Nattens drab

Det var en kold vinter dag. Mig og nogle af mine venner var ude at gå en aften tur. Lige pludselig for en af mine venner som vi kaldte Kat en god ide. "Skal vi ikke dele os op?" spurgte hun," to af os gemmer sig, og de andre skal finde dem. "Det lyder som en sjov ide," sagde vi. "Hvem går med hvem?" spurgte jeg. "Jeg går med dig," sagde Kat," IK og Lærki i gemmer jer først. Da vi havde talt til 30, begyndte vi at lede. Da vi ikke kunne finde dem, delte vi os op. Da jeg havde gået i lidt, tid hørte jeg Kat skrige.

1Likes
0Kommentarer
49Visninger

1. Nattens drab.

Det var en kold vinter dag. Mig og nogle af mine venner var ude at gå en aften tur. Lige pludselig for en af mine venner som vi kaldte Kat en god ide. "Skal vi ikke dele os op?" spurgte hun," to af os gemmer sig, og de andre skal finde dem. "Det lyder som en sjov ide," sagde vi. "Hvem går med hvem?" spurgte jeg. "Jeg går med dig," sagde Kat," IK og Lærki i gemmer jer først. Da vi havde talt til 30, begyndte vi at lede. Da vi ikke kunne finde dem, delte vi os op. Da jeg havde gået i lidt, tid hørte jeg Kat skrige. Da jeg nåede hen til hende, så jeg, at hun var ligbleg, og rystede over det hele. "Hvad er der galt?" spurgte jeg bekymret. Hun svarede ikke, men pegede i stedet for ud i mørket. Hendes telefon lå på jorden med lommelygten slået til. Jeg samlede telefonen op, og lyste hen imod, det sted Kat havde peget på. Nu var det min tur til at skrige. Lige der midt på græsset lå en skikkelse. Skikkelsen var dækket af blod. Jeg lyste ned i jorde og kalde på IK og Lærki. De kom med det samme til syne nede i den anden ende. De løb hen til os. "Hvad er der sket?" spurgte IK. Jeg lyste hen mod skikkelsen. De skreg. "Det er ikke nogen vi kender, vel?" spurgte Lærki skræmt. "Nej, det tror jeg ikke," svarede jeg. "Vi må da gøre noget." sagde Kat," vi kan da ikke bare lade hende ligge. "Hvad skulle vi kunne gøre?" spurgte Lærki. "Det aner jeg ikke," sagde Kat. "Vi kunne jo prøve, at se hvad der er galt med hende," sagde IK. "Jeg går ikke hen til hende, det tør jeg ikke," sagde Kat. "Det gør jeg heller ikke," sagde Lærki. "Heller ikke mig." sagde IK. Jeg stønnede:"Så gør jeg det." Jeg gik langsomt hen imod hende. Da jeg nåede hende, kunne jeg se, at det var et mord. Hun havde en kniv lige gennem hjertet. "Det er et Mord," råbte jeg tilbage til dem. "Hvilken slags?" spurgte IK. "Med kniv," sagde jeg stille. "Jeg tilkalder politiet," sagde Kat. Kat tog sin telefon fra mig, og tilkaldte politiet. Da de kom, fortalte vi dem om hvordan, vi havde fundet hende. Da vi havde fortalt dem det hele, sagde de, at vi skulle tage hjem. Vi adlød og tog hjem til Lærki. Næste morgen gik vi ud, og fik morgen mad. "Hvad mon der er sket med pigen vi fandt igår," spurgte Lærki. "Det for vi sikkert af vide i TV avisen," sagde jeg. Ganske rigtigt. Det kom i TV avisen. De sagde, at der var fundet pige død, og at hun var blevet dræbt med kniv. "Hvad nu?" spurgte IK. "Vi lader politiet tage sig af det," sagde Kat. Senere tog vi alle sammen hjem til os selv. Da jeg gik hjem, syntes jeg, at jeg kunne høre nogen. Jeg vendte mig om, men der stod ingen. Jeg blev kold helt ind i sjælen. Var der nogen, der fulgte efter mig, eller var det indbildning? Jeg blev enig med mig selv om, at det var indbildning, og gik videre. Lige pludselig ringede min telefon. Jeg tog den op af lommen. Det var Kat. "Hej Kat. Hvad er der?" spurgte jeg. Det var ikke Kat, der svarede. "Hej, hvis du vil se dine venner igen så mød op på fodbold banen i aften. Kom alene," sagde en kold stemme. "Hvordan ved jeg, at du taler sandt?" spurgte jeg. Personen i den anden ende lagde på, og sendte et billede, hvor Kat, Lærki og IK sad bundet. Jeg gispede. Han havde dem rent faktisk. Hvad gjorde jeg? Jeg ville ikke møde op alene, men jeg ville heller ikke udsætte mine venner for noget. Hvornår havde han fanget dem? Det måtte være lige efter hun var gået hjem. Uanset hvad ville hun dukke op på fodboldbanene i aften. Det var mørkt. Jeg stod og ventede på fodboldbanen. Der kom de. "Hvad vil du have?" råbte jeg. "Det er ret enkelt," sagde han,"jeg vil have dig til at sige, at det var jer, der dræbte pigen. Hvis du nægter så. Du ved godt hvad." Jeg havde intet valg. Jeg tog min telefon op, og skulle til at trykke nummeret ind, men inden jeg nåede at trykke (ring), begyndte skud at vælte ind over fodbold banen. Jeg kastede mig ned på maven, og det samme gjorde Kat, Lærki og IK. Eller de gjorde deres bedste med hænderne bundet på ryggen. Det underlige var, at han ikke dukkede sig. Han gik direkte hen imod mine venner. Inden han nåede dem, kom politiet ud fra alle sider, og skød efter ham. Han nåede aldrig hen til dem. Han faldt om på stedet. Jeg skyndte mig hen til mine venner. En politimand kom hen til mig, og hjalp med at få dem fri. "Hvordan kunne i vide hvor vi var?" spurgte jeg. "Du kan takke din mor," sagde politilederen," hun så det billede af dine venner, og kontaktede os. I må hellere se, at komme hjem i en fart." "Ja, det må vi hellere," sagde vi i kor. De næste par dage talte vi ikke om andet, og det skete heldigvis ikke igen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...