Willow

Willow døde for over 200 år siden, men alligevel er hun levende. Hun ved ikke, hvad hun er, men hun jager mennesker for deres blod, der kan give hende en følelse af liv. Følelsen varer dog kun kort, og den stiller aldrig hendes sult.
Hun har ikke længere en samvittighed, men det ændrer mennesket Sebastian på.
På Halloweenaften, hvor alle er klædt ud, tager Willow chancen og prøver at introducere sig for Sebastian. På den måde er der større chance for, at han ikke bliver skræmt, når han ser hende.


(Jeg har valgt at skrive en movella, der foregår på halloweenaften).

1Likes
1Kommentarer
245Visninger

2. 2

Hele vejen hjem virkede uendelig lang. Det var også dumt, at jeg var blevet så længe ude ved Tobias, men vi havde den biologiopgave, og den var meget vigtig. Det havde irriteret mig meget mere, end det burde have, da jeg kom ud og så min cykel, helt punkteret på begge dæk, og ubrugelig at cykle hjem på. Jeg havde efterladt den hos Tobias, fordi det var alt for meget slid og slæb, at skulle trække den hjem, gennem den vilde blæst, der hærgede over den begyndende nat.

Jeg var gået hurtigt hjemad. Skudt gennemvej gennem en stor park, der lå ualmindelig mørk hen. Min mor havde ofte bønfaldt mig, om ikke at gå den vej alene, men jeg var ikke berørt af mørke. Jeg var ikke berørt af særligt meget. Jeg blev aldrig rigtig bange for noget, og en tur alene igennem en mørk park, midt om natten, var ikke det store problem for mig.

Jeg var kommet til parken, og gik igennem den med hastige skridt, fordi jeg ønskede at komme hjem hurtigt. Jeg var ualmindeligt træt, og jeg havde et ordentligt stykke vej, hvor jeg måtte gå og ikke cykle. Det var svært, at ryste irritationen af mig, imens jeg gik der, igennem parken. Jeg besluttede mig for, at falde lidt ned og prøve, at nyde min tur i stedet for, måske ville det gå hurtigere på den måde.

Parken lyste en smule op, lige i starten, da jeg gik ind, men da jeg kom længere ind i parken, udelukkede træerne det sparsomme gadelygtelys, der kom ude fra gaden, og jo længere ind jeg gik, jo tættere omsluttede mørket mig. Jeg elskede det. Jeg fandt mig altid godt tilpas i mørket. Jeg følte mig hjemme, på en måde. Som jeg gik længere og længere ind, i gabet på parkens store, mørke mund, følte jeg mig mere og mere tryg, og jeg kunne næsten mærke mørket lægge sig om mig, som et stort tæppe.

Jeg var begyndt, at sætte farten lidt ned. Faktisk var jeg begyndt, at nyde turen lidt. Mørket og vinden, der var kold, men levende. Mine øjne havde efterhånden vænnet sig til mørket, og jeg kunne begynde, at se omridset af ting i parken.

 

Jeg havde stadig halvlangt ud af parken, men jeg hyggede mig, imens jeg gik. Jeg glemte helt min træthed og irritation. Jeg gik roligt, og nød det.

En kvist knækkede tæt på mig, og jeg blev med det samme opmærksom på det. Det havde ikke skræmt mig, men jeg opdagede det alligevel.

Automatisk vendte mit hoved sig mod lyden, og ud af øjenkrogen så jeg, hvad der lignede en krop, suse forbi. Jeg var ikke sikker på, om det var et menneske, men det lignede det lidt. Jeg kunne kun se vedkommende ganske svagt, og det varede kun et splitsekund. Jeg fortsatte med at gå, selvom jeg nu var blevet meget nysgerrig. Var det mon et dyr? Det kunne jo være meget sandsynligt.

Pludselig tog vinden til, og jeg blev for alvor blæst igennem. Det begyndte, at blive meget koldt, og jeg glemt helt alt, om den skikkelse, der var suset forbi mig. Måske var det en, der bare gerne ville skynde sig hjem. Jeg forstod det godt, det var faktisk virkelig ved at blive koldt. Jeg satte også farten op. Jeg havde alligevel langt, og det var tidligt på natten.

Jeg trådte på mange kviste, på vejen igennem parken, og hver gang kørte mit hoved rundt, for at se, om der var en anden, ud over mig selv, men der var ingen at se. Jeg blev ikke bange, ikke engang nervøs, bare mere og mere nysgerrig.

Kulden bed i mine kinder, og jeg begyndte at forbande blæsten langt væk. Jeg satte farten op og nærmede mig enden af parken. Det var, som om natten var blevet aggressiv, og kulden bed og rev mig i kinderne, panden og ørene. Det begyndte at gøre brændende ondt. Mine hænder var solidt plantet i lommerne, på min tykke jakke, så det var mest mit ansigt, der led under vinden. Jeg havde min nye jakke på, som jeg havde fået af min far to dage forinden. Jeg søgte efter en med hætte, sådan en af dem, der kunne rulles ud og ind i nakken. Mine fingre blev hurtigt kolde, imens jeg gik og fumlede med jakken. Hænderne fumlede omme ved nakken for at undersøge, om jakken havde den skjulte hue funktion. KLIK. En lille hemmelig lomme gik op, og jeg kunne folde en halvtyk hue ud. Jeg lo lidt af lettelse, det var lige det jeg havde brug for. Jeg tog den smilene over hovedet, og dækkede mine iskolde øre. Det føltes rart, at blive lukket lidt inde i den. Hænderne røg tilbage i lommen igen. Nu kunne jeg forhåbentlig nå hjem, uden at fryse helt til is. Huen havde et dejligt for, inden i, og det lunede mine øre hurtigt. Jeg gik, og følte mig lidt som et barn, der havde fået flyverdragt på af sin mor. Det føltes faktisk rart, trygt og varmt på samme tid. Jeg glemte helt, hvor kolde mine kinder var. Gadelygterne ude fra vejen, lyste ligefremme. Nu var jeg snart helt ude af parken. Jeg prøvede, at holde farten, og fokusere på at komme hjem, bare hjem.

En gren knak, og jeg kiggede automatisk i den retning lyden kom. Nu var jeg HELT sikker på, at der måtte være nogen herinde med mig. Hvem kunne være inde i parken ved denne tid? Jeg kunne intet se, der var ingen at se nogle steder, Mørket gjorde det næsten umuligt, at se. Jeg blev pludselig grebet af tanken om, at det var en, der ikke ville ses, ikke ville have at JEG skulle se vedkommende. Blev jeg forfulgt? DET ville den person fortryde. Hvis der var nogen, man ikke skulle lave numre med, så var det mig. Jeg gik lidt og så ned i jorden. Hvis vedkommende fortsatte med at forfølge mig, ville denne person nok ikke regne med, at jeg på et splitsekund ville vende mig om, uden varsel og kigge bag mig. Det var min plan. Jeg fortsatte mod udgangen, og var nu næsten helt tæt på fortovet, uden for parken. Jeg gik med hastige skridt, og lige inden jeg trådte ud af parken, vendte jeg mig om med lynets hast. Vinden i mit ansigt blokerede mit udsyn, men jeg nåede lige at fange omridset af en pige, og se hendes sorte hår blafre ud af øjenkrogen og langt inde i parken. Jeg løb indad for at se hende tættere på, men stadig diskret, så det ikke så direkte ud, som om jeg troede, der var nogen, mere som om jeg havde tabt noget jeg måtte se efter. Hun var væk på et sekund. Jeg var stoppet op, og stod og kiggede efter hende, men hun var væk.

 

Det var en kvinde. Jeg var helt forvirret. Hvorfor skulle en kvinde følge efter mig? Fulgte hun overhovedet efter mig, eller var det bare noget jeg bildte mig ind? Jeg opgav og vendte om igen, ud mod fortovet. Jeg gik roligt ud og kiggede tilbage, men der var intet at se. Hvorfor var hun løbet? Havde jeg gjort hende bange? Jeg blev grebet af en overvældende lyst til, at se hvem hun egentlig var og hvordan hun så ud. Hvorfor hun var i parken nu på denne tid, det var meget unormalt, at en kvinde ville gå alene igennem parken, om natten, da der den seneste tid, havde været en række overfald, der havde ledt til, at et par mennesker var døde, faktisk lemlæstet. Det var kun en uge siden, at man fandt en kvinde, liggende bag buskene, ved samme indgang, jeg lige var gået ud af. Hun havde haft et sår på siden af halsen, og det fremgik af pressen, at hun havde mistet en masse blod, som ikke var at finde på stedet, hvor hun blev fundet. Der havde været fire andre sager inden for et års tid, i parken, og man mente, at det var den samme person, der stod bag. Det var den største grund til, at min mor forbød mig at gå igennem parken, men jeg var bare ikke berørt af det. Jeg syntes det var en forfærdelig tragedie med disse personer, der måtte miste livet på denne måde, men jeg frygtede ikke, at det skulle blive mig. Jeg ville aldrig blive nogens offer. De ville blive mit offer, hvis de prøvede. Jeg følte mig udødelig. Det var ikke godt, at hende pigen gik rundt inde i parken nu, hvis den samme syge psykopat også var derinde, men hun var forsvundet, og jeg kunne ikke bare løbe efter hende, når jeg ikke vidste, hvor hun var løbet hen i den enormt store park, som jeg engang var faret vild i, da jeg var lille. Jeg fortsatte ned af fortovet, og jeg satte igen farten op. Den ene gade efter den anden passerede, og jeg fortsatte i samme hastige tempo. Endelig så jeg det store kastanjetræ, som stod med de sidste blade, der desperat holdte fast en stund endnu, og så helt forfrossent ud, henne ved vores vej. Det var altid en lettelse at se det træ, fordi det indikerede altid, at der kun var fem minutter til jeg var hjemme. Jeg travede forbi det, og småløb resten af vejen. Jeg kunne se vores hvide stakit henne ved vores hus, der kom mere og mere til syne jo tættere på jeg kom. Jeg var næsten helt henne ved huset, da en gren knak igen bag mig. Jeg vendte mig, men der var ingen at se. Blev jeg stadig forfulgt? Af kvinden? Jeg gik hurtigt ind i huset, og varmen ramte mig, som en tyk dyne, der krammede hele min krop og hele mit ansigt. Jeg sneg mig hen til det mørke køkken, og kiggede ud af vinduet. Der var intet at se.

”Sebastian? ”  Kaldte min mor oppe fra soveværelset. Jeg smed mit overtøj i gangen og styrede mod køkkenet igen. Tændte lyset.

”Ja, jeg er hjemme mor”. Råbte jeg med toast i munden. Jeg hørte skridt oppe ovenpå og trappen der knirkede. Lidt efter stod min mor i dørkarmen til køkkenet.

”Jeg troede du ville være tidligere hjemme! Jeg var helt bekymret” Sagde hun, i den tone, der altid gjorde mig voldsomt irriteret. Jeg trak på skuldrene, og fortsatte med at smøre en toastmad, med flødeost og agurk. Så vendte jeg mig og så på hende.

”Jeg er 17 år mor, helt ærligt. Jeg er altså gammel nok, til at begå mig ude på alle tidspunkter, uden at du behøver at bekymre dig” Sagde jeg, imens jeg tog en stor bid af min nysmurte toast.

”Det kan meget vel godt være unge mand, men jeg er din mor og jeg bekymrer mig, når du ikke giver besked om at du kommer så sent hjem” Sagde hun i en hård tone. Hun var tydeligvis ramt af min ligegyldighed. Jeg gik hen og gav hende et knus.

”Mor! Jeg er hjemme nu, og jeg skal nok give bedre besked. Det lover jeg” Så gik jeg ind stuen og smed mig på sofaen. Hun ville sikkert ringe til mig i en uendelighed, i morgen aften, når vi skulle fejre Halloween hos Morten, i hans forældres gigantiske hus. Hun brød sig ikke om, at jeg var ude til efter klokken 21. Jeg vinkede provokerende til hende, hvorefter hun sukkede opgivende ude fra gangen, og råbte godnat, imens hun atter gik op i seng igen. Jeg nød stadig varmen, og var åbenbart mere sulten, end jeg havde troet, så jeg gik ud igen, for at smøre et stykke brød mere. Man kunne næsten se vinden suse rundt derude i den sorte nat. Det var faktisk meget smukt at se på. Jeg stod lidt, og betragtede de sorte træer danse med deres usynlige partner. Jeg var næsten helt hypnotiseret, da jeg pludselig så en kvinde løbe forbi, ualmindeligt hurtigt og hendes sorte lange hår blafrede efter hende. Det hele gik så stærkt, at jeg ikke var sikker på om jeg bildte mig selv det ind, eller virkelig så det. Jeg fór op, løb hen og slukkede lyset i køkkenet, og så ud af vinduet i alle retninger imens jeg holdte vejret. Jeg stod der længe og bare stirrede i alle retninger, men der var intet at se. Ingen kvinde.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...