Fra sær til populær

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 okt. 2016
  • Opdateret: 24 nov. 2016
  • Status: Igang
Samantha har et stille liv, kedeligt arbejde og bor i en forstad til London. Der er ikke rigtig noget lys over hendes hverdag, og hun har aldrig oplevet andet end sin lille by, og den nært liggende storby.
En dag ringer hun en kunde op, som viser sig at være ingen ringere end skuespilleren Tom Hiddleston. Men kan hun klare, at gå fra en outsider der bliver overhørt, til at være en der får en stemme og bliver set, endda måske lidt for meget?
Samanthas liv bliver lavet om, men spørgsmålet er om hun vil give sin gamle hverdag for en ekstra ordinær fremtid?

Dette er blandt andet også min NaNoWriMo historie, så den er blevet lavet om fra en kort fritidshistorie til faktisk at komme op på de 50000 ord.

Glæd Jer

4Likes
2Kommentarer
2368Visninger
AA

15. Jeg er ikke et sæde?

”Kan vi komme ud, tror du?” Sebastian stod på tærer og kiggede ud af kighullet. Nogle få mumle lyde kom igennem døren. Samantha skubbede ham til side og kiggede selv ud. Kun et par stod tilbage. Den ene med en blok og kuglepen, den anden med et kamera hvilende på skulderen.

   ”Det håber jeg da.” Hun vendte sig om og kyssede Tom på kinden, da han gik igennem gangen og ind i stuen. Han blev hjemme, mens de to andre tog i biografen. Samanthas skoles filmklub havde visning hver anden søndag, denne var en af dem. Hun var en del af flokken bag, så det ville være underligt hvis hun ikke kom. ”Ses Skat, tilbage om et par timer,” sagde Sam og vinkede ind i stuen, hvor Tom løftede hånden mod hende. Han var opslugt af en film der kørte på skærmen og havde spaghetti hængende ud mundvigen. Sam og Seb kiggede på hinanden og grinede, mens de klemte sig ud af døren. Journalisten var med det samme i ansigtet på Samantha, der trykkede sig op af væggen. Hun slog blikket ned, men havde et smil om læben. De to unge grinede og kiggede på hinanden. Journalisten gav Sam plads og rynkede brynene. Der var intet over denne pige der lignede pigen Tom havde haft under armen aftenen før.

   ”Samira?” spurgte journalisten, mens mobilen med en lille mikrofon på, var peget mod Sam. Samantha rystede på hovedet.

   ”Det min lillesøster,” svarede hun og begav sig ned af trapperne. Journalisten fulgte tæt efter.

   ”Så din lillesøster og Tom Hiddleston?” Samantha klemte et grin. Det har var lettere end hvad hun havde regnet med. Hun nikkede og greb fat under Sebastians arm. De kom ud i baggården og videre ud på gågaden. Journalisten og fotografen havde glemt dem og var sigtet mod deres ventende bil. Tom havde i det mindste en mulighed for, at komme ud nu.

   ”Så det var da hyggeligt,” grinede Seb, mens de gik ned af gågaden. Samantha vendte sig om og kiggede op. Lyset i lejligheden skiftede. Tv’et kørte stadig.

   ”Regner snart med en opringning fra min søster,” lige da hun havde sagt det, vibrerede hendes mobil. Hun tog den op med en løftet øjenbryn. ”Når man taler om solen,” sukkede hun og besvarede opkaldet.

   ”Samantha, seriøst dig og Tom?” Samanthas søster nærmest skreg igennem røret. Sam skar ansigt og tog mobilen lidt væk fra øret. Samira og Sebastian var nok de eneste to der kunne genkende hende, hvis hun prøvede på, at være en anden. Selv dem som Sebastian havde set showet med havde set hende som Samira.

   ”Samira, please gør mig denne tjeneste indtil det er tid til, at gå ud med, at det er mig.” Samanthas stemme var så bedende som hun kunne præstere. Seb og Sam kørte deres kort over indgangen til togene og fandt toget ind til London.

   ”Selvfølgelig. Har ikke haft så mange følgere som nu. Venter på journalist havet, men de står vel ved lejligheden? Hvorfor er det nu, at det står i mit navn igen?” Samantha sukkede og grinede på samme tid. Spørgsmål, spørgsmål og kun spørgsmål.

   ”Svarene er tillykke med det. Ja, de har stået der hele dagen. Fordi jeg vil undgå visse folk, og fordi selv vores forældre ikke kan huske forskel på os, selvom vi ikke er tvillinger.” Der kom et grin fra den anden side af forbindelsen.

   ”Arg ja. Men søs du siger bare til når du er klar til, at komme ud. Og pas på. Jeg så showet. Alene, så alle tror faktisk, at jeg var dig i går. Tom og Taylors skænderi var ret fyldigt. Og hvor var du henne? Hvordan er Tom faktisk? Er rygterne sande?” Samantha trak på smilebåndet.

   ”Vi snakkes Samira.” Samantha følte lige pludselig hun blev iagtaget. Nogle teenagere kiggede over på hende, mens de hviskede ophidset. De sad med en tablet imellem sig. Med en indskydelse afsluttede hun opkaldet over sin søsters protester, med: ”Og hils Tom, glæder mig til, at møde ham.” På pigen i midten, så hun hendes øjne blive større. Sebastian slog Samantha over skulderen. Men han kunne ikke gemme sit smil. Sam lænede sig over til ven og hviskede ham ind i øret:

   ”Jeg kunne ikke lade være, okay?” Hun lod sine øjne glide igennem vognen for, at finde andre der havde fokus på hende. Ingen. Tilbage til normalen for første gang i fireogtyve timer. Hun tog sin egen mobil op af lommen og så de allerede fem ’jeg savner dig’ beskeder fra Tom. Sam bed læberne sammen og lænede sig op af Sebastians skulder. Han sukkede sødt og kiggede kært på hendes beskeder. De kiggede på hinanden og sagde på samme tid:

   ”Nurh.” Et indforstået smil kom imellem de to venner. Det forsvandt dog fra Sebs ansigt, da dørene åbnede og ind trådte en gruppe, som de tog helst prøvede på, at undgå.

   ”Jamen ser man det. De underlige par, som ikke kan være et par, men burde være et par.” Pigen stod med armene i siderne foran de to siddende. Hendes kæreste slog armen om hende, og resten af gruppen slog sig ned omkring dem. ”Vores sæder, smut.”

   Sebastian var allerede på vej op fra sit sæde, men Samantha lagde en hånd på hans knæ og holdte ham nede. Hun kiggede op på parret foran sig.

   ”Jeres sæder? Hvis der havde siddet andre, havde I ikke turde smide dem væk. Så helt ærligt, hvad har Seb og jeg gjort jer.” Samantha lagde hovedet på skrå og smilede selvsikkert op.

   Pigen snøftede foran hende og rullede med sine øjne. ”Vores sæder, så gør os alle en tjeneste og smut Samantha. Hvis du var din søster, ville det være anderledes.” Hun lænede sig til den ene side og fik et grin fra sine hofpiger bag sig.

  Samantha lukkede øjnene og sukkede. Nok derfor hun havde hadet Taylor så meget i går. Her stod Therese, en pige der næsten kunne udkonkurrere Årets Barbie. Sebastian klemte Samanthas hånd og nikkede mod døren ind til den næste vogn. Hun gav hans hånd et klem tilbage og de rejste sig. Therese trak sejrrigt på skulderne og satte sig ned, før Samantha havde flyttet sig helt.

   ”Jeg kan ikke fordrage den pige,” snerrede Sam, da hun og Sebastian var nået ind i den anden vogn. Hun gik baglæns igennem vognen med blikket vendt mod Sebastian der stadig så sig usikkert tilbage et par gange. Han nikkede samtykkende. Samantha vendte sig om og faldt så lang hun var på gulvet, da toget valgte, at stoppe i samme øjeblik. Hun landede blødt.

   ”Undskyld, undskyld. Det må du virkelig undskylde,” udbrød Samantha og fik rejst sig op, ved hjælp af Sebastians hænder der havde taget fat om hendes skuldre. Folk omkring dem havde først kigget op, men havde fundet tilbage til noget sjovere.

  ”Du burde passe på med hvor du går.” Personen Samantha havde væltet ind i, rejste sig op sekundet efter hende. Han vendte sig om, hvilket fik Samantha til, at give et gisp fra sig. ”Samantha, sikke en overraskelse.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...