Ude

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 11 okt. 2016
  • Status: Igang
To søstre alene. Ude af samfundet. Ude af trygheden.

0Likes
0Kommentarer
15Visninger

1. Ude

 

 Selvom det var tidligt om morgenen var der mennesker overalt. Her var der mange forskellige typer. Der var forretningsfolk i nystrøgede skjorter, bukser og nederdele. Mennesker som vil hurtigt af sted, og som ikke har tid til at stoppe op og tænke over de små ting. Der er også deres modsætninger. Det er folk som os. Vi har næsten alt for meget tid. Men det er nu dejligt med tiden. Man kan nå at tænke sig om, tænke på livet, tænke på de små gode ting man møder i sin hverdag. Det nød jeg rigtig meget.

 

  Biler fløj allerede forbi os. Den mørke urene os fra fabrikkernes sorte skorstene strøg vores ansigter. Vi gik hånd i hånd over fodgængerovergangen, da der blev grønt. Jeg følte mig meget lille, da vi gik imod strømmen af kvinder og mænd, der var på vej til deres kontorer og på vej til pengene, der snart rullede ind på kontoen.

  Jeg klemte min højre hånd om min søsters og min venstre om remmen, der var blevet syet fast efter en mindre ulykke med en saks, så jeg fik riller på indersiden af min hånd. Endelig var vi ovre. Lige meget hvor vi gik, var der mennesker. Enten talte de i telefon, sad på café og talte med en ven eller også lavede de begge dele. Vi tussede bare rundt på fortovene. Min søster tømte skraldespande for plastflasker, men jeg ville meget hellere kigge på de mennesker, vi gik forbi. Af en eller anden grund fascinerede de mig. Min søster blev ved, hver dag, med at spørge hvorfor jeg så gerne ville kigge på alle de folk, vi mødte på vejen. Det forstod jeg aldrig noget af. Grunden var også bare, at der egentlig ikke var nogen grund. Det jeg ikke forstod dengang, forstår jeg dog i dag, men det bliver glemt, for det er ikke værd at tænke på.

  Min søster og jeg var blevet efterladt. Vi havde mistet vores forældre, og ingen hjalp os. En dag, kort tid efter de forsvandt, kom min søster ind ad døren til vores lille lejlighed, hvor der næsten ingen møbler stod. Hun mumlede noget om, at alt bare gik ned af bakke og om, hvorfor ulykker kun ramte os. Hun løftede mig op, satte mig derefter ned i en lænestol og kiggede mig i øjnene. Hun begyndte at fortælle mig noget om politi, fattigvæsnet og om at vi blev nødt til at pakke de vigtigste ting og flytte væk. Siden den dag har vi bare gået rundt. Vi er kommet ind i rutine, hvor vi klarer os uden for mange midler, men vi holder fast. Ingen af os giver op, for vi er ikke tabere.

 

  Jeg husker tydeligt en nat. Stjernerne var helt klare. Selvom det var vinter, og sneen en gang i mellem dryssede ned på græsset, lå vi to søskende med hinanden i hænderne, viklet ind i tæpper og tøj, som vi fandt på vores vej, og kiggede op på den klare himmel.

  -Hold mig i hånden her på denne klode, hvor de har sat os af, hviskede min søster svagt ind i mit øre. Hendes ånde varmede siden af mit hoved. Det var i de øjeblikke, jeg følte mig tryg. Alt var stille, alt var rent, og stjernerne vågede over os. Det øjeblik hvor jeg var allermindst tryg var, når min søster gav slip på min hånd. Hun var den ældre, hun var den, der skulle passe på mig, og det gjorde hun. Hun beskyttede mig, selv når hun gik.

 

Da vi holdt en pause fra al flaskejagten, havde min søster fundet syv flasker, hvor etiketten stadig var intakt. For de penge vi fik fra flaskeautomaten, kunne vi akkurat købe en pose med æbler og en lille flaske vand. Da vi kom ud på gaden igen, satte vi os op ad af en mur. Vi spiste et æble hver, men skulle gemme resten til de næste uger. Vandet drak vi ikke noget af, det var næsten helligt.

 

  Dagen gik overraskende hurtigt, selvom vi kun vandrede rundt mellem byens gader. På et tidspunkt blev min søster træt. Vi satte os ind i skyggen og gemte os for solens stråler. Hun begyndte pludselig at hoste. Det blev voldsommere, og de folk der gik forbi kiggede bare på mig med et blik i deres øjne, som sagde: få hende nu til at stoppe, gå væk inden du selv bliver syg. Jeg kiggede bare væk fra dem og hen på min søster, der væltede til den ene side. Heldigvis nåede jeg at gribe hende, inden hun ramte jorden. Hvad skulle jeg gøre? Hvad kunne jeg gøre. Ingenting. Hun havde altid beskyttet mig, hjulpet mig. Jeg vidste ingenting. Jeg lagde hende stille på de kølige sten, vi sad på. Hurtigt tog jeg min sweater af, foldede den sammen og lagde min nu helt blege i ansigtet søsters hoved på den. Jeg lyttede til hendes hjerte, det bankede stadig, dog svagt.

 

  Jeg kiggede mig omkring. Så rejste jeg mig op og løb hen imod de folk, der passerede vores skyggested. Jeg kiggede febrilsk på dem, pegede på min søster, bad dem om hjælp. De kiggede bare væk eller rystede på deres travle trætte hoveder. Mit hjerte galopperede af sted. Det her var overhovedet ikke trygt. Det var så langt fra den nat under stjernerne, som man kunne komme. Jeg kiggede på min søster med bankede hjerte. Hun vendte sit hoved mod mig og smilede lidt. Tårerne pressede på, men jeg ville ikke græde. Jeg ville ikke give op.

  Min søster vinkede mig hen til sig. Jeg ville gå hurtigere, men mine ben ville ikke tillade det. Rastløst, næsten uden håb, satte jeg mig på knæ ved hendes side. Hun tog min hånd og klemte den. Hvad skulle jeg gøre? Mine øjne blev vædede, men jeg tillod det ikke. Min søster skulle nok klare den, så jeg græd ikke. Der var stadig håb. Jeg tørrede mine øjne og kiggede rundt. Mennesker susede stadig forbi, som de havde gjort hele dagen. Ingen gav sig tid til at stoppe op og kigge på mig. Ingen var fascinerede af mig, ligesom jeg havde været fascineret af dem. De ville bare have, jeg skulle give slip, men jeg gav ikke efter. Det var nu, jeg var tryg. Når jeg havde min søster ved min side, var alt godt.

Så kunne alt ske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...