Den gule Regnfrakke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2016
  • Opdateret: 12 okt. 2016
  • Status: Færdig
Det regner da Albert skal hjem fra skole. Vejen hjem er lang, og der er en rimelig chance for, at han vil støde ind i Brian, hans mobber. Der er mange udfordringer, men hjælpen kommer fra en uventet kant...

0Likes
0Kommentarer
40Visninger
AA

1. Den gule Regnfrakke

Regnen silede stadig ned i lårtykke stråler, da klokken ringede ud. Om morgenen havde det ellers været klart vejr, men nu var situationen en ganske anden. Albert havde selvfølgelig ikke taget sin regnfrakke med - hvem gjorde også det, når ikke det regnede. Desværre havde han langt hjem og var på gåben, og regnen virkede ikke til at være en byge. Det virkede som en umulig opgave at komme hjem. Der var omtrent halvanden kilometers penge, og på den tid det ville tage ham at gå det stykke vej, ville han blive drivende våd.

Han skævede ned mod SFO'en, hvor der stod en glemmekasse. Her havde han sommetider set glade forældre fiske deres børns manglende ting op. Albert gik derover, åbnede slagbænken med de fortabte genstande, og tænkte, at det ikke ville skade nogen, hvis han lånte en frakke derfra. Han ville jo lægge den tilbage igen dagen efter, så ingen ville nogensinde opdage noget. Bare der nu også var en regnfrakke dernede, tænkte han, og stak en spinkel hånd ned i suppen af ting, der havde mistet deres ejere. Der var mange forskellige ting, en dinosaur med et bluseærme viklet om halsen, en enlig, sort sok med gule stjerner og et verdenshav af tøj, var nogle af de ting der dukkede op. Albert lod sin anden hånd slutte sig til eftersøgningen, og snart lå halvdelen af glemmekassens indhold spredt ud over gangen, stemplet som ubrugeligt. Da Alberts hånd strejfede noget spidst, trak han den til sig, og fik øje på noget gult og skinnende, der havde åbenbaret sig som følge af en efterhånden ret grundig udtømning af bænkens ubrugelige indhold.

Albert gik ned gennem byens gader. Han var ikke våd. Den gule plamage havde nemlig vist sig at være ærmet af en regnfrakke i samme, skrigende nuance. Ærmerne var alt for lange, men i det mindste var den vandtæt, så Albert ville ikke blive våd af gåturen. Han sjoskede af sted i et lidt hurtigere tempo, end normalt. Det syntes dog ikke at anstrenge ham, men det var nok den underlige følelse i hans mave af at have gjort noget, der var strengt imod reglerne. Men det var jo ikke et tyveri, mindede han sig selv om. Han ville jo aflevere frakken igen dagen efter. Alligevel føltes det forkert, og han kunne ikke sætte tempoet ned. Det føltes... sært.

Da han drejede om hjørnet ved kirken, så han én han havde håbet at undgå. Men sådan skulle det ikke være. Brian kom gående fra den modsatte retning, med kurs mod Albert. Han overvejede i et splitsekund at løbe en anden vej, men det ville vække mere opsigt, end det ville gøre gavn, blev han enig med sig selv om. I stedet trak han hætten helt ned over øjnene og fortsatte stødt i Brians retning. Brian havde ikke nogen hætte på og gik derfor, og missede med øjnene, for at holde de tunge projektiler ude. De to drenge nærmede sig hinanden, og nu ønskede Albert inderligt, at han var en anden. En som Brian var bange for. En som Dorthe, den evig sure pædagog, der så inderligt hadede Brian og ofte højlydt havde sat ham på plads. Da de passerede hinanden, var Albert overbevidst om, at Brian tydeligt kunne se hans ansigt, og, at han nu ville blive lagt ned og rullet i en vandpyt, eller det der var værre. Men Brian drejede forskrækket hovedet ned i jorden og satte tempoet op, da han så Alberts ansigt tæt på. Alberts hjerte hamrede helt oppe i halsen. Forvirret tænkte han, at nu ville Brian sikkert komme og overfalde ham bagfra, men det skete aldrig.

Udenfor hoveddøren til hans hus havde der samlet sig en vandpyt af dimensioner. Albert sukkede. Han var blevet fældet på målstregen. Hans sokker ville blive gennemblødte, helt op over anklerne, når han trådte igennem den, og der var ingen vej udenom. Han kunne ikke engang springe så langt, som pølen rakte. Det var sørgeligt at vide, at hans mission var mislykket lige her foran døren. Som en fugleunge, der bliver taget af en høg, sekundet inden den letter for første gang, og mærker vingesuset. Men han skulle jo hen til døren, så han samlede sig mentalt, og forberedte sig på den redsomme, våde kulde der nu ville lamme hans fødder. Han tog et skridt ud i vandmasserne. Og endnu et. Han gled og røg på numsen ned i vandpytten... eller nærmere den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...