Drengen og griffen - og den pinke kappe

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2016
  • Opdateret: 15 okt. 2016
  • Status: Igang
Eliott en meget normal dreng (eller det tror han) skal ud på en farefuld mission. Han skal finde griffen Anore, finde sin mor, og redde verden fra en forfærdelig skæbne. Han nemlig skal bringe magien tilbage. Men hvad sker der, når Eliott finder ud af, at hans grif ikke er en grif, men en pige? Historien er skrevet til konkurrencen "Fantastiske skabninger og hvor de findes"

0Likes
3Kommentarer
142Visninger
AA

4. Afsked

I will never truely die, if my story lives

 

Som dagene går og bladene visner hen, kan Eliott ikke forstå hvad pigen mente. Hvem er han? Hvad er hans skæbne? Hvordan kendte hun hans navn? Så mange spørgsmål kører i hans hoved, men hvem skal besvare dem? Han bliver mere og mere væk i sine tanker, og for det meste af tiden glemmer han, at lave sine ting. En stormfuld nat besøger dværgen ham, oppe på hans værelse. Han kigger rundt og ser ting flyde på gulvet, og grynter. Han ser op på Eliott, og hans mund former sig som en tynd smal linje. Hans hår som ellers plejer at være pjusket, er redt og sat pænt op i en knold, og hans skæg ser nydeligt ud. Til sidst sidder han ned på sengekanten, og puster ud som en nervøs hest.

”Sønnike, du fylder 15 i morgen. Jeg har længe ventet på det her tidspunkt, det tror jeg vi alle har” Eliott ser forundrede på dværgen, og kniber øjnene sammen. Hvad i magien snakker Abdel om? Tænker han, og smiler let. Det her lyder seriøst tænker han igen, og gyser. Dværgen rømmer og begynder at snakke igen. ”Ser du Eliott, du er ikke en normal dreng. Din mor forlod dig i skoven, hvor vi magifolket har passet på dig. Men du har ikke set den ægte verden Eliott. Den ægte verden har glemt os og vores magt, de tror nu blindt på et menneskebarn som tror han er guds søn. Snart vil vi kun være myter og historier, og det er der hvor håbet forsvinder. Du må finde griffen Anora, og drage ud mod en farlig opgave, som kun de renhjertet og ælde kan klare. Du må ikke lade magien dø Eliott, ellers dør vi” 

Det er som om kulden har overtaget Eliotts krop, og han står stivnet op ad væggen. Han har aldrig tænkt over, hvordan verden udenfor hans ser ud. Tror de virkelig på en menneskedreng? Han spytter ned på gulvet af væmmelse, og vender ansigtet mod vinduet. Hans had til mennesker har altid været stort, og nu hvor de er begyndt at fornægte magi, kan han ikke gøre andet end, at hade dem endnu mere. Endelig kigger han på Abdel, og hans øjne fyldes med tårer. Er han nød til at forlade alt? Og hvor er denne grif egentlig, og hvad kan den? Han stryger sin hånd gennem håret, og en tot rammer hans øje. Han lader den blive der, og kigger tomt mod dvægen. Hvornår tager jeg afsted?” spørger han og begynder at tag tingene frem fra hans skab. Creta miawer og cirkler rundt om hans ben. Dens øjne ser søgende op mod ham, og han tager hende op og kysser hende på snuden. ”Du skal med mig, jeg kan ikke efterlade dig” hvisker han, og begynder at pakke selvom Abdel ikke har sagt noget. Dværgen kigger forundret på Eliott, hans blik vandre nervøst i rummet. Han klør i sit skæg, og smasker i sit spyt. ”Tjo, jeg har noget til dig” siger han og hopper spændt rundt. Han ligner en lillepige i en slikbutik, og på den måde han gisper af glæde, får Eliott til at smile. Hurtigt trækker dværgen noget frem fra hans lomme, og rækker det hen til Eliott. Det er en stor boks, men den føles let. Den er pakket ind i det fineste stof, og der medføre et kort. Nysgerrig åbner Eliott konvuluten, og tager brevet langsomt ud. Der står der med fine bogstaver hans navn i sort blæk. Et brev. Eliott har aldrig fået et brev fra nogen, han kender jo ikke nogen uden for skovens grænser. Nu overmander nysgerrigheden ham, og med et rå blik begynder han at læse brevet. Hans øjne bliver store, og hans ansigt grå. Brevet falder dramatisk på gulvet, som et efterårs blad, og Eliott falder lige så dramatisk på gulvet. Han breder armene til siden, og puster hurtigt det chokerende luft ud. Hans ene hånd ligger på hans højre brystkasse, lige på hjertet. ”Oh Abdel, hvorfor sagde du ikke, at min moder stadig lever” siger han, og prøver at gøre tingene mere dramatisk. Dværgen griner blot af hans forsøg på at være sjov, og nikker med lukket øjne. ”Du må hellere finde hende” siger han, men hans smil er anstrengt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...