grant. Alt andet var ligegyldigt for mig.
Jeg lagde et billede af mig og Grant sammen ind i bogen og lukkede den og kiggede ud af vinduet foran mig. ”Hvordan kunne jeg dog falde for ham? Hvad skete der egentligt?”
Ved siden af mine stearinlys, står der et billede af alle fra Glee, det er så gammelt at Cory er på, deres vokaler foran dem og Kevin holder en af dem i sin kørestol.
Jeg smilede og tog det i mine hænder og kiggede nærmere på det.
”Der står jeg jo. Jeg husker den dag! Den dag var min sidste dag der... Det var den dag Grant slog op med mig. Jeg blev opmuntret af dem her. De er som én stor familie, som Britany sagde i Glee. Som søskende og en plejefamilie for en.” En tåre trillede ned af min kind, jeg smilede selvom det gjorde ondt.
Jeg satte det tilbage og åbnede min bog igen og fandt en blank side.

**********

Grant havde noget at fortælle mig, så jeg kom over til hans hus. Vi boede ikke sammen, det ville han ikke... Hver anden dag var som ren helvede, jeg vidste aldrig hvilket humør han vil være i, hvad han tænker på, hvad han vil.
Jeg bankede på hans dør og han åbnede lidt efter. Han så ikke ud til at være glad, men heller ikke sur. Jeg vil vædde med det er dårlige nyheder han vil mig, normalt invitere han mig ikke over på den her måde.

Han stod bare der... Jeg måtte ikke komme ind, vi kiggede på hinanden. ”Jeg slår op med dig.” Var det eneste han sagde til mig.
Min verden gik i stå. Han lukkede døren lidt efter. Her står jeg så... Ingen forklaring om hvorfor.

Jeg bankede på igen, men han svarede mig ikke. Jeg ved det er forkert af mig, men jeg kiggede ind af hans vindue for at se hvad der foregik, men jeg kunne ikke finde ham... ”Hvad laver han?” Sagde jeg til mig selv og gik væk fra hans hus.
Selvom jeg har hadet ham det meste at tiden, så har jeg nydt hans tilstedeværelse, vi havde da vores gode stunder, som jeg vil huske!

Jeg tog mine høretelefoner i ørene og skruede op for musikken og gik min vej, jeg ville ikke hjem til Darren igen, jeg vil gerne være alene lige nu. Jeg ved de er ude og filme, men jeg vil ikke se på dem!
Jeg købte en kop kaffe i den lokale café jeg næsten kom hos hver dag. Ikke så langt væk satte jeg mig på en bænk. Kulden var ikke så slemt i år, men den er her. Jeg slukkede for min musik og nød min kaffe og kiggede på bilerne og menneskerne der kom forbi.

Jeg fik drukket min kaffe og jeg gik videre. Jeg er ked af det, selvfølgelig, selvom jeg hadede ham, så er det stadigt hårdt at komme over en person. Alt hvad jeg gjorde for ham var at være der for ham, vi gjorde ting HAN kunne lide... Når vi mødtes med hans venner, sagde jeg ikke noget, han lod ikke mærke til mig når de var der... Jeg sad altid og blomstrede ude i siden.

Jeg besøgte Grethe og Peter. De var de eneste personer jeg lige nu gad og se og snakke med!
Vi snakkede endeløs. Jeg blev trøstet og alligevel var jeg glad. De forstod mig, de vidste hvad jeg gik igennem, de kendte ham...

**********

Jeg holdte et billedet af Grethe, Peter og mig på sammen. Jeg smilede til mig selv og lagde det i bogen. Min dør bankede og jeg kiggede hen imod den. ”Kom ind!” Sagde jeg højt og ind af døren kom Chord. ”Hvad laver du?” Spurgte han om og kom hen til mig. ”Jeg skriver i min bog.” Smilede jeg. Han lagde armene over mine skuldre og hans hoved på den ene skulder og kiggede ned på min bog. ”Jeg elsker det billede.” Sagde han og tog billedet jeg lige havde lagt på. ”Det minder mig om de gamle dage med dem.” Smilede han og lagde det igen foran mig.

**********

Døren til lokalet var lukket, gangen var tom, her var stille, kun lyden af klaver kunne høres lavt fra et lokale i nærheden. Jeg fulgte lyden til et af lokalerne der så tomt ud.
Jeg trådte ind i lokalet og der sad kun Darren. Helt alene og spillede klaver.
”Hej.” Sagde jeg og lokalet blev stille. Han kiggede op på mig med overraskelse. ”Hvorfor sidder du herinde alene?” ”Vi har fri i dag, jeg valgte at smutte herover, efter du gik.” Jeg kiggede ned på mine hænder som jeg holdte samlet foran mig. ”Jeg har noget jeg gerne vil snakke med dig om.” Sagde jeg og kiggede igen over på ham.
Han klappede på pladsen ved siden af ham, jeg smilede og satte mig ned. ”Fortæl.” Jeg sank en klump og kiggede ned på klaveret foran mig. ”Jeg... Jeg blev droppet af Grant...” Mumlede jeg lavt og så slet ikke op på ham.
Jeg kunne mærke han kiggede på mig, men han sagde ikke noget. Måske var der slet ikke noget at sige, måske er stilheden i virkeligheden den eneste løsning lige nu.
Mine hænder rystede, jeg ved ikke hvorfor, men jeg kunne ikke tænke på andet at jeg snart skulle hjem, at jeg ikke ville se dem mere, at Grant forlod mig...
Darren lagde sine hænder ovenpå mine og jeg kiggede op på ham og ham på mig. ”Lige meget hvad, så er jeg her!” Der trillede en tåre ned af min kind og Darren tørrede den væk med hans tommelfinger og holdte min kind.

Han tog mig ind i et kram, han tyssede på mig, han kørte sine arme rundt på min ryg for at berolige mig. Jeg fjernede mig fra ham efter lidt tid, jeg var færdig med at græde, det gjorde ondt, men jeg vidste det ville ske! Jeg vidste at enten sluttede jeg forholdet ellers gjorde han det... Han gjorde det før jeg nåede at tænke over hvordan.

Han holdte mine hænder og jeg kiggede op på ham. ”Er der noget du har lyst til? Vi kunne gå i byen? Tage ud og spise?” Jeg fnes kort og tørrede min kind. ”Jeg har lyst til at være på sofaen i pyjamas, se Netflix og spise slik og ikke tænke på noget som helst!” Han smilede af min kommentar.
Vi var stille, han kiggede mig i øjne og var stille... Det jeg huskede var at han kiggede på mine læber og ind i mine øjne igen og i det næste øjeblik, kyssede han mig... Jeg ved ikke hvorfor, men det følte ikke rigtigt, men heller ikke forkert... Giver det overhoved mening?
Jeg lukkede mine øjne som refleks, han lagde en hånd på min kind ved mit højre øre, den anden holdte han på den anden side af mit hoved... Jeg sad bare der, med mine hænder i mit skød. Det føltes som flere minutter vi kyssede, men det varede kun i nogle sekunder.
Han trak sig fra mig jeg kunne se han rømmede og kiggede på mig. ”Undskyld jeg-” Han sluttede ikke sin sætning men rejste sig og gik ud af lokalet. Jeg kiggede kun efter ham, men valgte at løbe efter ham.
Jeg løb op til ham på gangen og han vendte sig om til mig. Jeg kiggede meget kort på hans læber og uden jeg virkelig tænkte mig om, kyssede JEG ham... Mine hænder på hans kinder og hans om mit len.

**********

Chord gav mig billedet med mig og Darren på. Jeg smilede og lagde det i bogen. Et minde mere at huske! Døren blev åbnet og en lille dreng kom frem fra døren. Vi kiggede begge på ham og smilede. ”Hvad laver I mor?” Spurgte han om og Chord løftede ham op i sine arme. ”Jeg skriver i min bog. Din far hjælper mig bare lidt.” Smilede jeg, rejste mig og nev ham blidt på kinden og han grinede. ”Må jeg hjælpe?” Chord kiggede fra ham til mig. ”Jeg stopper for i dag, lad os lave noget mad!” Smilede jeg og slukkede bordlampen og vi gik ud og lavede mad.
Jeg var den sidste der trådte ud af døren, jeg kiggede tilbage på den lukkede bog på skrive bordet, derefter lukkede jeg døren efter mig.

Vi sad ved bordet og tog mad. ”Mor, hvad var det bedste minde du har haft med Cory?” Jeg smilede til Finn og kiggede op på Chord. ”Det bedste minde? Hmm...”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...