Carly's guide: How to find the one and only

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2016
  • Opdateret: 16 okt. 2017
  • Status: Igang
Fire drenge åbner fire forskellige muligheder for lykke, når Carly hjælper hendes bedsteveninde, Mary, med at finde kærligheden.

7Likes
47Kommentarer
1253Visninger

6. 5.

Femte kapitel

En plante kilder mig i håret, musikken fylder i rummet, og ølglasset er næsten tomt.

Med andre ord: vi er taget på bar.

Her er overraskende hyggeligt. Jeg havde regnet med noget mere snusket, men her er stemningsfyldt. Levende lys i gamle vin -og spiritusflasker er placeret på alle bordene rundt omkring den lille scene, planter hænger på væggende, ned fra loftet og fylder rummet med liv. En tydeligvis hjemmelavet lysekroner af gamle flasker i forskelligfarvet glas oplyser baren i et dæmpet lys.

Erika sidder og vipper med hovedet til musikken, mens Carly sidder med hovedet hvilende mod hendes skulder og holdet om hende. Som altid sidder jeg alene og må overvære deres uendelige kærlighed til hinanden. For første gang gør det mig hverken sur eller utilfreds. Faktisk føler jeg ikke andet end glæde, over at se de to elske hinanden. Okay, okay. Jeg indrømmer det; måske er jeg 0,5% jaloux, men 0% bitter, og det klæder mig.

Musikken omringer mig, og den vante bevægelse af hånden hen over guitaren betager og fanger mit blik. Lydene der former sig i min øresnegl er bløde og rare, nærmest kærtegnene. Det samme er den rå stemme, der synger. Michael sidder på en enlig stol midt på scenen og synger ømt en sang om kærlighed.

”We all need a hallmark ending
And a change of heart
But it's a long way back
Back to what you said”

En mere alternativ og rå udgave af Rewind bevæger sig fra Michaels mund til mikrofonen og til sidste ud gennem højtalerne. Sangen bliver taget imod med klapsalver og pift. Jeg tager Erika i at stikke to tommelfingre i vejret til Michael. Hans afblegede hår stråler næsten i det improviserede rampelys og hans øjne er lukkede. Han ligner lidt nogen fra de emoband-plakater, jeg havde hængende på mine vægge da jeg var 14, hvis han bare iførte sig noget mørk øjenmakeup og lod håret sidde ned langs ansigtet.

Jeg overvejede at invitere Luke med i aften, men eftersom nu er min eneste chance for at møde Michael, måtte jeg hellere lade være. Det er nok til det bedste alligevel. Jeg hygger mig til tøsedag med Erika og Carly, selvom jeg som altid er tredjehjul. Det frarøver mig ikke en musikalsk oplevelse, kolde øl og hyggelige stunder.

Min aften med Luke gik som ønsket, vi snakkede og morede os. Han fik mit nummer og jeg hans, og han afsluttede aftenen med at sige, at Carly måske ikke var så dum alligevel. Jeg tror, det taler for sig selv. Jeg sætter mine odds på ham og hans succesrate.

”Tusind tak for alt,” siger en hæs stemme i mikrofonen, og Michael træder af scenen. Carly vågner straks op, og vender sig en anelse mere ihærdigt mod mig.

”Hvad synes du så?” spørger hun. Jeg kender Carly godt nok til at vide, at hun ikke spørger til musikken, men spørger til personen. Carly er ligeglad med musik, men går derimod meget op i mennesker. Erika vinker til Michael, der rækker to fingre i vejret, hentydende at han kommer om to minutter.

Jeg mumler et svar til Carly om, at han virker sød, selvom jeg ikke føler mig fanget af hverken hans musik eller ham i sig selv. Selvfølgelig vil jeg give ham en chance, ligesom jeg vil med de andre tre drenge. Jeg ved jo, hvor meget Carly har lagt i hver af disse personer. Specialvalgt lige præcis til mig.

Michael kommer over mod vores bord. Han krammer Erika, der klapper ham på ryggen og siger, at det var helt fantastisk. Han griner hæst og takker hende. Jeg ægger mærke til, at han kysser hende på toppen af hovedet, før han vender opmærksomheden mod Carly og jeg. Han lægger kort armen omkring Carly i et halvhjertet kram. De kender tydeligvis også hinanden.

”Det her er Mary, hun er min gode veninde.” Det er Erika der præsenterer mig, og Michaels grønne øjne møder mine. Han smiler høfligt og rækker hånden frem mod mig.

”Mary,” gentager han, og jeg nikker. ”Jeg er Michael.”

Igen nikker jeg blot på hovedet. ”Det var virkelig imponerende deroppe.”

”Mange tak.” I mellemtiden har Erika trukket en stol hen til vores bord, så Michael kan sætte sig hos os.

”Du har vel tid til at blive og snakke lidt, ikke?” Erikas vilde krøller skjuler hendes ansigt, men som altid er man ikke i tvivl om, at det bliver sagt med et smil over læberne. Hun folder de lange, brune fingre omkring hendes glas med øl. Michael sætter sig, men ser sig lidt over skulderen, hvor de oppe på scenen er begyndt at pakke instrumenter sammen og lydelementer ned.

Han nikker, mens hans trækker på skuldrene. ”De må kalde mig hen, hvis de har brug for mig.” Et lusket smil sniger sig over hans læber. Mine øjne ligger betragtende på ham, jeg prøver at fange detaljerne, prøver at finde en grund til, ikke at bryde mig om ham. En succesrate på 40% er ikke dårligt, men ikke noget jeg ville kaste mig ud i.

Han virkede flink, der var intet galt med ham. Han sang godt, havde en hæs, sexet stemme og virkede som sin egen type - farvet hår, comfy sweatshirt, med alt for lange ærmer og skinny jeans med huller. Men jeg havde allerede én i tankerne. En der ikke havde alt det, men som var så meget andet.

”Jeg henter lige en øl. Skal jeg tage en med til dig, Mary?” spørger Michael, da han skæver til mit tomme glas.

”Ja tak.” Jeg modtager et blik fra Carly, som jeg kun lige opdager ud af øjenkrogen. ”Hey, lad mig bare gå med,” tilføjer jeg så til sidst. Han nikker og sender mig et smil.

”Hvor kender dig og Erika hinanden fra?” spørger jeg ham, da vi bevæger os hen mod baren, for at hente en øl. Jeg ved pludselig ikke, hvad jeg ellers skal sige. Flirtende, det har jeg aldrig været.

”Vi har gået på musikskole sammen i et halvt år, og så har vi ellers bare holdt kontakt siden.” Han trækker på skuldrene.

”Har du gået på musikskole?” Jeg forsøger at lyde oprigtigt interesseret. ”Spændende! Jeg har også gået til kor i nogle år.” Michael svarer med et ’hm’, og bestiller en enkelt øl. Jeg gør det samme. ”Tjener du meget på at spille rundt omkring som nu?” Samtalen kommer ikke rigtig nogle steder, men i det mindste prøver jeg da.

”Næ, ikke spor. Jeg studerer lige nu, så jeg har ikke brug for særlig mange penge.”

”Virkelig? Hvad studerer du?”

Han rækker ind over baren for at tage imod hans øl, og jeg får min stukket i hånden. Vi betaler for hver vores øl og vender næsen mod tryghedszonen.

”Jeg prøver at uddanne mig som anmelder. Af spil og film - den slags.” Jeg ser ham an for 117. gang. Hun kunne sagtens gå for at være typen, der brugte sin fritid på at spille playstation og spise pizza. Jeg kan tydeligt se det for mig.

Jeg sætter mig på min plads, og Michael sætter sig på sin. Vi drikker hver vores øl.

Jeg krymper under Carlys blik, der hviler stilfærdigt men utroligt sigende på mig. Hun kunne lige så godt have været en skarp sensor til eksamen i dating. Tanken giver mig næsten, kun næsten, kuldegysninger. Jeg fanger hendes blik og ryster på hovedet. Ingen kemi.

Jeg overvære hans småsnak med Erika.

Tydeligvis er hans hjerte solgt til en anden.

Min telefon ringer, og alles blikke lander på mig. Jeg undskylder mig selv og går lidt væk derfra. ”Hallo? Det er Mary.”

”Hej Mary.” Stemmen genkender jeg hurtigt. ”Calum her.”

Et smil sniger sig over mine læber. ”Det behøver du ikke at sige to gange.”

”Jeg tager hjem i morgen…” Siger han. Uden at gøre plads til at jeg kan kritisere eller kommentere yderligere på det, fortsætter han hurtigt. ”Men jeg vil bare lige ringe for at sige tak for sidst. Det var virkelig hyggeligt at snakke med dig igen.”

”Ja, selvfølgelig! Du må endelig skrive, hvis du engang tager tilbage til Sydney. Eller bare kommer på besøg.”

”Du siger også endelig til, hvis du engang tager til LA.” Han griner og det smitter hurtigt af på mig.

”Nå, anyways, jeg vil bare lige fortælle dig, at vi måske kan mødes i morgen, før jeg tager afsted. Jeg har lige noget, jeg gerne vil give dig.” Det sætter straks en spekulation i gang i mig, mens hans tonefald fortæller tydeligt, at det er en overraskelse, så jeg dropper at spørge yderligere ind til det.

”Du er altid velkommen til at kigge forbi på konditoriet, men jeg skal arbejde hele dagen i morgen, så jeg må desværre skuffe dig.” Han fnyser.

”Skuffe mig? Jeg springer en bombe om at være flyttet til LA, nu hvor vi endelig taler sammen igen, og du snakker om at skuffe mig. Klokken 12 på konditoriet?”

”Perfekt.” Han lægger på, og jeg smiler pludselig dumt for mig selv.

 

Daggryet lægger sine tidlige morgenstråler på mig og farver Sydney som et billigt oliekridt, da jeg cykler langs havnen for at nå frem til den ønskede destination. Konditoriet.

Man fortryder, at man ikke oftere står tidligt op og nyder starten på dagen, når man ser den røde sol reflektere sig i vandet. Byen er underlagt en dyb fred, der kun overdøves af mandagens trætte suk, når folk stå op af deres senge og gør sig klar til ugen, der nu ligger foran dem. Konditoriet åbner før, jeg overhovedet har fået øjne, for at brødføde sultne munde. Du kan nok forstå, at jeg ikke er vant til at stå så tidligt op. Carly har tit belært mig om, hvor rar en løbetur er klokken 6 om morgenen, men jeg nægter.

Jeg parkerer min cykel omme bagved konditoriet, og jeg lukker mig selv ind af bagdøren. Bageren har været i gang i et par timer nu. Jeg hilser høfligt og træder ind i personalerummet, hvor jeg påklæder mig i forklæde og en sød lille hat, der på en hvilken som helst andet pige ville se fræk ud, men bare får mig til at ligne en nisse. Men det er regler - jeg kan ikke risikere at mine hår kommer i andres mad.

Et overraskelsesmoment opbygges, da jeg placerer mine høretelefoner i ørene og lukker verden ude, mens jeg begynder at sætte mad frem i kølediskene. Kager i alverdens farver, lunt morgenbrød og lækre desserter. Jeg griber en kost, før jeg når at gøre denne opgave færdig, og begynder at feje af i hele forlokalet, hvor folk kan sætte sig og nyde sin dessert. Det skulle egentlig være gjort aftenen forinden, men jeg kan tydeligt se, at det i hvert fald ikke blev gjort godt nok.

Forskrækket springes min lille boble, da en høretelefon bliver hevet ud af mit øre, og jeg møder virkeligheden igen. Jeg ser op og ind i et par lysebrune sæt øjne, der kigger på mig. Et skævt smil former sig på læberne af fyren, jeg straks genkender. Ikke bare på grund af de bølgende lokker, der lægger sig omkring hans ansigt som en glorie. Jeg kan også genkende ham fra Carlys plakat.

Jeg må blinke et par gange, før jeg kommer tilbage til mig selv.

”Du må være Mary,” siger han i et let tonefald.

”Hej,” siger jeg lidt distanceret, stadig forvirret over forskrækkelsen -  over troen på, at jeg var alene. Det slår mig, at jeg sikkert har sunget med på sangene i mine ører uden at tænke over det. ”Ashton?”

”Det er mig.” Han ryster min hånd i en så kraftigt bevægelse, at hans krøller hopper op og ned fra stødet. ”Forfærdelig smag i musik.”

Jeg ryster forvirret på hovedet, ”undskyld?”

Det er først dér, det går op for mig, at musikken har spillet højt fra min telefon. Og i øvrigt stadig gør det. Rummet fyldes med en kraftig poplyd, og jeg griber straks ud efter min telefon. Jeg slukker for Zara Larsson, der ellers har spillet på fuldt drøn.

”Du har tydeligvis brug for mig.” Ashton blinker til mig, hvorefter han vender ryggen til mig og går om bag disken, for at gøre kaffemaskinen klar, sætte kopper og tallerkener frem og så videre. Mine øjne forbliver på ham for en stund, men da han kigger op for at lade hans smilende øjne mødes med mine, som om han godt ved, at jeg stadig kigger på ham, ser jeg ned på mit fejearbejde, der pludselig fik taget spændingen fra sig, da jeg slukkede musikken.

”Jeg fejede i øvrigt i går aftes, så det behøver du ikke.”

Succesraten på Ashton er umuligt mere end 5%

 

Jeg tæller timerne, til Calum kommer. Der er travlt på konditoriet, så jeg har ikke haft mulighed for at snakke meget med Ashton, der har gået lidt frem og tilbage fra kassen til bageriet omme bagved afhængigt af, hvor mange kunder der har været. Hver gang vi fik øjenkontakt, blinkede han til mig og smilede sigende. Jeg ved ikke, hvad han ville sige - men det var tydeligvis ét eller andet.

Da klokken endelig når 12 og jeg har arbejdet, i hvad der føles som 24 timer, så dukker Calum endelig op i døren. Den lille klokken ringer, som den kun kan, når man får gode nyheder. Jeg kaster et blik over på Susan, som også står ved kassen lige nu. Hun ser ud til at have det hele under kontrol, så jeg lægger viskestykket fra mig og vinker forsigtigt til Calum, da han får øje på mig. Jeg smiler stort til ham og ser ham uregerligt an for enhver overraskelse, han kan have gemt på sig.

Han hopper tre skridt over, da han træder over den mindre skrænt, der afviger forlokalet fra disken, og jeg tager tre meget hurtige skridt i hans retning. Han lægger stålfast armene omkring mig, og jeg putter mig bare ind til ham og nyder sidste gang, det er muligt. Han stryger let en hånd over min ryg.

”Jeg kommer fandeme til at savne dig,” siger jeg. Ordene bevæger sig over min tunge som vand, der løber ud mellem hænderne på mig.

”Du kan lige bande på, at jeg også kommer til at savne dig.” Han smiler stort til mig. Han ser sig kort omkring og finder et frit bord. ”Må du godt sætte dig og snakke lidt?”

Egentlig er det ikke meningen, at jeg må efterlade kassen for at sniksnakke med mine kunder, men jeg gør en undtagelse, når denne fyr forlader konditoriet og dermed forlader mig. ”Jo, det går nok. Susan har vist styr på det.” Jeg trækker på skuldrene for at understrege, at det ikke er vigtigt.

Calum kigger lidt rundt omkring sig, mumler ’øh’ og ’mh’, uden rigtigt at komme nogen steder. Selvom jeg virkelig ville ønske, at vi havde alverdens tid til at sige farvel til hinanden, så bliver jeg nødt til at fremskynde processen, hvis jeg ikke vil have skæld ud af Susan.

”Jeg holder øje med dig på hitlisterne.” Jeg siger det med et stort smil bredt over læberne, da Calums halvtriste øjne møder mine. Der er ingen grund til at være trist. Vi har klaret os længe uden hinanden, så dette burde ikke være så trist. Jeg kan mærke smilet på mine læber række så langt, at det praktisk talt lægger Calums ansigt i andre folder af et let klap på kinden.

”Det går nok lige lidt tid, før jeg når så langt.” Jeg trækker på skuldrene og mumler pyt.

”Hvad var det, du så gerne ville give mig?”

Han rømmer sig. Kigger sig igen lidt rundt i lokalet og rækker så ned i lommen på den cowboyjakke, han har trukket over en sort bluse. Det mørke hår sidder som en fuglerede på toppen af hans hoved, men han synes ikke at lægge mærke til dig.

”Tja… Jeg ved ikke helt, hvad du skal bruge den til.” Han rækker ud efter min hånd på bordet og placerer et stofarmbånd omkring mit håndled. ”Jeg-”

”Mary.” En hånd placeres på bordet foran mig i et blidt slag. Igen tvinges jeg til at lade mine øjne betages af Ashtons lysende øjne, der hviler stilfærdigt på mig. ”Du har ikke tid til at sidde her og… Gøre, hvad du nu gør med din kæreste.”

”Vi er ikke-,” er alt jeg når at tilføje, før Ashton skærer mig af med samme rolige tone, hvor han lægger tryk på et hvert ord. Hans stemme lyder blød og rar.

”Når vi er på arbejde, så arbejder vi. Pauline og jeg sidder heller ikke på hinandens skød i arbejdstiden. Vi arbejder.” Han smiler skævt til mig og blinker igen med det ene øje. Lidt betuttet kaster jeg et blik på Calum. ”Susan har set sig vred på dig, så er du advaret.”

Ashton har en kæreste. Det er vel det, han mener, når han snakker om hende Pauline? Jeg gad nok vide, hvordan de kan få det til at fungere, når alle piger kigger efter ham.

”Jamen, jeg er da berettiget til at have pause?” Min stemme er pludselig en anelse lille, for jeg ved aldrig hvad jeg skal stille op mod Susans skarpe ord.

”Ikke på samme tid som mig.” Ashton puffer drillende til mig med hans viskestykke og begiver sig så ud mod personalerummet, mens hans svajer fra side til side i en tydeligt bevidst gangart.

”Det må du undskylde,” skynder jeg mig at sige til Calum, da Ashton er forsvundet.

”Det er okay, jeg skynder mig.” Han binder stofarmbåndet omkring mit håndled. Ordet Mary er knyttet ind i stoffet, og jeg vender og drejer det, mens smilet på mine læber vokser. ”Jeg købte det engang for mange år siden, da vi var bedste venner, men jeg fik aldrig givet dig det.”

”Jeg er helt vild med det, Cal.” Jeg drejer det rundt i mine hænder. Et klassisk vennearmbånd. ”Har du-?”

Han nikker. ”Jeg har også et.” Han trækker lidt op i hans ærme og afsløre et armbånd i samme farvekoder som mit. Gult og mørkegrøn. ”Jeg nænnede ikke at smide det ud, og jeg kender jo ikke andre Mary end dig, så du fortjener det næsten.”

Hans smil er ikke til at tage fejl af.

”Nå, jeg vil lade dig komme tilbage til arbejdet. Jeg skal også hjem og have pakket færdig. Du må endelig ringe, ikke?”

Jeg nikker, stadig betaget af denne fine gave. Vi krammer, og jeg overværer ham lukke døren til konditoriet bag sig. Jeg er lige ved at løbe efter ham, fortælle ham at jeg vil flytte med ham, bønfalde ham om at blive. Men jeg bliver stående i et øjeblik, og vender så tilbage til arbejdet, som var det bare en ganske normal dag.

 

___________

Fire drenge er kommet, én er gået. Hvem tror i, er kommet for at blive? Har I allerede en yndlingsfyr til Mary, nu hvor hun har mødt dem alle? Smid endelig en kommentar - jeg vil elske at høre, hvad I synes!
Stort knus til jeg alle, jeg er glad for, at nogen vil følge med i denne historie. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...