Carly's guide: How to find the one and only

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2016
  • Opdateret: 16 okt. 2017
  • Status: Igang
Fire drenge åbner fire forskellige muligheder for lykke, når Carly hjælper hendes bedsteveninde, Mary, med at finde kærligheden.

7Likes
47Kommentarer
1238Visninger

7. 6.

​Sjette kapitel

"Kærligheden forsvinder ikke, bare fordi han gør det."

​Sådan sagde Carly, efter jeg fortalte om min afsked med Calum. Jeg modtog hendes kommentar med et fnys og rysten på hovedet. Men ordene har sat sig fast, og jeg må have vendt dem tusind gange, mens jeg arbejdede. Calum og jeg har historie og minder at deles om, så tanken om at alt dette er forsvundet, virker som en tvangstanke. Alt dette bliver hos os, selvom han forlader Sydney - og om han vil det eller ej, så er han følelsesmæssigt forbundet til denne by, så jeg tvivler ikke på, at han kommer tilbage.

​Jeg fylder mig selv med positive tanker, mens fingrene roterer og føler på stofarmbåndet omkring mit håndled. Det har siddet fast der i et par dage, og jeg har ingen intentioner om at fjerne det. Det ville være som at stikke high-school-mig en lussing og nægte hendes følelser at finde sted i mig i dag. Så her står jeg, føler mig taget tilbage til fortiden, hvor Calum havde denne altoverskyggende magt over, hvordan mit humør var, og lader mit arbejde forstyrre af tanken.

​At arbejde og opretholde et smil på læberne og oprigtigt glad og serviceminded, hver gang jeg ønsker kunden "en rigtig god dag" er hårdt, med byrden fra Calums efterladenskab hængende over mig. Det føles falsk, som en maske jeg trækker over mit virkelige jeg, der bekymrer sig om alt andet end min kundes dag. En tåge synes at ligge over mig, jeg arbejder per automatik og handler som havde jeg indarbejdet et program, der kører om og om igen. 

​I aften skal jeg på date med Luke. Jeg er overbevist om, at det kommer til at gå fint. Alt kommunikation har indtil videre forløbet sig præcis, som man kunne drømme om. Små, forsigtige beskeder med skjulte hentydninger og en romantisk undertone, der er så tyk, at man kan skære den ud i skiver. Men alligevel leger "hvad-nu-hvis" tanken med min nervøsitet. For hvad nu hvis han ikke dukker op? Eller hvad nu hvis han dukker op, men at han tager mig med ned til vandet for at surfe eller bade, og jeg må afvise på grund af min vandskræk? Eller hvis han inviterer mig på kaffe, og vi har absolut intet andet at snakke om, end Carly? Scenarierne er uendelige, og de kører rundt i hovedet på mig; forvirrer og bekymrer mig.

Jeg har ikke været på date i hvad, der synes at være 100 år, og kan knapt nok huske, hvordan man gør. I et halvhjertet forsøg, gennemgår jeg et scenarie af hvordan, jeg kunne forestille mig aftenen forløbe sig, og husker på svar og gode catchphrases, som jeg tænker, ville gøre godt indtryk, alt imens jeg pakker kager og brød i poser bag disken.

​Jeg bliver straks revet ud af mine tanker, da en hånd placeres ved min talje. Forskrækket kigger jeg op og møder et sæt lysebrune øjne, der smiler ukontrolleret til mig. I et kort øjeblik er jeg i vildrede, før jeg får mig rettet op og bevæget mig ud af hans greb. 

​"Jeg ville ikke forskrække dig," siger Ashton i et henkastet tonefald, før han vender opmærksomheden mod den ordre, jeg netop havde tastet ind på kasseapparatet og hængt op på opslagstavlen. "Det endte næsten grusomt sidst." Han pakker to nydelige cupcakes i en bakke, fylder kaffe i to to-go kopper, og putter det i en papirpose. Han rækker denne til kunden på den anden side af disken og sender ham et strålende smil med på vejen. "Velbekomme, min herre." 

​Jeg vender mig mod ham. "Hvad vil du så?" 

​"Jeg har lavet en CD til dig." Smilet på hans læber vokser næsten udover hans ører. Det er ikke til at samle og putte i en kasse og give det væk. Det flyver ud imellem alle tænkelige sprækker. Forbeholdt mig.

​"Hvorfor?"

​"Jeg vil hjælpe dig lidt på vej." Han griber kluden foran mig og begynder at tørre disken af. Det er tidlig aften, og der er ikke længe til vi lukker. "Introducere dig til noget nyt musik - godt musik."

​Ashtons ord tager mig tilbage til den dag han forskrækkede mig midt i min rengøring, da jeg spillede højt musik. Jeg griner en anelse ved tanken og mærker den flove rødmen stige mig til hovedet. I min iver efter at gemme det væk, vender jeg mig fra ham, i færd med at køre kaffemaskinen igennem sit rengøringsprogram. "Jeg lytter ikke til CD'er."

​"Hvad?" Det kommer næsten ud som et råb. Også kun næsten. Han vender sig med store øjne mod mig. "Du er måske blevet grebet af simplificeringen?" Tonelejet er chokeret og han lyder en anelse skuffet. "Den manglende interesse er et tab for menneskeligheden." 

​Rengøringen er efterhånden indlejret i min krop og hjerne, så jeg bevæger mig på autopilot mens jeg fordøjer hans ord. 

​"Jeg gør bare hvad der er lettest - praktisk og billigst, for resten også."

​"Jeg havde troet anerledes om dig, Mary." Den kommentar bringer et smil frem på mine læber. Mary. Jeg gentager det et par gange for mig selv. Mit eget navn.

​"Hvad i alverden har fået dig til det?" CD'er er forældet. De er store, klodsede, skrøbelige, dyre og ikke mindst utroligt upraktiske. Der er ingen logisk grund til at høre musik andre steder end fra min mobil med et par gode høretelefoner.

​"Jeg tror, det er brillerne der snyder. De får dig til at se sofistikeret ud. Som én, der ikke bare lader forbrugerkulturen omslutte dig." Jeg ved ikke, om han laver sjov, men han ser dybt alvorlig ud. Smilet vokser under alle omstændigheder. "Jeg er skuffet."

"Det er jeg ked af."

​"Ja..." Han trækker på skuldrene. "Også mig. Men det er heldigvis ikke mig, der nu skal ud og investere i en discman for at høre god musik i fremtiden."

​Grinende ryster jeg på hovedet. "Kan du ikke bare lave en playliste på Spotify? Det er lettere og jeg kan love dig, at jeg vil lytte mere til det."

​"Det gør ondt i mit hjerte, at du vover at spørge." Han puffer til min skulder med hans og bevæger sig væk fra disken for at hente kasser til de resterende kager og brød. 

​"Du vil gerne gøre det svært for mig?" 

​"Det kan du bande på," griner han.

 

​"Du giver ikke et lift?" spørger jeg, da Ashton og jeg følges ud af konditoriet, hvor hans Impala holder fint parkeret. Han låser døren af og kaster nøglen tilbage i mine hænder. Han havde glemt sit eget sæt nøgler derhjemme - selvfølgelig.

​"Nej." Jeg når lige at sende ham et bebrejdende blik, før han åbner munden igen. "Jeg tænker, at du har godt af en lille cykeltur. Lyt til noget musik, bliv inspireret." Jeg stopper i baggården for at vente på ham, indtil han kommer op på min side. Et drillende smil spiller på hans læber, mens han ser på mig. Hans øjne ser meget. Det er svært at gøre sig klog på, hvordan verden ser ud for ham, men man føler sig underligt betragtet, når man står under hans udsyn. Jeg samler hænderne under brystet som for at beskytte mig selv imod det.

​"Har du gjort det til din personlige opgave at være min coach nu?" Jeg har ikke brug for endnu en, tænker jeg for mig selv - skænker Carly en ambivalent tanke. 

"Ikke så meget coach, som at jeg har lovet Pauline at være hjemme..." Ashton skæver til uret om hans håndled. "Nu. Hun har garanteret lavet aftensmad allerede." Hans kæreste, Pauline. Jeg vender straks blikket væk fra ham, og griber i stedet min egen cykel, der står parkeret op af muren.

"Du burde have sat farten op under rengøringen, hvis du havde planer." Han griner og blinker til mig på tværs af baggården.

​"Det hjælper måske at danse?" Igen ruller minderne fra mit første møde med Ashton ind på min nethinde som en rulle film på repeat. Flovheden gemmer jeg væk bag et smil og vinker i stedet farvel til ham, før jeg sætter mig op på cyklen og kører derfra. Smilet stadig på læberne. 

 

Jeg venter hernede.

​Beskeden kaster blålige kaskader på mit ansigt, mens jeg ser mig selv an i spejlet i entréen. Hvordan ved man, om man er klar til at tage på date? Jeg roder i håret, retter på den røde læbestift for 117. gang og ryster kort hofterne i en opløsende bevægelse. Jeg er klædt i grønne tern til aftenens herligheder. Kjolen er lige tilpas yndig, og på samme tid afslappet. En rigtig date-kjole, som Carly havde sagt, da hun befalede mig at iklæde mig den. Hun havde pyntet hendes befaling med ordene "jeg er lebbe, jeg ved hvornår en kjole er, som den skal være på en kvindekrop." Alt synes, at være, som det skal. Alligevel banker hjertet på ny, da beskeden igen oplyser mit ansigt. 

​"Du ser smuk ud, Mary. Smut nu!" Det er Louise der taler. Hun må have kunne høre min uendelige mængde suk indefra hendes værelse, for det er derfra hun kalder. Hun har ret. Min kære roomie, Louise, opholder sig altid på sit værelse, hun ser sjældent andre mennesker end mig og hendes lillesøster, Joe, der bor ikke så langt herfra i et deleværelse. På trods af hendes distance fra det sociale liv er hun erfaren og har styr på nærmest alting. Hun kan være kold og kynisk, men alt hun siger er sandhed. Derfor tager jeg også hendes ord til mig som to guldklumper og gemmer dem i jakkelommerne, før jeg takkende råber farvel til hende.

​Døren bliver omhyggeligt lukket bag mig, før mine fødder fører mig ned af trappen hurtigere, end jeg selv kan følge med. Lukes skikkelse tager form i lygtepælenes skær på den anden side at glasdøren. Jeg stopper op på næstsidste trappetrin i min opgang i en kort andagt; tager en enkelt dyb indånding og samler alle urolige tanker og udånder dem. De efterlades i trappeopgaven, da jeg vender denne ryggen. Den friske aftenluft blæser nyt liv i mig. 

​"Hej Luke." Han vender sig rundt på fortovet, og så snart hans øjne fanger mine, opløses hans ansigt i en række følelser, der næppe kan listes op. Forvirret trækker hans øjne sammen og fra hinanden i et smil, der er fyldt med chok og glæde. Beundring.

​"Hej. Mary," siger han. Han rækker ud efter mig; min arm. Trækker mig ind til sig i et kram. Han omslutter mig for en kort stund. "Du ser smuk ud." Ordene fra hans læber lægger sig som en aura og jeg smiler til ham.

​"Det gør du også." Jeg har knapt nok haft tid til at se ham an i alt min nervøsitet og tumlen med tanker, så efter ordene forlader mine læber, tager jeg mig et øjeblik til at betragte ham i hans jeans og mørkerøde skjorte. Hans læbepiercing driller min øjne i krogen af hans lyserøde læber. Hans hånd finder min, og han begynder at lede mig hen ad gaden mod hans planlagte destination. Hans hånd er stod og lukker sig tæt omkring min egen. Følelsen af fugt møder min håndflade,og sender mine tanker hen på det nervøsitet, der også må herske i ham, siden han sveder på en kølig efterårsaften. Det beroliger mig en anelse. Vi er i samme båd.

​"Er du klar til at lade dig blive blæst væk af denne aften, der ligger foran dig?" Jeg nikker, smilende. Luke har ikke fortalt mig om hans planer for aftenen. Efter lang tids plagen (jeg blev nødt til at indskærpe min fantasi), lod han mig endelig vide, at det ikke var noget helt vanvittigt, men bare en hyggelig aften ude ("jeg vil jo gerne lære dig at kende"). Det gav lidt ro på. Ingen ture i vandet. Heldigvis.

​"Du har sandelig høje forventninger," griner jeg.

​"Hvis jeg ikke sigter højt, rammer jeg nok heller ikke." Jeg kigger på ham, betragter hvordan ordene formes i hans hoved og ledes ud på spidsen af hans tunge, indtil de ligger i luftrummet mellem os. 

​"Nu skal der ikke så meget til at skuffe mig." Vores øjne mødes. Et flimrende smil møder mig. Nervøst.

​"Fortæl mig noget om dig selv i stedet for at tvivle på mine dating-evner." Mine tanker ledes straks hen på min kedelige hverdag, arbejde, lejlighed, Carly. Jeg gennemgår den for detaljer, der er værd at fortælle om. "Hvad som helst," uddyber han. Han må kunne se graden af fortvivlelse på mig.

​"Jeg arbejder på et konditori. Jeg fylder min hverdag med arbejde, for jeg har ingen anelse om, hvad jeg vil med mit liv, så lige nu tjener jeg bare penge og venter på at jeg vågner op med en åbenbaring."

​"Har du ingen drømme?"

​"Massere af drømme, men ingen der involverer karriere eller uddannelse."

​Luke smiler. "Hvad med din sang?"

​"Jeg er ikke dygtig nok. Og jeg ville heller ikke risikere at tage glæden ud af det, ved at tvinge det."

​Han stopper op og slipper min hånd. Diskret tørrer han den af i sine bukser. "Det er jeg ked af." Før jeg kan nå at spørge hvorfor, uddyber han selv. "Jeg har planer om at tage dig med på karaokebar senere. Før du fortæller mig om sceneskræk og nægter, så kan vi jo passende gøre vores første visit." Hans ansigt brydes af et smil, før han gør mig opmærksom på den bar, vi står lige ved siden af. 

​Jeg griner lidt nervøst. "Jeg glæder mig." Smilet på hans læber antager et varmere udtryk ved den kommentar. Et par drinks gør det lettere for mig at skulle synge, og på karaokebarer på denne tid af aftenen er publikum nok alligevel alle sammen for berusede til at lægge mærke til et par falske toner eller nervøs skælven. 

​Han fører min ind på baren med en hånd omkring livet på mig på ægte gentleman manér, holder døren for mig og det hele. Jeg føler mig bemærket. Tilfredsstillende som det er, at modtage et andet menneskes fulde opmærksomhed. Noget, som kan være svært i selskab med personer som Carly og Louise, der har hovedet fuldt med rod. Luke virker fattet og omstillingsparat. Han tildeler mig hele sin opmærksomhed.

​"Det er din tur, Luke. Til at fortælle mig om dig." Jeg sipper til min strawberry daiquiri, som vi bestilte i baren før vi blev tildelt et bord. Luke sidder overfor mig, indhyllet af stearinlysskær. Han drikker en whiskey.

​"Jeg er glad." Han smiler. Det gør jeg pludselig også. "Der er mange ting, jeg heller ikke har styr på. Jeg arbejder som vikar her og der, spiller en del musik, skriver sange, rejser en del, besøger venner. Får nye." Han blinker til mig.

​"Det lyder dejligt." Hele hans person drejer sig om sindsro og kærliges smil og overskud og positivitet. "Vil du gerne være lærer?"

​"Der er så meget jeg gerne vil. Lære fra mig er bestemt en af dem, men jeg ville gerne gøre det gennem min musik i stedet for at stå ved en tavle og undervise."

​"Vil du gerne være professionel musiker?" Hans øjne lyser op på en ganske speciel måde, når han snakker om musik, så jeg lader ham fører samtalen herhen. Det er inspirerende at observere.

​"Det ville være fantastisk at kunne kombinere hobby og arbejde, synes du ikke?"

​Jeg nikker tøvende. "Jeg håber lidt, at du vil bruge dine talenter til at lede vejen for os når vi skal synge karaoke."

​"Vi kan jo synge en duet?"

 

​Luke betalte mine samtlige 4 drinks.

​Og vi sang Up Where We Belong.

​Og tre gamle mænd bagerst i baren samt bartenderen sagde, at vi smukke sammen.

 

​Han følger mig helt hjem til min dør, hvor han stopper og vi bruger et øjeblik på at studere hinandens øjne. Jeg læner mig op af muren bag mig og trækker Luke med ind til mig. "Jeg regner med at du ringer indenfor 24 timer med en ny aftale - eller går jeg i gang med at planlægge anden date."

​Jeg lægger armene omkring ham, trækker ham længere indtil min krop, der pludselig skriger på sommerfugle, nærvær og omsorg. En tørst, der ikke kan slukkes. Jeg beder den holde kæft, for at jeg er i stand til at kontrollere situationen. Mod hans skulder hvisker jeg lavt: "Tak for i aften." Han trækker sig væk, kun lige nok til at kunne se mig i øjnene. Hans øjne funkler af smil og en ambrosisk rus går igennem mig, før han bryder afstanden mellem os fuldstændig, ved at placere sine læber mod mine. Først lidt klodset, så genopretter vi en vis balance, og hændernes vandring begynder. 

​Vi fletter os ind i hinanden, komplet isoleret fra omverdenen. En lille bobbel af varme og tilbageholdte energier. Vi hopper rundt i vores iver, indtil boblen springes af Lukes stemme.

Han trækker vejret stoisk mod mine læber. "Godnat, Mary." Det er knapt nok en hvisken han efterlader mig med. Kulden placerer sig alle de steder, hvor han før var. 

​God nat. 

Jo tak.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...