Forgotten love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 okt. 2016
  • Opdateret: 19 okt. 2016
  • Status: Igang
Kate Robinson er kun lige fyldt 17 år og hendes liv er allerede vendt op og ned. Hun kommer nemlig ud for en tragisk bilulykke, hvor alle dem hun kender faktisk regner med at det er forsent. Mirakuløst vågner hun op, men med mange få mennesker og oplevelser gemt på harddisken. Hun har nemlig hukommelsestab og for hendes kæreste Matt, som hun overhovedet ikke kan huske, er det ekstra hårdt. De har kendt hinanden siden børnehaven, men er først blevet kærester for to år siden. Dog har Kate haft andre kærester og hvad sker der med Matt og Kate´s forhold, da Kate´s følelser for hendes ex kæreste begynder at blomstre? Vil Matt acceptere det?

1Likes
0Kommentarer
119Visninger
AA

1. Dagen hvor jeg vågnede op

Jeg åbner mine øjne. Det er helt lyst omkring mig og efter et par sekunder viser der sig et hoved foran mig. Det en dreng, på omkring 17-18 år vil jeg gætte på. På en måde syntes jeg, at han ser bekendt ud men alligevel, jeg ved overhovedet ikke hvem han er. "Hvem er du?" spørger jeg ham. Hans ansigt bliver pludselig helt trist og derefter går han væk. Efter lidt tid mærker jeg søvnen trænge ind over mig og mine øjne lukker i.

  Jeg ved ikke hvor langtid der er gået siden sidst jeg vågnede, men hvad jeg ved er at jeg ikke kan sove mere. Men hvor fanden er jeg. Jeg sætter mig op i sengen og kigger mig omkring. Lyse vægge, lyst gulv, hele rummet er faktisk lyst. Det ligner lidt et hospital, men det kan det da ikke være. Hvorfor skulle jeg dog være på et hospital? Der er ingen andre end mig i rummet, så der er selvfølgelig ingen her til at fortælle mig, at der er ledninger over alt på mig. Så da jeg prøver at rejse mig op, begynder alt at bippe og de små nåle der ryger ud af min krop river. Jeg fryser, for ikke at kunne mærke nålende. Og efter et par minutter kommer der en dame løbende ind af døren. Hun har en hvid kjole på og nogle forfærdlige grimme blågrønne bukser på. Og da jeg ser hendes skilt på hendes bryst, går det op for mig at jeg rent faktisk er på et hospital. Men hvorfor? 

Hun tager fat i mine arme og lægger mig stille ned i sengen. "Du skal altså lægge stille Kate" siger hun bekymret og sætter sig ved siden af mig på en stol. "Kate?" spørger jeg forvirret. "Hvem er Kate?" spørger jeg igen, men sygeplejersken ser bare endnu mere bekymret på mig. "Prøv at høre her søde. Du er Kate" siger hun og lægger sin hånd på min arm. Jeg trækker hurtigt min arm til mig og kigger underligt på hende. "Jeg er ikke Kate!" råber jeg fustreret. Hun ryster blot på hovedet og går ud af rummet. "Kom tilbage" råber jeg efter hende og tilbage kommer hun, dog med 4 personer mere. Jeg genkender hurtigt tre af dem. To af dem er mine forældre og den tredje er min bror. Den fjerder er ham drengen, som jeg så sidste gang jeg var vågen. Min mor ryger hen til sengekanten og sætter sig på stolen. "Kan du huske mig?" spørger hun, imens hun klemmer blidt om min hånd. "Selvfølgelig kan jeg det, mor" svarer jeg grædende, da det pludselig går op for mig at jeg sikkert lider af hukommelsestab. Også går det også op for mig, at ham drengen der er her sikkert betød meget for mig, men jeg kan bare ikke huske ham. Det gør mig faktisk helt ked af det, bare på hans vegne, at jeg ikke kan huske ham. Derefter kommer min far hen til mig og stiller sig bag ved min mor. Han læner sig ind over hende bagfra og kysser hendes kind. Derefter ager han mig blidt på kinden og lægger sin hånd oven på min mors og min. Efter det kommer min bror hen til sengekanten, bare på den anden side. Han bukker sig ned og kysser mig på banden. "Hvor er det godt, at du er kommet tilbage Kate" siger han og tørrer en tåre væk fra sin kind.

Jeg smiler glad til dem alle og kigger derefter over på drengen. Hans øjne er helt røde og han har sorte render under øjnene. Det ligner næsten, at han ikke har sovet i flere måneder. "Hey" siger jeg til ham, men som svar går han bare ud af døren. Jeg kigger skuffende hen på min bror. "Hvem er han" spørger jeg og kigger over på døren for at se om han er kommet tilbage. "En som du holder meget af" svarer han og sætter sig på en stol over ved et vindue. "Er han min kæreste?" spørger jeg. Uden at kigge på mig, nikker han. "Fuck!" råber jeg frustreret. "Ikke det sprog" retter min mor og presser min hånd lidt. "Okay, okay" siger jeg og slipper ud af deres greb. "Du kan komme ned til cafeen, når du har det bedre ellers får du det leveret op" siger min far. Jeg nikker som svar og derefter går de alle sammen ud. 

  Jeg vil tro at der nok er gået omkring et kvarter eller mere, da drengen eller min så kaldte kæreste kommer ind igen. Han kigger irriteret men også trist på mig. "Kan du overhovedet huske, hvad jeg hedder?" spørger han og sætter sig på stolen ved siden af mig. "Desværre nej, men jeg har fået af vide at vi er kærester" svarer jeg og sætter mig op i sengen. "Okay, mit navn er Matt... Kan du mærke om du stadig har følelser for mig?" spørger han diskret og lægger en hånd på min arm, ligesom min mor og far. Jeg trækker min arm til mig og ryster på hovedet. "Jeg er ked af at sige det her, men jeg kan overhovedet ikke huske dig. Men vi kan vel stadig væk være venner" siger jeg og smiler til ham. Han smiler forstående tilbage og kører en hånd igennem hans hår. Hans hår er helt uglet og hans mørke blonde hår gør det bare endnu mere uglet. "Det jeg glad for at høre. Altså at du stadig bare vil være venner, eftersom at du overhovedet ikke kan huske mig" siger han. Jeg smiler endnu engang, "Kan du huske hvad der er sket med dig?" spørger han. Igen bliver jeg nød til at ryste på hovedet, da jeg næsten aldrig kan huske noget. "Dig og din ven Josh skulle hen og mødes ved mig, da jeg holde house party. I hørte høj musik og vejene var jo glatte, da det var i slutningen af vinter. I var begge uopmærksomme og da han var den der sad bag rettet, blev du mere skadet end ham. Lastbilen ramte bilen fra den side du sad i og lastbilchaufføren ringede hurtigt efter hjælp da han ikke var bevistløs. Vi alle opdagede hurtigt, at i ikke var kommet så jeg ringede hurtigt til dig og da det var en sygeplejerske der tog den, kunne jeg godt regne ud at der var noget galt. Josh er dog ikke vågnet op endnu, men lægerne siger, at han snart vil vågne. Det var faktisk et mirakel at du vågnede, også så tidligt" siger han. Imens han fortalte det kunne jeg stille roligt mærke tårende trille end af mine kinder, da jeg så stille så flashbags fra da det skete.

"Det okay. Du er i sikkerhed" siger han og der går det op for mig, at vi faktisk krammer. Men jeg har på ingen måde lyst til at skubbe ham væk. Jeg trykker mig ind til ham og græd nærmest ned i hans skulder. "Det okay skat" siger han og sætter sig op i sengen til mig. "Du er i sikkerhed" siger han igen og stryger end hånd igennem mit hår. "Tak" siger jeg ned i hans skulder. Hvad jeg egentlig siger tak for ved jeg ikke, der er bare en eller anden del inden i mig, der sagde at jeg skal sige tak til ham. "Vil du have noget mad?" siger han og jeg nikker. "Godt, for du har ligesom ikke fået mad i flere måneder" siger han og griner. Jeg griner hurtigt med ham. "Nøj, hvor det er dejligt at høre dit grin igen" siger han. Vi fjerne de fleste nåle og ledninger, men jeg skulle dog have en pose med vanddrops med, der hang på et lille stativ. Derefter rejser vi os begge op og går mod cafeen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...