How to be secretly famous -1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2016
  • Opdateret: 28 jan. 2017
  • Status: Igang
Forestil dig det her: Du er forsanger for verdenskendte metal band Black Rose. Boet i Danmark hele dit liv, velvidende om at du er adopteret, men nu da dit band skal spille koncerter i England, for du mulighed for at lære din biologiske familie at kende.
Det eneste problem?
Din bror er også verdenskendt. Han er nemlig Harry Styles, fra One Direction.
Det lyder ikke ligefrem som et problem, men hvad nu hvis han ikke må vide at du også er kendt?

30Likes
25Kommentarer
19506Visninger
AA

14. Kapitel 12

~~"Du skal se filmen" grinte jeg.
"Jeg vil hellere se på dig" mumlede Liam og kyssede mig i håret. Vi havde besluttet os for at se en film, og Liam havde valgt she's the man. Han troede nok at jeg ville blive glad. Den er da også god, men ærlig talt var jeg ligeglad hvad vi så, så længe det var med Liam.
"Du ved, jeg har snakket med din bror" sagde Liam til mig.
"Harry?" Spurgte jeg for at være sikker. Jeg kunne mærke på hans bryst at han grinte.
"Har du andre brødre jeg snakker med?" Spurgte han stadig grinende om.
"Neeeeej, ikke ligefrem" svarede jeg og grinte selv.
"Men hvad snakkede du med Harry om?" Spurgte jeg nysgerrig.
"Jeg spurgte ham hvad han ville synes om at jeg inviterede sig ud... På en date" sagde han. Jeg mærkede spændingen stige.
"Hvad svarede han?" Spurgte jeg om, og opdagede at jeg holdte vejret.
"I starten var han ikke så glad for idéen, men han endte med at sige at det vel var bedre at det var mig end, og jeg citerer: 'en eller anden der kommer til at såre min søster', hvorefter han sikrede sig at jeg ikke ville såre dig. Storebrorsnakken, du ved" sagde Liam. Jeg blev varm inden i ved tanken om at Harry ville passe på mig. Og endnu varmere da det gik op for mig at Liam havde fået lov til at tage mig med på en date.
"Så, Stephanie, vil du gå ud med mig?" Spurgte Liam spændt.
"Der er intet jeg hellere vil" sagde jeg glad og satte mig på hans mave. Jeg lagde forsigtigt mine læber på hans. Han lagde sine hænder på min mave under min trøje. Jeg bed ham i læben, og kunne mærke hans muskler spænde. Jeg trak lidt på i hans trøje.
"Er det okay?" Mumlede jeg usikkert.
"Stephanie, du er fantastisk. Det er okay" svarede han og hoppede op på mig efter jeg havde taget hans trøje af. Han kyssede mig først på halsen, og så op af indtil han nåede min mund. Jeg lagde mine hænder bag hans nakke og hev ham tættere på.
"Liam" stønnede jeg lavt.
"Du havde ret" mumlede han imellem kyssene.
"Hvad?" Spurgte jeg overasket.
"Du havde ret. Jeg kan bedre lide mit navn når du stønner det" mumlede han. Jeg smilte i kysset. Han begyndte langsomt at lyne min sorte hættetrøje op. Han trak sig tvivlende tilbage, men jeg trak ham tættere på. Han trak den forsigtigt af mig.
"Oh Liam" stønnede jeg da jeg for alvor kunne mærke hans boner imod mit underliv. Jeg kørte mine hænder op og ned af hans mave, nød følelsen af at have ham nær. Han flyttede hans hænder fra mine bryster og kørte dem ned af mine arme, men stoppede da han nåede mine underarme. Han trak sig lidt væk.
"Hvad er det?" Spurgte han og kiggede på mine ar. Jeg forsøgte at hive min arm til mig.
"Stephanie, hvad er det?!" Spurgte han højt.
"Det er ligemeget Liam, lad nu være med at gøre det til noget det ikke er" sagde jeg irriteret og satte sig op.
"Hvorfor har du ikke sagt noget?! Først er du i et band, og nu har du åbenbart.. Skåret i dig selv. Hvad er det næste? Kan jeg overhovedet stole på dig?" Halvråbte han.
"Liam, prøv nu lige at forstå det" sagde jeg med tårer løbende ned af kinderne.
"Forstå hvad? At du åbenbart føler et ekstremt behov for at ødelægge din krop, eller at du ikke tror du kan stole på mig?" Sagde han såret og rejste sig.
"Liam, ikke gå, please" sagde jeg og hulkede. Jeg havde haft så mange problemer med selvskade, at høre det på den måde hjalp ikke ligefrem. Det var ikke fordi jeg ikke stolede på Liam, for det gjorde jeg.


Liams synsvinkel:
"Liam, ikke gå, please" sagde hun lavt og hulkede. Tårene løb ned af hendes kinder. Jeg hadede at få hende til at have det sådan her, men det var virkelig ubehageligt for mig at finde ud af at hun kunne finde på at behandle sig selv på den måde, hun fortjener så meget bedre.
"Jeg er ked af det, Stephanie, virkelig" sagde jeg og gik ud og smækkede døren efter mig. Tårene løb ned af mine kinder. Jeg stormede igenne stuen med tårene løbende ned af kinderne, ligeglad med min manglende trøje og drengenes overraskede blikke.
Jeg gik ind på værelset der var mit når jeg var hos Harry. Vi havde aftalt at drengene og jeg så vidt muligt ville være her i de to uger Stephanie var her. Hvilket var slut om to dage. Men hun blev jo heldigvis i byen. Jeg satte mig i sengen og sukkede, stadig med tårene løbende ned af mine kinder. Det bankede stille på. Jeg sagde ikke noget. Det bankede på lidt hårdere. Jeg sukkede dybt.
"Kom ind" sagde jeg irriteret. Jeg havde ikke lyst til at snakke med nogen lige nu.
"Hey" sagde Louis, og gik forsigtigt hen til mig. Han satte sig ved siden af min på sengen.
"Hvad så?" Spurgte han bekymret om.
"Ikke noget specielt. Hvor er Harry?" Spurgte jeg om.
"Han er inde ved Stephanie. Hvad skete der derinde, Liam?" Spurgte han alvorligt om. Liam. Det mindede mig om Stephanie. 'Liam. Liam, Liam, Liam. Kan du huske det?. Selvfølgelig kunne jeg det. Hvordan kunne jeg glemme det?
"Jeg opdagede noget jeg helst ikke ville have opdaget" svarede jeg med et suk.
"Jeg ved godt at dig og Stephanie har gang i et eller andet sammen, men vi andre vil jo også gerne hjælpe hende. Det bliver måske lidt lettere hvis vi ved hvad vi hjælper hende med" forklarede han.
"Jeg ved det godt, jeg er bare ikke sikker på at hun ville bryde sig om hvis jeg sagde det. Jeg vil ikke gøre hende ked af det" sagde jeg og gned mig i øjnene for at få tårene væk.
"Det respekterer jeg" sagde han og klappede mig på skulderen. Det bankede på døren. Jeg kiggede hen på Louis.
"Harry" mimede han og rejste sig.
"Det skal sku nok gå alt sammen Liam. Hun bliver god igen" sagde han før han rejste sig og gik hen til døren. Selvom han ikke vidste hvad der var sket, vidste han at det nok skulle blive godt. Hvad betød det?
Louis åbnede døren og Harry kom ind med et bekymret og frustreret ansigtsudtryk. Harry gik ind, og Louis gik ud. Jeg hørte døren lukke, og kiggede nervøst på Harry. Ville han være sur?
"Er du okay?" Spurgte han om.
"Mig? Det er min skyld din søster græder, er du ikke sur?" Spurgte jeg forvirret om.
"Det ved jeg ikke. Alt jeg ved er, at en af mine bedste venner gik grædende igennem stuen uden trøje på, og at min søster ligger og græder helt dækket til af dynen, og nægter at sige noget" sagde han frustreret.
"Hvad skete der Liam? Please sig det" sagde han bedene.
"Jeg synes Stephanie selv skal fortælle det... Når hun er klar" sagde jeg lavt.
"Liam, du er en af mine bedste venner, og hun er min søster. Please bare fortæl mig hvor bekymret jeg skal være" sagde han lavt.
"Jeg ved det ikke, Harry, jeg ved ikke engang hvor bekymret jeg er" sagde jeg og var lige ved at græde igen.
"Okay. Vil du med ud i stuen lidt? Måske kunne det muntre dig op?" Foreslog Harry.
"Neeej tak, jeg tror jeg går i seng" sagde jeg og sukkede.
"Fair nok. Det skal nok gå alt sammen, Liam. Det bliver godt igen" sagde han før han gik ud. Det skal nok gå alt sammen, Liam. Det bliver godt igen. Det var næsten det samme Louis havde sagt. Det skal sku nok gå alt sammen, Liam. Hun bliver god igen. Men hvad hvis det ikke var sandt? Hvad hvis det ikke blev godt igen?


Jeg lå stadig og græd i min seng. Det havde jeg gjort siden Liam gik i går, klokken elleve. Jeg havde ikke engang sovet, jeg lå her bare, med tårer strømmende ud af øjnene. Klokken var vel omkring de elleve om formiddagen. Jeg havde ikke spist morgenmad, men mærkede alligevel ikke sulten. Det bankede på min dør, og uden at vente på svar kom Niall ind.
"Hej" forsøgte han glad. Jeg svarede ikke, kiggede ikke engang på ham.
"Har du sovet godt?" Spurgte han høfligt om. Jeg svarede ikke, kiggede ikke på ham.
"Er du sulten?" Spurgte han venligt. Jeg svarede stadig ikke.
"Du kan altså ikke overleve uden mad. Og Harry bliver sur på mig hvis jeg ikke får dig til at spise noget mad. Og hvis Harry er sur, er man sådan cirka allerede død" grinte han.
"Aw, come on, det var da lidt sjovt" sagde han. Han sukkede dybt.
"Stephanie, vil du ikke godt komme med ud og få noget mad? For min skyld?" Sagde han alvorligt. Jeg sukkede, men rejste mig alligevel. Niall åbnede døren, og jeg gik efter ham ud i køkkenet. Lige så snart vi kom derud, blev de andre drenge stille. Liam var der ikke. Det gik op for mig at jeg måtte se forfærdelig ud. Jeg havde det samme tøj på som i går, udover jeg havde taget min hættetrøje på. Jeg gik ud fra at jeg havde rander under øjnene, på grund af manglende søvn. Og mine øjne måtte da også være røde og hævede. Jeg satte mig ned med et bump. Jeg mærkede tårene pible frem, men ingen nævnte dem, de sad bare og iagttog mig.
"Hvil du have noget morgenmad?" Tilbød Louis forsigtigt. Jeg hverken kiggede eller svarede ham heller.
"Stephanie?" Spurgte Harry. Han fik samme behandling. Han tog en bolle og lagde den på min tallerken. Jeg kiggede ned på den med tomme øjne. Jeg rejste mig langsomt, og gik ind i min seng igen. Jeg havde ikke planer om at forlade den igen.
Ved femtiden hørte jeg min MacBook sige nogen lyde. Jeg løftede hovedet med stor anstrengelse, og så at det var Jack der ville Skype. Jeg lagde hovedet ned igen og faldt i søvn. Endelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...