Satstified.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2016
  • Opdateret: 1 dec. 2016
  • Status: Igang
Denne historie handler om Kathrine Pevensie. Hun er en typisk 16 årige teenager. Det starter en dag, hvor hendes kæreste omkommer i et tragisk biluheld. Kathrine går ind i en hård depression. Det hele bliver svært. Hendes veninde prøver at få hendes opmærksomhed men det er svært, når hendes tanker gentager sig ulykken. En dreng kommer ind i hendes liv, og vender op og ned på det hele. Kathrine bliver mere og mere troende mod sig selv, men mon hun kan stole på den kommende drømme prins? Mens der er drama i klassen, såsom pige hierarkiet. Kan Kathrine klare alt det pres, alle tankerne? Hvad vil der ske hvis hun bliver glad? Det er op til dig læser, at finde svaret sammen med vores hovedperson Kathrine Pevensie.

0Likes
0Kommentarer
301Visninger
AA

4. Back to school.

Jeg vågner op klokken er lort om morgenen. ( Det vil sige 6.30. ) jeg magter ikke noget. Jeg skal i skole, og jeg føler mig pænt dovent. Jeg har, af en eller mærkelig grund lyst til Ben&Jerry is. Jeg går ud på badeværelset og får et langt morgenbad, og redt hår, børstet tænder, makeup? please, jeg går ikke så meget med makeup. Jeg tror på at skønheden kommer indefra, men jeg har ikke noget i mod at andre piger/drenge går med dét. Jeg tager tøj på, jeg går efter et basic outfit i dag. Bare en sort trøje, og et par jeans plus mine højtelskede grå sneakers. (Man får lyst til snickers - chokoladebaren. xD) Jeg går så nedenunder, og kigger mig omkring. Huset føltes helt tomt, men jeg ønsker det bedste for mine forældre. Jeg ville bare gerne have at de skulle være sammen, jeg tager noget morgenmad, en toast med skinke og ost. Jeg kan se døren indtil min mors værelse, døren står på klem. Hun ligger der stadig, jeg får lyst til at tudbrøle. Men jeg ved, at i går var der nok tårer. Jeg må prøve at beherske mig i dag, jeg går stille indtil hende. Gardinerne er trukket for, jeg går hentil hende og rusker stille om hende.

'' Mor? '' spørger jeg forsigtigt.

Mor vender sig mod mig, og har et søvndrukket blik. Hun rømmer sig kort.

'' Hvad er klokken? '' spørger hun.

'' Klokken er 7.30. '' svarer jeg.

'' Sørger du selv, for at komme til skole eller skal jeg køre dig? '' spørger hun.

'' Jeg kan godt selv i dag, du hviler dig bare. '' svarer jeg med et smil.

'' Okay. '' hun smiler svagt tilbage, og jeg forlader hendes værelse.

Jeg spiser færdigt, og pakker min taske. Jeg tager min denim jakke på, og forlader huset. Jeg går ud til min cykel. Jeg mærker den kolde vind blæse imod mig, det føltes rart og jeg føler mig fri. Jeg cykler så hen til skolen. Jeg cykler op til skolens parkeringsplads, og parkerer min cykel. Dét jeg så ikke opdager, da jeg vender mig om. En bil kommer kørende med en stor fart, den kører imod mig. Men bilen parkerer dog foran mine tæer, den rammer mig heldigvis ikke. Men et øjeblik troede jeg, at løbet var kørt. Bilen er en sølv mercedes. Chaufføren stiger ud, og det viser sig at være en blond pige, med en stor mængde makeup. Man kan se mascaraen tydeligt, man kan se at hun har kommet mange lag mascara på. Seriøst, det ligner små brede lakrids stænger. Da jeg vender tilbage fra chokket, står hun lige foran mig. Hun giver mig det mest dræbende blik, at jeg mærker en knude i min mave af skyldfølelse.

'' Hey, du der. Pas lige på, gider du? '' siger hun snerpet.

'' Øhm.. Øhm, ja selvfølgelig. '' svarer jeg så. Snerpet er hun godt nok, hvem tissede lige på hendes morgenmad?

Hun puffer hårdt til min skulder, for at komme forbi mig. Jeg er lige ved at snuble bagover de mange parkerede cykler bag mig. Jeg følger hendes bevægelser med mine øjne. Jeg kender hende godt, hun hedder Rachel. Jenna og jeg kalder hende for - The Playboy diva. Tja, det ligger i navnet, billig og diva. Jeg vender mit blik ned mod parkeringspladsen igen, jeg ser Jenna komme løbende imod mig. Hun omfavner mig så, hun klemmer sit greb om mig.

'' Jeg er så glad for at se dig, jeg troede at der var sket dig noget?! '' råber hun op.

'' Schh! Ikke så højt, jeg holdte bare en lille fridag i går.. '' jeg trækker den lidt, og den havde hun fanget. Hun trækker sig fra mig og kigger alvorligt på mig.

'' Hvad er der sket? '' spørger hun, jeg kigger væk for at undgå hendes blik. Men hun opgiver ikke. Jeg fortalte hende så det hele, om at min fars utroskab til Rachel for de 4 minutter siden.

'' For det første, Rachel er en fucking bitch. No surprice. (Undskyld sproget.) For det andet, jeg er sikker på at din mor nok skal finde den rigtige. '' siger hun. Jeg føler, at de ord hun sagde.. De hjalp ikke meget. Men jeg sætter pris, på at hun bekymrer sig om mig. Vi gik ind af skolens port, jeg støder så på Dylan. Han kigger smilende på mig, og krammer mig så. Jeg kan dufte at han har taget en aftershave på, den dufter himmelsk. Uff!

'' Jeg skal til matematik nu så vi ses. '' Jenna krammer mig farvel, og efterlader mig så med Dylan.

'' Godmorgen Pevensie. '' smiler han drilsk.

'' Pevensie? '' spørger jeg nysgerrig.

'' Tjo, tænkte at vi kunne bruge vores efternavne som kælenavne. '' siger han så. Det egentlig ret cute når han smiler på den måde, de smilehuller bliver mere tydelige.

'' Godt så Cackenviele. '' griner jeg så.

Vi falder igen i snak om alting, mens vi går hen langs skolens gang. Jeg ser så Rachel komme gående imod mig, og hun puffer så hårdt til min skulder igen, og går videre derefter. Mit smil forsvinder hurtigt og falder. Jeg tager mig så til min skulder, og ømmer mig.

'' Er der noget galt? '' Dylan opdager så min reaktion og kigger meget bekymrende på mig.

'' Nej nej. '' smiler jeg forsigtigt tilbage.

'' Du ved, hende der Rachel. Hun er pænt meget billig og diva agtigt? '' siger han og kigger på mig. Jeg nikker og bliver enig med ham, at Rachel er bare irriterende.

'' Jeg så hende lægge an på nogle fra fodboldholdet, og det værste er. Han er egentlig ikke rigtig køn. '' griner han hånligt. Jeg kigger underligt på ham.

'' Du ved, man kan ikke gøre for at man ikke er køn? Man er smuk, bare på sin egen måde. '' siger jeg bestemt.

'' Ej så hold dog kæft, bliv lige enig i at, Victor fra fodboldholdet er fucker hæslig? '' siger han så. Jeg bliver skuffet, hvordan kunne Dylan tillade sig at sige sådan om andre?

'' Jeg syntes ikke at han er grim, men han er vel heller ikke ligefrem i top lækker-'' Dylan afbryder mig.

'' Godt så! Du er enig! '' han hæver stemmen bestemt.

'' Nej, det har jeg ikke sagt. '' svarer jeg.

'' Det gjorde du lige? '' siger han.

'' Nej det gjorde jeg så ikke. '' siger jeg, og går så ind i min klasse. Jeg glemmer dog at Dylan går i min klasse også, damn.. Det ender ikke godt.

'' Du er simpelthen for meget, jeg tror på at ikke engang din ''kæreste'' var toplækker. '' siger han, jeg mærker vreden strømme til mig, og tårerene presse sig på. Jeg stopper op, vender mig mod ham. Jeg bliver rasende, det sagde han bare ikke!

'' Du ved kraftedme ikke en skid?! Du gør ikke?! Hvad fanden ved du om at være smuk og lækker? Det bliver du aldrig, når du mobber andre med deres udseende. Så fuck dig! '' råber jeg, og smækker døren, og løber ud af klassen. Jeg løber helt ud til min cykel, jeg er fucking ligeglad hvad han siger om andre. Det er ikke mit problem, mit problem er at han kritisere negativt om min afdøde kæreste. Det skal ingen gøre, jeg troede virkelig at Dylan er bedre end dét. Men nej, han er bare en fucktard.. Jeg lader tårerne strømme frit ned af mine kinder, jeg ved, at jeg havde lovet mig selv at holde dét i mig. Men jeg kan bare ikke, Dylan overtrådt min grænse. Han mistede min tillid, jeg forsøger at låse min cykel op, men dén vil ikke give sig. Jeg bliver så sur, at jeg stresser helt. Jeg får så låsen op, og griber fat om min cykel. Jeg kan mærke at alle mine muskler er spændte, jeg får lyst til at slå nogen. Jeg cykler så over til skoven, der hvor jeg vil være alene. Mit sted, hvor jeg kan lukke alt ude. Alle følelserne flyder ud, og kan svæve rundt i luften. Jeg smider cyklen på græsset, jeg sætter mig ned på græsset i blomster engen. Jeg græder det hele ud, jeg er sur, jeg ligger mig i fosterstilling. Jeg kan dufte blomsterne, og mærke deres bløde blade, mod min hud. Jeg kan mærke Adrian igen, han holder om mig, jeg føler mig varm og køler hurtigt ned. Jeg ved at han ikke er der fysisk, men han er der psykisk. Det er han altid, jeg puster dybt ud. Jeg rejser mig op, og vandrer rundt i blomster engen, jeg hører endnu en cykel blive smidt bag mig. Jeg vender mig forskrækket om, jeg ser Dylan. Hans øjne er røde og man kan se at han også lige har grædt.

'' Du må love mig, aldrig at forlade mig igen Kathrine Pevensie?.. Forstår du det-?'' man kan se at han er oprigtigt ked af det, han lader tårerene få frit løb igen. Jeg bider vreden i mig.

'' Det var dig der startede-'' han afbryder mig, dammit dreng.. Hvorfor skal han altid afbryde mig?

'' Ja, og jeg er virkelig ked af det. Virkelig, jeg lod vreden rive med mig. Jeg ved godt hvad han betød for dig, og jeg tror.. At jeg blev virkelig jaloux, fordi jeg er forelsket i dig Kathrine. '' siger han dybt og går hen imod mig.

Jeg kigger dybt ind i hans øjne, jeg er chokeret, hans hænder bevæger sig op om mine røde tørre kinder. Jeg når ikke at svarer, før hans læber smelter sig sammen med mine. Hans læber er fugtige og bløde, og smager af vanilje.

Jeg lader mig rive med, og kysser tilbage. Vi lukker begge vores øjne, og jeg bevæger mine hænder omkring hans hals. Efter et par minutter trækker vi os fra hinanden, han smiler stort til mig.

'' Ingen har elsket nogen så højt, som jeg elsker dig. '' siger han så. Jeg mærker den rødme, jeg får i mine kinder. Han kigger dybt ind i mine øjne.

'' Elsker du også mig? '' spørger han nervøst. Jeg kigger på ham, der går lidt tid før jeg svarer.

'' Ja, det gør jeg. Jeg er klar til at give slip. '' siger jeg så. Han nikker forstående.

'' Jeg forstår dig, og vi forhaster os ikke. Vi tager det stille og roligt, jeg skal nok være her for dig. Fordi du er den sande skønhed for mig både indevendigt og udvendigt. ''

Jeg rødmer igen, han er virkelig romantisk og poetisk omkring sine følelser. Jeg mærker vreden dæmpe sig, og jeg føler mig glad, forelsket, men også forvirret. Er jeg virkelig klar til at give slip på Adrian så hurtigt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...