Det som der er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Sophia er 27 år gammel og læser på universitetet, hun burde være for gammel og for klog til at have et crush på en skuespiller, men for hende er det ikke bare et fan crush hun er ikke i tvivl hun elsker Zachary Levi.
Da hendes søster og veninde opdager hendes hemmelighed beslutter de at Sophia og veninden Mary skal ligge deres ferie i LA, en ferie de har sparet sammen til i flere år, og prøve om hun ikke kan møde ham, egentlig fordi de så forventer at hun kan se han bare er en mand som alle andre.
Sophia går i skarp træning og taber sig over 20 kg, hun skulle jo gerne kunne gå i bikini på ferien, hun tror dog ikke på at hun vil møde ham.
Men så giver hendes søster hende billetter til en velgørenheds galla hvor han skal modtage en pris, hun skal faktisk møde ham eller om ikke andet se ham i virkeligheden.
Men er han overhoved den mand hun går og tror ? Og hvad med hendes følelser når han ikke bare er en fremmed på den anden side af jorden ?
Og hvad med Sophias hemmelighed ?

6Likes
2Kommentarer
7526Visninger
AA

23. "Man siger jo at tro kan flytte bjerge"


 Jeg har været i et tomrum længe, jeg overvejede om jeg var død, faktisk troede jeg at jeg var afklaret med at skulle dø, men de sidste par uger, min tid med Zachary har givet mig lyst til at kæmpe.
 Jeg er ked af at jeg ikke fortalte ham sandheden, men jeg var bange for at skubbe ham væk, for at miste ham, ingen kan forventes at gå ind i et forhold med en der er døende.
"Sophia jeg elsker dig, vær sød at komme tilbage". Jeg kan høre stemmen langt væk, det er Zachary, men hans stemme lyder så bekymret, så svag i forhold til normalt, han har det ikke godt, jeg må hen til ham.
 Hans stemme er mit pejlepunkt, det jeg følger tilbage til overfladen, trangen til at se ham, til at undskylde at jeg førte ham bag lyset, jeg er nød til at kysse ham bare en gang mere inden jeg siger farvel.
 "Zac ?" Min stemme er svag og lyset blinder mig, så jeg blinker imod det, men så kan jeg se ham, han smiler til mig og der er intet smukkere i verden end at se ham smile.
 Han læner sig ned og kysser min kind. "Hej smukke, der var du jo, jeg er glad for at du besluttede at komme tilbage".
 "Du bragte mig tilbage, jeg fulgte din stemme, uden dig tror jeg ikke jeg havde fundet vej". Jeg har bare lyst til at holde ham, kramme ham, men jeg har ikke rigtig kræfterne.
 Han ligger hovedet på puden ved siden af mit. "Jeg håber du vil fortsætte med at gøre det, vi skal kæmpe imod det her Sophia, jeg kan ikke leve uden dig, så vi må finde en løsning".
 "Zac, jeg burde have fortalt dig det, jeg er ked af det, men der er intet at gøre". Jeg ser ulykkeligt på ham, jeg ville ønske jeg kunne tro på et mirakel.
 Han ryster svagt på hovedet og hans læber strejfer mine så uendeligt blidt. "Det må du ikke sige elskede, der er altid håb så længe der er tro".
 "Det er godt jeg har dig til at holde håbet og troen i live så". Siger jeg og ligger min hånd på hans kind, jeg kan se det har taget hårdt på ham, han er bleg og har tabt sig.
 Han trykker på knappen der tilkalder en læge. "Jeg lover at kæmpe for dig med alt jeg har, men vi må hellere lige få dig tjekket af en læge".
 
 *Shekinah POV*
 Nu hvor Sophia er vågen, så må hun gerne få besøg og det er lykkes mig at få min stædige bror sendt ned i cafeteriet med far, Alexa og Mary for at få noget mad i ham, så jeg kan snakke med hende.
 "Kom ind". Lyder en blid stemme, da jeg banker på dørkarmen og jeg går ind på stuen.
 Hun sidder op i sengen med en masse puder i ryggen, hun smiler varmt til mig og jeg kan straks se hvorfor min bror er så forelsket i hende. "Hej Sophia, jeg er Shekinah".
 "Zacs søster, hvor er jeg glad for endeligt at møde dig, kom her". Hun holder armene ud og jeg går over og giver hende et varmt knus.
 Jeg sætter mig på senge kanten. "Jeg er så glad for at du er vågen, jeg var ved at være alvorligt bange på Zac vegne".
 "Hvad er det med ham ? Han vil ikke sige noget, han er så bleg og han har tabt sig og jeg så han var i kørestol den første gang han var her". Hun ser bekymret på mig.
 Jeg prøver at finde de rette ord, hun har heller ikke brug for flere bekymringer, men jeg vil ikke lyve. "Han gik i chok, hans puls var alt for høj og truede med at give ham et hjerteanfald".
 "Åh, det er min skyld, jeg skulle aldrig have udsat ham for det her". Hun ser så ulykkelig ud.
 Jeg tager hendes hånd og klemmer den. "Jeg kender min bror, han ville ikke bytte jeres tid for noget i verden, og han skulle blive helt okay igen, bare han passer på sig selv".
 Jeg nævner ikke at jeg fortsat frygter hvad der vil ske den dag hun ikke er her mere, jeg håber hun har langt nok tid tilbage til han kan vende sig til ideen så slaget ikke bliver så hårdt.
 "Han tror vi kan finde en løsning, at vi bare skal tro på det". Hun ser på mig, det er tydeligt at hun er splittet, hun vil gerne tro på ham men har fået det modsatte at vide mange gange.
 Jeg kan ikke lade være med at smile, det er så typisk min bror, han har altid været så stærk i sin tro. "Man siger jo at tro kan flytte bjerge og du finder ikke mange hvis tro er stærkere end min broders".
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...