Det som der er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Sophia er 27 år gammel og læser på universitetet, hun burde være for gammel og for klog til at have et crush på en skuespiller, men for hende er det ikke bare et fan crush hun er ikke i tvivl hun elsker Zachary Levi.
Da hendes søster og veninde opdager hendes hemmelighed beslutter de at Sophia og veninden Mary skal ligge deres ferie i LA, en ferie de har sparet sammen til i flere år, og prøve om hun ikke kan møde ham, egentlig fordi de så forventer at hun kan se han bare er en mand som alle andre.
Sophia går i skarp træning og taber sig over 20 kg, hun skulle jo gerne kunne gå i bikini på ferien, hun tror dog ikke på at hun vil møde ham.
Men så giver hendes søster hende billetter til en velgørenheds galla hvor han skal modtage en pris, hun skal faktisk møde ham eller om ikke andet se ham i virkeligheden.
Men er han overhoved den mand hun går og tror ? Og hvad med hendes følelser når han ikke bare er en fremmed på den anden side af jorden ?
Og hvad med Sophias hemmelighed ?

6Likes
2Kommentarer
7499Visninger
AA

6. "Undskyld Sophia, men det er for din egen skyld"


 Vi har været i baren og fået et par drinks, ikke nok til at være fulde, men nok til at få lagt en dæmper på mine nerver, dog slet ikke nok til at jeg tør gå over og hilse på Zachary, selv om Mary har presset på for at jeg skal.
 "Kom lad os gå ud og danse". Jeg tager hendes hånd og vi går ud på danse gulvet, det er dog ikke helt nemt da det er et band der spiller dansemusik og ikke diskoteks musik.
 Jeg elsker at danse, selv om jeg ikke er specielt god til det, men nu hvor jeg har fået et par drinks tør jeg i det mindste give lidt slip og slapper nok af til at følge musikken og glemme af folk kigger.
 Det her er faktisk sjov og det har virkeligt været den bedste aften i mit liv, uanset hvad der sker resten af ferien vil intet kunne ødelægge den her tur for mig.
 Jeg tager Marys hånd igen, vi har danset en halv times tid og jeg er ved at være forpustet. "Kom lad os sætte os lidt ned igen, jeg skal lige have vejret".
 Vi begiver os ned mellem bordene, jeg går og kigger bag ud på Mary og snakker om de forskellige ting jeg synes vi skal lave i morgen.
 "Undskyld Sophia, men det er for din egen skyld". Jeg når kun at se forvirret på hende og så giver hun mig et puf, min hæle gør at jeg ikke kan genvinde balancen, men i stedet falder bagover.
 Jeg venter på at ramme gulvet, mens jeg tænker hvorfor pokker Mary lige væltede mig og hvad hun mente, men jeg rammer ikke gulvet, i stedet mærker jeg noget der tydeligvis er et skød under min bagdel og et par stærke arme griber fat om mig.
 Åh shit typisk mig at lande på en eller anden, Mary skylder mig dælme en forklaring lige nu. "Undskyld, det er jeg ked af, jeg snublede vist".
 "Det er helt i orden, er du okay søde ? Du slog dig vel ikke ?" Lyder en varm stemme og denne gang er jeg helt sikker på at mit hjerte stopper, jeg kan kende den stemme og jeg bander Mary langt væk, så det var hendes plan.
 Jeg synker nervøst og ser op, åh ja de blide øjne jeg ser direkte ind i ville jeg kende hvor som helst, ingen andre har lige præcis den blanding af brune og grønne nuancer, jeg sidder på Zacharys skød.
 "Nej nej jeg er vist okay, tak fordi du sad her, jeg mener fordi du reddede mig". Jeg kan selv høre hvordan jeg stammer og hakker.
 Han morer sig vist, hans øjne glimter i hvert fald og det trækker let i hans ene mundvig. "Det var da så lidt, det er ikke hver dag så smuk en kvinde falder for mig".
 Jeg er ikke istand til at sige en lyd og jeg har mest lyst til bare at flygte, men jeg kan mærke mine kinder blive rødere og rødere, mens de andre mennesker ved bordet griner.
 "Hey du er fra Danmark ikke ? Din veninde var her over tidligere, hun fortalte du var Chuck fan, Sophia ikke ?" Han ser venligt og spørgende på mig.
 Jeg prøver desperart at finde min stemme, og det er virkeligt ikke nemt, for min hjerne er i total nedsmeltning, han kan huske mig, huske mit navn, jeg ender med bare at nikke og kvække noget der vist skulle være et ja.
 "Hvorfor bliver du ikke siddende her lidt, jeg vil gerne høre mere om Danmark". Han løfter mig uden problemer over på en tom stol ved siden af sig.
 Hvorfor bliver han siddende så tæt på mig ? Ups det går op for mig at jeg har armene liggende om hans nakke, jeg må have grebet fat i refleks da jeg faldt og jeg fjerner dem hurtigt. "Ups undskyld".
 "Det er fint, bare slap af og træk vejret, jeg lover jeg ikke bider med mindre du beder mig om det". Siger han grinende og jeg rødmer igen som en tumpe.
 Det her er simpelthen ikke til at forstå, og måske derfor begynder jeg at slappe af, min hjerne kan simpelthen ikke procesere at det er er virkelighed, desuden så vil jeg fortryde hvis jeg bare sidder her og siger øh og uh.
 "Tillykke med prisen forresten, det var en fantastisk tale, så passioneret, den trak tårer". Jeg tvinger mig selv til at se på ham selv om der får min mave til at slå de vildeste koldbøtter.
 Han smiler glad og det føles seriøst som når solen titter frem bag en sky og skinner på en. "Tak det var pænt sagt, selv om det ikke var min mening at få nogen til at græde".
 "Det kan du vist ikke undgå, det er bare noget med måden du taler på og at du så åbent viser dine egne følelser, det røre en". Uh ja jeg er vist ved at få talt mig varm.
 Han griner lavt og ser på mig. "Ja det med følelserne kan jeg vist ikke rigtig løbe fra".
 "Det bør du heller ikke, det er rart at se en mand der ikke er flov over at vise sine følelser, i det mindste havde du styr på kaninerne idag". Svare jeg og blinker, et eller andet ved ham gør at jeg allerede føler mig meget bedre tilpas i hans selvskab.
 Nu griner han rigtigt, det er en fri og glad latter. "Nej ingen kanin spor i aften, der er vist en der har set Nerd HQ siden du kender til dem".
 "Ja det kan jeg vist ikke løbe fra, tror jeg har set alle paneler fra i år mindst 3 gange, så dem også live selv om tidforskellen gjorde at de kom sent". Jeg ser ingen grund til at lyve.
 Men han ser bare glad ud. "Dejligt at nogen faktisk bruger tid på at se det vi laver, ellers var der jo ingen grund til at lave det, men hvad med dig ? Hvad laver du ?"
 "Jeg læser litteratur og philosophi på universitetet, men jeg vil gerne kunne leve af at skrive". Det er faktisk ikke mange jeg fortæller det sidste til, men jeg føler han han vil tage det seriøst.
 Han er faktisk god at tale med, han er en god lytter, hans fulde opmærksomhed er på mig hele tiden, det får en til at føle sig vigtig. "Spændende, ikke en nem levevej, men hvis man virkeligt brænder for noget så er det bare at kæmpe for det".
 Jeg kan ikke lade være med at tænke om jeg kan bruge det som undskyldning for at kaste mig frådende over ham, for at sidde her og tale med ham gør intet for at dæmpe mine følelser, nu er de blot ledsaget af en brændende trang til at røre ved ham.
 "Jeg må hellere se at gå tilbage til Mary, men tak for din tid, det var virkeligt en fornøjelse at snakke med dig". Det er ti minutter senere og jeg føler ikke jeg kan tillade mig at optage mere af hans tid.
 Jeg rejser mig og han rejser sig samtidigt. "Fornøjelsen er helt på min side Sophia".
 Jeg vil give ham hånden, men pludseligt ligger han armene om mig og krammer mig i stedet, og det føles lidt som om nogle hurtigt vender verden på hovedet og jeg nærmere klamre mig til ham end gengælder krammet.
 Det ville ikke være muligt at beskrive hvor godt det føles, han er varm og føles stærk og han dufter fuldstændigt fantastisk, maskulint og let krydret, her kunne jeg godt tilbringe resten af mit liv.
 
 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...