Willow

Willow døde for over 200 år siden, men alligevel er hun levende. Hun ved ikke, hvad hun er, men hun jager mennesker for deres blod, der kan give hende en følelse af liv. Følelsen varer dog kun kort, og den stiller aldrig hendes sult. Hun har ikke længere en samvittighed, men det ændrer mennesket Sebastian på. På Halloweenaften, hvor alle er klædt ud, tager Willow chancen og prøver at introducere sig for Sebastian. På den måde er der større chance for, at han ikke bliver skræmt, når han ser hende. (Jeg har valgt at skrive en movella, der foregår på halloweenaften).

1Likes
1Kommentarer
176Visninger

1. 1.

Månen skinnede svagt på min næse, lyste min grå hud op og fik mit sorte hår til at skinne. Den afslørede min lydløse og ellers usete skikkelse i mørket. Bladene hvirvlede rundt og fór forbi mig, mens vinden dansede hidsigt med mit hår. Det var blevet koldt, det vidste jeg, for alle andre gik med store jakker og opholdte sig mest indenfor. Hvis bare jeg kunne mærke kulde. Hvis bare jeg kunne mærke noget. Jeg tørrede blodet af min ene mundvig og slap dyret, som faldt livløst til jorden. Den korte strøm af liv drev hurtigt over. Dyreblod var ikke så tilfredsstillende som menneskeblod, men jeg havde besluttet mig for at være god. Jeg ville være god og ikke jage mennesker mere.

Hvorfor ville jeg være god?

Fordi jeg så HAM for nogle dage siden. Han var høj, højere end mig. Jeg var i hælene på ham, jagtede ham. Men hans duft havde slået mig ud af kurs. Han duftede godt, sødt og varmt. En varme jeg ikke havde følt på egen hånd i mere end 200 år, og som aldrig varede ved. En varme jeg brændende lægtes efter. Det havde stoppet mig på min vej. Jeg havde glemt, at han var mit bytte. Dér i parken, i mørket, i den kolde oktober nat, var JEG det ultimative rovdyr, blevet stoppet på min vej af mit eget bytte.

Han havde mørkerødt hår og snehvid hud. Han var meget muskuløs, naturligt muskuløs, brede skuldre, flotte store hænder, og han havde en selvsikkerhed over sig, der var fascinerende. Han var ikke bange for at gå i den mørke park om natten. Normalt var både kvinder og mænd meget bange, når de gik alene igennem parken. Jeg kunne altid høre deres hjerte slå hårdt i brystet på dem. Det gjorde det let. Jeg havde ingen samvittighed. For mig var de bare bytte. Men HAM her han vækkede mennesket i mig. Det menneske der var begravet for længst. For mange årtier siden.

Siden jeg døde.

Jeg havde fulgt efter ham - han skulle langt. Jeg var ekspert i at forfølge mennesker uden at blive set. Jeg havde holdt til ude foran hans hus hele natten. Min sult var glemt, og det eneste, jeg havde i hovedet, var ham. Hvem var han?

Han havde tabt et tyndt hæfte, idet han drejede om hjørnet til sin vej. På det stod, med små skæve bogstaver, Sebastian. Sebastian. Jeg sagde navnet lavt for mig selv og nærmest smagte på det, let smilende, imens jeg knugede hæftet ind til mig. Da natten var ved at blive til dag, var jeg for længst væk. Væk fra verdenen jeg ikke længere var en del af, men jeg kunne ikke få ham ud af hovedet. Jeg følte pludselig tanken, at det at jage var helt forkert. Jeg følte, at han ikke ville kunne lide det, hvis jeg jagtede.

Derfor jagtede jeg nu kun dyr. Han fik mig til at savne at være menneske igen. Jeg var ikke et menneske mere, jeg var død. Min hud var grå, og jeg træk ikke vejret. Jeg følte ingen fysiske følelser og næsten ingen psykiske. Indtil nu.

Jeg døde for mange årtier siden. Jeg døde, men jeg lever stadig… På en måde. Det er mig. Jeg lever, men jeg er død. Jeg er ikke rigtig noget. Jeg kan sagtens være i sollys, men hvis jeg bliver set, kan jeg blive fanget, selvom jeg er stærk, meget stærk, og det ville være svært. Men jeg kan ikke risikere det. Derfor gemmer jeg mig om dagen. Jeg bor i en hule i en klippe. Langt inde i skoven. Jeg løber ufatteligt hurtigt, og jeg bliver aldrig set. Ingen har set mig i mange mange år. Jeg behøver ikke blod, men jeg føler, det er den eneste måde, jeg kan føle et eller andet på. Når jeg drikker blod fra en levende, så føler jeg mig for en stund levende igen. Deres blod har så meget liv, og jeg kan næsten mærke deres pulsslag gå igennem mig, når jeg drikker det. Følelsen går dog hurtigt over. Jeg føler også sult, men jeg kan godt klare mig uden mad, men det er hårdt at trodse sulten. Jeg kan dog ikke bruge mad til noget, og jeg kan slet ikke spise det. Jeg drikker kun blod. Jeg tror ikke, at jeg er en vampyr. Jeg ved ikke, hvad jeg er, men jeg har ingen hugtænder. Jeg ligner en ung kvinde, hel og intakt, men huden er grå og mine øjne er dybt grønne, men kun når jeg drikker menneskeblod. Hvis jeg drikker dyreblod, så skinner den grønne farve svagt igennem. Drikker jeg ikke i lang tid, skifter mine øjenfarve til isblå.

Som sagt så er jeg død. Jeg lever ikke. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke hvorfor, jeg ikke stadig er begravet og omdannet til jord, som alle andre, der dør, gør. Det er som om, jeg på en måde sprang den proces over og blev fanget i den her tilstand af intet. Jeg havde ofte ønsket, at jeg kunne lægge mig tilbage i graven og forsvinde væk, men det skulle aldrig ske. 

Jeg husker ikke særlig meget fra min død, eller hvordan jeg døde. Jeg husker, at da jeg døde, blev jeg begravet, og så vågnede jeg nogle dage efter, eller jeg tror i hvert fald, at der gik nogle dage, efter jeg døde til, jeg vågnede. Jeg blev meget bange. Jeg befandt mig i en kiste midt om natten, og der var helt mørkt, men jeg fik kæmpet mig ud, da jorden stadig var meget løs.  Kisten var af ufattelig dårlig kvalitet, så det var nemt, at komme ud af den, selv med jord ovenpå.

Jeg søgte med det samme hjem til min mor. På vejen derhen blev jeg forvildet ud på jordstien og rendt over af en hestevogn med høj fart. Jeg havde hurtigt rejst mig igen. Kusken var kommet ned og ville se til mig, men han var blevet helt hvid i ansigtet, da han kiggede på mig. Han havde gået flere skridt tilbage baglæns og var styrtet afsted i sin hestevogn igen, meget hurtigt efter. Dér var det gået op for mig, at jeg havde brækket halsen. Mit hoved sad opret, men min hals havde et underligt knæk på sig. Jeg kunne ikke mærke det, men blev igen meget forskrækket. Jeg vidste ikke, hvad der foregik med mig.

Der gik det op for mig, at jeg faktisk ikke kunne mærke noget som helst. Jeg var blevet så bange, at jeg havde løbet i en evighed, bare ligeud uden at stoppe og uden at have en destination. Jeg var slet ikke blevet træt, og jeg stoppede kun, fordi det var meget underligt at løbe så stærkt uden at blive træt. Jeg var ikke engang forpustet.

Jeg husker, at jeg gik meget rundt den nat. Turde ikke komme hjem. Jeg havde rettet min hals til, så den så en lille smule mere normal ud igen, og jeg var bange. Bange for hvad der var sket, og hvorfor jeg ikke kunne mærke min hals. I flere dage gik jeg rundt i skoven bange for at vise mig for folk. Bange for at få at vide hvad der egentlig var sket, men efter tre dage, uden søvn og ingen træthed, besluttede jeg mig for at tage hjem.

Jeg var gået ind af døren for at overraske min mor. Jeg havde sådan savnet hende. Hun stod i køkkenet og bagte. Jeg kunne se, at det i stenovnen var ved at være færdigt. Et stort rundt brød. Jeg havde længe ledt efter duften i rummet, men der var ingen duft. Jeg havde stået lidt i køkkendøren, bag min mor, og set på, mens hun lavede maden til aftenen. Jeg var, af en eller anden grund, lidt bange for, at gå hen til hende. Hun bevægede sig langsomt og sang ikke, som hun plejede. Jeg ville græde, men det var som om, at jeg ikke havde den funktion mere. Det skræmte mig igen.

Jeg havde langt om længe fået fremstammet et ”mor”. Hun havde snurret rundt for at se, hvem der stod bag hende. Da jeg mødte hendes øjne, lyste jeg op i et kæmpe stort smil. Følelsen af at se hende havde føltes vidunderligt. Det havde føltes som om, jeg var, hvor jeg skulle være – hvor jeg hørte til. Men hun blev ikke glad. Hun spærrede øjnene op, tårerne fyldtes i hendes øjne og væltede ned af hendes kinder. Så havde hun taget hånden for munden og pibet: ”Willow? Nej! Du er død”... Direkte efter det, havde hun udstødt et skrig, der gik direkte ind og skar i knoglerne, og så var hun løbet ud af køkkenet den modsatte vej – efter hun havde kastet lerskålen efter mig med vildskab og rædsel i øjnene.

Jeg stod tilbage og var helt i chok. Jeg husker, at jeg gik baglæns ud af køkkenet og ud i gangen. Da jeg vente mig, stod jeg over for mit eget spejlbillede og i samme sekund, jeg så mig selv, så skreg jeg. Højere end jeg nogensinde havde gjort før i mit liv og slog spejlet så hårdt, jeg kunne med knyttede næver. Jeg havde skreget i vild panik og mistro. Jeg blev ved med at slå på skårene lidt efter indtil, det gik op for mig, at jeg havde en del af de skarpe skår siddende i mine hænder, og det blødte IKKE. Jeg mærkede det slet ikke. I samme sekund gik det op for mig, at jeg slet ikke træk vejret eller havde gjort det, siden jeg kom op af kisten igen. Så vendte jeg mig og løb. Løb alt hvad jeg kunne. Væk fra det spejlbillede, der viste en ung kvinde med grå hud, og sår her og ikke blødte og ikke var healet. Åbne sår, som fik min hud til at ligne modellervoks. Mine læber var helt vinrøde, og mine negle var brunlige. Mine øjne havde en blåhvid farve, med svagt grønt skinnende igennem. Det havde jeg ikke haft før. Det var ikke mig, men jeg vidste det i samme sekund. Jeg vidste, da jeg så min mors reaktion, at jeg var og blev død, men jeg levede jo stadig.

Jeg havde søgt ly i skoven, langt inde i skoven. Der havde jeg tilbragt mange uger. Mange uger hvor jeg lærte at styre min hurtighed, og det med at komme til skade og dække sår til, så de ikke var åbne. Jeg fik rettet min hals ordentligt og lært at håndtere det, at jeg ikke kunne mærke noget. Jeg lærte hvor stærk, jeg var og hvor hurtig, jeg var. Jeg var sulten. Jeg havde fundet en mus og slået den ihjel og fik lappet blodet i mig med det samme. Jeg havde intet kunne mærke eller smage, men da blodet gled ned i mig og musen havde sit sidste hjerteslag i takt med, at jeg tømte dens krop for blod, så følte jeg for første gang i flere uger, en puls slå inden i mig. Det varede et lille øjeblik, og jeg følte mig levende i to sekunder. Jeg mærkede endda en svag varme fra blodet strømme ned i min krop, men det gik hurtigt over, og så vendte jeg tilbage til den følelsesløse krop igen. Sådan lærte jeg at jage og spise blod. Jeg gjorde det for at føle mig levende, fordi det stillede ikke min sult.

Som tiden gik, prøvede jeg større dyr i skoven af. Jeg husker, at jeg fangede min første hjort. Det var nemt - som at stjæle slik fra et barn. Jeg blev hele tiden forbavset over min egen hurtighed. Da jeg havde slået den bevidstløs, så den ikke var helt død, havde jeg sat mig ned ved siden af den et kort øjeblik. Fyldt med dårlig samvittighed og lysten til at græde, men jeg KUNNE ikke græde. Det var som om, jeg ikke havde den egenskab længere Jeg kunne ikke redde hjorten, så jeg drak dens blod. Følelsen af at føle mig levende, at føle dens sidste pulsslag i min krop varmede mig lidt mere op. Det varede også længere end med mus. En aften var jeg taget ind til byen, men da jeg kom derind, steg min lyst til blod og jeg opdagede, at jeg kunne ”dufte” mennesker. Ikke dufte i den forstand, men deres frygt og deres blod. Det havde hypnotiseret mig, selvom jeg ikke kunne se nogle mennesker, vidste jeg, at nogen var tæt på. Da en yngre herre var kommet gående rundt om hjørnet med sin høje sort hat og mørkebrune stok, var jeg suset hen og skubbet ham hårdt ind i væggen. Slaget havde stået ham ud, og han faldt til jorden. Det havde fyldt mig med en overvældende skyld, at jeg måtte lade ham ligge. Jeg kunne simpelthen ikke dræbe ham. Jeg var draget tilbage i skoven og blevet der de næste tre dage. I skoven havde jeg ikke kunne slå følelsen af, at kunne ”lugte” frygt og blod fra mennesker væk, så det drog mig tilbage.

Jeg havde igen udset en ensom mand, denne gang en i 50’erne, i mørket og hamret ham ind i væggen med lynets hast. Jeg blev overvældet og som et rovdyr, kastede jeg mig over ham og drak hans blod. Der opdagede jeg, at jeg fik en mere intens varme og følelsen af liv, der pulserede i min krop og varede hele natten. Jeg følte mig næsten normal. Varmen havde fyldt mele min krop op, og jeg kunne igen dufte træerne og alt omkring mig. Pulsen fra de sidste hjerteslag sad i mig længe efter, når jeg drak menneskeblod, og det fik mig til at føle mig levende.

I starten havde jeg stadig så dårlig samvittighed, at jeg ikke kunne jage mennesker selv efter, at følelsen menneskeblod gav, var drevet over. Men længslen af følelsen af liv i min krop, steg op i mig, og den drev mig til at jage mennesker igen. Med tiden mistede jeg min samvittighed, og det gjorde det nemmere.

Nu var det så nemt, at jeg ikke længere tænkte over det. Det rørte mig ikke. Min samvittighed fandtes ikke længere, jeg havde heller ingen følelser mere. De var hurtigt gået over, og jeg savnede ikke nogen længere. I stedet for at spise blod for at overleve, spiste jeg blod for at mærke livet og varmen i mig for en kort stund, det var det eneste, der drev mig ved blod.

Som jeg fortalte, så havde jeg ingen samvittighed, den forsvandt for mange år siden og lige siden, har jeg jagtet følelsen af liv ved at drikke blod. Men nu har jeg mødt Sebastian.

Mit navn er Willow... Willow Hope!

Ironisk nok! ”Hope”, som om der er håb for mig. Jeg er død. Sebastian giver mig håb, men han ved ikke, at jeg eksisterer. Jeg har fulgt ham i tre dage. I nat fandt jeg ham på sit værelse inde bag vinduet. Jeg sad hele natten i træet bag det træ, der er foran hans soveværelse. Han lå hele natten på sengen og skrev. Hvad skrev han mon?

Hans øjne var fikseret på en bog og en blok papir. Min trang til liv og blod, jeg endnu ikke kunne opgive, overmandede mine tanker og jeg måtte jage. Jeg jagtede først en kvinde, som gik, faktisk halvløb lettere panisk gennem parken. Jeg var så tæt på. Frygten, hun udsendte, gjorde hende til en genstand, der skulle dø. Det ville have været så let, og sulten, jeg alligevel ikke kunne stille på nogen måde, skreg nærmest så højt, at hun måtte have kunne høre det, men jeg fik stoppet mig selv. Det var svært, men jeg VILLE virkelig gerne stoppe. Jeg havde dog stadig desperat brug for følelsen af liv i min krop, så som et lyn havde jeg snuppet en stor tyk rotte, der pilede forbi bag hende. HAPS! Kvinden opdagede intet, og hun fortsatte ud af parken. Den lille gnist af liv, der hældte sig ned i min krop, gik hurtigt over, og livssulten jamrede stadig, men jeg kunne modstå det bedre efter rotten. Da jeg havde udsuget ca. 10 rotter, som jeg fandt ved kloarken i retningen af, hvor den første rotte løb hen, gad jeg ikke mere. Jeg var taget tilbage til Sebastian, men han sov. Det lod mig komme helt hen til hans vindue og kigge ind. Han så så fredfyldt ud. Hans rolige brystkasse gik langsomt op og ned.

Åh, hvor jeg længtes efter at sove. Jeg opdagede en tåre falde fra mit øje. Det var et snefnug, der var landet på mig. Det var dér, at det var gået op for mig, at jeg blev mere varm, når jeg så på Sebastian. Jeg var ellers normalt kold, og rotteblodet kunne aldrig opvarme mig, som menneskeblod kunne, så det MÅTTE være Sebastian, der gjorde det ved mig. Snefnugget var landet på min kind og trillet ned som vand. Det var normalt umuligt, men ikke nu. Ikke når jeg havde mødt Sebastian. Mørket var langsomt ved at forsvinde, og inden jeg tog tilbage til mit skjul, så jeg en sidste gang på ham. Han lå langt væk i sin søvn. Jeg lagde min grå kolde hånd på ruden og lukkede øjnene. Så kiggede jeg på ham en sidste gang, han smilede svagt i søvne. Så fjernede jeg min hånd, der havde dannet en lille smugle kondens, hvor den havde rørt ruden. Jeg gispede i forbavselse. Jeg sad længe med siden til hans rude og hovedet lænet op ad vinduet og betragtede ham. Mørket var svagt ved at blive til lys. Det ville snart blive morgen. Halloweenaften ville være i aften, og der kunne jeg altid vise mig, uden at skulle bekymre mig om, at folk blev bange for mig. D. 31 oktober var altid min yndlings dag i hele året. Jeg stod lidt og samlede de smukke tynde snefnug, der faldt på mig og på jorden omkring mig. Det var usædvanligt, at der ville falde sne sidst i oktober, men det gjorde det. Det var smukt, selvom de hurtigt blev til vand igen. Så strøg jeg lydløst hjem til mit skjul i klippen, og for første gang i mange år, havde jeg et smil på mine læber.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...