Satstified.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
Denne historie handler om Kathrine Pevensie. Hun er en typisk 16 årige teenager. Det starter en dag, hvor hendes kæreste omkommer i et tragisk biluheld. Kathrine går ind i en hård depression. Det hele bliver svært. Hendes veninde prøver at få hendes opmærksomhed men det er svært, når hendes tanker gentager sig ulykken. En dreng kommer ind i hendes liv, og vender op og ned på det hele. Kathrine bliver mere og mere troende mod sig selv, men mon hun kan stole på den kommende drømme prins? Kan Kathrine klare alt det pres, alle tankerne? Hvad vil der ske hvis hun bliver glad? Det er op til dig læser, at finde svaret sammen med vores hovedperson Kathrine Pevensie.

0Likes
0Kommentarer
583Visninger
AA

8. Question mark.

Jeg vågner op. Jeg har inderst inde ikke lyst til at vågne. Jeg hører mor kalde på mig. Men jeg svarer ikke hun har ødelagt alt. Det føler jeg virkelig at hun overreagere. Hvis hun mødte Dylan, ville hun ikke være så uretfærdigt. Hun tigger om at jeg skal tage i skole, men jeg magter ikke. Jeg bliver hjemme, min låne mobil vibrerer igen. Jeg ser ''Jenna<3'' på låseskærmen. Jeg vælger så at godkende opkaldet.

'' Heey! Hvor fanden har du været?! '' hun lyder bekymret og bange.

'' Lang historie.. Hvad så? '' spørger jeg.

'' Dylan har været oppe i slås kamp. '' svarer Jenna.

'' Over? '' jeg lyder nervøst.

'' Der var nogle drenge, der sagde at du var for depri til at tage i skole. Det værste var at det var Dylans bedste venner Simon og Mathias der sagde det.. Han flippede helt ud og yeah, han har ikke været i skole i dag. '' siger hun så.

'' Hvornår skete det? '' spørger jeg bekymrende.

'' I går. '' svarer hun. 

'' Kan du komme forbi søde, jeg har virkelig brug for dig lige nu-..? '' spørger jeg, mens tårerene løber ned af mine øjne. 

'' Jeg er på vej søde. '' siger hun og ligger på.

Der går et par minutter og jeg ser udefra mit vindue, skikkelsen af Jenna på vej mod hoveddøren. Jeg strømmer ned til hoveddøren og åbner døren forsigtigt. Jenna omfavner mig blidt.

'' Er du okay? '' spørger hun forsigtigt. Jeg nikker svagt. 

Jeg byder hende indenfor, og vi tilbringer hele dagen sammen, hun lytter til mig. Jeg vender mig om og ser min mor stå i dørkarmen.

'' Vil du lige have os undskyldt Jenna? '' spørger hun forsigtigt og hentyder til at Jenna skal gå ind i stuen. Jenna nikker og mor kommer hen til mig, idét jeg lukker hoveddøren. 

'' Undskyld at jeg var så hård mod dig, jeg vil bare ikke have at situationen skal gentage sig. Du ved, det med Adrian.. Hvis Dylan er så god mod dig, skal du selfølgelig holde fast i ham. '' smiler hun og krammer mig. Mor trækker min mobil op fra hendes lomme. Hun rækker mig den.  Jeg bytter min låne mobil ud med min egen. Jeg føler så et stort tab mod jorden, mine knæ falder ned på gulvet og lander med et bump. Jeg hører både Jenna og mor råbe på mig. Men det er for sent, mine øjne lukker sig langsomt i og flashbacket starter. 

'' Kath! Kath! Vågn op! Du skal nok klare den okay? '' 

Adrians arme holder om mig, mens jeg knap er i bevidsthed. Jeg mærker hans kolde følsomme læber mod mine. 

'' - Jeg elsker dig, du skal nok blive okay.. Det lover jeg, det sørger jeg for. '' forsætter han.

Jeg kigger ind i hans dybe øjne. 

'' Vil du forlade mig..? '' spørger jeg rustent.

'' Jeg har aldrig forladt dig, det vil jeg aldrig gøre. Jeg bliver hos dig, men kun her i dine tanker. Jeg beskytter dig, du er alt lys i min verden. Jeg er så ked af det her mus.. '' 

jeg mærker tårerne løbe ned af mine kinder mens jeg har et fast greb om ham. Jeg hører nogle rive bildøren op, uheldet er lige sket. Dét moment var Adrians sidste ord.. Jeg mærker hans greb om mig løsne sig, og jeg ser så.. Hans øjne er lukket. Han ånder det sidste åndedrag ud. Idét er han væk. Hans sjæl steget til himmels, hvor han stadig ser ned på mig. Jeg vil aldrig glemme min kærlighed til ham, den vil altid være der. 

Jeg vågner så op igen, jeg møder min mors og Jennas øjne. De omfavner mig.

'' Er du okay? '' spørger mor og holder et fast greb om mig. Jeg smiler og nikker. 

Hvilket får dem til at være lettet, de puster ud og sætter sig på hug ved mig. 

'' Du flashede ud.. '' siger Jenna til mig med de bekymrende øjne.

'' I know.. Men. Det var det bedste minde jeg flashede tilbage til. '' smiler jeg.

'' Hvordan? '' spørger mor.

'' Jeg så Adrian. '' smiler jeg, jeg bliver så rørt at mine øjne løber i vand. 

De kigger underligt på hinanden også tilbage til mig.

'' Hvor hårdt slog du lige hovedet? '' griner Jenna. Jeg griner tilbage og ryster på hovedet.

'' Jeg så ham virkelig. '' svarer jeg. 

Min mobil vibrerer igen. Det er et opkald fra Dylan.

'' Apropos drenge. '' siger Jenna med et kækt smil. Der vidste mor at det var hendes udkald til at gå, så det gjorde hun. Jeg tog så imod opkaldet.

'' Hey. '' lyder det fra Dylan.

'' Heey.. '' jeg trækker den lidt.

'' Såå. Jeg tænkte på, du ved? Hvad siger du til en bid mad nede på caféen, jeg giver? '' 

Jeg smiler ved tanken. Det minder mig om den første gang han inviterede mig ud. 

'' Det vil jeg meget gerne. '' smiler jeg. 

'' Super, så mødes vi dernede lige nu eller..? '' han trækker den lidt.

'' Kan vi da godt. '' svarer jeg.

'' Super. '' siger han.

'' Super. '' siger jeg og afslutter opkaldet, jeg kigger så på Jennas blik.

'' Er det okay..? '' spørger jeg forsigtigt, hun smiler så og nikker.

Jeg krammer hende farvel og har kurs ned mod byen. Jeg trak så luften ind, jeg føler mig energisk. Adrenalinen suser igennem min krop. Jeg når så ned på caféen, jeg ser Dylan stå henne ved pool bord. Han ser mig et konkurrende smil. 

Jeg går så hentil ham, da jeg når hentil ham. Han trækker mig hårdt indtil sig og planter sine læber sammen med mine. Jeg smiler ved tanken, og lader mig selv flyve med på en lyserød sky.

'' Har du savnet mig? '' spørger han kæk, da hans mund trækker sig lidt fra min.

Jeg nikker, jeg kysser så kort hans læber igen. Vi trækker os så lidt fra hinanden. Vi går i gang med at spille Pool. Jeg skyder min kugle mod de andre, der ryger 4 kugler ned. Jeg fører så med 1:0. Men Dylan opgiver ikke, han skyder så til kuglen og indtager så føreringen med 1:2. Vi spiller i noget tid vi hygger os meget. Jeg ser over mod baren, jeg ser 3 mand der ligner sidst i fyrrene. Dylan fanger hurtigt mit blik og kigger over mod dem. De 3 mænd kigger på mig, de beundre mig. Jeg føler mig utryg, jeg går hen til Dylan og krammer ham. Hans arme vikler sig om mig og han siger så.

'' Tror også, at det er på tide at vi tager hjem. '' smiler han. Jeg nikker som svar, vi runder spillet af og går hjemad. Hans fingre fletter sig ind i mine. Da vi kommer foran min hoveddør, både ham og jeg går indenfor. Lige idét vi går ind i stuen. Jeg ser en bekendt skikkelse.. Jeg vælger at skrige op, og falde ned på gulvet. Skikkelsen vender sig mod mig med et chokeret smil. 

'' Har du savnet mig? '' spørger Adrian så.

Jeg løber hen til ham og krammer ham hårdt, jeg er både glad, trist og forvirret på samme tid. 

Hans arme krammer mig, han trækker mig fra sig og holder mit ansigt mod hans. 

'' Hvordan? '' spørger jeg chokeret. 

'' Det en lang historie.. - '' han stopper op, han ser i dørkarmen. Han ser Dylan stå der.

'' Hvordan Kathrine? Du sagde han var-? '' Dylans øjne er ved at løbe i vand. Jeg slipper ud af Adrians greb og trækker Dylan med ind i stuen. 

'' Jeg ved ligeså meget som dig.. '' trækker jeg den. Vi sætter os alle sammen, jeg ser at både mor og Jenna ikke er her. Jeg tror at Jenna tog hjem efter jeg tog afsted, men jeg ved ikke hvor mor er..

'' Jeg ved at det kommer som et chok, men lad mig forklare.'' siger Adrian. Jeg føler mig udkørt, en vrede skyller sig ind over mig. Hvordan kunne han være i live, uden at komme til mig i så lang tid?..

'' Da uheldet skete, lige da du blev trukket ud og kørt hen til et hospital. Nogle store fyre bar mig ud, heldigvis var en af dem en læge. Han reddede mig og jeg står evigt gæld til ham. Manden hjalp mig med at komme tilbage, de kørte mig til det nærmeste hospital. Ikke dét du var på, men lige tæt ved motorvejen.. Han vidste, at jeg stadig havde et par minutter endnu. Så de skyndte sig forfærdelig meget, i modsætningen til dem der reddede dig.. De forventede mig allerede død, så der var ingen grund til at prøve mente de. Men det jeg ikke vidste, resten af den mandeflok var knap så søde mod mig. De dræbte lægen, fordi de mente at han kun skulle gøre dumme ting, ikke helbrede andre. De tog mig så som fange, de har holdt mig indespærret indtil nu. De holdte mig som slave, fordi de mente selv at det var hylende sjovt. De slæbte rundt med mig, alt jeg kunne tænke på, var om du var okay?.. Så for et par timer siden valgte de at jeg skulle gå ud og handle ind. Jeg så det som min chance til at flygte, de faldte for den. Jeg søgte efter dig hele byen og endelig.. Du sidder lige her foran mig, du ved slet ikke, hvor glad jeg er lige nu. '' runder Adrian af. Jeg forstår ikke? Når man er død, så er man død.. Right?

Jeg kan se udefra min øjenkrog at Dylan bestemt ikke er glad.

'' Kunne du slet ikke hente hjælp? Kan du virkelig være så dum?! '' spørger Dylan aggressivt. 

Min hånd hviler over Dylans. Jeg ser Adrians øjne blive tomme.

'' Jeg kunne ligesom ikke, når jeg ikke fik elektroniske apparater eller at komme udenfor. Helt dumme var de ikke- '' svarer Adrian surt igen.

'' Jaja, men du kunne trodse dem? Slås mod dem? '' spørger Dylan aggressivt igen.

'' Jeg er ikke god til kampsport, jeg har aldrig kunne sige fra.. Jeg er bare heldig over at jeg fandt en løsning til at komme ud. '' forsætter Adrian. Dylan bliver stille, begge øjne hviler så på mig.. 

'' Jeg er glad for at du kom ud. '' smiler jeg forsigtigt til Adrian, jeg trækker min hånd langsomt til mig. 

'' Jeg tror at det er på tide, til at jeg tager hjem.. '' Dylan lyder trist. Jeg vælger så at nikke og følge ham ud til hoveddøren. 

'' Undskyld jeg vidste ikke-.. '' siger jeg. Dylan afbryder mig ved at kysse mig på munden.

'' Jeg ved det, men han er en idiot. Jeg kan ikke lide ham, men du ved, at du må tage et valg nu.. Right? '' spørger Dylan så.

'' Jeg ved det, men jeg ved ikke hvem jeg skal vælge.. '' trækker jeg den. 

'' Vælg den, du føler dig mest tryggest ved. Jeg elsker dig. '' 

Hans læber smelter sig sammen med mine, han krammer mig hårdt farvel.. 

------------------------------------------

Heey skønne dejlige cupcake læsere! / i know cringe asf. xD

Undskyld at jeg ikke har opdateret denne fiktion, jeg har små problemer irl, som jeg skal tage hensyn til. Samt jeg har haft skriveblokering, men jeg håber at i er vilde med dette afsnit! 

Knuzzz

- Forfatter./ Sara.~

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...