How to be secretly famous -1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2016
  • Opdateret: 30 nov. 2016
  • Status: Igang
Forestil dig det her: Du er forsanger for verdenskendte metal band Black Rose. Boet i Danmark hele dit liv, velvidende om at du er adopteret, men nu da dit band skal spille koncerter i England, for du mulighed for at lære din biologiske familie at kende. Det eneste problem? Din bror er også verdenskendt. Han er nemlig Harry Styles, fra One Direction. Det lyder ikke ligefrem som et problem, men hvad nu hvis han ikke må vide at du også er kendt?

26Likes
16Kommentarer
8083Visninger
AA

3. Kapitel 2

~~Vi var lige kommet ind i Harrys og Louis lejlighed.
"Stuen, køkkenet, Louis værelse, mit værelse, gæsteværelset og det jeg tænkte skulle være sit værelse" opremsede Harry imens vi gik igennem lejligheden. Han åbnede døren, og jeg gik ind. Rummet var simpelt indrettet, en seng, et skrivebord, et skab og en kommode. Væggene var hvide, og vinduet havde en fantastisk udsigt.
"Super, det lyder godt" sagde jeg smilende. Jeg savnede allerede mine drenge. Der er sjældent vi er så langt væk fra hinanden.
"Yes, så mig og drengene er bare ude i stuen, kommer du ud?" Spurgte Harry.
"Jaer, jeg kommer lige om lidt" svarede jeg bare, og begyndte at finde min MacBook frem. At tjene gode penge har jo gode frynsegoder. Harry gik ud og lukkede døren efter sig, og jeg gik ind på Skype. Jack er online. Det er han næsten altid, fordi hans computer bare står fremme hele tiden. Jeg satte MacBook'en på skrivebordet og ringede ham op. Imens den ringede satte jeg mig på kontorstolen. Lyden der indikerede at Jack havde svaret lød, og et billede af hans stue kom frem, med ham foran.
"Hvem er det?" Kunne jeg høre Joshua sige i baggrunden.
"Hej Steph" sagde Jack og smilede afslappet. Jack havde et markeret ansigt, mørkt hår og buskede øjenbryn. Og en næsepiercing.
"Er det Steph?" Kunne jeg høre Matt sige i baggrunden, og kort efter stod de alle tre foran mig.
"Vi savner dig din idiot! Du forlod os til fordel for en flok popdrenge! Er de meget slemme?" Spurgte Joshua og grinte.
"Jeg savner også jer. Njaah, de er bare lid..." Mere nåede jeg ikke at sige før jeg blev væltet ned af kontorstolen af fire grinende drenge. Vi faldt alle fem grinende om på gulvet. Vores grin blev dog afbrudt af Jack.

(Når begge bands er samlet, snakker Black Rose også engelsk, så One Direction kan forstå dem)

"Steph?" Kunne jeg høre Jack spørge om.
"Jeg er hernede" grinte jeg og satte mig op.
"Hej. Er i Stephanies venner?" Spurgte Louis som allerede var oppe og stå. Han så lidt overasket ud over deres piercinger og tatoveringer. Men han er jo også ret pop.
"Øhh, ja. Davs. Og du er?" Spurgte Joshua.
"Louis. Jeg er i Harrys band" svarede Louis, imens vi andre rejste os.
"Så, Steph, vi ses bare senere, right?" (det næste Jack siger er på dansk)
"Når du ikke er igang med at poppe popcorn" kom det fra Jack. Deres drengede grin blandede sig med mit.
"Ja, vi ses bare senere. Savner jer" sagde jeg og lavede en kyssemund til dem.
"Vi savner også dig Stephi. Vi ses bare om to uger, ikke?" Spurgte Matt.
"Jaer. Husk, jeres fly går klokken syv om morgenen. Josh, du skal minde de andre om det" sagde jeg og sendte ham et bestemt blik igennem kameraet.
"Vi har styr på det Steph, vi glemmer det ikke" Sagde Jack afslappet.
"Jack, du har ikke styr på en skid, og jo, du glemmer det hvis Josh ikke mider dig om det" sagde jeg grinende: "men vi ses" sagde jeg og afsluttede samtalen.
"Er dét dine venner?" Spurgte Harry og skar en grimasse. Den dømmende tone kunne skære glas.
"Ja. Har du et problem med det?" Sagde jeg hårdt og sendte ham dræberblikket. Det var egentlig ikke for at være tarvelig, mine drenge betyder bare rigtig meget for mig.
"Slet ikke.... De er bare lidt... Jeg ved det ikke, hårde i det?" Sagde Harry med en grimasse.
"Bare fordi i alle sammen er mega poppede er der jo ikke noget galt i at mine venner er anderledes. Mine drenge er fantastiske, det skal i slet ikke være i tvivl om" sagde jeg, stadig irriteret.
"Fair nok. Vil du ikke med ud i stuen? Vi tænkte vi kunne lære hinanden lidt bedre at kende" sagde Liam glad. Jeg nikkede og gik med dem ud i stuen, hvor vi satte os i de to sofaer. Jeg sad imellem Liam og Louis.
"Så Steph, hvad siger du til vi skiftes til at stille dig et spørgsmål?" Spurgte Niall smilende. Det lød et lidt akavet, men det blev sikkert hyggeligt. Jeg nikkede, og Harry startede:
"Hvad er din yndlingsfarve?" Lidt kedeligt spøgsmål, nu havde de chancen for at få alle mulige akavede og pinlige sandheder ud af mig, og han spurgte om min yndlingsfarve?
"Rød, tror jeg" svarede jeg, og Harry nikkede. Jeg kiggede over på Niall som sad ved siden af.
"Har du en kæreste?" Spurgte han om, og resten af drengede kom med sådan en uuuuhh lyd.
"Det tror jeg ikke" svarede jeg ærligt.
"Hvad betyder det?" Spurgte Harry.
"Well, der er den her fyr fra mi.... N vennekreds" hold da op det var tæt på: "mig og Joshua har datet lidt on/off i tre år, men på det seneste har vi bare været venner" de nikkede igen, og gik videre til Louis.
"Hvor går du så i skole?"
"Uhmm, jeg har faktisk taget et sabbatår, så jeg går ikke i skole for tiden" svarede jeg.
"Altså et år hvor du kan arbejde? Hvad arbejder du så som?" Spurgte han.
"Jeg.... Arbejder.... På starbucks!" Fandt jeg på. De hoppede alle på den.
"Okay, min tur" sagde Liam: "jeg undrer mig lidt over, hvorfor sagde de der... Venner du har 'vi ses om to uger'?". Pis. Pis pis pis. Jeg kunne vel lige så godt fortælle sandheden nu. I hvert fald noget af den.
"Jo, altså siden mine drenge også har taget sabbatår i år, tænkte vi at det kunne være fedt at tage på ferie sammen. Og siden jeg alligevel skulle herhen, til London, besluttede vi at de også skal herover. Så jeg har to uger sammen med jer, og så tager jeg hen og bor med dem på hotellet, og holder ferie med dem" sagde jeg, nervøs for deres reaktioner. Harry rejste sig op og stormede ind på sit værelse, og de andre drenge kiggede bare på mig. Jeg rejste mig forsigtigt op, og gik hen til Harrys dør. Jeg bankede forsigtig på: "Harry?". Intet svar. "Harry?". Stadig ingen reaktion. "Harry, jeg kommer ind nu". Jeg åbnede forsigtigt døren og gik ind. Han sad i hans seng med han telefon i hånden. Jeg lukkede døren efter mig, og gik hen og satte mig ved siden af ham. "Hey". Han svarede ikke.
"Hvorfor gør det dig så sur? Du er jo også sammen med dine... Venner hele tiden".
"Det er ikke det samme!" Sagde han irriteret og rejste sig op: "mine venner er meget mere end bare venner, de er også mit band - vi laver alting sammen. Det er derfor de er her hele tiden, vi er sammen når vi har fri, og når vi er på arbejde, vi er altid sammen. Du forstår det ikke, man forstår det kun hvis man selv har været i et band!" Nærmest råbte han. Jeg kunne mærke tårene  presse på. Jeg trak vejret dybt, og gik ud. Jeg ignorerede de stirrede blikke jeg fik da jeg gik igennem stuen, og fortsatte bare ind på mit værelse. Jeg åbnede min MacBook, og skypede Jack.
"Hey Steph" sagde Jack da han havde accepteret mit videoopkald. Hurtigt stod alle tre drenge foran mig.
"Hej drenge" sagde jeg og sendte dem et falsk smil.
"Hvad er der galt?" Spurgte Joshua bekymret.
"Der er da ikke noget galt" svarede jeg. Jeg ville ikke forstyrre dem med mine problemer.
"Stephiiiiie? Du er ikke til besvær. Hvad så?" Spurgte han kærligt og omsorgsfuldt om.
"Det er bare.... Louis. Han bliver ved med at nævne at i ikke er så.. Poppede. Og så havde vi også lidt et skænderi. Han sagde at jeg ikke forstod hvad det betød at være i et band, og at hans band betyder mere for ham, end i gør for mig" forklarede jeg. Uden jeg havde lagt mærke til det var jeg begyndt at græde imens jeg snakkede.
"Aww, Stephanie. Du skal da ikke græde. Vi løser det her. Måske skal du bare fortælle dem sandheden?" Foreslog Matt.
"Det tror jeg ikke jeg er helt klar til endnu.."
"Skal vi komme over til dig?" Spurgte Matt efter en kort pause.
"Hvad snakker du om? Jeg er i London tumpe, i er i Århus" fniste jeg.
"Jeg mener det. Vil du have os til at komme over? Vi har faktisk allerede snakket lidt om det... Det er bare ikke helt så fedt uden dig her" forklarede Jack.
"Aww, hvor er i dejlige. Jeg tror jeg bliver nødt til at have lidt kvalitetstid med min bror.. Desværre. Måske kan i bare komme et par dage før, eller en uge før? Det er også virkelig træls her uden jer" svarede jeg.
"Okay. Vi finder ud af noget. Vi er sammen igennem alt" svarede Matt og blinkede til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...