Satstified.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
Denne historie handler om Kathrine Pevensie. Hun er en typisk 16 årige teenager. Det starter en dag, hvor hendes kæreste omkommer i et tragisk biluheld. Kathrine går ind i en hård depression. Det hele bliver svært. Hendes veninde prøver at få hendes opmærksomhed men det er svært, når hendes tanker gentager sig ulykken. En dreng kommer ind i hendes liv, og vender op og ned på det hele. Kathrine bliver mere og mere troende mod sig selv, men mon hun kan stole på den kommende drømme prins? Kan Kathrine klare alt det pres, alle tankerne? Hvad vil der ske hvis hun bliver glad? Det er op til dig læser, at finde svaret sammen med vores hovedperson Kathrine Pevensie.

0Likes
0Kommentarer
532Visninger
AA

6. Where am i?

Jeg er omringet af træer. Jeg kigger forvirret rundt, jeg ser op og ser nattehimlen. Træerne bevæger sig som skygger, de bevæger sig imod mig. Jeg hører et klaver spille, den har en sød melodi. Jeg ser stjernerne oppe på nattehimlen, jeg ser et stjerneskud og smiler. Jeg hører så en velkendt stemme inde fra træernes skygge.

'' Kathrine? hvad laver du her? '' 

Jeg vender mig mod stemmen, mine knæ giver efter jorden. Jeg lader så mine knæ falde ned på den kolde jord, da jeg ser Adrians skikkelse. Jeg mærker tårerne bare løbe ned af mine røde kolde kinder. Han kommer hen i mod mig.

'' Er dét her virkeligt? '' spørger jeg.

'' Nej. Men Kathrine.. Lige så meget, som jeg ønsker at se dig. Jeg er kommet for at meddele en besked fra din skytsengel. '' siger Adrian med en rolig stemme. Hans hånd hviler på min ene skulder. Jeg har mit blik mod hans hånd.

'' Hvad sker der? '' spørger jeg nervøst. 

'' Du er i livs fare. '' siger han, og kigger bekymrende på mig. 

'' Hvordan? '' spørger jeg.

'' Dét kan jeg ikke sige. '' siger han så.

'' Du lyver, du ved at jeg ikke tror- '' han afbryder mig voldsomt.

'' Stop med at sige ting, du ikke tror på! Jeg er død, jeg kommer ikke tilbage. Hvornår har du tænkt dig at indse det?! Du drømmer, hold fast i drengen du er med lige nu, fordi jeg kan ikke beskytte dig fysisk. Din skytsengel findes, jeg har mødt ham.'' siger han med en hård stemme.

'' Men.. Du vil altid være her psykisk? Ikke..? '' spørger jeg bekymrende.

'' Jo, du vil altid være den jeg overvåger allermest. Men tag dig i agt, du er i livsfare. '' siger han.

'' Hvordan? '' spørger jeg.

Jeg når ikke at høre mere, da hans skikkelse forsvinder. Jeg vågner så, jeg ser at jeg er i Dylans værelse. Jeg vender mig om, og ser en tom side, ved siden af mig. Dylan er væk, jeg går så nedenunder. Jeg går ud i køkkenet og bliver mødt af en høj skikkelse, da han vender sig om mod mig. 

'' Godmorgen. '' smiler Dylan og går hen til mig.

'' Godmorgen.. '' trækker jeg den lidt.

Han bevæger sig hen til mig, og skal til at kysse mig da jeg afviser roligt.

'' Hvad går der af dig? '' spørger han.

'' Ingenting. '' svarer jeg. Han kigger på mig, med de mest bedrøvende øjne og lægger en hånd omkring min nakke.

'' Kan du huske noget fra i nat? '' spørger han. Jeg prøver at huske tilbage, det eneste jeg kan huske var at jeg tog til fest og dansede. Hans ansigt bliver alvor. 

'' Så lad mig hjælpe dig, du tog til fest hos nogle af de populære drenge, og du endte med at stikke din tunge ned i en fremmedes hals. Hvad tænker du så? '' siger han, han lyder såret. Det er forståeligt, jeg kigger ned i jorden. Jeg skammer mig, jeg skammer mig virkelig meget. 

'' Undskyld.. '' siger jeg. Han trækker mig så indtil et langt kram.

'' Du undrer dig over hvorfor jeg tilgiver dig, lad mig fortælle dig noget. Jeg elsker dig aldeles højt, jeg ved at du har gået igennem meget, og du har begået en fejl. Den fejl lærer du så af nu, men jeg har ikke tænkt mig at opgive så let. Jeg vil gerne kæmpe sammen med dig, derfor får du en chance til. Desuden du lovede mig at du aldrig vil tage til fest igen, for at gøre det godt igen. '' siger han roligt, jeg mærker en knude i min mave knurrer sig sammen. Det lyder underligt at han bare tilgiver mig, men måske er han den rette for mig. Men jeg kan se, at det piner ham at jeg har kysset en anden end ham. Men jeg er imponeret over at han stoler så meget på mig, men jeg vil prøve at give Dylan og mig en chance. Der banker så nogle på døren, Dylan slipper mig langsomt og går hen til hoveddøren.

'' Kathrine, kunne du ikke lige gå ind i stuen? '' hvisker han til mig.

'' Hvorfor? '' spørger jeg underligt.

'' Kathrine! Please! '' tigger han, jeg vælger at være stædig og blive stående. 

Han skal til at gå hen til mig igen, da banken bliver højere og hårdere. Dét næste øjeblik bliver hoveddøren braset op. En høj skikkelse påklædt i sort tøj, hans ansigtsudtryk ser anstrengt, hårdt, og koldt ud. Han møder så mine blikke, hans opmærksomhed bliver så vendt mod Dylan igen.

'' Du har hende?! Hvad fanden tror du at det her er?! En gemmeleg? '' siger han koldt.

'' Hvad vil du her? '' Dylan forholder sig roligt.

'' Du ved det godt. '' siger manden, og vender sit blik mod mig. Manden skubber så Dylan til side, og er på vej hen imod mig. 

'' Lad hende være! '' råber Dylan og angriber manden bagfra. 

Jeg står mundlam og er i chok. Hvad skal jeg svarer? jeg har ingen idé om hvad de snakker om. 

Jeg ser Dylan og manden slås, Dylan er den stærke lige nu. Jeg ser at Dylans øjne er opslugt af had og vrede. Dylan slår med hårde knytnæver i mandens ansigt, jeg går i panik og råber så.

'' Lad manden være, Dylan! Stop det! Please! '' råber jeg skingert.

Dylan kigger sig mod mig, og hans øjne bliver fulde af tårer. Manden skubber så Dylan af sig, og rejser sig. De har begge deres opmærksomhed mod mig. 

'' Du har ikke fortalt hende det. '' griner manden.

'' Hvorfor skulle jeg? '' spørger Dylan hårdt.

'' Hun fortjener at få dét at vide. '' svarer manden.

'' Hvad foregår der? '' spørger jeg nysgerrigt.

Manden går så ind i stuen, mens Dylan går hen til mig. Han nikker så til mig, at jeg skal følge med ham. Derefter går Dylan tilbage til døren, lukker og låser den. Jeg går så ind i stuen med Dylan lige bagved. Manden sætter sig i sofaen, Dylan og jeg sætter os i sofaen overfor.

'' Kathrine Pevensie. Jeg er blevet sendt for at hente dig. '' siger manden roligt og tager sig til hovedet, han har en rids fra Dylans negle ved panden. Man kan se at blodet er på vej til at strømme, men det er ikke så galt.

'' Hvorfor? '' spørger jeg nysgerrigt.

'' Du kendte godt Adrian.. Undskyld hvis jeg bringer ham på banen. '' forsætter manden. Jeg nikker så, jeg mærker knuden i maven igen, bare den måde han sagde Adrian på. Dét er ubehageligt.

'' Adrian, og jeg var tætte engang. Men dét du ikke vidste, grunden til han altid var så glad. Dét var fordi han indtrak stoffer-'' jeg afbryder ham, mens mine øjne løber i vand.

'' Stop med at sige dét der fucking pis, Adrian havde aldrig taget stoffer! Han var aldrig sådan, han kunne ikke fordrage det! '' råber jeg. Jeg mærker Dylans hånd hvile over min.

'' Han sagde det ikke til dig, fordi han vidste at dét ville ødelægge jeres forhold. At dét ville knække dig, derfor gjorde han som han gjorde.. Har du en bedre grund til hvorfor han var så glad all the fucking time? '' spørger manden roligt. Jeg kigger så ned på tæppet, og føler mig svigtet. 

'' Dét var ikke normalt kan du forstå, men han indtog kokain. '' siger han så. Jeg kigger på ham med hadefulde øjne, jeg rejser mig så. 

'' Hvordan kan du fyre alt det der pis af, jeg var sammen med Adrian hele tiden. Jeg kunne se på ham at han ikke havde stofmisbrug. Overhovedet. Han var smuk, aldrig hans øjne var røde, man kunne se at det var ægte, med hans smil. Man kunne se at når han følte sig nede, skjulte han det, men aldrig for mig. Så ved du hvad? Luk den fucking røv, og fuck af.. Fordi Adrian tog aldrig stoffer. Jeg kendte ham bedre end du nogensinde gjorde. '' siger jeg koldt.

Manden rejser sig op, og tager mig i armen. Jeg ser udefra min øjenkrog at Dylan er klar til at angribe ham.

'' Du er godt nok en kvik lille pige hva? Okay, du har ret. Adrian tog aldrig stoffer, jeg troede bare at du var dum nok til at tro på en løgn. '' siger han. Jeg er forvirret? jeg vidste, at han prøvede at såre mig ved at nævne negativt om Adrian. Men jeg får dog et smørret smil, ved hvor idiotisk den mand er.

'' Jeg indgik et væddemål med din lille ven der, med at hvis han nogensinde fik en kæreste. Jeg vil tage hende til mig, og fra ham. Ligesom han tog min kone væk fra mig. '' siger han koldt.

Jeg hører Dylans hjerte banker hurtigt, og hans åndedrag er tydelig og dyb. Jeg ser også at Dylans øjne er fuld af vrede. 

'' Hvad er der sket med din kone, og hvad har det at gøre med mig? '' spørger jeg.

'' Hun blev skudt af din lille ven der, og hver evig eneste dag. Jeg ønsker hende bare ved min side. Men det er Dylan skyld i at, jeg ikke kan få mit ønske opfyldt. '' svarer manden, og slipper min arm. Jeg vender mig mod Dylan og kigger ham dybt ind i øjnene, og ser hans øjne er røde og hans kinder er tørre. 

'' Hun tvang mig til at indtage stoffer, min far og hende kendte godt hinanden. De havde noget, som jeg aldrig ville forstå. Men hun havde stofmisbrug. En dag ville hun så give mig stoffer, jeg takkede pænt nej. Men det kunne hun ikke forstå, så hun prøvede på at proppe dét ned i halsen på mig. Min far havde advaret mig fra morgenstunden omkring hendes stofmisbrug. Jeg gik i panik, og jeg greb så min fars pistol der lå på stuebordet, og skød hende lige ind i hjertet. Min far og jeg blev enige om at aldrig melde mig, men så kom ham manden der, han hedder Tyler. De var gift, han så hende lille i sin blodpøl på gulvet, og truede mig med at melde mig. Men vi indgik en aftale, hvis jeg nogensinde fik en kæreste, ville han tage hende fra mig. Ligesom jeg gjorde med ham, bare så jeg kan slippe for mordsagen. '' fortæller Dylan. Jeg kigger skuffende på ham.

'' Jeg vidste slet ikke du var sådan, og at du ville lade mig gå med ham-'' siger jeg.

'' Jeg vil ikke okay! Du er hele min verden, derfor har jeg prøvet at beskytte dig, fordi han overvågede mig hele tiden. Han så mig hele tiden med dig, og han ville efter dig! Jeg troede, at på dét tidspunkt førhen at jeg skulle dø alene. Men så mødte jeg dig- også vendte du hele min verden på hoved. Jeg føler mig uskyldig med dig, men jeg ved at jeg har dummet mig. Meget.. Derfor mente jeg, at det var rimeligt at du også dummede dig, fordi så jeg ikke følte mig alene omkring fejl. Jeg elsker dig okay! Jeg vil aldrig aldrig nogensinde lade ham tage dig væk fra mig!'' siger Dylan bestemt, mens tårerne har forsat frit løb ned af hans kinder.  Mine egne øjne er også udtørret.

'' Hvorfor har du ikke fortalt mig dét noget før? '' spørger jeg.

'' Fordi jeg elsker dig, og jeg ville ikke have at du skal se den her side af mig.. Men da jeg så dig kysse en anden fyr, jeg troede at jeg havde mistet dig. Men jeg vidste, at du havde indtaget alkohol fordi man kunne se det på dig, og lugte det. Dét gav mig en kæmpe lettelse, jeg ved at jeg har dummet mig meget i min fortid. Men med dig, jeg prøver bare virkelig at komme videre.'' forsætter han, han lægger sine arme omkring mig og klemmer sig indtil mig. Han hvisker så til mig.

'' Jeg lover, at jeg nok skal befrie dig af det her.. Fordi du fortjener det ikke, men jeg var så dum at lave en aftale med ham. Fordi jeg gik i panik, jeg skal nok redde dig. Undskyld min egen. '' hvisker han i mit øre. Han trækker sig så fra mig, og giver dræberblikket til Tyler. Tyler tager mig så armen, jeg holder stadig mine bedrøvende blikke mod Dylan. Jeg ser at han får lyst til at løbe efter mig, men han står bare stille, jeg kan se at det piner Dylan at jeg skal væk. Jeg kan se, at Dylan har en stor stor skyldfølelse over det her. Men jeg bebrejder ham ikke. Tyler trækker mig så ud til hans bil, og skubber mig ind på bagsædet. Han finder så et reb frem, og binder så mine hænder.. Det føltes stramt, og jeg kan mærke rebet bare klemmer og bliver stærkere mod mine blodårer. Han kigger så tilfredstillende på mig. 

'' En skam at han skulle miste sådan en smuk pige som dig. '' smiler han smørret, og djævelsk.

'' Fuck. Dig. '' svarer jeg tilbage, og giver ham de dræbefulde blikke.

Han finder gaffa tape frem, og lader dét glide hen over min mund. Han spænder så selen for mig. Han smækker så døren hårdt i, gaffa tapet er koldt og strammer sig hårdt om min mund. Jeg føler at min mund er som syet fast. Jeg ser så ud af vinduet, jeg ser fortabte Dylan stå i hoveddørkarmen. Hans knæ giver efter jorden, og lader benene falde. Hans øjne er helt færdige, de er tørret, tårerne har stadig frit løb, hans hud bliver helt bleg. Han får mørke poser under øjnene. Derefter kører Tyler mig væk.

Jeg håber bare at Dylan redder mig ud af det her rod..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...