Det som der er

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2016
  • Opdateret: 31 okt. 2016
  • Status: Færdig
Sophia er 27 år gammel og læser på universitetet, hun burde være for gammel og for klog til at have et crush på en skuespiller, men for hende er det ikke bare et fan crush hun er ikke i tvivl hun elsker Zachary Levi.
Da hendes søster og veninde opdager hendes hemmelighed beslutter de at Sophia og veninden Mary skal ligge deres ferie i LA, en ferie de har sparet sammen til i flere år, og prøve om hun ikke kan møde ham, egentlig fordi de så forventer at hun kan se han bare er en mand som alle andre.
Sophia går i skarp træning og taber sig over 20 kg, hun skulle jo gerne kunne gå i bikini på ferien, hun tror dog ikke på at hun vil møde ham.
Men så giver hendes søster hende billetter til en velgørenheds galla hvor han skal modtage en pris, hun skal faktisk møde ham eller om ikke andet se ham i virkeligheden.
Men er han overhoved den mand hun går og tror ? Og hvad med hendes følelser når han ikke bare er en fremmed på den anden side af jorden ?
Og hvad med Sophias hemmelighed ?

6Likes
2Kommentarer
7514Visninger
AA

19. "Du må hellere sætte dig ned Zac"


 *Mary POV*
 Jeg ringer til Alexa og får derefter fat i en taxi for at tage til hospitalet, Alexa kommer her over med det først mulige fly.
 Lige nu er jeg sur på Sophia, sur over at hun ikke har sagt det til Zachary, at jeg er den der skal fortælle ham det og knuse hans hjerte.
 Og sur over at hun ikke kunne vente til de kom hjem fra ferien, ikke for hendes skyld, men for Sophias egen skyld, hun havde sådan glædet sig til den her ferie.
 Da jeg ankommer til sugehuset finder jeg Zachary i venteværelset, han vandre hvileløst rundt, han er tydeligt både bange og meget vred, vred fordi ingen vil fortælle ham noget.
 Jeg hilser på hans ven David, i det mindste tænkte Zachary klart nok til at få en til at køre sig.
 Så går jeg over til Zachary, han er nød til at kende sandheden, uaset hvor ondt det vil gøre. "Du må hellere sætte dig ned Zac".
 
 *Zachary POV*
 Jeg sætter mig ned og ser frustreret op på Mary, jeg er bange, mere bange end jeg nogensinde har været før og vred over at ingen vil fortælle mig hvordan hun har det.
 "Mary hvad er det ? Der er noget galt med hende ikke ? Der er noget hun har holdt skjult for mig". Jeg kan mærke knuden i maven, jeg føler jeg næsten ikke kan trække vejret.
 Mary nikker. "Jeg sagde hun skulle fortælle dig det, men jeg tror hun var bange for at miste dig, Zac jeg er ked af det, men Sophia har en kræftknude i hjernen".
 "Hun har hvad ?" Jeg er helt sikker på jeg har hørt forkert, det er som om jeg falder ned gennem en lang sort tunnel og alt omkring mig forsvinder, det her må være verdens dårligste joke.
 Mary har tårer i øjnene. "Den blev opdaget for lidt over et år siden, de kan ikke operer den, den sidder bag nogle vigtige områder man ikke kan skære i, de har prøvet stråler men det virkede ikke og kemo virker ikke på den kræft form".
 "Hvad siger du Mary ? At det ikke kan behandles ? At Sophia kommer til at dø ?" Jeg kan høre min egen stemme, men det er som om den kommer fra en anden person.
 Hun sukker. "Ja Zac, hun er døende, de har opgivet hende og det er kun et spørgsmål om tid, måske ikke ret langt tid, jeg er ked af det, vi tog på ferien for at hun kunne nyde sin sidste tid, opleve ting hun altid havde drømt om".
 Jeg klamre mig til stolen, jeg prøver at trække vejret, prøver at forstå hvordan det her kan ske.
 "Det var ikke meningen hun skulle starte et forhold, men jeg nænnede ikke at stoppe hende, ikke når det var dig, du ved hun har været forelsket i dig længe". Siger hun.
 Jeg lytter bare til Marys stemme. "Længe før hun mødte dig ikke bare du ved sådan fan agtigt, men reelt forelsket, det var derfor hendes søster gav hende den billet til velgørenheds festen, så hun kunne møde dig i virkeligheden og få sit største ønske opfyldt". 
 Nu kan jeg ikke få luft, sådan helt seriøst, det er som om min brystkasse knuger sig sammen, mit hjerte banker vildt afsted, selv om det ikke giver mening, for det er knust til atomer, så hvordan kan det slå ?
 Jeg prøver at trække vejret, men der kommer ingen ilt ned i lungerne og jeg kan høre både Mary og David kalde på mig langt væk fra, men jeg er ikke i stand til at reagere og alt bliver sort.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...