Faith

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 okt. 2016
  • Opdateret: 14 okt. 2016
  • Status: Igang
Skæbnen.
Folk siger altid, at vi har en skæbne.
Nogle siger at man kan ændre sin skæbne, men de tror stadig på skæbnen, mens andre mener at alt kommer til den der kan vente.
De tror alle sammen noget forskelligt, selvom de tror på den samme "ting."

Folk har altid sagt, at det var skæbnen der bragte mig her i byen, eller jeg er barn nogle guder (I know folk er lidt overtroiske) og at det er derfor mit navn er mærkeligt, selvom jeg, egentlig bare hedder Faith, tro.
Jeg selv syntes derimod at det er barnlig overtro og at de ikke kommer nok ud - vi bor jo på en ø, men her på det seneste... Er jeg begyndt at tvivle...

0Likes
0Kommentarer
102Visninger

1. Prolog

Det var daggry.

Skyerne var begyndt at få en antydning af farve i sig, og man kunne ane solen.

En lille familie, to forældre og en pige, sad ved en klippe skranter og så det.

Den lille pige sad og legede prinsesse solskin med sine heste dukker. Hun havde ingen ide om det der snart skulle ske.

"Så prinsesse solskin, nu daggryets karret klar til at hejse solen op, vi mangler kun dem." Sagde den lille pige med dyb stemme.

"Jamen jeg kommer da nu!" Den lille pige prøvede at lave sin stemme lille, fin, pæn og piget, så det rigtig lød som en prinsesse.

Den lille pige, hev en orange, gult malet karret op af forældrenes morgenmadstaske. Karret en var ikke særlig pæn, og man kunne se den var lavet af et barn, men i den lille piges verden, var den lige så vigtig som at trække vejret.

Forældrene syntes også den var vigtig. De var så stolte over deres datters kreativitet og fantasy, at de ligesom hende så det særlige i noget helt simpelt, enkelt og - lad os være ærlige... Grimt. Men fordi at det var med i en fantasi, kunne man jo bare forestille sig at den var pæn, noget som deres datter havde lært dem.

"Mor, far? Jeg hjælper lige prinsesse solskin med at vække solen fra dens lange lur."

"Jaja skat, men kom nu ikke for langt væk!" Råbte hendes mor, bekymret efter den lille pige.

"Okay prinsesse solskin, nu kan du vække solen," sagde den lille pige, og løb rundt med prinsesse solskin og daggryets karret, da hun hørte et skrig.

Hun løb alt hvad hun kunne tilbage, tidsnok til at se sin egen mor, gribe ud efter en tallerken, i den tomme luft.

Moderen greb den godt nok, men hun faldt ud over kanten.

Hendes far kastede sig ud efter hende, fik fat i foden og råbte:

"Faith! Tag min telefon og ring efter hjælp!"

Den lille pige stod bare som lammet, mens hun så sin far ryge længere og længere ned mod vandet.

"Faith!"

Den lille pige, skyndte sig hen til faderens lomme og ringede efter hjælp, men de havde dog lidt svært ved at forstå en grædende, lille, to årig pige.

Så da de kom frem, var alt de fandt, en Lille pige, der sad og krammede en orange karret, en enghjørning dukke og en jakke med en telefon i.

Hun sad bare og mumlede, "det sidste de sagde var, at jeg aldrig måtte stoppe med at tro på noget, alt kan gøres virkeligt. Vi elsker dig!"

Hvilket var præcis hvad, den helt samme pige sad og mumlede for sig selv, på politistationen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...