Carly's guide: How to find the one and only

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2016
  • Opdateret: 30 nov. 2016
  • Status: Igang
Fire drenge åbner fire forskellige muligheder for lykke, når Carly hjælper hendes bedsteveninde, Mary, med at finde kærligheden.

7Likes
43Kommentarer
1079Visninger

4. 3.

Tredje kapitel

For en gangs har jeg valgt at efterlade mine tykke sweatre derhjemme på hylden, og rent faktisk tage noget pænt tøj på til en forskel. De tunge skyer er lettet og eftermiddagssolen har farvet byen med glæde og varme. Og jeg går gennem gaderne i t-shirt og bare ben. Noget tyder på, at jeg går i mod bedre tider.

Jeg skæver til klokken og sætter farten op. Selvom jeg har god tid, er jeg sikker på, at Calum allerede står og venter på mig lige nu foran Hard Rock café. Som sædvanlig er han altid på den sikre side af tiden, så denne dag burde ikke være nogen undtagelse. Tvært imod.

Jeg har uadskillelige gange taget mig selv i at tænke på denne måde. Tænke om Calum, som om jeg kender ham bedre end min egen bukselomme. Sandheden er, at jeg ikke har snakket med ham længe, så han kan være en ganske anden person, end ham jeg kendte engang i high school. Carly beder mig om ikke at bekymre mig om den slags. Det vigtigste er, at jeg tager mig tid til at lære den fyr at kende, der møder op i dag. Og at han i det mindste kender mig, giver mig under alle omstændigheder et godt afsæt.

Jeg samler hænderne i lommerne på min denimnederdel og drejer omkring det sidste hjørne, så jeg længere fremme kan spotte lysene fra Hard Rock skiltet. Uvilkårligt smiler jeg. Og smilet vokser kun større, da en silhuet tager form, jo tættere på jeg kommer. Jeg er ikke i tvivl, da jeg ser ham.

”Calum?” Jeg bliver nærmest nødt til at råbe over mængden af luft, der stadig lukker afstanden mellem os, men han hører mig og kigger op for at lade sine øjne mødes med mine. Han tager tre lange skridt hen mod mig, og pludselig står han foran mig. Meget højere end jeg huskede ham. Det er den første tanke der slår mig, hvor latterligt det så end lyder.

”Mary!” Hans stemme føles blød og tung - nærmest så tæt at den kan gribes og formes med de bare hænder.

Herefter lukkes hans arme omkring mig, og jeg lægger mine omkring hans brede skuldre. Okay, der er helt sikkert noget her, der ikke er som det var engang.

”Jamen halløj,” hilser Calum, da vi slipper hinanden igen. ”Hold kæft, hvor har du forandret dig meget! Til det gode, selvfølgelig.”

Jeg smiler og ser kort ned af mig selv. Så ser jeg på ham, kort op og ned. ”Du skulle nødig tale. Jeg kan nærmest ikke se dig deroppe.”

Han griner kort og ryster derefter på hovedet. ”Der kan ske meget på… Et års tid?”

”Det føles som mere, ikke?”

Calum nikker, og vi følges ind på caféen, hvor vi slår os ned ved et bord tæt ved baren. Et menukort bliver placeret i mine hænder, men jeg behøver ikke engang kigge på kortet for at vide, hvad jeg skal have.

Calums øjne skimmer hurtigt mulighederne, før han beder tjeneren om en burger. Jeg bestiller en vegetarisk sandwich, og Calum skæver til mig med hævede øjenbryn.

”Stadig?”

Jeg nikker smilende.

Tjeneren skiver vores bestillinger ned på hendes lille blok og spørger ind til drikkevarer. Calum løfter hagen en anelse tøvende, mens han kortvarigt kniber øjnene tænkende sammen. ”Vin?” siger han. ”Drikker du vin?”

”Ja da, vin er fint!” Og tjeneren nikker bekræftende og bevæger sig væk fra vores bord igen.

”Da jeg først så, at du ringede, ikke? Da troede jeg virkelig, at du var fuld og var kommet til at ringe ved et uheld.” Jeg hæver overrasket øjenbrynene og fnyser utilfreds.

”Fuld?” En kort, uvilkårlig latter slipper ud fra mine læber. ”Klokken var to om eftermiddagen på det tidspunkt.”

”Det ville ikke undre mig, hvis du var. Husker du ikke alle de gange du gav mit et drunkcall, selv efter vi ikke rigtig snakkede sammen længere.” Jeg griner igen, og Calum gør det samme. Det føles trygt her i hans selskab. Jeg læner mig afslappet tilbage i stolen og ryster på hovedet, mens jeg folder armene under brystet.

”Det passer ikke.” Calum griner. Og griner.

”Jo! Så kunne vi lige få os en opklarende snak om, hvordan tingene lå. Og jeg synes altid, at det var så akavet - men du snakkede bare derudaf, som om du ville dø, hvis du ikke fik de sidste ord med.”

Minderne fra de fester, jeg trak Carly med til (dengang var det mig, der måtte tvinge hende til at være social. Det var selvfølgelig også før, at hun lærte, at hele verden er hendes ven, hvis hun behandler den sådan), begyndte at forme sig i mit hoved. Husfester, hvor vi alle sammen drak lidt for meget, og jeg tvang Carly til at tage mig med hjem til hende, fordi jeg ikke ville have at mine forældre så mig fulde. Og Calum og jeg endte altid op med at snakke længe sammen - over telefonen, vel at mærke.

”Pis, jeg troede ikke, at du ville huske den slags.” Jeg holder en hånd hen over panden og samler munden i en flov grimasse, og Calum ryster blot på hovedet.

”Hey, det var da bare rart at vide, at du stadig tænkte på mig engang imellem.” Han siger det i en rolig og betryggende tone, men da vores øjne mødes, bryder vi begge to sammen i grin.

Jeg må holde mig for munden for ikke at lade min latter tage overhånd. Og jeg som havde forventet et helt perfekt og romantisk møde. Dér tog jeg grueligt fejl. Selvom det på en måde føles perfekt alligevel - lige som det skal være.

”Jeg er virkelig glad for at du ringede, Mary,” siger Calum. ”Jeg var lige ved at miste hjemligheden her i Sydney til LA.”

Jeg rykker mig overrasket i stolen, så jeg støder mit knæ mod bordstolpen og der går et stød igennem hele min krop. Min ansigt fortrækker sig i en grimasse af overraskende smerte, og jeg bander lavmælt, før jeg igen genvinder kontrol over situationen.

”Undskyld, hvad sagde du?” Det kommer ud som en lavmeldt hvisken.

”LA? Jeg er flyttet til Los Angeles. Det troede jeg da, at du vidste?” Smilet dominerer ikke længere på hans ansigt, der i stedet ser undrende på mig.

”Nej? Hvad-” Jeg roder mig selv lidt forvirret i håret og ser alle andre steder hen, end på Calum. Det hele føles pludselig ikke så simpelt. ”Hvad laver du i LA?”

”Jeg, øh, bor der. Min søster er flyttet dertil for at lave musik, du ved. Og eftersom det også er min drøm, så har hun lovet mig at introducere mig for nogle af hendes kontakter. Jeg kom jo ikke ind på college, sådan som jeg også har sagt, ikke?”

”Jo. Jo, det har du vist nævnt.” Jeg bider mig i læben. Så meget for en reunion. Det gik ellers lige så godt. Succesraten, der ellers uden tvivl lå på over 50%, faldt til 0 med lynets hastighed.

”Mary, det må du virkelig undskylde. Jeg troede virkelig, at jeg havde fortalt det.” Han rækker hånden ind over bordet, og jeg tager den tøvende. Han tilbyder mig et opmuntrende smil, som jeg gengælder med et smil uden meget glæde.

”Så, hvornår tager du tilbage?”

”Jeg er bare på besøg i 10 dage for at være med til at fejre min mor, så jeg tager hjem om 4 dage.”

Mine tænder bides hårdt sammen, som han afslører, hvor længe han kan blive. Han giver min hånd et blidt klem, selvom jeg ikke helt ved, om han ved, hvor meget det går mig på. Men han må kunne se det på mig. Det føles latterligt, at gå så meget op i den detalje, for vi plejer jo ikke ligefrem at mødes eller snakke sammen i hverdagene alligevel.

Tjeneren dukker op med vores vin og placerer et glas foran os hver.

”Skal vi ikke bare nyde, at vi er sammen nu?”

Jeg smiler og løfter mit glas til et skål.

 

Jeg betaler for min halvdel.

 

”Shit, Mary. Det er jeg ked af at høre!” Carly ser kortvarigt over på mig og sender et halvt undskyldende blik.

”Det gør ikke noget. Det skulle jo alligevel heller ikke være ham, jeg skulle være sammen med. Han er.. Jeg mener var, min bedste ven, og selvom vi virkelig hyggede os i forgårs, så var det ikke en date, og intet romantik blomstrede op. Det ville bare være mærkeligt.”

Carly smiler og nikker. ”Det var måske lidt af et sats - men du har ikke tabt noget på det. Se selv, hvor positivt og modent du håndterer det!”

Jeg ruller med øjnene, noget jeg efterhånden gør på minutligt basis i Carlys selskab.

”Nå, men nu er du i hvert fald klar til i dag. Du skal møde Luke! Vi skal til bryllup! Du skal ikke bilde mig ind, at du ikke er ved at dø af glæde over denne dag.”

Jeg trækker på skuldrene og smider benene op på instrumentbrættet. ”Jeg ved ikke,” svarer jeg lidt tøvende. ”Jeg tror ikke, at jeg glæder mig helt lige så meget som dig, men jeg er da ved at være deroppe af.” Carly griner, og jeg gør det samme.

”Jeg siger dig, du kommer til at elske Luke! Han er den perfekte kandidat. Høj, smuk, sjov, venlig, klog. Han har hele pakken.” Jeg nikker stålfast og retter lidt på min kjole.

”Jeg har aldrig været mere klar, bring him on.” Carly griner af mig, da hun drejer ind på parkeringspladsen tilhørende den kro, hvor Carlys grankusines bryllup holdes.

Kulden møder mig straks, da jeg træder ud af bilen, så jeg snupper min cowboyjakke med, før jeg smækker bildøren bag mig. Carly griber min arm, så vi sammen kan gå festen i møde. Jeg kender ikke meget til Carlys familie. Selvfølgelig har jeg før mødt hendes forældre, som dog altid har oplevet mig fra mine uheldige sider (f.eks. når jeg er kommet halvfuld hjem til dem). Og jeg kender også hendes to mindre søskende, men derudover kender jeg ingen gæster til dette bryllup.

Det store rum åbner sig op for os, da vi træder indenfor. Vi var ikke inviteret til ceremonien, så vi melder vores ankomst midt i festen. Der er fyldt med mennesker i pænt tøj, som jeg kortfattet ser an. Små runde borde er sat op rundt omkring, men et ansigt dukker hurtigt op og skygger for mit udsyn.

”Hej! Hvor er jeg glad for, at du kom, Carly!” Kvinden læner sig frem for at kramme Carly, og vender derefter opmærksomheden mod mig. Jeg smiler til hende og rækker hånden frem. At dømme på en slanke hvide kjole, må dette være bruden, som vi er her for at fejre. ”Du må være Erika?” Hun tager smilende min hånd.

Jeg hæver overrasket øjenbrynene, og ryster derefter på hovedet. ”Nej, øh, desværre. Mit navn er Mary.” Kvindens blik skæver spørgende til Carly.

”Oh,” mumler hun forlegent.

”Jeg er bedsteveninden, Mary,” præsenterer jeg mig selv. Hun nikker nu mere forstående, og det forvirrede blik bliver erstattet med et stort smil.

”En fornøjelse at møde dig, bedsteveninden Mary.” Hun trykker mig hånd. ”Jeg er bruden, Kiana.”

Jeg ønsker hende stort tillykke med brylluppet og bevæger mig derefter videre ind i rummet sammen med Carly.

”Lad os finde Luke!” hvisker hun ivrigt i mit øre. Jeg ser mig kort omkring efter, hvad jeg kan huske af ham, fra de billeder jeg så på planchen. Jeg kan ikke umiddelbart spotte ham i mængden af mennesker. Carly hilser på et par enkelte, og hendes mor kommer over og hilser på mig også. Hun fortæller, at det er godt at se mig. Jeg smiler og siger i lige måde.

En tjener kommer over med en bakke med champagneglas, og jeg tager takkende imod et glas. Carly takker som sædvanligt nej. Hun drikker ikke alkohol, hvilket blot gør mine oplevelser hos Carlys familie endnu mere ildeset.

”Dér er han!” Siger hun pludselig, og tager et fast greb om mit håndled og trækker mig i den retning. Mine øjne fanger den blonde fyr, der pludselig tårner op foran mig. Han står ved siden af et par drenge af omtrent samme bygning, hvoraf han dog stadig er den højeste.

”Carly,” siger den ene fyr, og lukker armene omkring hende. Hun hilser på alle tre fyre, og de vender opmærksomheden mod mig. Jeg rækker hånden frem mod den ene fyr.

”Jeg hedder Mary,” siger jeg og trykker hans hånd. De præsenterer sig som Ben, Jack og til sidst hilser jeg på Luke. Han bukker hovedet i min retning og smiler kort til mig. Han ser, som lovet, rigtig godt ud. Jeg sørger for at smile ekstra stort til ham, så han måske vil fange en interesse.

”Så, du er kærester med Carly?” spørger Luke, mens hans blik hviler på mig. Jeg griner kort og sender Carly en grimasse.

”Nej, vi er bare venner. Erika, øh..” Jeg får begyndt på en sætning, som jeg ikke kan finde slutningen på. Jeg ser lidt hjælpeløst over på Carly, der er faldet i snak med Ben.

”Hun kunne ikke komme.” Carly trak på skuldrene.

”Jeg var 2. valget,” siger jeg og trækker smilende på skuldrene. ”Har ingen af jer mødt Erika før?” Luke rynker øjenbrynene i en undrende grimasse. Jeg samler stykkerne og tilføjer: ”Carlys rigtige kæreste. Jeg er her bare som showoff.” Luke smiler lidt og ryster så på hovedet.

”Nej, men vi ses heller ikke så tit. Mig og mine brødre er ikke rigtig i familie med Carly.”

”Hvad siger du?” udbryder Carly forarget, da hun finder tilbage ved min side. ”Ikke i familie. Hvad i alverden er vi så?”

Luke griner blot. ”Jeg mener af blod. I hjertet er vi selvfølgelig.”

Carly griner også og klapper ham på skulderen, for hendes spinkle og lave krop kan næppe nå helt op til toppen af hans hoved. ”God dreng.” Hun tager min arm i en impulsiv armkrog. ”Kom, Mary, vi skal lige hilse på nogle andre. Vi snakkes nok ved senere, drenge.” Hun blinker til mig og fører mig videre over til en ny gruppe af mennesker.

”Hvad laver du, Carly? Jeg troede, at jeg skulle komme tæt på Luke.” Jeg ser på hende med øjne, der former store spørgsmålstegn.

”Rolig nu, vi har hele aftenen. Nu har du måske vækket hans interesse, og så kan du komme tilbage og snakke med ham senere. Jeg vil gerne have, at du hilser på noget mere af min familie!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...