Monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 okt. 2016
  • Opdateret: 22 okt. 2016
  • Status: Færdig
Halloween aften bliver anderledes i år for Kevin og hans mor. Meget anderledes.
- Vælger mulighed 1 i Halloween konkurrencen.

3Likes
2Kommentarer
359Visninger
AA

2. Manden i baghaven

"Mor, hvem er manden, der går rundt i baghaven?" spørger Kevin og vender ansigtet mod sin mor, der står og rører rundt i gryden ved komfuret.

Kevins mor ser sig halvt over skulderen og tager et sip af sit vinglas, før hun henvender sig til drengen: "Mand? Der er ingen mand derude..."

Hun griner let og det er tydeligt, at hun blot tror, at dette her er endnu en af hendes søns skarnstreger. Desværre ser Kevin ikke syner, ej heller lyver han for sin mor. Han sidder med sin ske og udhuler græskaret, der skal være klar til senere på aften, og ser ud gennem vinduet og ud i haven. Det er skumring og derfor tydeligt at se, at der står en mand under det gamle bøgetræ. Han løfter hånden til en svag vinken, som Kevin ikke helt tør besvare. I stedet begynder han at skrabe indmaden af græskaret ud på bordet. I år har han tænkt sig at lave et græskar med et stort grin.

"Pas nu på dine fingre, når du skærer," lyder det fra Kevins mor, der stadig står med ryggen til og endnu engang tager en slurk af sit vinglas.

Han nikker og løfter forsigtigt den lille skarpe urtekniv. Tøvende stirrer han på græskaret, men vælger så i stedet for at dreje hovedet mod baghaven igen. Manden står der stadig. Med en begyndende bekymring stirrer han på manden, der nu griber ind under sin jakke og trækker noget frem, der kunne minde meget om en stor køkkenkniv.

"Mor...?" gisper Kevin og er lige ved at tabe urtekniven.

Kvinden vender sig rundt med et opgivende suk og træder hurtigt hen til vinduet. Kevin holder vejret, da hun stiller sig lige foran vinduet og med ryggen mod manden. Hvis hun vender sig om i det øjeblik, vil hun se manden stå og kærtegne kniven på en sådan måde, at Kevin ikke kan lade være med at gyse.

"Kevin... Hvis du ikke gider skære græskar til Halloween, så er det okay... Jeg troede bare, at du gerne ville gøre det i år," lyder det fra hans mor, der med en blid stemme ser overbærende på ham.

Han ryster på hovedet: "Nej... Jeg vil gerne skære græskar... Det er bare..."

"Manden i baghaven?" spørger hun og vender sig i samme øjeblik om mod vinduet og når ikke at se manden, der gemmer sig bag træet, som om han vidste, at Kevins mor ville kigge. Hun ser ud gennem vinduet uden rigtig at se, i stedet vender hun sig hurtigt rundt igen og sender sin søn et bredt og opmuntrende smil: "Se skat, der er ingenting ude i baghaven."

Kevin klemmer hårdere om urtekniven, men kan ikke modsige sin mor, der allerede er på vej hen til gryden igen. I stedet for at se ud af vinduet, begynder han at skære i sit græskar. Det er svært at skære helt lige, men han gør sit bedste.  Først skærer han øjnene og dernæst munden. Et øjeblik overvejer han at skære en næse, men beslutter sig i stedet for at lade være. Græskaret ser mere skræmmende ud på denne måde. Da han børster græskaret frit for snavs og til sidst træder et skridt tilbage med et veltilfreds nik, kommer han i tanke om manden i baghaven.

Tøvende løfter han hovedet og drejer hovedet mod vinduet.

Manden står helt tæt på ruden. Han står så tæt, at Kevin kan se alle detaljer i mandens ansigt. De isblå øjne stirrer på Kevin med en sådan kulde, at han begynder at klapre tænder, mens smilet med de skæve gule tænder, får hårene til at rejse sig på Kevins krop. Et kort øjeblik glemmer Kevin at trække vejret. Han kan ikke mærke sin egen krop, der er stivnet på stedet.

Meget langsomt løfter manden kniven op til sit ansigt og banker ganske let på ruden.

Tik. Tik.

"Mor!" Råber Kevin med et hvin og løfter armen for at pege på manden, hvis øjne blot bliver større af begejstring.

Der lyder et støn fra hans mor, da hun endnu engang forlader sin gryde for at vende sig om mod ham: "Hvad er der nu, Kevin?"

Hun ser hans løftede arm og følger hans udstrakte finger til ruden, hvor manden i samme øjeblik dukker sig, så hun ikke kan se ham.

"Der er altså nogen derude... Jeg så ham," insisterer Kevin og ser på sin mor med store øjne.

Hendes øjne knibes sammen, mens hun et kort øjeblik tænker sig om, hvorefter hun vender sig rundt for at skrue ned for kogeblusset: "Fint, jeg tjekker det."

I samme øjeblik hun siger det, begynder Kevin at ryste på hovedet: "Du kan ikke gå derud... Han har en kniv."

Ved de ord, ser hun bekymret på Kevin: "Han er nok faret vild... Bare rolig."

"Mor..." begynder Kevin, men hans mor ryster på hovedet og sender ham et lille smil: "Det er okay skat."

Han nikker og ser sin mor gå ud mod døren til bryggerset. Meget bevidst om sine omgivelser, ser Kevin sig rundt og synker så en klump spyt. Måske han skulle ringe til politiet? Tøvende samler han urtekniven op og vender sig mod vinduet.

Manden er ikke til at se ude i baghaven mere. I stedet render Kevins mor rundt med sin trøje viklet godt om sig. Man kan næsten ikke se hende, da mørket er begyndt at overtage aften. Bange på sin mors vegne, løber Kevin ud i bryggerset og ud mod døren, der fører til baghaven. Døren står åben og lader vinden blæse et par efterårsblade ind. En svag rallen høres, hvilket får Kevin til at se sig febrilsk omkring. Men der er ingenting.

"Mor?" råber Kevin tøvende og strammer grebet om urtekniven.

Der er stilhed et kort øjeblik, hvorefter hans mors skikkelse dukker op i døråbningen. Hun ser på ham med en opgivende mine, der dog ændres til overraskelse, da hun ser ham med urtekniven i hånden. Hurtigt griber hun ham om håndleddet og vrister kniven ud af hans hånd.

"Jeg sagde, at du skulle passe på med den... Du skal ikke rende rundt med den," skælder hun, men tager så en dyb indånding og retter sig op: "Der var ingen ude i baghaven... Du kan være helt rolig."

Kevin er ikke helt sikker på, om hans mor har tjekket godt nok efter, men han vil ikke gøre hende sur, så han nikker blot og ser derefter ned i jorden.

Som om hun fornemmer hans usikkerhed, lægger hun en hånd på hans skulder: "Hey, det er Halloween... Ved du, hvad det betyder?"

Han ser op på hende med et spørgende udtryk, hvilket får hende til at smile, hvorefter hun fortsætter: "Det betyder, at du skal sætte dit græskar ud og tænde lys i det for at holde onde ånder væk."

"Vil det beskytte os mod manden fra baghaven?" spørger han eftertænksomt, men oprigtigt.

Hun nikker: "Ja, det vil det."

Kevin ånder lettet ud og sender så sin mor et smil, hvorefter han vender sig rundt for at løbe ind til sit græskar. Han griber græskaret, mens hans mor tager et fyrfadslys og en lighter. Sammen går de uden for hoveddøren, hvor Kevin sætter græskaret ned med ansigtet vendt mod gaden. Smilende rækker hans mor ham lyset og lighteren, som han tager nænsomt imod. Det tager ham et øjeblik at tænde lyset, men da det lykkedes, oplyses udskæringerne og afslører det uhyggelige ansigt. Hans mor komplimenterer det og giver ham et lille anerkendende kram.

"Lad os få noget mad," hvisker hun til ham, hvorefter de begge går ind igen, før vejret udenfor sender sine første regndråber ned.

Det tager ikke lang tid for Kevin at glemme manden i baghaven. Efter maden ser han sin yndlings tegnefilm, mens hans mor drikker det sidste af sin flaske vin. De hygger endda med en lille skål chips.

Kevin hjælper sin mor med at rydde op før han skal i seng. Først tager han den tomme chipsskål og bærer den ud i køkkenet, hvor han går forbi vinduet til baghaven. En svag kulde får hans nakkehår til at rejse sig. Undrende ser han nærmere på vinduet.

Det står åbent.

I et forsøg på at begribe, hvorfor vinduet skulle stå åbent, træder han et skridt bagud, men opdager, at der er noget vådt på gulvet. Kevin ser ned og taber skålen, der lander på gulvet med et rabalder, der overdøves af hans hvin.

På gulvet ligger en død rotte, der er blevet flænset så meget af et dyr eller noget, at den ikke længere minder om det dyr, den engang var. Blodet fra dyret er flydt udover køkkengulvet og blander sig med det regnvand, der er kommet ind gennem det åbne vindue. Panisk snurrer Kevin rundt, men glider i samme øjeblik i blodet, så han falder bagover og lander i det.

I samme øjeblik kommer hans mor løbende ind i køkkenet. Hun tænder lyset og bliver mødt af et syn, der forvrænger hendes ellers så fredfyldte ansigt.

"Kevin? Er du okay?" spørger hun og skynder sig hen til ham, samtidig med at hun prøver at undgå blodet.

I faldet er Kevin kommet til at sprede blodet ud på det hvide klinkegulv, og flere steder er det sprøjtet op af køkkenlågerne. Han reagerer ikke på sin mors spørgsmål til at starte med. Først, da hun lægger hånden mod hans pande, ser han på hende.

"Det er manden fra baghaven," hvisker han og spærrer sine øjne op.

Hun ser bekymret på ham, men siger ikke noget. I stedet a'er hun ham på håret, hvorefter hun hjælper ham op og stå.

"Lad os få dig vasket... Så ringer jeg til Bertha og spørger om hun har set noget inde ved siden af. Okay?"

Kevin nikker og begynder at gå mod badeværelset. Han opdager, at hans hænder ryster og er blevet smurt ind i rotteblodet. Meget forsigtigt åbner han dørene og prøver at undgå og røre ved for meget. Ude i køkkenet kan han høre sin mor begynde at rydde op.

Der er noget ved rotten og det åbne vindue, der får det til at krible ned langs Kevins ryg. Noget er helt forkert, men han kan ikke sætte en finger på hvad.

Ude på badeværelset giver han sig god tid til at skrubbe blodet af hænderne og de andre steder på kroppen, hvor det sidder i små stænk. Hans mor kigger hurtigt ud til ham for at spørge, om han har brug for hjælp, men han ryster på hovedet. Hun tøver, men lader ham vaske sig selv. Kort tid efter hører Kevin, at hun ringer til naboen Bertha. Han prøver at lytte til ordene, men den lukkede badeværelsesdør hjælper ikke. I stedet koncentrerer han sig om at blive færdig, hvorefter han tager sit nattøj på og børster tænder.

Da han vil sige til sin mor, at han vil gå i seng, finder han hende ude i køkkenet. Hun har skrubbet gulvet og er ved at vride en blodig klud i baljen med sæbevand. Hun ser op, da han træder ind i køkkenet.

"Er du okay, Kevin?" spørger hun med en blid stemme og rejser sig op.

Han nikker: "Yea, jeg er okay."

Ved hans svar smiler hun og trækker ham ind til et kram, hvorefter hun meget lavt hvisker: "Godt... For jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig."

Hun strammer taget om ham, hvorefter hun lader kniber ham blidt i kinden og rører kort hans næse med pegefingeren.

"Godnat mor," mumler Kevin og sender sin mor et smil.

"Godnat Kevin," smiler hun.

Han vender sig rundt og bevæger sig hen mod sit værelse. Inde på værelset er hans lille natlampe tændt, hvilket giver rummet et lidt uhyggeligt skær. Kevins blik falder på sengen, der er en højseng. Under sengen har han lavet en lille hyggekrog, som han kan gemme sig i ved at trække et gardin for. Lige nu er gardinet trukket fra og afslører sækkestolen og noget af hans legetøj.

Stadig med en følelse af, at noget er forkert, kravler han op i sengen og putter sig under dynen. Han kan kun forestille sig, at det er manden fra baghaven, der har kastet rotten ind i køkkenet. Det der bare ikke giver mening, er hvorfor manden skulle gøre det. Kevin ruller om på ryggen og ser op i loftet. Han er sikker på, at manden er virkelig. Tøvende sætter han sig op i sengen. Hvis manden er virkelig, så er der ingen garanti for, at han ikke kan komme ind i huset. Kevin kravler ned fra sengen og løber hen til sit skrivebord. I bøtten med blyanter finder han sin børnesaks, der ikke er lige så effektiv som en rigtig saks, men den er okay. Hurtigt kravler han op i sengen igen. Følelsen af saksen i hans greb, giver ham en ro. Der går ikke lang tid, før han falder i søvn.

Kevin vågner i mørket og bemærker med det samme, at hans natlampe er blevet slukket. Det undrer ham, for hans mor slukker aldrig natlampen. Med en stigende uro sætter han sig op i sengen. Saksen har han stadig i hånden.

I et forsøg på at dæmpe sin frygt, tager han nogle dybe indåndinger. Hans puls stiger, mens hjertet hamrer hårdt i brystet. En kold sved begynder at bade ham, mens kulden får ham til at sitre i hele kroppen. Han er lige ved at klapre tænder.

En lyd fra under sengen, får ham til at holde vejret og spærre øjnene op. Han er først i tvivl om lyden, men den efterfølgende stilhed får ham til at indse, at det der larmede under sengen er klar over, at det larmede. Hele hans krop dirrer.

"Jeg ved, at du er vågen," lyder det fra under sengen.

Stemmen er dyb og ru.

Kevin strammer så hårdt om børnesaksen, at det begynder at gøre ondt. Han holder vejret, hvilket giver ham tårer i øjnene af smerte og skræk.

En pludselig lyd fra under sengen får Kevin til at gispe. Før han når at reagere, begynder hele sengen at ryste voldsomt. I samme øjeblik begynder Kevin at skrige. Han skriger, så hårene rejser sig på de små arme. Gåsehuden får ham til at ryste over hele kroppen, mens skriget giver ham ondt i maven. Han kan ikke kontrollere sig selv.

Sengen ryster så brutalt, at han bliver kastet fra side til side og må holde fast i sengekanten i frygt for at falde ud over. I panik taber han saksen, der lander på gulvet. Hans skrig bliver til en jammer, men rystelsen stopper ikke. Han er lige ved at tro, at der kun er en vej ud af situationen, da hans mor i samme øjeblik åbner døren.

Sengen stopper med at ryste, da hun smækker døren op. Lige i tide til, at hun ikke når at se det. Kevin skriger stadigvæk og han kan ikke få selv til at stoppe. Han bliver grebet af en sådan panik, da hans mor løber hen til sengen. Febrilsk ryster han på hovedet og holder begge hænder op i et forsøg på at stoppe hende, men det er allerede for sent.

Hun stiller sig ved siden af sengen og prøver at få ham til at kravle ned, men han kan ikke. Som limet til sengen ryster han på hovedet og peger ned. Med en spørgende mine ser hun på ham og løfter så en finger for at pege mod gardinet. Han nikker langsomt, mens tårerne regner ned over kinderne.

Hans mor er ikke en særlig stor kvinde, men hun er ikke bange af sig. Hun går over til skrivebordet og løfter hans lille stol op, hvorefter hun går hen til gardinet. Et kort øjeblik ser hun på Kevin, der fortryder, at han har trukket sin mor med ind i det.

Hurtigt hiver hun gardinet til side. Et klynk lyder fra Kevin, men da hans mor retter sig op og ser medlidende på ham, stopper han med at græde. Forvirret læner han sig langsomt forover for at se under sin seng.

Der er intet.

Intet monster.

Ingen mand fra baghaven.

"Er du okay?" spørger hans mor og sætter stolen tilbage.

Han svarer ikke men ser bare skræmt på sin mor. Som om hun forstår, går hun hen og giver ham et kram og a'er ham blidt over håret.

"Skal jeg sove herinde i nat?" spørger hun efter lidt tid.

Han ryster først på hovedet, men ændrer det så til et ja. Det lader til, at manden fra baghaven ikke kommer frem, når hun er i rummet. Smilende giver hun ham et kys på kinden, hvorefter hun putter ham under dynen.

Kevin ser derefter sin mor tage et tæppe, hvorefter hun sætter sig i sækkestolen under sengen. Noget prikker inde i Kevin, men han kan ikke sætte en finger på hvad.

"Godnat skat," lyder det fra hans mor.

Tøvende svarer han: "Godnat mor."

Der går lang tid. Han hører sin mors svage åndedræt, der er tungt, men beroligende. Ingen andre lyde skiller sig ud. Hjertet pumper stadig hårdt i brystet og en hvis uro lægger sig over ham. Han kan ikke finde ud af, hvad der er galt.

I et forsøg på at falde i søvn, vender han sig rundt, så han har ryggen mod rummet. Han prøver at trække vejret roligt og lade glade tanker fylde sit sind. Det lykkedes næsten. Næsten. En lille lyd får det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.

Tik. Tik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...