Satstified.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
Denne historie handler om Kathrine Pevensie. Hun er en typisk 16 årige teenager. Det starter en dag, hvor hendes kæreste omkommer i et tragisk biluheld. Kathrine går ind i en hård depression. Det hele bliver svært. Hendes veninde prøver at få hendes opmærksomhed men det er svært, når hendes tanker gentager sig ulykken. En dreng kommer ind i hendes liv, og vender op og ned på det hele. Kathrine bliver mere og mere troende mod sig selv, men mon hun kan stole på den kommende drømme prins? Kan Kathrine klare alt det pres, alle tankerne? Hvad vil der ske hvis hun bliver glad? Det er op til dig læser, at finde svaret sammen med vores hovedperson Kathrine Pevensie.

0Likes
0Kommentarer
596Visninger
AA

7. Kidnapped.

Tyler kører os hen til et gammelt forladt hus. Jeg kigger ud af vinduet, og bliver mødt af synet af tristhed og grå. De grå vinter træer, den kolde vind der blæser resten af bladene på buskene. Han stopper bilen og stiger ud af den. Han vandrer hen til min bildør, og åbner den. Han løfter mig op, op på hans skulder. Hans blik er koldt. Jeg ved at han er ensom. Jeg prøver at stå i mod, men det mislykkes. Jeg opgiver hurtigt, og han åbner døren til det gamle forladte hus. Han smider mig så i forindgangen, og smækker hoveddøren i. Man kan høre låsen om hoveddøren låse sig fast. Han kigger på mig, og studerer mine lidelser udenpå. 

'' Det er en skam, at du er så smuk. '' siger han skingert, og bukker sig ned med sine knæ. 

Han aer min ene kind, og studerer mine øjne. Det føltes virkelig ubehageligt, jeg frygter virkelig hvad han vil gøre med mig. Jeg kigger mod hoveddøren og håber på hvert sekund, at Dylan vil brase ind og redde mig. Men jeg bliver skuffet da der ikke er spor af ham.. Jeg kan høre brædderne brase sig sammen ovenpå. Tyler hiver gaffa tapet af min mund, det føltes som om at ens mund bliver sprækket op. Det brænder på mine læber, jeg kan mærke hans kolde ånde trykke sig på min hud. Han fjerner ikke sit blik fra mig, jeg kan se at han har en pistol ved hans talje. Han fanger mit blik hurtigt, og rækker langsomt ud efter hans pistol. Lige i dét han rækker pistolen mod mit ansigt, og skal til at trække i trækkeren. Døren bliver brast op, og Tyler falder ned på siden af mig. En skikkelse står anspændt i dørkarmen, jeg genkender hurtigt skikkelsen. Dylan skynder sig hen til mig, og løsner rebet om mine ben og arme. Han når ikke langt da han bliver væltet omkuld af Tyler. Tyler sparker Dylan bagover og truer med en pistol. Dylan er som frossent til gulvet, han har et skræmt blik mod Tyler. 

'' Vi havde en aftale, så har du bare ikke at fucke det op, som du plejer. '' siger Tyler.

Dylan svarer ikke, men han kigger hen mod mig. Jeg kigger ned på mine hænder og ben, rebet er halvt løsnet. Jeg river dem forsigtigt af mig, ved at ruske i rebet. Tyler ser mig så hurtigt, og sit blik rettet mod mig. Dylan ser hurtigt sin chance, og fælder Tyler ned på maven foran mig. Jeg skriger op, fordi det hele går så stærkt. Jeg kan se Dylans muskler er anspændte og hans øjne er fuld af vrede. Dylan rykker så i Tylers nakke, så det siger et knæk. Tyler skriger op, og at Dylan skal lade ham være.

'' Jeg havde advaret dig en gang om at røre hende, men alligevel er du så dum at faktisk gøre hende fortræd. '' siger Dylan skuffende. 

Jeg har mit blik fastslået mod Dylan, indtil han møder mine øjne. Han slipper grebet om Tyler, og rækker ud efter min hånd. Tyler ligger på maven, og jamre. (smågræder) jeg tager imod Dylans hånd, og vi går så udenfor huset. Jeg kan se at Dylan er kommet med hans cykel, han har cyklet langt herhen. Jeg kigger på ham, han møder mit blik. 

'' Du har ret, vi kan ikke vende tilbage.. '' siger han, jeg kigger forvirret på ham.

'' Hvad snakker du om? '' spørger jeg nysgerrigt.

'' Han vil tage sin hævn over os, vi kan ikke bare vende tilbage til at han kan finde os. '' svarer Dylan.

'' Hvad foreslår du så, at vi gør? ringer til politiet? '' spørger jeg ironisk.

'' Nej, vi flygter! Tænk over det! Dig og mig, for altid! '' svarer Dylan opmuntrende.

'' Du kan ikke være seriøs?.. '' jeg trækker den lidt.

'' Jo jeg er! Hvis vi vender tilbage til, som det hele var før. Så vil han komme efter os igen! '' siger Dylan bestemt.

'' Du har hørt ordet politi? '' spørger jeg.

'' Jeg ved det.. Men hvis vi melder ham, melder han også mig for at have dræbt hans kone? '' siger Dylan. Han har fat i noget.. Men jeg ved ikke, vi er nødt til at tage til politiet. Vi kan ikke bare flygte væk, kan vi?..

'' Please Kathrine.. Please.. Du er alt jeg har. '' han rykker sig tættere mod mig, og trækker mig indtil ham. 

'' Jeg kan ikke.. '' svarer jeg.

'' Fint.. Som du vil, jeg vil ikke tvinge dig til noget. '' siger Dylan skuffende. Han slipper sit greb om mig, og går hen til hans cykel. Han nikker til at jeg skal sidde bagpå. Jeg kan se hans øjne er mørke, og triste igen. Derefter cykler vi så den lange vej tilbage til byen. Vi når lige at se Tyler rejse sig, og læne sig ind mod dørkarmen. Mens han ser os trille afsted. Jeg kunne se at hans øjne, de var opslugt af had og vrede. Dylan sagde ikke noget resten af vejen hjem. Han cyklede os hjem til ham. Da vi stiger af, og går indenfor.

'' Jeg forstår dig ikke Kathrine.. '' han kigger på mig. 

'' Jeg kan heller ikke forstå mig selv. '' siger jeg.

'' Du vil ikke eventyr? Jeg elsker dig.. Endda virkelig højt. '' hans øjne bliver fulde af tårer, jeg trækker ham indtil et kram. Han krammer også mig. 

'' Jeg elsker også dig, men der findes andre måder end at flygte.. '' siger jeg. Han nikker.

'' Jeg må bare respektere, at det er det du vil. '' siger han. Jeg møder hans øjne, mine læber læner sig frem mod hans. Hans læber er fugtige og bløde, vores læber smelter sig sammen til et kys. Jeg mærker hans bløde hænder vikle sig om min hofte, han trækker mig længere indtil sig.

'' Jeg vil ikke lade nogen, eller noget såre dig. '' siger han. Jeg smiler ved tanken. 

Vi sætter os ude ved baghaven, vi sætter os ved stolene på terressen. Vi har et tæppe om os, mens vi kigger op mod stjernerne på nattehimlen. Hans fingre vikler sig ind i mine. Mit hoved hviler forsigtigt på hans ene skulder. Jeg falder så hurtigt i søvn, er så allerede i drømmeland. Jeg mærker at Dylan bærer mig op i seng, han trækker dynen over mig, han krammer mig. Næste morgen vågner jeg i Dylans arme, jeg hører min mobil vibrerer. Jeg ser ''mor'' på låseskærmen. Jeg tager så hurtigt opkaldet.

''Mor?''

'' Kathrine Pevensie! Hvorfor har du ikke ringet tilbage?! Jeg har været syg af bekymring! '' 

'' Mor.. Jeg kan forklare det hele. ''

'' Det har du bare at gøre, du kommer hjem. LIGE NU! '' hun lød meget vred, men også virkelig bekymret.. Jeg har ikke set hende i et helt døgn.

'' Jeg skal nok- jeg-'' hun afbryder mig.

'' Nej, du kommer hjem. '' også lagde hun på, jeg tager forsigtigt Dylans hånd væk fra mig. Jeg giver mig så til at kysse ham kort på panden, efter det, er jeg ude af døren og på vej hjemad.

Da jeg kommer hjem, ser jeg min mor stående i dørkarmen, hænderne over kors. 

'' Jeg troede at vi skulle stå sammen om det her, også er du forsvundet?! '' siger hun vredt.

'' Jeg er virkelig ked af det mor- jeg- '' 

'' Nej! Du har forbud om at se den dreng igen, han er bestemt ikke god for dig! Prøv engang at se på dig selv, du har været væk i et helt døgn! Et helt døgn! Uden at sige noget til hverken mig, din far, eller Jenna. ''

'' Har Jenna ringet? '' spørger jeg.

'' Ja, hun har sågar været herovre og grædt over at du har været væk. Hvad jeg kunne høre, forsvandt du efter en fest? '' spørger hun bestemt.

'' Ja, Jenna og jeg- '' hun afbryder mig igen, gard dammit. 

'' Du har forbud om at se ham her lover boy, som du har haft kendskab til i så lang tid! Plus du har stuerrest. Tænk, første gang at du har stuerrest. Jeg burde låse dig inde bag tremmer for det her! '' siger hun, der overdriver hun liige lidt.. Gør alle forældre ikke det?

Mine øjne løber i vand, jeg rækker min mobil til min mor. Hun tager i mod den, og peger oppe mod mit værelse. Det er som et fængsel, bare at blive låst inde, for at blive set med en dreng.. Men måske skulle jeg sætte mig i hendes sted, hun vil ærlig talt bare beskytte mig? Men at jeg skal være på værelset dagen lang.. Det fandme kedeligt. Jeg sidder på min sengekant, jeg hører at det ringer på døren. Jeg går hen til trappen så jeg lige kan se ned. Min mor åbner døren, hun virker anspændt. Bebrejder hende ikke, det har været hårdt for hende.. Jeg er alt hvad hun har. 

'' Hej mrs. Pevensie, er Kathrine hjemme? '' spørger Dylan med et smil. Jeg kan se at min mor får et venligt smil på, og svarer i en fin tone.

'' Hej. Du må være den dreng, min datter har omgåes med, ikke sandt? '' spørger hun.

'' Jo mrs. '' svarer Dylan.

'' Kathrine var forsvundet i går, og natten før. Jeg ved, at hun var sammen med dig. Men jeg har ikke lyst til at have hende til at omgåes med dig mere. '' siger hun. Dylan står i chok, jeg forstår stadig ikke at hvordan har mor fået det at vide?

Jeg ser Dylan vende ryggen til, og gå sin vej. Mine øjne bliver røde og svier, jeg kan høre mig selv hulke. Mor lukker døren og vender sig mod mig.

'' Er det her, det du gør i mod mig? Du tager min lykke væk.. Når jeg endelig har fundet en, jeg kan lide i så lang tid. Så ødelægger du det! '' siger jeg, og løber ind på mit værelse igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...