Fra sær til populær

Samantha har et stille liv, kedeligt arbejde og bor i en forstad til London. Der er ikke rigtig noget lys over hendes hverdag, og hun har aldrig oplevet andet end sin lille by, og den nært liggende storby. En dag ringer hun en kunde op, som viser sig at være ingen ringere end skuespilleren Tom Hiddleston. Men kan hun klare, at gå fra en outsider der bliver overhørt, til at være en der får en stemme og bliver set, endda måske lidt for meget? Samanthas liv bliver lavet om, men spørgsmålet er om hun vil give sin gamle hverdag for en ekstra ordinær fremtid? Dette er blandt andet også min NaNoWriMo historie, så den er blevet lavet om fra en kort fritidshistorie til faktisk at komme op på de 50000 ord. Glæd Jer

4Likes
2Kommentarer
1375Visninger
AA

3. Våd togtur

”Jeg er ked af jeg at lovede noget jeg ikke kunne holde.” Samantha og Tom stod tæt sammen, men stadig med få centimeters mellemrum imellem dem, i toget på vej ind til London midte. Efter en times løst snak, mest grin, på milkshakebaren smuttede de. Sebastian havde kigget godkendende efter Tom, og Sam nåede at daske ham over håret før hun fulgte med den høje mand ud i efterårsvejrets regn. De var løbet ned til stationen, men var stadig godt våde.

    En skoleklasse skulle med samme tog som dem, og åbenbart kom de i samme vogn, så nu var der ret trangt, med en duft af våd hund. Selvom der kun var mennesker i vognen.

   ”Det gør ikke noget skam.” Tom smilede ned til hende. Selvom at Samantha var i den høje ende af piger, så var Tom alligevel et halvt hoved højere. En lille pige med stort krøllet sort hår, sad ude på kanten af sin plads og gloede ligefrem indtrængende på Samantha. Efter løbeturen, havde hun taget elastikken ud og fremviste sig brystlange krøllede røde hår. Pigen ville nok ikke stoppe med at kigge på hende i nærmeste fremtid, da de fleste små piger plejede at se hende som Merida, fra Pixar filmen Modig. De fleste piger trak nu bare deres ende forælder i jakken, pegede på hende og hviskede højt på en kær børnemåde, Modig.

   Toget stoppede ved endnu en station. Ingen skulle af, men tre skulle på. Samantha rykkede sig til side for en gammel dame. Hun stødte armen på Toms mave, og sukkede indeni. Hun klemte læberne sammen og smilede tilbage til den gamle dame, der havde takket hende.

    ”Fryser du?” Spurgte Tom efter tre stationer mere. De havde ikke set ordenligt efter, så havde taget det langsomme tog ind til storbyen. Der var kommet flere med, stille og roligt. Samantha kunne mærke Toms ånde på sin hals, og den mindste bevægelse fra toget, fik hendes ryg til at ramme ind i hans veltrænede mave.

   Hun rystede på hovedet, og bed sig i læben. Rødmen kom frem igen. Den gamle dame havde fået en af børnenes plads, dog ikke den lille pige der stadig sad og stirrede på hende, med store øjne. Samantha smilede skævt til den gamle dame, der også havde sit blik på hende, eller Tom, det kunne hun ikke helt placere.

   To stops længere henne, forlod børnene toget, og som Sam havde forudset trak den lille fat i sin lærer, pegede på Samantha og hviskede Modig efter hende.

   ”Damerne først,” sagde Tom, slog ud med hånden og viste Samantha hen til et ledigt sæde. Alle de andre stående havde allerede hapset sig et sted at sidde. De var kun halvvejs med den time lange tog. I stedet for et kvarter, havde de fire doblet deres transporttid. Pladsen var overfor den gamle dame, og Samantha smilede akavet til hende. Tom blev stående, selvom der var pladser i den ende. Men trods al i den anden ende. Hans øjne var låst på Samantha.

   To piger kom ind, og begyndte hviskende, at snakke om Tom. Den ene var åbenbart stor fan, for hun sad næsten med tårer i øjnene. Sam ville vende øjne, men vidste, at hun ville have siddet med samme store våde øjne, hvis hun var stødt på Tom andre steder end telefonen.

   Samantha lænede sig frem, og Tom bøjede sig ned til hende.

   ”Du burde gå hen til de to. Tror gerne de vil have et billede.” Hun blinkede kækt til ham og satte sig tilbage i sædet. Hun hævede det ene øjenbryn og slog hovedet over mod de to piger. Tom kiggede indtrængende på hende, sukkede med et smil og gik igennem toget på skrævende ben, grundet togets bevægelser. De to piger sad med store øjne, uden at kunne formulere noget til ham.

    ”Hvem er din kæreste? Synes jeg har set ham et sted?” Den gamle dame havde vendt sig mod Samantha. Hun sad forover lænet, med armene liggende på sin rollator. Sam kiggede hen på Tom og smilede over synet af ham der havde mast sig ned mellem de to piger for at tage billeder med dem.

   ”Han er skuespiller. Tom Hiddleston,” svarede hun, uden at tænke over den første del af den gamles dames spørgsmål.

   ”Han ser ud til at være en gentleman. Behold ham, selvom jeg synes du for ung til en som ham.” Toget stoppede igen, og folk strømmede mod dørene. Endelig fremme. Samantha sad og stirrede efter den gamle dame, da Tom gik hen med fremstrakt hånd. Han havde taget sin stort set gennemblødte hættetrøje på igen, samt solbriller. Storby lig med flere paparazzier.

  ”Hvem sidder du og kigger efter?” Var det jalousi, hun kunne fornemme i sin høje ledsagers stemme.

  ”Den gamle dame. Hun synes jeg skal beholde dig, selvom jeg ikke engang har dig.” Samantha havde slået hjernen fra, og lod ikke til at lægge mærke i hvad hun sagde, eller gjorde. Hendes fingre var flettet ind i Toms. Regnen slog stadig hårdt ned.

   ”Du kan få mig,” svarede Tom, stoppede og vendte Samantha om, stadig mens hun var i løb. Hun blev kastet ind i hans favn og hun kiggede op i de glinsende blå øjne. Regnen tog krøllerne ud af hendes hår, og hun kunne mærke den var kommet helt ind til huden.

    ”Tom,” sagde hun stille. Manden lænede sig ned, slog hendes hage op, og lagde sin våde læber på hendes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...