Fra sær til populær

Samantha har et stille liv, kedeligt arbejde og bor i en forstad til London. Der er ikke rigtig noget lys over hendes hverdag, og hun har aldrig oplevet andet end sin lille by, og den nært liggende storby. En dag ringer hun en kunde op, som viser sig at være ingen ringere end skuespilleren Tom Hiddleston. Men kan hun klare, at gå fra en outsider der bliver overhørt, til at være en der får en stemme og bliver set, endda måske lidt for meget? Samanthas liv bliver lavet om, men spørgsmålet er om hun vil give sin gamle hverdag for en ekstra ordinær fremtid? Dette er blandt andet også min NaNoWriMo historie, så den er blevet lavet om fra en kort fritidshistorie til faktisk at komme op på de 50000 ord. Glæd Jer

4Likes
2Kommentarer
1361Visninger
AA

2. Ikke en date, og dog

Samantha spidsede læberne og lagde det sidste lipgloss. Hun så det ikke som en date selvfølgelig, men lidt pæn måtte hun gerne te sig ud. Håret var samlet i en stram hestehale, med en krølle hængende i højre side. Hun havde taget en højtaljet nederdel på, der hang på hendes hofter, samt en croptop, der gjorde at fem centimeters mave blev vist. Ikke altid forstod hvorfor hun blev ignoreret. Hun fik blikke, men var stadig den nørdede. For sær til en populær.

   Hun bevægede sig hen til vinduet, og kiggede ned på gågaden. Hun boede lige overfor stedet, hvilket gjorde hun kunne holde øje med dem der gik derind.

   To mænd, den ene med hættetrøje godt trykket ned over hovedet, gik ind. Samantha rystede på hovedet og kiggede rundt på dem der kom gående forbi. Klokken var et minut i tre, da hun smækkede døren bag sig, og begav sig i spring ned af trappen fra tredje sal. Hun bed sig i læben og kiggede endnu engang rundt i gågaden. En lille flok unge, i Harry Potter cosplay var det eneste hun kunne se, og de var næsten lige gået ud af milkshakebaren.

   Døren gav et ring, da hun skubbede den ind.

   ”Samy.” En fyr i stramme røde jeans og pink skjorte gik hende i møde. Han kyssede hende på begge kinder og smilede til hende. ”Dejligt at se dig igen.” Samantha trak mundvigen op.

    ”Og også dig Seb,” hun kyssede ham på kinden, og kiggede over hans skulder rundt i stueetagen. Der sad ingen.

    ”Du gætter aldrig hvem der kom ind lige før. De gik ovenpå, så du må bare sætte dig derop, kan jo ikke selv.” Han blinkede, skænkede hende hendes normale bestilling, Jordbær milkshake, med en lille snært af vanilje. ”Du må lige tage disse med op. Det er kun de to.” Sebastian klappede entusiastisk i hænderne og skubbede blidt Samantha mod trappen. Hun vendte øjne på vej op, men tænkte over hans ord. Hun ville aldrig gætte hvem der var kommet ind. Måske havde det været en af det to der var Tom. Og så måtte han have en vis stilling for at Seb kunne genkende ham.

   Hun kom op af trappen, vendte sig og så de to. Den ene bredskuldret og muskulær, med front mod hende. Den anden, som havde haft hættetrøjen trukket om hovedet, med ryggen til. Trøjen var røget, så der var frit udsyn til en tætsiddende hvid t-shirt, der fulgte alle rygmusklerne på den dog smalle krop. Hun bed sig i læben. Hvis det var ham, var han mere sexet end hans stemme havde angivet.

   Manden med front mod hende nikkede en gang, rejste sig og tog den ene af de to milkshake hun havde på en bakke. Han stoppede op ved hendes side og rynkede let brynene. Som om han var i gang med at inspicere hende. Samantha løftede prøvende sit ene øjenbryn og krympede sig let imens.

    ”Luke,” Det var den stemme. Den var ikke hård, men havde sin kraft bag. Luke nikkede kort, før han begav sig ned af trappen. Hun kunne høre Sebastian hilse på Luke og hun grinede let over det hun vidste nu ville ske. ”Du har altså en smuk latter.” Den flirtende stemme igen var tilbage. Hun vendte sig om så ind i et par skinnende smilende blå øjne, der dog havde en snært af grønt. Hun nikkede stille, men tog sig hurtigt sammen, for at lukke den åbne mund. Seb havde haft ret, dette var fantastisk. Af alle personer, så var det ham. Og hun havde ikke engang opfanget stemmen, selvom hun næsten havde vokset op med den de sidste fem år af sit liv.

   ”Undskyld. Havde ikke lige troet det var dig.” Hun grinede nervøst, og overtog Lukes plads. De blå glinsende øjne fulgte hendes mørkebrune.

    ”Hvem ellers. Men selvfølgelig der findes mange der hedder Tom.” Han grinede igen, og fik Samantha til at se rødmende ned på bordet. En hånd lagde sig under hendes hage og løftede den op. Et smil havde hele hendes synsfelt. ”Fik aldrig fat dit navn tror jeg. Vi blev lidt afbrudt.” Grinet var der igen, det grin burde have overhørt første gang de snakkede sammen.

   ”Samantha,” hviskede hun stille. Samantha smilede skævt og studerede Toms ansigt. Det her kunne kun være en drøm. Af alle mennesker var det ham der havde inviteret hende ud, for at høre hvad hun havde at sige. Hun tog et sug af sin milkshake, og legede lidt med sugerøret. Hun kunne mærke Toms øjne op sig.

   ”Sam,” sagde han stille, men med så meget dybde i, at hun gispede let. Hendes tænder fandt hendes læbe, og hun bed sig kort for at holde gispet tilbage i halsen. ”Du er virkelig smukkere end din stemme. I passer godt sammen.” Tom blinkede til hende. Han flirtede virkelig, uden filter.

  Samantha lod sin tunge fugte sine tørre læber, og opdagede de blå grønne øjne fulgte den. Hendes åndedrag blev værre, og hun vendte sig om, kiggede ud af vinduet, for at ikke lade Tom se det blod der var løbet til hendes hoved. Han grinede let bagved hendes ryg.

   ”Så Samantha. Du sagde du ikke blev hørt, på hvilket emne?” Tom var tilbage i den normale tone igen, og lød direkte nysgerrig, omkring det.

   Sam rystede let på hoved, med et smil plastret til. Hun trak ned i trøjen, og endnu en gang fulgte de blågrønne øjne hendes bevægelser. Det var som om de stadig havde det flirtende i sig.

   ”Det egentlig bare min mening. Den bliver ikke hørt føler jeg.” Samantha lagde sit hoved på skrå, slog øjnene ned og legede med sugerøret mellem sine læber. Hvis han flirtede måtte hun vel også. Hun vidste det var forkert, men intet lige nu kunne få hende til at tænke dybere i de tanker.

   ”Hvorfor?” Spørgsmålet var lavt og da den rødhårede pige skimtede op kunne hun se, at Toms øjne havde fået et større glimt. Ja, egentlig hvorfor.

   ”For sær til en populær,” svarede hun efter lidt tids tyggen på spørgsmålet. Tom var ved at kløjes i den slurk han lige havde taget af sin chokolade milkshake.

   ”For sær til en populær?” spurgte han, stadig hostende. Samantha prøvede på holde latteren tilbage, men dette mislykkede totalt, og hun havnede med tårerne løbende ned af kinderne, med det største grin, hun nogensinde have haft. Hendes motto var måske lidt morbidt. Tom sad og trommede sin ene hånds fingre ned på bordpladen, mens han ventede på at pigens grine anfald var aftaget lidt mere.

   ”Tom.” Luke lagde en hånd på hans skulder. Hans nærvær fik Samantha til at tage sig sammen. Hun tørrede hikstende de sidste tårer væk, stadig med kæmpe smilet forplantet. Luke lavede en hovedbevægelse mod trappen, og Tom sukkede stille.

   ”Undskyld Sam. Luke skal mødes med nogen, og han er lidt mit lift hjem.” Tom rejste sig op, og strakte sig. T-shirten fulgte med ham og et lille stykke af hans mave blev vist. Samantha følte hun sad med store øjne, men det var der intet at sige til, når udsigten var den krop.

   ”Jeg kan køre dig hjem.” Det blev mere en konstatering, end et spørgsmål og hun var ikke sikker på, at mændene hørte ordene, eller bare pludder, da sætningen kom ud ret hurtigt.

   Tom vendte sig om mod Luke, med et løftet øjenbryn og hundehvalpe blik. Samantha var bag ham, så hun kunne ikke se hans entusiasme over hendes forespørgsel. Luke nikkede, og smuttede ned af trappen. De to på første sal hørte dog fodtrin der kom op igen. Luke lænede sig over gelænderet, kiggede indtrængende på Tom og sagde lavt, men dog højt nok til at Samantha over hørte det:

   ”Pas på hvad du roder dig ud i.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...