Det som der er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Sophia er 27 år gammel og læser på universitetet, hun burde være for gammel og for klog til at have et crush på en skuespiller, men for hende er det ikke bare et fan crush hun er ikke i tvivl hun elsker Zachary Levi.
Da hendes søster og veninde opdager hendes hemmelighed beslutter de at Sophia og veninden Mary skal ligge deres ferie i LA, en ferie de har sparet sammen til i flere år, og prøve om hun ikke kan møde ham, egentlig fordi de så forventer at hun kan se han bare er en mand som alle andre.
Sophia går i skarp træning og taber sig over 20 kg, hun skulle jo gerne kunne gå i bikini på ferien, hun tror dog ikke på at hun vil møde ham.
Men så giver hendes søster hende billetter til en velgørenheds galla hvor han skal modtage en pris, hun skal faktisk møde ham eller om ikke andet se ham i virkeligheden.
Men er han overhoved den mand hun går og tror ? Og hvad med hendes følelser når han ikke bare er en fremmed på den anden side af jorden ?
Og hvad med Sophias hemmelighed ?

6Likes
2Kommentarer
7956Visninger
AA

22. "Hej smukke, undskyld jeg har været så længe om at komme forbi"


 *Zachary POV*
 Jeg kan mærke jeg er ved at vågne igen, jeg har ikke lyst til at vågne, jeg er bange for at der er dårligt nyt.
 Men det er som om noget driver mig, noget fortæller mig at jeg ikke bare kan ligge her og lade stå til, måske lægerne i Danmark har opgivet hende, men hvad hvis der er muligheder her i USA, jeg betaler hellere end gerne hvis der er noget at gøre.
 Jeg åbner øjnene, jeg skal bruge en computer, jeg er nød til at lave noget research, jo hurtigere jo bedre.
 Da jeg sætter mig op svimler det og jeg må gribe fat i kanten på sengen, en hånd griber min skulder. "Roligt nu, forsigtigt".
 Etnøjeblik tror jeg det er Sophia, hun ligner hende meget, men så bemærker jeg at håret er lysere og øjnene blå, det må være hendes søster. "Tak, uh hej du må være Alexa".
 "Ja, jeg er glad for endeligt at møde dig Zac". Hun giver mig et lidt akavet kram på grund af sengen og ledningerne på mit bryst.
 Jeg prøver at smile, jeg er glad for at møde hende. "I lige måde, er der noget nyt ? Du kan vel i det mindste få besked og få lov at se hende".
 "Nu må du love ikke at fare afsted, men jeg har sørget for at du har fri adgang til at besøge hende og får besked hvis der er forandringer". Hun ser bestemt på mig.
 Okay jeg har aldrig været den tålmodige type, og jeg flår hurtigt målerne af min brystkasse, hvilket får både maskinen og mig til at skrige, jeg skal i hvert fald aldrig vokses på brystkassen, fuck det gjorde ondt og nu har jeg to fine bare pletter hvor målerne sad.
 "Zac for pokker, sagde jeg ikke lige at du ikke skulle fare afsted ?" Hun ser på mig og ryster opgivende på hovedet, men jeg kan se et varmt smil lure lige bagved.
 Jeg når ikke at svare før en læge og to sygeplejersker kommer farende ind fulgt af min far og søster, de stopper alle sammen op og glor forvirret på mig.
 "Jeg vil gerne ned til Sophia nu". Lægen skal vist til at protestere, men min søster kender mig og hun kommer hurtigt over.
 "Selvfølgelig søde, lad mig lige finde en bluse til dig ikke ? Og så får vi dem til at komme med en kørestol okay ?" Hun ser strengt på mig.
 Jeg sukker opgivende. "Shekinah jeg kan altså godt gå, mine ben fejler ingenting".
 Men da jeg vil rejse mig for at bevise det exer mine ben under mig og jeg er nød til at sætte mig ned igen. "Okay måske ikke så".
 "Du er nød til at lære at slappe af søde, her lad mig finde dig en bluse". Min søster griner af mig og henter en T-shirt i en taske som hun har været hjemme ved mig og pakke.
 Jeg trækker den hurtigt over hovedet, og vipper utålmodigt med foden intil min far kommer med en kørestol.
 Med en hånd på hans skulder lykkes det mig at komme over i den, men jeg føler mig som en idiot, jeg fejler jo reelt ikke noget, jeg er bare træt og udkørt efter de sidste to dage.
 Alexa tilbyder at køre mig eftersom de andre ikke må komme med ned på stuen.
 "Jeg kan sagtens forstå du hader det her, men se det på den lyse side, du får lov at se Sophia". Hun klemmer min skulder blidt.
 Jeg sukker og nikker. "Du har selvfølgelig ret, jeg burde ikke pive, jeg har selv bragt mig i den her situation".
 "Jeg tror vi alle sammen forstår din reaktion, det må have været noget af et chok, jeg er ked af at du skal igennem det her". Siger hun blidt.
 Jeg ligger min hånd oven på hendes og klemmer den. "Tak, men det er okay, jeg ville ikke bytte de sidste par uger for noget i verden".
 Da jeg ser Sophia, så skrøbelig og bleg med slanger og måle instrumenter alle steder, mærker jeg panikken komme igen og manglen på ilt, men jeg lukker øjnene, nej jeg kan ikke bryde sammen igen ikke her, foran Sophia, hun har brug for at jeg er stærk.
 "Er du okay Zac, du blev så bleg". Alexa har sat sig på hug ved siden af mig og grebet min hånd, hun ser meget bekymret ud.
 Jeg trækker vejret dybt et par gange. "Ja, jeg er okay nu, skulle bare lige have vejret".
 "Godt, jeg blev lige bekymret et øjeblik, du så ud som om du var ved at få et panik anfald og det kan vi ikke så godt have vel ?" Hun smiler til mig.
 Så køre hun mig over til Sophia seng og klapper mig blidt på skulderen inden hun forlader rummet.
 Jeg tager blidt Sophias hånd. "Hej smukke, undskyld jeg har været så længe om at komme forbi, lægerne ville ikke lade mig se dig, men nu er jeg her, så mangler vi bare at du også er til stede".

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...