Hans & Grete

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2016
  • Opdateret: 18 okt. 2016
  • Status: Igang
Bidrag til Halloweenkonkurrence inspireret af citatet:
“Monsters are real, and ghosts are real too. They live inside us, and sometimes, they win.” - Stephen King.

Med udgangspunkt i det klassiske Hans & Grete eventyr beskriver jeg perioden, hvor børnene vandrer i skoven, inden de finder pandekagehuset.

0Likes
0Kommentarer
193Visninger

1. Hans & Grete

Hans & Grete

 

Hans’ hjerte faldt sammen, da månens lys brød gennem trækronerne. De brødkrummer han havde strøet bag sig, var forsvundet; spist af skumringens fugle. De var faret vild. Søster sov, let skælvende, nær bålets gløderester. Regnen havde for længst slået flammerne ihjel, og månen stod ensomt vagt over skoven. Hans ønskede ikke at vække hende, han vidste at hun ville græde, at hun ville spørge, hvorfor Far havde efterladt dem, og han vidste, at han ikke ville kunne give hende et svar. Alligevel var natten kold, og de måtte snart finde ly. Hans tog sin søster blidt om armen, ”Grete, du er nødt til at stå op nu, Mor og Far er væk.”

Far havde aldrig været en rig mand, men det var først da der gik råd i afgrøderne, at han blev fattig, og først da de måtte slagte koen, at han mistede håbet. Mor havde aldrig haft håb. Det var hende der havde foreslået at sætte børnene ud i skoven. De gjorde det ikke af ondskab, de var ikke onde mennesker, de elskede deres børn, og de græd da de efterlod dem. Men de var sultne.

”Vi er ude om lidt, så stor er skoven heller ikke, vi er ude om lidt”. Regnen der før faldt voldsomt var nu falmet til en let støvregn, til gengæld havde vinden taget til, og gulbrune blade flagrede nu omkring børnene. Hans gav Gretes hånd et klem, og i mangel på ord gentog han sig selv, ”Om lidt”. Grete svarede ikke, hun havde allerede grædt, og tårerne varmede hende ikke. Da regnen så vaskede tårerne væk, vaskede den frygten og håbet væk med dem. Nu gik hun bare stille og tom ved sin brors side.

Natten rendte ud, og de første solstråler kunne ses. Ikke meget lys slap gennem trækronerne, men skoven syntes alligevel at skifte farve. Hvor verden før var grå og isnende kold, kunne man nu mærke en blid, nærmest lokkende varme. Træstammerne stod mørke og hvide mod den orange baggrund. Foruden vindens susen gennem bladene, var der ingen lyd i skoven. Alligevel følte man et væld af liv omkring sig. Under skovbunden, bag barken, over trætoppene. Overalt dansede verden med regnen. Overalt, men uden for rækkevidde. Skoven var smuk i morgenlyset, et gammelt og evigt sted.

”Mad”, Grete havde været stille længe, og Hans følte en gnist af begejstring, før han rystede på hovedet. ”Vi har ingenting”, svarede han, ”ingenting overhovedet”. Grete svarede ikke. Skoven fortsatte kold og fugtig, og der var ikke et eneste smådyr eller en eneste bærbusk foran dem.

Efter høsten slog fejl, og familien kun havde lidt æbler og æg at bide i, begyndte Mor at fortælle en godnathistorie. Hver aften ville hun fortælle om prinsessen i pandekagehuset. Prinsessen var den smukkeste pige i hele kongeriget, og hver dag besøgtes hun af hundrede bejlere, prinser og enkekonger fra lande langt borte. Ædle riddere dystede til døden for at vise deres værd, og digtere druknede sig efter at have set hende, for de kunne aldrig i deres rim fange hendes skønhed. Men prinsessens fader var en besidderisk og ondskabsfuld konge, og han ønskede ikke, at nogen mand skulle have hans datter. Han tilkaldte landets dygtigste bagere og konditorer, og lod dem opføre et vidunderligt hus bestående af alskens søde sager. Murene var af brød, vinduerne af puddersukker og taget af pandekager. På prinsessens fødselsdag tog han hende så med ud til pandekagehuset, og forærede hende det som gave. Deri boede hun så og spiste lystigt og længe. Snart havde hun spist huset rent op og vendte så hjem til slottet igen. Bejlerne blegnede da de så hende, for i sit fråseri havde hun forkastet sin skønhed og spist sig fed. Snart forsvandt bejlerne igen, og kongen kunne beholde sin datter for sig selv.

Dagen var allerede ved at gå på hæld, da børnene stødte på en skovsø. Grete slap et gisp og pegede smilene mod en bærbusk som lænede over vandkanten. Børnene løb mod busken, men da de nåede til vandkanten, stoppede Hans op. Planten var druehyld, giftig og bitter. Far havde ofte formanet ham om ikke at spise bærrene, da de gav en slem mavepine og gjorde en uduelig i flere dage. Grete var allerede leende i gang med at stoppe munden med bærrene, og der var intet Hans ønskede mere end at lade hende fortsætte i sin lykke. Alligevel gik han med vaklende trin hen mod busken og greb Grete om armen. ”Det må være nok for nu”, sagde han og begyndte at trække sin søster væk fra bærrene. Hun sparkede og slog, hun græd og hun bad, men Hans kunne ikke stoppe op. Han kunne heller ikke fortælle hende om bærrenes ondskab, ikke nu. I stedet tænkte han på en gammel fortælling, ”Så, så, Grete. Nu finder vi nok snart et pandekagehus”.

Regnen slog mod den mudrede skovbund, de sidste brune blade begyndte at løsne sig fra træerne, og en sød duft bredte sig i skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...