De tomme øjne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 okt. 2016
  • Opdateret: 12 okt. 2016
  • Status: Færdig
Mia hader halloween, så hun vælger at tage hjem, ikke ud og rasle med vennerne.
Hendes bror kommer hjem med en u-hyggelig nyhed...

0Likes
0Kommentarer
223Visninger

1. De tomme øjne

“Hey Mia, vil du med ud og rasle?” spørger Laura, og småløber over imod mig. “Øhh det ved jeg ikke,” siger jeg og går videre, men Laura følger efter mig. Jeg er på vej ud af skolegården. “Kom nu, alle de andre kommer,” siger Laura ivrigt. “Jeg har jo ikke engang noget halloween kostume, og hvordan skulle jeg lige finde et til i aften,” siger jeg, og går endnu hurtigere. “Nå men så hav en god aften,” hører jeg hende sige i baggrunden.

Jeg kan ikke lide halloween, det er virkelig ikke mig, at klæde sig ud, og gå rundt i mørket. Jeg har hørt om mange børn der bare er forsvundet på halloween, og som ikke er dukket op igen, også her i kvarteret, så jeg plejer at holde mig hjemme med familien. Det plejer nu også at være temmelig hyggeligt.

Jeg går forbi en af min brors venner, Mathias tror jeg nok han hedder. Han er ret mærkelig, det har jeg altid tænkt. Han er en enspænder, som nu, hvor han bare sidder alene på fortovet med musik i ørene. Jeg ved godt, at det ikke kommer mig ved, men der er altså en bænk lige ved siden af ham.

 

Da jeg kommer hjem står mor og min lillebror Tobias ude i køkkenet. “Halløj,” råber jeg, og går ud til dem. “Åh nej!” råber Tobias og løber op på sit værelse. “Hvad er hans problem?” spørger jeg mor, som står med begge hænderne nede i en skål frikadellefars. “Han ville have sit spøgelse kostume på, så han kunne forskrække dig når du kom hjem,” siger hun, og fniser. “Nå...” Jeg sætter mig ved køkkenbordet med min yndlingsbog, den hedder Til sommer, og den er virkelig god.

“Bøh," jeg kigger op, det er Tobias, han har et hvidt lagen over sig, med huller til øjnene, og munden. Han er lav, så et stort stykke af lagnet ligger efter ham på gulvet, men hans blege hud får det til at se ret virkeligt ud. 

“Flot! Hvornår skal du ud og rasle?” spørger jeg. “Snart tror jeg,” siger han, og sætter sig op på mit skød. “Læs for mig!” siger han og kigger op på mig med hundeøjne. “Sikker? Tror du ikke, at vi kan finde en lidt mere passende bog til dig?” siger jeg. “Nej, jeg er ikke bange, ellers ville jeg da ikke elske halloween!” siger han og kigger selvsikker imod bogen. “Bogen er ikke uhyggelig, den er bare for ældre, og nok også mest for piger,” siger jeg. Han tager bogen, og betragter den. “Selvfølgelig er den ikke uhyggelig, hvad tænkte jeg dog på, du er jo så bange, at du ikke engang tør rasle, så hvorfor skulle du kunne læse en uhyggelig bog!” siger han og bladrer i siderne. “Hey, du får i hvert fald ikke nogen historie fra mig af,” siger jeg og rejser mig op.

“Så er det tid til at komme afsted Tobias,” råber mor ude fra køkkenet. Jeg går ind i stuen, og tænder for fjernsynet. “Farvel, er tilbage om en time,” siger mor, og smækker døren i. Jeg kigger på mit armbåndsur, klokken er kvart over otte, tiden er gået hurtigt. Jeg lægger mig til rette i den store bløde turkise sofa, og falder i søvn.

 

“Ding dong.” Jeg løber ud i gangen, og åbner døren. Det er Jakob min tvillingebror. Han ryster, og har tårer i øjnene. “Noget er sket i Tivoli” siger han. Hans stemme ryster helt vildt. “Hvad er der sket Jakob?” spørger jeg, og åbner døren helt, så han kan komme ind, men han bliver stående. “Er mor og Tobias hjemme?” spørger Jakob. “Nej,” svarer jeg, og krydser fingre for at han alligevel kommer ind. “Godt,” siger han og træder indenfor.

“Hvad er der sket Jakob?” spørger jeg igen, da han har taget overtøjet af, og er trådt ind i stuen. Men han svarer ikke. “Sæt dig her,” siger jeg, og sætter mig i sofaen. Han går langsomt der hen, og sætter sig langsomt ned. “Der er noget jeg er nødt til at fortælle dig,” siger han, og kigger mig dybt i øjnene, og jeg mener ikke bare dybt, jeg mener virkelig dybt, sådan hvis du ved det må du dø dybt. “Hvad?” siger jeg, for det her er altså ikke normalt, og han græder aldrig, med mindre at der virkelig er sket noget. “Du ved Mathias, min ven.” siger han alvorligt.  “Hver gang jeg er sammen med ham, hvor der er andre venner, så er han cool, og normal. Men når det bare er mig og ham, så får han ligesom et mærkeligt tomt blik... Og så kigger han mig bare lige ind i øjnene, og får et helt andet ansigtsudtryk, et skræmmende udtryk. Og nogen gange hvor jeg prøver at sige noget, så svarer han bare med det blik, og det giver mig virkelig kuldegysninger. Det ligner næsten, at han er hjemsøgt,” siger han og retter sig op. “Hvad så?” siger jeg og lægger min hånd på hans ryg. “Så skulle vi jo i Tivoli i dag, fordi det er det der halloween tema, og selvfølgelig skulle Mathias med. Normalt ville jeg prøve at undgå så meget tid, hvor det bare er ham og mig, men nogle gange føler jeg, at han med vilje prøver at komme under fire øjne med mig.”

Han holder en pause, og tager en dyb vejrtrækning. “Alle inde i Tivoli var klædt ud, som spøgelser, zombier, hekse, og jeg ved ikke hvad, men Mathias klædte sig ud som en morder, sort hættetrøje, hvid maske, sorte bukser, og en kniv. Han sagde, at det var hans storesøsters gamle spejderkniv, men den var stor, større end nogen normal spejderkniv. I starten spurgte han mig om jeg ville med op i sådan en gammel rutsjebane, hvor man kun kan sidde to i en vogn. De plejer ikke at bruge rutsjebanen, fordi den er så gammel, og usikker, men nu hvor det skulle være halloween, havde de åbnet den, og selvfølgelig istandsat den, så den fungerede. Jeg svarede, at jeg ikke ville love noget.” 

“Hvor længe har det stået på, altså hvor længe har Mathias gjort det med blikket?” afbryder jeg ham. “Cirka et år tror jeg nok,” siger han, og fortsætter. “Nå… Men så gik vi rundt alle sammen, i en times tid, og så spurgte han igen. Men jeg var ikke så meget for at skulle sidde i en gammel vogn, sammen med Mathias, så jeg svarede, at jeg skulle på toilet. Da jeg vendte mig om, gav han mig igen blikket, og så vidste jeg, at han havde gang i noget. Jeg gik om bag en karrusel, sådan at jeg kunne spionere på ham, og jeg så ham gå hen til en af vogne og pille ved en af selerne, men en af sikkerhedsmændene kom hen for at stoppe ham. Jeg ved ikke hvad han sagde til ham, men sikkerhedsmanden gik bare væk, uden at kigge på selen. Jeg turde ikke se mere, så jeg gik væk,...” Tårerne triller ned af Jakobs kinder. “Hey, det skal nok gå, bare du fortæller mig det hele, så går det nok” siger jeg trøstende, og sætter mig tættere ind til ham. “Da jeg kom tilbage, var der en stor flok mennesker rundt om rutsjebanen. Jeg løb der over, og spurgte Mikkel, som stod og så målløst på, hvad der var sket. Han fortalte at Jonas og Mathias ville prøve rutsjebanen, og da Jonas havde sat sig ind i en vogn, ombestemte Mathias sig, men Jonas kunne ikke nå at komme ud, og så kørte vognen galt. Jeg hørte sirenerne, og jeg kiggede rundt efter Mathias, men han var ikke at se, og så løb jeg hjem til dig,” siger Jakob, og tager en dyb indånding.

Jeg vil sige noget, men jeg ved ikke hvad, så jeg tænder bare for fjernsynet, og lægger et tæppe over os. 

 

Vi sidder der i lang tid, og så går det op for mig, hvor lang tid mor og Tobias har været væk. Da de tog afsted var klokken kvart over otte, og nu er den halv elleve. “Har mor og Tobias ikke været væk i lidt for lang tid?” spørger jeg. Jeg bliver altid let bekymret for at folk er kommet noget til, og når der er gået så lang tid, bliver jeg altså virkelig bange, og så på halloween. Hvad sagde jeg, det her er en lorte dag! "Vågn op,” siger jeg og vifter foran Jakobs øjne. Han blinker hurtigt et par gange og kigger op. “Hvad?” “Har mor og Tobias ikke været  væk længe?” siger jeg, og rejser mig, og går frem og tilbage og frem og tilbage. “Det ved jeg ikke. Hvornår tog de afsted?” spørger han, men jeg vil ikke svare, det har jeg ikke tid til. Jeg går over og tager min mobil. Jeg ringer til mor, men hun svarer ikke. Jeg prøver igen, og igen, og igen. Jeg går ind på find my iphone og trykker på hendes telefon, men den vil ikke finde GPS signalet. Jeg går rundt i køkkenet, frem og tilbage, frem og tilbage, og forstiller mig alle de ting, som der kan være sket med dem. De kan være blevet dræbt, måske af en af de der uhyggelige klovne, eller kidnappet, eller kørt ned. Det kan være, at de ligger på hospitalet lige nu. Jeg lægger hånden på mit bryst, mit hjerte banker hurtigt. Jeg føler en kraftig smerte i maven, så jeg sætter mig ned på gulvet, og prøver at tænke på noget andet, men mine tanker bliver hele tiden vendt over til mor og Tobias. Hvad skal jeg gøre uden dem? Jeg får et billede af deres begravelse, hvor jeg sidder helt stille på en bænk, og alle prøver at snakke med mig, men jeg vil ikke lukke nogen ind, uden dem er jeg intet, jeg er intet. Nu begynder jeg for alvor at græde, tårerne vælter ud af mine øjne og ned på mine kinder.

“Ding dong”. Jeg ånder lettet op, tørrer mine kinder af i trøjen og går ud i gangen og åbner døren. Men, det er ikke mor og Tobias…

Det er Mathias. Han ser forpustet ud, og han har ikke det kostume på som Jakob fortalte om. Han har et hvidt lagen under den ene arm. “Hvad har du gjort imod min familie, hvad har vi gjort dig!!!” Jeg får tårer i øjnene, og begynder at slå på ham. Det gør nok ikke rigtig ondt på ham, for jeg har virkelig ingen armkræfter, men jeg er ligeglad. "Sig det, sig hvor de er, eller har du dræbt dem!" råber jeg. “Hvad snakker du om? Jeg har ikke gjort nogen fra din familie en skid, eller nogen andre for den sags skyld. Jeg er her for at advare dig om din bror. Han har været virkelig mærkelig fortiden. Han har et virkeligt uhyggeligt blik, og jeg så ham pille ved en rutsjebane, inden den gik i stykker i Tivoli i dag,” siger han. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Jeg ser over hvor jakkerne hænger, og der hænger en hvid maske. Hvad sker der? 

Jeg vender mig om, og der står Jakob. Han har en stor kniv i hånden. Jakob kigger mig i øjnene. Det er et skræmmende blik, præcist som det han forklarede mig...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...