Satstified.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
Denne historie handler om Kathrine Pevensie. Hun er en typisk 16 årige teenager. Det starter en dag, hvor hendes kæreste omkommer i et tragisk biluheld. Kathrine går ind i en hård depression. Det hele bliver svært. Hendes veninde prøver at få hendes opmærksomhed men det er svært, når hendes tanker gentager sig ulykken. En dreng kommer ind i hendes liv, og vender op og ned på det hele. Kathrine bliver mere og mere troende mod sig selv, men mon hun kan stole på den kommende drømme prins? Mens der er drama i klassen, såsom pige hierarkiet. Kan Kathrine klare alt det pres, alle tankerne? Hvad vil der ske hvis hun bliver glad? Det er op til dig læser, at finde svaret sammen med vores hovedperson Kathrine Pevensie.

0Likes
0Kommentarer
304Visninger
AA

3. Teardrops.

Jeg lagde mig i sengen, tårerne løber stadig ned, min hals gør mere ondt. Min mave fornemmelse knurrer sig hårdt. Det hele bliver kun værre og værre. Jeg kan ikke se min far sammen med den fremmede, blonde kvinde. Mor er ikke kommet hjem, hun er på veninde tur, altså bare en by-kaffe-tur sammen med nogle af hendes veninder. Hvor længe har det stået på, dét med far og kvinden?

Jeg hører hoveddøren lukke langsomt i nedenunder, og fodtrin bliver højere og højere. En banken banker mod min dør. Jeg reagere ikke, jeg ved at det er far. Der er banken igen. Det forsætter i et par minutter, og bliver svagere. Mine øjne bliver irritabel og sviger meget. En træthed springer over mig, og alting bliver langsomt synligt. Jeg ved at jeg falder i søvn, jeg stopper ikke mig selv i dét. Næste morgen, vågner jeg ved solens stråler, skinner ind gennem vinduet og rammer så sengen. Jeg ligger og kigger op i loftet, alle tankerne flyver rundt i mit hoved. Tårer triller igen ned af mine kinder, Adrian.. Adrian. Tankerne om ham og jeg, siddende under dét store blomster træ nede i parken. Vi griner, vi smiler, vores læber mødes. Hans dejlige varme omfavner mig, hans blide mørke charmerende stemme. Hans smil med de sødeste smilehuller. Min hånd bevæger sig langsomt op på mine læber, det føltes virkelig at han kysser mig igen lige nu. Mine læber føltes fugtige, nøjagtige samme følelse lige efter han havde kysset mig. Tanken om ham og jeg, dansende rundt i stuen og i baghaven. Vi dansede tæt, vals, tango alt muligt. Vi elskede dét, dét var vores ''ting'' at gøre sammen. Vi havde været kærester i 1 år, dét er ret lang tid. Men vi nød tiden sammen, men tiden sammen med ham, er blot minder lige nu. Den tid jeg havde med ham, var dét bedste øjeblik og dét eneste sted jeg ville være. Adrian var mit hjem, og uden hjem, er man hjemløs. Sådan har jeg det lige nu, jeg føler mig som en fortabt hjemløs. Jeg vender tilbage til nuet og jeg har omfavnet en pude, som nu har en stor våd plet på sig. Min krop ryster, jeg føler mig ikke tryg. Jeg savner Adrian ufattelig meget. Jeg sætter mig op, jeg kigger mod døren, og ser min kærlige mor stå i dørkarmen. Hun ser mig, hun ser tårnene og øjnene. Hun strømmer sig hen til mig, omfavner mig og klemmer sit greb om mig. Jeg svinger mine arme om hende og holder hende tæt til mig. Jeg hører hendes hjerte, banker hurtigt meget hurtigt. Jeg ser op og møder hendes øjne, de er triste, hun ved hvad der er sket. Hun ved dét om far, jeg kender hende. Hun burde vide det. Jeg kan mærke på hende, at hun ved det.

'' M-m-mor? '' fremstammer jeg.

'' Schhh min skat, jeg ved hvor hårdt det er, men du er en stærk og moden kvinde. '' siger hun med en rolig stemme.

Mit blik falder så ned, og lander så henne ved skabet, på skabet hænger der alle mulige billeder. Minderne. Minderne om Adrian og jeg, vi tog pænt mange billeder sammen. ( Er det ikke, det kærestepar gør nu om dage? )

Jeg havde sat billederne i en hjerteform, eller Adrian og jeg gjorde det sammen.

'' M-mor, f-f-far er.. er.. '' stammer jeg.

'' Jeg ved det, jeg snakkede med ham i aftes, vi finder ud af noget. '' siger hun, hun lyder bange.

Jeg prøver at finde roen i maven, men det virker ikke, mave knuden slår til, som om det var en krig.

'' Jeg forstår dig godt, hvis du ikke vil i skole i dag. '' forsætter hun.

Jeg nikker som svar, men på en eller anden måde vil jeg gerne i skole. Jeg vil gerne se Dylan igen, er det så underligt?

Jeg vil også gerne se Jenna, men jeg har bare en lidt større forventning til Dylan.

Men mor lader mig så blive hjemme, hun vil have at jeg skal have ''ro'' i dag, efter mit flip.

Efter en times tid, hvor jeg sad i mors arme, går jeg nedenunder i stuen, dét jeg så ikke forventede var kasser. Flyttekasser.

'' Hvorfor er der flyttekasser? '' spurgte jeg nysgerrigt.

'' Ehm.. Tjo, Eh, din far og jeg havde en beslutning. '' tøver hun.

'' Og den beslutning er? '' spørger jeg.

'' Din far flytter ud, undskyld Kathrine min pige, men jeg kan ikke. Din far var mig utro med en kollega, dét havde vidst stået på i 1-2 måneders tid. '' siger hun, hendes blik lander nede i gulvet, hun fælder nogle tårer, jeg går hen ved hendes side og krammer hende så igen. Hendes stemme bliver så hæs, og hendes tårer løber så, min mor har opgivet. Ligesom jeg. Hun holder hendes hænder foran øjnene, og falder ned på knæene.

'' Forstår du, hvorfor han gjorde det mod mig? Er jeg ikke god nok til ham? Finder han mig ikke tiltrækkende? '' hun kigger på mig, med de mest bedrøvende øjne.

'' Jeg ved det heller ikke mor, men jeg så dem i går.. Da jeg kom hjem fra byen. '' siger jeg bittert.

'' Jeg ved det, din far fortalte mig det, han vidste ikke hvor længe han ville kunne trække den. '' siger hun.

Jeg får det endnu værre, bare ved at min mor også græder. Det er det værste der kan ske, i ens liv, at se ens mor ulykkelig.

Mor og jeg slutter os så til foran fjernsynet, vi holder Netflix marathon. ( Det fedeste ever! :3 )

Vi ser så lidt af hvert, The Vampire Diaries, Teen Wolf, også lidt AHS (American Horror Story.)

Vi sidder med både slik, sodavand, popcorn og chips. Det er bare en afslapnings-dag, selvom det er svært.

Men vi klarer den fint, dog da far kom hjem omkring ved aftensmaden, skulle mor ud at køre. Jeg ved ikke hvorhen, men jeg tror at hun ville slippe for synet af far, jeg bebrejder hende ikke, jeg føler med hende. Far var alt for dum at være mor utro. Men stadig, han er min far, og jeg kan se på ham at han er virkelig ked af det.

'' Kathrine.'' Siger han, og kigger på mig. Jeg retter mig op i sofaen og holder så øjenkontakt med ham.

'' Hvorfor gjorde du det mod mor? '' spørger jeg roligt.

'' Jeg ved ikke, jeg er et svin, men er ikke alle mænd det? '' han griner kort, men mister smilet, da han ser hvor alvorlig ansigtsudtryk jeg har.

'' Mor fortjener det ikke, og inden du forsætter, jeg vil ikke flytte med dig, hvis det er det du tror. Undskyld. '' siger jeg.

'' Jeg forstår dig Kathrine. Men du skal vide, at du altid kan komme til mig. Okay? '' spørger han.

'' Ja. '' nikker jeg.

'' Din mor er en dejlig kvinde, og jeg er lykkelig over at have været sammen med hende, samt fået dig, og et fantastisk liv. '' siger han.

'' Du må vidst ikke have været lykkelig, siden du fandt en anden på samme tid? '' siger jeg koldt.

'' Jeg ved det, men i hele livet, kan man ikke være lykkelig. Jeg tror bare, at jeg blev forvirret og valgte så at gå den forkerte vej. '' siger han bittert. Jeg får så en smule ondt af ham, det var dybt sagt.

'' Hvor har du så tænkt dig at bo henne? '' spørger jeg nysgerrigt.

'' Du ved, hende den blonde kvinde, hun hedder Melissa. Jeg har fået lov at bo hos hende. '' siger han med et skævt smil.

Jeg mærker en vrede svæve hen over mig, han har tænkt sig at bo hos den kvinde, han var mor utro med? Så er han langt ude at skide.

Jeg hjælper dog med at pakke de sidste af fars ting sammen, jeg ved at jeg nok ikke får ham at se igen forløbligt.

Jeg følger ham ud, og krammer ham farvel.

'' Du vil altid være min nr.1 okay, min lille prinsesse? '' smiler han, jeg fælder et par tårer. Jeg kommer stadig til at savne ham meget.

Jeg nikker og smiler tilbage.

'' Pas på dig selv skat, jeg elsker dig. '' smiler han.

'' Jeg elsker også dig, farvel. '' siger jeg med et skævt smil.

'' Nej nej min skat, det er kun et vi ses. '' smiler han stort.

Jeg nikker, det havde han så ret i. Jeg kan ikke være sur på ham forevigt, men han forstår godt at han har dummet sig, og skal betale prisen for det. Jeg ville bare ønske at de stadig er sammen..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...