Forgotten love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2016
  • Opdateret: 19 okt. 2016
  • Status: Igang
Kate Robinson er kun lige fyldt 17 år og hendes liv er allerede vendt op og ned. Hun kommer nemlig ud for en tragisk bilulykke, hvor alle dem hun kender faktisk regner med at det er forsent. Mirakuløst vågner hun op, men med mange få mennesker og oplevelser gemt på harddisken.
Hun har nemlig hukommelsestab og for hendes kæreste Matt, som hun overhovedet ikke kan huske, er det ekstra hårdt. De har kendt hinanden siden børnehaven, men er først blevet kærester for to år siden. Dog har Kate haft andre kærester og hvad sker der med Matt og Kate´s forhold, da Kate´s følelser for hendes ex kæreste begynder at blomstre? Vil Matt acceptere det?

1Likes
1Kommentarer
339Visninger
AA

2. skolestart og mødet med Simon

Der er nu allerede gået en måned og jeg har brugt det meste af tiden på, at være sammen med min familie og Matt. De har alle prøvet at få min hukommelse tilbage eller i hvert fald noget af dem. Lidt lykkedes, men for at være ærlig er der meget jeg ikke forstår. Lærerene undrer sig over, at der er nogle former for huller i min hukommelse. Fordi det ikke sådan at jeg ikke kan huske noget som helst fra mit liv, men det er kun nogle få ting. Og uheldigvis for Matt var en af tingene ham. Imorgen skal jeg også starte i skole. På en måde glæder mig, men på den anden side skræmmer det livet af mig. Der vil sikkert komme nogle hen til mig og begynde at tale om alt muligt, da det ikke er alle der har fået af vide, hvad der skete med mig. Jeg vil ikke kunne huske de fleste af dem og sikkert rende rundt, som et stort spørgsmålstegn. 

Der kommer en banken over fra min dør og ind kommer mig bror. "Er du klar til imorgen?" spørger han. Han sætter sig i sengen og putter sig godt under dynen ved siden af mig. "Ja det tror jeg, at jeg er" svarer jeg og sukker dybt. "Tror" griner han og lægger sin arm omkring min skulder, og klemmer den let. "Ja" tøver jeg stille og kigger på ham. Siden dagen hvor jeg vågnede, har han altid været der for mig. Hjulpet mig når jeg var i knibe og har ikke set mig som den lille irriterende søster, som jeg plejede at være. Han smiler og når han smiler, kan man heller aldrig selv lade hver med at smile. "Når men få nu noget søvn. Du skal jeg helst ikke falde i søvn i timerne imorgen" griner han endnu engang og derefter går han ud af værelset. Selvfølgelig glemmer han at slukke lyset, så jeg skynder mig selv at gå hen og gøre det. Efter det lægger jeg ned i min seng og lukker øjnene. 

Næsten morgen opdager jeg, at jeg har glemt at rulle gardinerne ned. Så solen stråler direkte ind på mit værelse og blænder nærmest min øjne. Men ingen sure miner. Jeg er nød til at stå op, komme i tøjet og afsted i skole. Jeg går hen til mit klædeskab, som jeg nok heller vil kalde et walk in closet. Desuden har jeg åbenbart alt for meget tøj. Det syntes jeg i hvert fald selv, men min mor derimod syntes at det burde være større. Jeg finder en hvid lidt under knæene lang kjole frem og nogle mørkeblå ballerinaer. Jeg tager det på. Lidt af mit hår vælger jeg at flette, men resten lader jeg bare hænge frit. Mit hår er faktisk lyst bølget, med en anelse lyse brunt skær i. Da det gælder makeup vælger jeg, at putte et let lag mascara på og lidt blush på kinderne. 

Neden under er min mor igang, med at lave det helt store morgenmåltid. Det ret overdrevet for bare fire mennesker, men jeg vælger at lade hver med at sige noget. Ellers kommer hun bare i dårlig morgen humør, og det har jeg lært hen ad vejen, at man helst skal undgå. Da hun får øje på mig, smiler hun stort. "Kom og sæt dig smukke skat" siger hun og trækker en stol ud for mig. Jeg smiler og sætter mig ned på stolen. 

Lidt efter kommer min bror ned, men min far er overhovedet ikke til at se. "Hvor er far?" spørger jeg og spiser et stykke fra den æggetærte min mor stod og lavede. "Han er på arbejde" svarer min bror. "Ja, nu har vi alle har haft så langtid fri på grund af dig, og på en eller anden måde skal vi jo tjene penge på" siger min mor, helt uden jeg har spurgt hende. Hun sætter sig på stolen overfor mig. "Det her du ret i" siger jeg og smiler til hende. Hun bliver altid glad, når man smiler til hende og hun smiler altid tilbage.

Efter 20 minutter takker jeg for maden og min bror kører mig i skole. "Normalt skal du jo cykle til skole, så du er rigtig heldig idag" siger han pludselig i bilen. Jeg nikker og er faktisk lidt skuffet. Det er dejligt at blive kørt rundt, men med alt den morgenmad jeg spiser, skal jeg vil også dyrke lidt motion. 

  Da vi kommer til skolen, vrimler det med unge. Jeg tør nærmest ikke at gå ud af bilen og jeg kan heller ikke skimte Matt nogle stæder. "Skynd dig nu bare ud og find Matt" siger min bror og åbner min dør, ved hjælp af en eller anden sej knap. "Okay" sukker jeg og træder ud af bilen. "Tak for turen. Ha´ en god dag" siger jeg og lukker døren i. Han kører væk og her er jeg så. Mutters alene.

  Imens jeg går ned i blandt alle eleverne, er det nærmest som om de alle sammen stiger på mig. Pludselig ringer klokken og en strøm af elever kommer løbende i mod mig. Det var nok heller ikke sport klogt af mig, at stå ved indgangen til skolen. Det føltes nærmest som at være i en horror movie, med alle de elever jeg bare kunne se komme løbende imod mig. Jeg lukkede øjnene og beder til, at jeg ikke ville falde. Men pludselig bliver der trukket i mig og jeg åbner hurtigt øjnene. Der står en ung fyr foran mig, og nej det er ikke Matt. Bagved ham, kan jeg se alle eleverne rende forbi. "Er du okay?" spørger ham fyren og holder fast i mine skuldre, så jeg kigger direkte på ham. "Ja, ja. Tak for det" svarer jeg og ud i det blå, kommer jeg til at kramme ham. Heldigvis ser det ikke ud til at irritere ham, men det irriterer mig, at jeg kan finde på at gøre det her ved en fremmede fyr. Vi trækker os fra krammet og der går det først op for mig hvem han er. "Simon!" siger jeg overraskede. "Jep. Jeg håber du er okay efter ulykken" siger han og griner. Hans flotte hvide tænder kommer frem og hans smile huller lige så. "Ja det er jeg og tak fordi du spørger" siger jeg og griner med ham. Det dejligt at se en person der ikke får sådan et alvorligt ansigtudtryk, når det første gang de møder mig efter ulykken. "Heldigvis er dit smukke ansigt ikke kommet noget til" siger han og går lidt tættere på mig, for at stryge en hårlok væk fra mit ansigt. "Åhh.. hvor er du dog sød idag. Hvad skete der egentligt med os?" spørger jeg. "Vi havde jo bare nogle små konflikter og efter dem talte vi bare ikke sammen mere" svarer han og lægger en arm omkring min skulder. "Okay" siger jeg, imens vi går ned af gangen. 

Ned af gangen er der flere elever, der ikke er gået til time. "Hvorfor er det lige, at vi ikke skynder os til time?" spørger jeg og kigger op på Simon, da han er en del højere. Han ser glad og tilfreds ud. "alle de spørgsmål" griner han og kigger ned på mig. Vi får øjenkontakt og jeg kan pludselig mærke at jeg kommer til at rødme og automatisk kigger jeg væk. "Undskyld mig, men jeg har kan dårlig nok huske mit egen navn" siger jeg, lidt for sjov. Men da jeg kigger på ham igen, ser han fuldstændig alvorlig ud. Fuck! han ved det sikkert ikke. "Hvad mener du med det?" spørger han uroligt og der går det op for mig, at vi er stoppet op. "Jeg har hukommelsestab" svarer jeg stille. "Har du!" udbryder han og jeg nikker. "Det er derfor du spurgte, hvad der skete med os" siger han. "Skete der da noget vigtigt, jeg skal vide?" spørger jeg, da det lige pludselig gør mig lidt utilpas, at jeg jo ikke kan huske alting. "Nej, nej. Bare rolig" svarer han hurtigt og derefter begynder vi at gå videre. 

Da vi kommer ind i en klasse, sætter jeg mig på en plads ved siden af Simon. "Du svarede aldrig på, hvorfor vi har time senere" siger jeg. "Det er fordi, sådan er vores skema bare lavet. De har ikke fortalt os hvorfor, men det jo egentlig meget dejligt" svarer han og læner sig køligt tilbage på stolen. Jeg nikker forstående og retter ryggen, da læren kommer ind. "Godmorgen" siger han højt. Alle eleverne siger godmorgen tilbage og så starter han ellers bare med at undervise. Jeg bliver helt lettet, da han ikke begyndte at bringe mig på banen. Det det sidste jeg ønsker. 

  Efter nok en halv time, kommer Matt ind af døren. "undskyld jeg kommer forsent" siger han forpustede og sætter sig på en plads bagved mig. "Hvis du kommer til tiden, undgår vi denne her samtale" siger læren surt og underviser videre. Da vi skal begynde at arbejde selvstændigt, tager jeg snittet til at vende mig om til Matt. "Godmorgen" griner jeg, da jeg ser at hans hår er helt uglet. "Godmorgen" siger han sarkastisk tilbage og smiler. "Hvorfor sider du ved siden af idioten?" spørger han pludselig. Idioten? "Hvem er en idiot?" spørger jeg forvirret. "Ja, altså sin side marker. Simon" svarer han og ruller med øjnene. "Han er ingen idiot" siger jeg irritabelt tilbage, og vender mig fornærmet om. "Bare rolig. Du skal ikke lytte til, hvad han siger. Det er alligevel alt sammen løgn" hvisker Simon mig i øret, men alligevel højt nok til, at jeg kan hører Matt fnyse fornærmet. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...