Alkoholens effekter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 okt. 2016
  • Opdateret: 14 okt. 2016
  • Status: Færdig
Lillesøster er stadig et barn, så jeg må passe på hende, da mor er for fuld til at tage sig af os. Hvad ender det med?

0Likes
0Kommentarer
10Visninger

1. Kapitel 1

Jeg står i det lille værelse, jeg deler med min 7 år yngre lillesøster. Vi har boet i en etværelseslejlighed med vores mor, siden far døde. Mor bruger for mange penge på alkohol til at have råd til andet, end det og husleje.

Jeg tager min lillesøster i hånden, mens vi lister hen mod køkkenet. Vi skal være stille da mor ligger, og sover på sofaen. Hendes arm hænger ud fra sofaen, og strejfer gulvet. Ikke langt fra står der er tom vodka flaske, rundt omkring i huset er det generelt mange tomme øldåser. De står rundt i hele lejligheden, som de har gjort siden vi fik de livsforandrende nyheder om far.

 

Vi går den kringlede vej mellem øldåserne, for at nå køkkenet.

Lillesøster kigger forsigtigt rundt, hun ser næsten bange ud. Efter at have observeret hende i flere måneder, har jeg konstateret at hun er blevet bange for mor. Eller hvad der er tilbage af den engang kærlige mor. Det er som om hendes sjæl døde med far. I tilfælde af overtro, døde hun med sit livs kærlighed.  Begge sjæle flyver rundt, hvor end det er henne. Det eneste 'levende' tilbage på jorden er hendes alkoholfyldte krop.

 

Det er som om hun er en zombie. Hendes krop slæbes stadig rundt, men hendes sjæl flyver frit. Jeg har ikke set den kærlige, betænksomme mor, som eksisterede da far var i live siden vi fik de triste, livsforandrende nyheder.

 

Mens tankerne vandre, kigger jeg i det tomme køleskab og de tommer skabe. I det sidste skab jeg kigger i, finder jeg en brødpose helt inde i hjørnet af skabet. Jeg studere det let, for hints om der er mug på. Det både lugter og ser fint ud. Jeg tager et par lydløse skridt tættere på lillesøster, og knæler foran hende. Jeg tager forsigtigt hendes lille, blege, rystende hånd, lægger det halvtørre brød i hendes hånd, og nikker.

Hun tager det forsigtigt op til munden, og tager en lille bid, tygger efterfølgende synker. Jeg tager hendes anden hånd  i min. Vi begynder lige så stille at gå hen mod døren. Klokken er 7:45, hvilket betyder vi skal gå den til skole. Heldigvis er der ikke så langt.

 

Det er vinter, og bidende koldt. Jeg kastede i kort blink, ned på min lillesøster. Hun ryster mere end hun normalt fra undernæringen vi begge er udsat for. Jeg holder op med at gå, og hun giver mig et spørgende blik. Jeg holder et øje på hende, mens jeg lyner min for store vinterjakke ned. Jakken tilhørte vores afdøde far. Han havde sådan en julemandsagtig vom, så den er stor til mig.

 

Efterfølgende bukker jeg mig ned for at tage hende op på hoften, og pakke jakken tæt om os begge to. Hun læner sit trætte hoved på min skulder, hvor jeg mærker hun er kold. Mens min ene arm holder om hende, kører den anden op og ned af hendes ryg, for at give mere varme. Hun holder rundt stramt rundt om min nakke. Jeg ved det er hendes måde, at vise taknemmelighed på.

 

Min lillesøster er veludviklet, og kom derfor et år for tidligt i skole. Hun går i børnehaveklasse nu, men hendes klassekammerater er mindst et år ældre end hende. Hun er til gengæld moden af en på sin alder. Hun er ofte sammen  en 1. eller 2. klasserne.

 

Da vi endelig var nået til skolens parkingsplads , kunne man høre de yngste børn lege. Kiggede man rundt kunne man se nogen teenagere komme med deres fødder slæbene hen ad jorden. Jeg har altid undret mig over, hvorfor de altid ser så trætte ud. Langt de flest af dem har rige forældre, selvom de går på en kommuneskole.

 

De har rent tøj på hverdag. Mange af dem skifter endda deres tøj midt på dagen, bare fordi de kan. Engang gik jeg meget op i tøj og mode, det har man dog ikke kunne se siden jeg overtog moderrollen i hjemmet .Det gør, at jeg er tvunget til at have mit gammel tøj på, og det er nødvendigt for mig at have min afdøde fars jakke på.

 

Anyways min pointe er at de bare er forklædet teenager, som ikke ved præcis, hvor godt de har det. I forhold til andre mennesker.

Mine tanker bliver afbrudt af klokken ringer ind til time. Mens elever strømer ind i deres klasser, går jeg stille, stadig med min lillesøster på hoften hen mod døren ind til skole. Mine langsomme skridt gør chancen for at blive løbet ned, af travle lærer og vilde elever større.

 

Da jeg endelig er nået døren, fortsætter jeg i et lidt hurtigere tempo uden at forstyrre mig lillesøster alt for meget.

 

Målet kom i sigte, og tog et hurtigt kig ned på hendes rolige ansigt. Hun ruskede let i hende, da jeg så hendes sovende form. Først kiggede hun op på mig forvirret, efterfølgende kigger hun rundt  forstående, til hvorfor hun var vækket fra en rar slumren.

Jeg sætter hende ned foran hendes klasses dør. Hun kigger på min med et bedende blik, som ikke at efterladende hende der. Jeg knæler ned, så vi er i øjenhøjde. Kigger hende dybt i øjnene, sætter mine hænder bestemt på hendes skuldre og siger: "Jeg kommer tilbage i 10-pausen. Det lover jeg."

 

Mens jeg siger det kigger hun ned i jorden. Hun løfter først hoved igen ved ordet lover. Det betyder meget for hende. Især efter tabet af de kærlige forældre, har det haft stor betydning at jeg, i det mindste holder hvad jeg lover.

 

"Vi holder sammen lige meget, hvad der sker. Vi vil gøre alt for jer."

 

Jeg ryster på hovedet, for at får tanken ud inden jeg fælder en tåre. Hun er sikkert nik, og vender sig for at gå ind i klassen. Jeg bliver stående lidt i døren, for at se hende sætte sig genert på sin plads.

 

Alt ting har ændret sig siden ulykken. Jeg har ændret mig, lillesøster har ændret sig og mor har ændret sig. Lillesøster er den sociale type. Hun elsker at lege med sine venner, men lige i tiden snakker hun ikke med nogen. Hun sætter sig på sin plads uden, at sige et ord til nogen. 

 

Hendes rutine lige nu er at gå til time eller være sammen med mig i frikvarterne. Det er jeg både for og imod. Jeg elsker at bruge tid sammen med hende. Vi stoler på hinanden, og har det sjovt sammen. Vi er bedste venner, selvom der er en større aldersforskel. Dog bør hun være sammen med sine venner, i stedet for sidde med mig. Det er hendes eget valg. Siden far døde har hun ikke fungeret socialt. Hun har trukket sig tilbage. Som om hun har sin egen krig, med sig selv. Der gør at hun kun fungerer socialt sammen med mig. Jeg ved det ikke.

 

Men er der noget jeg har lært på det sidste, er det at ikke alt er som det ser ud. De samme tanker flyder rundt i hovedet på sig, mens jeg går den kort vej til mit eget klasseværelse. Som døren til klasseværelset kommer nærmere, bliver min mavefornemmelse om at der er noget galt større og mere dominerende. Jeg undrede mig over, hvad den kom for. Alt er jo som det plejer. Eller alt er jo som det har været de sidste 6 måneder.

 

Jeg reger for håndtaget, i det øjneblik jeg gør kan jeg mærke, at jeg kommer til at fortryde det. Selvom mit hoved havde den tanke, var det som om hjerne og hjerte ikke var enige om min næste handling. Min hjerne ville ind i klassen, men mit hjerte hamrede med en tiggende om at løbe den anden vej. Af en eller anden grund vandt min hjerne. Jeg går ind i klassen. Jeg kigger rundt i klasselokalet, med undrende øjne. Hele klassen tirre på mig. Det først blik jeg kaster lander bagerst i klassen. Mine kammerater kigger på mig, med både forskrækket og medfølende øjne. Det er de sammen blik jeg får indtil mine øjner rammer læren. Hun kigger på mig med sorgfulde øjne. 

 

Der går et par sekunder hvor alt står stille. Som om tiden var stoppet lige præcis i det sekund. Jeg kan mærke sorgen vælde op i mig, uden idé om hvorfor. Hvis jeg skal være helt ærlig overfor mig selv ved jeg godt, hvad der er ved at ske. Mit hjerte er for chokeret til at kunne gøre andet end, at banke hårdt i mit bryst. Det banker så hårdt det gør ondt. Tiden er fortsat stoppet. Jeg kæmper en hård kamp, for at holde de brændende tåre tilbage. Jeg vil ikke vise dem.

 

Efter, hvad føles som flere år kan jeg mærke en bestemt hånd på min skulder. Min første tank er, at jeg har lyst til at løbe. Min sunde fornuft overtaler mig langsomt til vende mig langsomt. Mens jeg vender mig, holder mit blik sig i jorden. Det er først, da jeg ser to sæt fødder, jeg kigger jeg op. Det ene sæt tilhøre en mand, det andet en kvinde. Man er klædt i sin politiuniform. Kvinden er klædt formelt, men alligevel hverdagsagtigt. Jeg kan med det samme kende hende fra kommunen. I det øjeblik jeg indser hvad, der skal ske i den nærmeste fremtid nikker jeg sikkert.

 

De lader mig føre dem til klasselokalet min lillesøster befinder sig i. Jeg banker let på døren, efterfølgende åbner den langsomt. Jeg beder hende som at komme, med hendes ting.

 

På vej ud fra skolegården, holder jeg hende i hånden. Jeg vi er kommet ind i bilen, nikker jeg til min lillesøster, som et tegn på at alt bliver bedre herfra. Hun giver mig et lettet, samtidigt selvsikkert smil som svar. Det er et smil jeg ikke har set længe. Så længe, at jeg ikke kan huske sidst. Den eneste tanke i mit hoved er;

 

"Vi skal starte et nyt liv, med nye kærlige forældre."

 

 

Tanken bag novellen var, at beskrive et mere detaljeret tilfælde, af et overforbrug af alkohol. Jeg prøvede så vidt muligt, at få forskellige synsvinkler vedrørende overforbruget. Både ved en mulig påvirkning af pårørende, og hvad det gør ved menneskerne omkring.

Jeg har valgt at have fokus på pårørende, som sagt. Jeg tror et stort forbrug af alkohol er lige så personlighedsmæssigt ødelæggende for pårørende, som har vedkommende med forbruget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...