Raiders

At vokse op på uden sine forældre er ikke let for nogen. 17 årige Sandra lever i god ubevidst om sin fortid. hun mindes ind i mellem små glemt fra hendes barndom. Men ellers utydeligt. Men pludselig ændres det hele og hun må træffe et valg. (Gul-da anstødig sporgbrug kan forkomme)

0Likes
0Kommentarer
195Visninger
AA

1. Pilot

En rungende rumlen der bliver højre og højre vækker mig.  jeg slår øjene op, gnider mig træt i dem og ruller ud over sengekanten.  

placere fødderne på det hård gulv.  

jeg mærker kulden fra gulvet under mine fødder. jeg lægger armene over kors i forsøget på og få varmen,  jeg Roder rundt i mit skab.

 Det bliver til et par jeans og et T'shirt.  jeg står et øjeblik hvorvidt jeg skal tage en trøje på. I det samme bliver der banket på min dør

''Jaer'' sukker jeg og skynder mig og trække det sidste af T'shirten på. 

der bliver trukket ned i håndtaget på døren. Min mor stikker forsigtigt hovedet ind. 

''er du vågen ?'' 

''Ja jeg står sådan set fuld påklædt'' svare jeg irriteret.  

(jeg elsker min mor men sommetider kan hun vær virkelig irriterende eller bare pænt på trægende )

Hun kikker bare dumt på med sit ''jeg har da ikke gjort noget skat '' Blik. det blik som forældre altid bruger i selvforsvar i mod deres teenagebørn som ellers bare gerne ville have let privat liv.

hun retter sig op i døråbning og fortsætter ''der står morgenmad på køkkenbordet jeg køre nu og jeg er først hjemme i aften.'' 

jeg nikker. Mens jeg fumler med og få lagt diverse skolesager ned i min noget slidte fjeldrævs rygsæk. Jeg trænger virkelig til en ny taske.

''Sandra høre du overhovedet efter?'' 

Jeg mumler et eller andet. Hun ryster på hovedet og går ud og lukker døren efter sig.  jeg  smider tasken på sengen.

Min opmærksomhed bliver rettet i mod min Iphone der ringer. jeg skynder mig og tage opladeren ud. 

''hallo ?'' 

der er helt stille i den anden af røret. den eneste lyd der er og høre er en underlig summen. 

''Hallo er der nogen ?'' 

intet svar fra vedkommende  i det samme bliver der lagt på.

et undrende grynt efterfult af suk undslipper mine læber. Jeg ligger mobilen ind i min trøjelomme som jeg lige har iført mig. 

Jeg skynder mig derefter hurtigt ned af trappen med taksen hænger halt ned af min skulder.  Jeg er næsten nået ned af trappen da min mobil ringer. Endnu en gang smider jeg alt jeg har i hånden for og svare. Ja det er en ting jeg døjer med. 

''hallo ?''  svare jeg med et irriteret udtryk i øjene 

''Hallo sandra ?. Er alting okay? '' 

Med et suk ånder jeg lettet op. 

''Clary er det bare dig ?''  griner jeg 

''Ja hvem ellers er du sikker på du har det helt godt ?. Du virker en smule forvirret?'' 

Jeg går let rundt i gangen med min taske i den ene hånd og med min IPhone med Clary i den anden.  det er utrolig god enskab jeg ikke behersker.

Det med kun og koncentere mig om en ting af gangen. Det ligger desvære bare ikke i blandt de ting jeg kan finde ud af. 

''Undskyld Clary jeg er bare let forvirret ''  

''Hvorfor er der da sket noget ?'' spøger hun bekymrende og siger sin sævanlige grynte lyd. Den lyd hun altid laver når hun tænker for meget. 

Jeg fumler med min ørering mens jeg overvejer hvad jeg skal sige.

''tja jeg ved ikke lige præcis hvad der som sådan skete. '' 

Clary sukker i rørt og fortsætter så 

''Men hvis der er sker noget så fortæller du mig det ikke ?'' spøger hun 

Jeg sukker og griner så for mig selv. 

''jo selvføllig du er min bedste veninde der er intet jeg holder hemmeligt for dig '' Smiler jeg og samler min taske op fra gang gulvet.

''Det er jeg glad for og høre smukke. Nå jeg må smutte vi ses i skolen ik?'' 

''Ja vi ses ''  Svare jeg og ligger rørt på. Jeg vender hovedet mod køkkenet og sukker.

sikke et rod. Hvorfor roder der altid sådan i køkkenet. Også selvføllig når det er mig der skal ryde det op .  Jeg kigger på uret på mobilen.

Og bliver enig med selv om jeg ikke kan nå og ryde det op nu. Og vælger af gøre det senere.  jeg  tager en jakke over mig. 

Og forlader huset og låser døren efter mig.  

Jeg fumler rundt med min mobil mens jeg kæmper med min hætte på min jakke.

jeg er fuldt koncenteret om hvad der forgår bag til af jeg ikke opdager af en person følger efter mig.

 da jeg endelig får styr på min hætte og bemærker der forgår noget mærkelig.  Er vedkommende væk.

Jeg ryster forvirret  på hovedet.  ''Sandra du læser alt for mange historier''  Hvisker jeg for selv. Jeg tager en dyn indånding og går videre. 

Da jeg går der med mine høretelefoner i  får jeg det pludselig rigtig ubehageligt. 

det virker som om nogen står og kigger på mig. Eller af nogen følger efter mig. Men når jeg vender mig tilbage for og kigge efter, kan jeg intet se. 

jeg ryster irriteret tanken væk. 

I klassen er jeg helt optaget af mine egne tanker og bemærker knap hvad vi har. Jeg ender med og sidde med en blyant og tegne små prikker i mit hæfte.

Jeg er ved og falde bagover af ren forskrækkelse da skoleklokken pludselig ringer ud.  Alec er ved og flække af grin over mit stunt.

 Jeg gengælder det med og række tunge til ham.

Han griner og rækker mig sin hånd og hjælper mig op.

jeg børster støv af mine busker og trøje og bukker mig for og samle taske og det hele op. 

''hvad skal du så lave i dag ?. ''

jeg trækker på skuldren .

''Ville du ikke med hjem til mig?. Vi kunne se en film eller gå en tur med Lou?'' 

Lou er Alec s vildt søde med meget store og ret dovne sankt bernard. Han har for vane og ligge sig på en så man ingen vejne kan bevæge sig. 

''jeg ville gerne Alec. Men jeg lovede min mor og ryde op efter morgenmaden og vaske op i morges. Men jeg nåde det ikke så det skal jeg nå og ha gjort inden hun kommer hjem i aften .'' 

han sukker, 

'okay det var en skam. Lou ville ha elsket og se dig. ''

''nå ja så kan han ligge sig på mig som han altid gør. '' griner jeg og prikker drillende til Alec. 

Den energi der er i vores venskab er fantastisk. Jeg har en fornemelse af at vi altid ville være ved med og være venner vi to. Jeg har kendt ham siden børnehaven da jeg første gang jeg fyldte hans underbusker med sand fra børnehavens sandkasse. 

jeg griner let for mig selv over mit lille minde. Alec bliver nysskærig og prikker mig drillende i siden. 

''Hvad griner du af.? jeg har ikke sagt noget sjovt.'' smiler han 

Jeg gengælder med og give ham en lammer på hans højre arm.

''av '' Piper han og tager sig til armen.

Jeg griner. Vi giver hianden et kram og tager derefter afsked. 

på vejen hjem får jeg det pludselig meget mærkelig. der er noget der løber mig koldt ned af ryggen  og jeg får kuldegysninger. 

Da jeg træder ind i huset hjemme i erngtraen er der noget der ikke stemmer. her føles underligt.  I det samme bliver en hvid hånd brutalt lagt for min mund. Jeg går i vild panik.

i et desperart forsøg på og slipper fri bider jeg vedkommende hårdt i hånden.  Personen slipper hurtigt og vrider sine fingre i smerte.  Jeg løber hurtigt ud af huset og ud på gaden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...