Carly's guide: How to find the one and only

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2016
  • Opdateret: 16 okt. 2017
  • Status: Igang
Fire drenge åbner fire forskellige muligheder for lykke, når Carly hjælper hendes bedsteveninde, Mary, med at finde kærligheden.

7Likes
46Kommentarer
1163Visninger

5. 4.

Tredje kapitel

Et glas vin er blevet til flere, og festen er efterhånden skudt i gang. Forretten er nu forvandlet til stakkevis af tomme tallerkener. Humøret har taget et hak opad, ikke kun hos mig, men tilsyneladende hos alle. Snakken løber forud for mig og fylder salen med en mild baggrundsstøj. Jeg er placeret ved et bord sammen med Carly, hendes søskende og et par af hendes kusiner og fætre. Desværre må jeg se langt efter Luke og hans brødre, der sidder sammen med hvad jeg gætter på er resten af hans familie lidt herfra.

En blød musik spiller i baggrunden fra en akustisk guitarist, en cajón og en sanger. Jeg sidder lidt og lytter til musikken og betragter dem spille.

”Fuck, det lyder godt!” siger jeg lavt til Carly, og hun følger mit blik hen mod musikerne. Hun vender så blikket mod mig, og hæver øjenbrynene i en bedrevidende grimasse.

”Luke spiller guitar, vidste du godt det?” spørger hun og puffer blidt til min skulder med hendes.

”Jeg så det på din plakat, ja.” Jeg trækker på skuldrene. Hun gør det samme, men med et halvironisk glimt i øjnene. ”Så, lad mig lidt få én ting på plads. Har du valgt Calum, Michael og Luke med vilje, fordi de interesserer sig for musik?”

”Lad mig lige få én ting på plads først,” siger Carly med en skarp stemme. Hun sætter tonehøjden en anelse ned, så hun kun snakker, så jeg kan høre det, men til gengæld lyder hendes stemme som en undertrykket vrissen. Hendes øjenbryn rynkes i et utilfreds udtryk. Jeg trækker mig tilbage og ser hende afventende af, mens jeg skeptisk hæver øjenbrynene. ”Jeg har ikke valgt disse fyre ud fra så fladt et grundlag, at de interesserer sig for musik. Det var med til at skubbe dem i den rigtige retning, det indrømmer jeg da. Men det er jo blot et valgt jeg at har taget på vegne af dig.”

Hun kigger på mig, og jeg griner en anelse hovedrystende. Hvorfor hun føler så kraftigt omkring dette projekt, det har jeg svært ved at forstå, men det kommer vel kun mig til gode - så jeg brokker mig skam ikke. Jeg morer mig bare. Samtidig med at jeg også undrer mig.

”Og!” siger hun, for at fastholde min opmærksomhed. ”Husk nu selv, hvordan du altid kiggede langt efter musikerne i high school. Ham med det lange hår, hvad hed han nu - ham bedårede du, Mary. Og jeg prøver at skabe samme atmosfære. Du har også altid selv gerne ville spille musik. Her har du din motivation!”

Robin, hed han.

Hun slår ivrigt ud med armen i retningen, hvori Luke sidder. Jeg kaster et blik derhen, betragter ham kort. Han er iført et stilrent sort jakkesæt, som lukkes af et par knapper foran. Hans blonde hår falder ned i hans øjne, da han bryder ud i latter over noget, der bliver sagt. Jeg kan selvfølgelig ikke høre hvad, men hans latter er svær at overhøre hen over baggrundsstøjen.

”Nogle gange overrasker det mig, hvor godt du kender mig. Men ikke desto mindre, så behøvede han vel ikke at flytte til den anden ende af verden, bare for at udøve musik.” Jeg kigger ned i mit eget skød, folder et par krøller ud på min kjole og kraften i min stemme aftager gradvist. En varm hånd mærkes mod min ryg, og jeg kigger alligevel op.

”Hvis jeg havde vidst, at det var Calums plan, så havde jeg selvfølgelig ikke valgt ham. Men hey, i dag handler ikke om Calum, men om vidunderet, Luke! Og med de ord: lad os så få gang i legene igen!” Et stort smil dominerer på hendes læber, så jeg gentager proceduren med mit eget ansigt. Hun rejser sig fra sin stol og anbringer en hånd på hendes søsters skulder. ”Sheila, har jeg nogensinde fortalt dig, at Mary arbejder på et konditori. Du fatter ikke, hvor god hun er til at bage kage.”

Og som var det ved et trylleslag, var Carly væk og Sheila, Carlys lillesøster kaster sig over mig med spørgsmål om min arbejdsplads på konditoriet. Sheila har altid været lidt til den overvægtige side - bortforklaret med det simple faktum, at hun elsker kage og søde sager. I stor kontrast til Carly, må jeg have lov at pointere.

”Jamen! Må du så bare tage gratis kage med hjem hver dag?!” Hun ser på mig med store, runde øjne og et drømmende blik. Jeg får mumlet et halvhjertet svar om holdbarhed og rester, mens jeg spejder rundt efter Carly, som jeg finder siddende ved Lukes bord. Ville hun ikke tage med mig, eller hvad? Var det ikke meningen, at jeg skulle falde i snak med ham?

Han smiler og griner, og Carly gør det samme. Jeg tager mig selv i at tænke tanken, at succesraten på Luke helt sikkert må være på omkring 75% såfremt han også er interesseret i mig. Jeg smiler også ved tanken.

Da Luke og Carly vender hovederne 90 grader og kigger direkte hen mod mig, og jeg fanger Carly i at pege på mig, kigger jeg lidt forlegent ned. Igen sætter jeg mig til at glatte min kjole lidt ud, mens jeg ser ud som om jeg interessere mig i den talestrøm, der flyder ud af Sheilas mund. Én ting har de dog til fælles; deres uendelige trang til at tale hele tiden. Noget jeg i hvert fald ikke deler med dem.

Hun fortæller mig om hendes ambitioner, at hun bager store, flotte kager til festlige lejligheder. Jeg nikker og smiler og siger ”hm”. Hendes armbevægelser er store og illustrerende, men jeg begriber ikke, hvor de vil hen. Hun taler med så stor passion, at jeg finder mig selv en anelse betaget af det. Ønskende, at jeg selv begærede samme passion for… noget. Andet end min brændende lyst til at finde kærligheden - som Carly nærmest at mere passioneret om end jeg selv. Det må ligge til familien.

Jeg kan mærke varmen stige op i mine kinder, mens øjnene fra Luke og Carly borer sig ind i min hud. Jeg ignorerer det, for ikke at afbryde Sheila.

Der bliver først lagt låg på hendes talestrøm, da Carly kommer tilbage og sætter sig imellem os med ordene, ”kan jeg lige få Mary alene et øjeblik, Sheila?” Og Sheila ser lidt betuttet fra den mig til Carly og tilbage igen. Så nikker hun, og Carly klapper hende tilfreds på toppen af hovedet. Derefter vender hun sig med front mod mig, tilbyder mig et strålende smil og hiver mig op at stå.

Musikerne spiller stadig en blød musik, som nu fylder mine øre på ny, da vi træder tættere på. Carly svajer let til lyden af det, mens smilet på hendes læber vokser sig større, da hendes blik møder mit.

”Jeg har snakket med Luke.” Jeg hæver øjenbrynene, samler munden, skyder hoften til side, og gør mit aller bedste for at se skeptisk ud. ”Jeg fortalte ham, at du spillede klaver og har gået til kor i flere år.”

”Carly!” udbryder jeg, næsten før hun fik udtalt sidste stavelse. Kun næsten af refleks.

”Hvad?” Hun lægger armene mod hoften og løfter hagen bedrevidende, som hun nu engang altid opfører sig. ”Jeg lægger bare et godt ord ind for dig. Det hjælper dig bare i din sag, det er jeg sikker på.” Smilet på hendes læber er stort, for stort, da hun klapper mig på hovedet. ”Vent bare og se, du lille.”

”Carly.” Denne gang er tonen er anelse mere alvorlig. ”Du bliver nødt til at lade mig gøre det her selv, okay?”

En sky svæver tilsyneladende ind og dækker over Carlys glæde. Hun rynker uforstående øjenbrynene og tier stille for en stund. Der er tre ting, der får Carly til at tie stille: kunst, Erika og når hun er såret. Den sidste mulighed forekommer kun ganske sjældent, men det må være den eneste forklaring på hendes stilhed.

”Også selvom jeg muligvis kommer til at lave et rod ud af det hele.” Jeg slår en mild latter op, og Carly trækker en anelse på smilebåndet. Lettet ser jeg hende vende tilbage til den Carly, jeg kender. Hun stryger en hånd igennem det kortklippede hår og ser ud til at tænke længe over det.

”Undskyld, du. Jeg fatter ikke, at jeg skal sige det, men jeg tror også, at du er klar til at komme ud på markedet igen. Du har det hele; kjolen, selvstændigheden - jeg mener, hvem havde lige set den komme? - og drengen.” Hun smiler til mig og stryger en hånd over min skulder i et let kærtegn. ”Et sidste tip?”

Jeg nikker. ”Ja sgu, kom endelig med det!”

”Normalt når man siger det, så lyder det bare som den værste gang bullshit, men husk nu at være dig selv. Jeg kender Luke, og jeg ved, hvad han vil have. Han vil have en pige, som hviler i sig selv, og som ikke har travlt med at spille skuespil og opføre sig på en helt anden måde, end hun er. Så bare vær dig selv, han kommer til at elske dig! Og endnu bedre, du kommer til at elske ham. Han er alt, du drømmer om.” Jeg tager en dyb indånding og nikker til hende. Sandhedens øjeblik. ”Og, så kommer han herover nu.” Hun smiler stolt, som om hun har skabt noget, som nu udfoldet sig for øjnene af hende.

Jeg vender mig 180 grader rundt, for at bevæge mig væk fra Carly og hen imod Luke. Jeg må hurtigt-reagerende som jeg er (…), træde et skridt bagud for ikke at vade direkte ind i en blond fyr, der pludselig tårner sig op foran mig.

”Hej.” Ordet former sig på hans tunge, mens han griner lidt uheldigt af den tilpasning af tid, der forårsagede at jeg vendte mig rundt, lige da han kom over til os.

”Hej,” svarer jeg. Alle ord falder tilsyneladende tilbage på plads i maven, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er vist ikke så klar, som jeg troede.

”Jeg er Luke, vi mødte hinanden tidligere.” Han rækker hånden ud mod mig, og jeg ser den an et kort, forvirrende øjeblik.

”Jeg kan skam sagtens huske dig.” Han klør sig lidt i håret. Et kruset smil glider over hans læber.

”Jeg kunne godt forestille mig, at du har skulle huske på mange navne i dag.”

Jeg nikker, for selvfølgelig har der været mange navne at huske på, men man vænner sig hurtigt til navnet på en fyr, som man ser en potentiel fremtid i. Bryllupper er en romantisk fest, og jeg står her midt på gulvet og er så single, som man kan være. Og jeg står her med Luke og ønsker, at jeg kan finde kærlighed hos ham. De ensomme nætter er blevet for mange. Jeg må virkelig tage mig sammen for ikke bare at kaste mig over Luke med det samme.

”Ja, men nogle enkelte sidder fast,” siger jeg. Forsøger at smile lidt forførende og blinke blidt med øjnene. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne se mig selv ude fra lige nu, for jeg vil ikke gætte på, hvor dumt det må se ud. Luke smiler også, men det ser ikke ud til, at han opfangede, hvordan jeg forsøgte at flirte med ham eller give ham en kompliment.

Over Lukes skulder fanger jeg pludselig Carlys blik. Hun blinker til mig med det ene øje og giver mig storsmilende en thumbs up. I det mindste er der én, der tror på mig.

”Vil du med ud og trække lidt luft?” Jeg bliver nødt til at rømme mig en anelse, før ordene forlader min mund.

Hans blik falder på mig, og jeg betragter ham for en stund. Hans himmelblå øjne, der virker så blide og lette som lammeskyer, der præger himlen på en lun sommerdag, betragter også mig, da han tøvende nikker. Han virker underligt usikker, som om han heller ikke helt kan finde fatningen. Han puster tungt ud.

”Ja! Jeg kunne virkelig godt bruge en cigaret,” siger han og hæver øjenbrynene sigende. Jeg griner forsigtigt og begynder at gå hen imod døren, der giver entré til en stor terrasse. På terrassen er der udsigt over frodig skov og en stor så. Det er egentlig en meget fin kro, Kianna og hendes mand har valgt. Jeg stiller mig udenfor, hvor der allerede står tå midaldrende mænd, der griner og deler en cigar.

Luke er lige bag mig, og han sætter sig ned på en af bænkene. Hans ryg er ret og han ser nydelig ud i kontrast til den grå natur, der nu omringer os.

Jeg sætter mig ned hos ham, og han rækker en hånd over mod mig med en pakke cigaretter.

”Ryger du?” spørger han. Jeg ser lidt til hans hånd, kommer i tanke om Carlys ord ”bare vær dig selv” og ryster så på hovedet.

”Nej, ellers tak.” Han tager selv en op og lægger læberne blidt omkring filteret. Jeg ser ham nøje an.

”Har du noget imod, at jeg tager en?” Han ser over på mig, øjnene er milde og uden intentioner.

”Nej, overhovedet ikke. Slå dig endelig løs.” Han nikker og tænder den, med sin lighter. For et enkelt øjeblik skygger røgen over hans ansigt, men det næste har røgen fordelt sig i luften og viser igen Lukes ansigt.

”Nogle folk er ret snerpede med den slags, selvom man er udenfor. Man kan jo aldrig vide.” Jeg nikker bare, uden helt at vide, hvad jeg skal sige. Nervøsiteten kribler under min hud. Hvis Luke er så perfekt, som Carly påstår, så vil jeg ikke gøre det mindste forkert og risikere at skræmme ham væk. Jeg vil være perfekt for ham, ligesom han er perfekt for mig. ”Carly fortæller mig, at du synger?” Han spørger med en interesseret stemme, hentydende til, at han gerne vil høre mere.

”Tja, altså lidt. Jeg har sunget i kor i mange år, da jeg var mindre. Jeg gør det ikke rigtig længere.” Jeg trækker på skuldrene, da jeg forsøger at holde det korrekt. Jeg vil ikke give ham falske forhåbninger, med derimod heller ikke undervurdere mig selv. Jeg prøver at finde balancen.

”Cool! Jeg synger også lidt selv. Det er en af mine interesser. Faktisk havde Hank, du ved, brudgommen, spurgt mig om jeg ikke have lyst til at spille et nummer, men jeg takkede nej. Jeg lider lidt af sceneskræk.” Han puster en stime af røg ud af munden, og jeg betragter dens gang op igennem luften.

”Også jeg! Jeg skulle engang synge en solodel, da vi skulle optræde med vores kor, og jeg endte med at besvime af nervøsitet inden. Det er helt ude af kontrol.” Han smiler skævt til mig.

”En solo til en kor-optræden? Så må du da have talent?”

Igen tager jeg mig selv i at trække på skuldrene. ”Jeg er bedst i en gruppe. På den måde hæver vi hinanden.”

Han tager endnu et sug og trækker øjenbrynene undrende sammen. Han ser ud som om, han planlægger noget stort. ”Det må vi prøve en dag,” mumler han. Jeg er ikke sikker på, at han mener mig eller nogle af hans venner, men under alle omstændigheder kan jeg mærke varmen stige op i mine kinder.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, så jeg sidder i stilhed for en kort stund. De to ældre mænd har trukket sig indendørs igen, så den eneste lyd, der hersker er lyden af Lukes åndedræt, når han udånder røgen.

”Carly prøver vist at parre os sammen,” siger han så, og lyden fra hans stemme virker næsten overdøvende over stilheden i mit hoved. Overrasket ser jeg op på ham, og han smiler igen skævt til mig. ”Hun taler i hvert fald hele tiden om dig, og om hvor fantastisk du er.”

Indeni sender jeg en rasende tanke til Carly, for at være så åbenlys, at enhver kan regne hendes plan ud. Udenpå forsøger jeg at forblive fattet, så jeg griner en anelse. Jeg jonglerer med idéen om at fortælle sandheden om mine og Carlys intentioner, men jeg må samtidig tage hensyn til, hvad der vil skræmme ham væk. Jeg beslutter mig for et sundt alternativ. ”Hun er skør, Carly. Hun mener tilsyneladende også, at du er helt perfekt for mig.”

”Skør?” Han griner også en anelse nu. ”Tja, jeg ved nu ikke. Hun har mange sjove idéer.” Et smil dukker op på mine læber. Hun er måske ikke så dum alligevel. Jeg kan ikke lade være med at føle, at Luke også flirter en smule med mig.

”Mange sjove, nogle rigtig dårlige, og så et par enkelte gode.” Jeg samler benene op under hagen, og ser Luke an, mens han skodder sin cigaret i et fremsat askebæger.

”Vil du med ind igen?” Han rejser sig fra stolen, og ser tilbydende ned på mig. Som om alt godt findes bag den dør. Jeg rejser mig villigt og følger med ham indenfor. Jeg tager imod, hvad enten der bliver ført imod mig af gode ting - også selvom det er Carly, der er hovedet bag det hele.

Luften er stadig fyldt af latter og snakken, men vi går over mod den rolige musik, der stadig spiller. Lyden tager til.

”De spiller virkelig godt.”

Jeg nikker ivrigt. ”Jeg sagde præcis det samme tidligere.” Luke smiler.

”Som én sjæl.”

Jeg griner og nikker, og han rækker hånden frem mod mig. ”Nå, må jeg have lov til at teste din så omtalte musiske sans i en dans?”

I et øjeblik ser jeg tøvende til Lukes hånd, for jeg danser bestemt ikke lige så godt som jeg synger eller spiller klaver - som ikke engang er specielt imponerende - men hvem kan sige nej, til en som Luke, når han spørger så pænt.

”Du skal være velkommen til at prøve.” Jeg blinker med det ene øje, og han lyser op i et stort smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...