Afmagt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 okt. 2016
  • Opdateret: 11 okt. 2016
  • Status: Igang
Jacob er dybt forelsket i Ida - verdens mest perfekte pige. Men hvordan vil det gå hvis hun finder ud af det, og hvordan vil andre se på det?

0Likes
0Kommentarer
21Visninger

1. Afmagt

 

Endnu en dag, endnu en hjemtur. Jeg står midt i den tunge regn, imens jeg venter på bussen – forsinket som altid. Jeg skutter mig, og er ved at trække min hætte godt ned i panden, da jeg ser hende komme gående. Ida. Den mest perfekte pige i verden, hendes smukke bølgede lyse hår og de evigt rosenrøde kinder, orgh. Men genert som jeg er, trækker jeg hætten endnu længere ned i panden, og kigger i den modsatte retning. Jeg træder et skridt tilbage, for at undgå det mulige, akavede sammenstød der muligvis vil forekomme, idet hun går forbi mig. Men hun kommer ikke, hendes bløde skridt er tonet ud, og jeg kan kun høre regnens buldren mod min hætte. Jeg drejer hovedet 90°, for at be- eller afkræfte min teori om, at hun står ved siden af mig, og ganske rigtigt der står hun, så fin som hun er, og kigger ud i den tomme luft. Jeg skal til at åbne munden for at sige noget til hende, men mit forsøg mislykkes, da der pludselig lyder et højt motorbrøl lige ved siden af os, den forbandede bus.

Hun går først ind, og sætter sig på rækkerne lige foran døren, mens jeg sætter mig et par rækker længere nede, ved en tom vinduesplads. Hun trækker en krøllet avis frem og begynder at læse, jeg betragter hende af og til ud af øjenkrogen. Måske kan jeg stoppe hende på vej ud af bussen? Det er da forsøget værd.  Lidt efter stopper bussen, og Ida går ud efterfulgt af mig, hun har ikke set mig. Jeg er ved at bide hul i læben af spænding. Jeg haler ind på hende, og rækker forsigtigt hånden hen mod hendes skulder.  Jeg når kun lige at strejfe den, før hun vender sig forskrækket om. Hun ser uforstående på mig, mens folk omkring os kigger mærkeligt på os. Det her er nok et af de mest akavede øjeblikke i mit liv. Jeg trækker hende derfor med rundt om hjørnet og ind mellem to bygninger, så vi kan snakke i fred.

  –Øhm, hej Ida, jeg ve-ved ikke om du, øhm, kan kende mig. Jeg går i 1.x på skolen, får jeg nervøst fremstammet.

  –Jo, Jacob ikke? Jeg har godt set dig på gangen, du er da me-medlem af filmklubben, som jeg også medlem af. Hvor sjovt, svarer hun.

Jeg nikker med hovedet og undrer mig samtidig over, at hun er nervøs over for mig, der er da ingen der er nervøse omkring mig, og da slet ikke verdens mest perfekte pige. Jeg sender hende et skævt smil, og sådan står vi lidt inden, at hendes ansigtsudtryk ændres radikalt. Jeg ser uforstående på hende, og i næste øjeblik kommer 3 piger fra hendes klasse gående forbi. De stopper op, og kigger på os med nogle endnu mere underlige blikke. Ida sender mig et hurtigt undskyldende blik, vender sig væk fra mig, og går hurtigt efter sine veninder. Jeg læner mig forsigtigt op ad muren, men jeg hører tydeligt pigernes hvisken.

  –Hvad lavede du dog med den nørd? spørger den ene.

  –Øhm, han trak mig bare pludseligt med ind mellem husene, -jeg tror, at han fulgte efter

  mig -, også begyndte han bare at gramse på mig og sådan noget, lyder hendes tonløse svar.

  –Eew, jeg har egentlig også altid synes, at han virker lidt mærkelig og gusten.

  –Ja, lyder Idas igen tonløse svar.

Avs, den gjorde virkelig ondt.

………..

Klokken er 7:30, og jeg er på vej hen til gymnasiet. Jeg går derhen med målrettede skridt, tager nogle lette, hurtige indåndinger og forsøger at blive så virkelighedsfjern som overhovedet muligt, denne her dag skal bare overstås. Jeg er så nervøs, hele skolen må vide hvad der er sket, eller, ikke sket. Jeg prøver at fokusere på mine omgivelser, prøver at få mine tanker væk fra det emne de ellers cirkulerer omkring. Det lykkedes. Mit blik fanges af nogle børn, der leger på legepladsen, jeg kan høre deres lette latter, og jeg smiler ved tanken om, at de har det så let, der er ingen piger, ingen løgne og ingen bekymringer, årh.

Jeg drejer rundt om hjørnet, og når skolen med 20 hurtige skridt. Jeg tager en dyb indånding, og træder ind gennem den store svingdør, nu er det nu. Jeg skynder mig hen til dansk i den forestilling om, at hvis jeg bare går hurtigt med hovedet vendt nedad, så vil jeg være så godt som usynlig. Ingen, vil bemærke mig. Da jeg når klassen, er den tom, så jeg får førsteret til at bestemme min plads. Jeg tager min sædvanlige plads ved vinduet, og klassen bliver ligeså stille fyldt op, jeg sidder og er fordybet i min bog, selvom der lyder en konstant summen af stemmer, der fortæller hinanden om weekend-ens fornøjeligheder. Ingen ser dog ud til, at have bemærket mig, så måske vil det alligevel blive en god dag. En almindelig dag. Heldigvis går de to første timer hurtigt, ingen siger noget unormalt til mig, og ja, jeg får lov til at passe mig selv.

Ligeså snart klokken ringer ud til første frikvarter, skynder jeg mig at slynge min taske over skulderen, men en pige når at komme hen til mig inden, at jeg får mulighed for at komme ud af døren, så jeg drejer nysgerrigt hovedet, og smiler falsk til hende. Kan hun ikke bare være sød at gå?

Hey, er du ikke ham der gramsede på hende fra 2.? spørger hun selvsikkert.

Jeg gramsede ikke på hende, svarer jeg tonløst.

   –Nå ikke, det er ellers hvad folk går, og siger om dig, eller, det er nok den mindst upassende ”historie” der går om dig. Jeg ville se at få røven ud herfra, hvis jeg var dig, dit svin! siger hun.

Jeg skynder mig ud ad døren, og løber ned ad gangen. Jeg kan høre alle tilråbene, der bliver råbt efter mig. Tårerne begynder at presse sig på, så jeg spurter ned ad den lange gang. Men da jeg kommer rundt om hjørnet, brager jeg lige ind i en pige, Ida. Nu triller tårerne ned ad kinderne på mig, hvordan kunne hun? Hun ser på mig med et ansigt fyldt af skyldfølelse, og det ér alt sammen hendes skyld! Hvis hun bare havde fortalt dem sandheden. Hun tager hurtigt fat i min arm, så jeg ikke kan løbe videre. Hun stiller sig tæt på mig, og kigger mig dybt ind i øjnene.

      –Jeg beklager, virkelig, det var ikke min mening. Du må vi-virkelig undskylde, hendes stemme knækker, og hendes øjne fyldes med store tårer.

      –Det burde du måske have tænkt på lidt før, når jeg lige at få fremstammet.

Jeg løber alt hvad jeg kan hen imod døren for enden af gangen, jeg løber uden at tage hensyn til nogen. Det eneste jeg kan høre, er mit eget bankende hjerte og mine øredøvende skridt, jeg skal væk. Jeg kaster mig ud gennem døren, og den kolde efterårsvind slår mig lige i hovedet, men jeg er ligeglad, jeg løber, jeg er på vej væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...