BAG DET STILLE YDRE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 11 okt. 2016
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
15Visninger
AA

1. bag det stille ydre

Bag det stille ydre

Jeg mærker den kraftige vind med det lette våde strøg, farer igennem mit hår. De store runde sten under mine fødder. Tårerne der triller flere og flere ned Ad kinden på mig. Jeg råber igen ”Ida”, men hører kun lyden af mit åndedræt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

 Ida havde 3 års fødselsdag. Den havde store kolde øjne, en lille krop, fine små røde sløjfer på kjolen og et lille ar på kinden. Den var nu fin. Vi ved ikke, hvem den var fra, den lå der bare, midt på hendes gavebord, den lyste nærmest bordet helt op. En uge efter fødselsdagen blev Ida alvorlig syg, vi vidste ikke om hun ville overleve. Hun lå bare med dukken i hende favn. Hun kunne hverken tale eller spise, det var ellers det hun gjorde alle mest derhjemme. Min far tog dukken ud af Idas hænder, hendes pulds begyndte at slå i lynets fart, hvorfor. Det blev aften mig og far skulle hjem, jeg havde gemt dukke inde under mig jakke. Fra starten af viste jeg, der var noget galt, men det var ikke noget, jeg gik og talte højt om. Hvad ville mine forældre lige tænke? Jeg så ikke Ida før 3 dage efter. Min far ringede til mig i skolen, han sagde, Ida var på vej hjem.

Jeg råbte ”I-ddd-a,” men min stemme knækede, jeg satte mig på en bænk, det var den bænk Ida og jeg altid sad på med Luna. Luna var min bedste ven, vi gik altid tur her på stranden. Jeg kastede pinden, hun hentede den.

For tre uger siden… vi legede bare i haven. Jeg skulle hente noget vand til os. Jeg hørte en bil køre, jeg så den køre, og jeg mærkede den køre lige ind i mit hjerte. Det lød som et glas det faldt inde i mit hoved. Jeg løb derhen men kunne sagtens se, at det var for sent. Bildøren gik op, en mørk stemme sagde, ”jeg ringer 112”. ”det er ikke et menneske” fik jeg fremstammede. Manden kikkede undende på mig, han så nærmest helt lettede ud. Han hjalp mig med at trække hende ud under bilen. Mine hår rejste sig, mine øjne blev helt store, det føltes som om mit hjerte var ved at eksploder for alvor. Det var dukken, den lå i munden på Luna.

Jeg har tænkt på dette hver eneste nat og dag. Jeg har grædt og tænkt over den dukke dag og nat. Nu er det nok, jeg ville ikke mere.  Jeg gik ind på Ida værelse, hun legede med dukken. Jeg rev dukken ud af hendes hånd. Hun begyndte at græde, men jeg var ligeglad, jeg ville aldrig se den igen. Jeg næsten spurtede ned til stranden, 100 meter fra der hvor vi bor, og jeg kastede den så hårdt, jeg kunne, ud i vandet. ”Jeg vil aldrig se dig igen” råbte jeg. Mine ben kunne ikke mere, jeg faldt. Jeg græd i lang tid.

Jeg valgte at gå tilbage, eftersom det var ved at blive mørkt. Jeg så blå blink ved mit hus. Jeg skyndte mig ind af døren. Min mor, far, 4 politimænd og en kvinde. Jeg kikkede forvirrende på dem alle. ”Hvor er Ida” spurte jeg. Min krop rystede voldsomt. ”Det ved vi ikke” mit hjerte hamrede. ”Vi må da lede efter hende så?” sagde jeg. ”Det har vi gjort i 6 timer faktisk, men hun er 3 år, hun kan ikke overleve, så lang tid på en strand eller i en skov” sagde min mor. Jeg kikkede bare på dem spænede ud af døren. Tårerne sprang ud af øjnende på mig. Jeg tog en lommelygte på vej ud. For nu var det blevet helt mørkt. Jeg kikkede hurtigt rundt. Jeg ville kikke på stranden, men der lå jeg jo. Den anden side tænkte jeg. Jeg løb, jeg kikkede overalt. Efter en halvtime var jeg kommet 3 km væk, så jeg noget ligge. Jeg smilte for mig selv, mit hjerte blev helt varmt. Det var hendes trøje. Jeg løb, jeg råbte, men jeg lyste ikke på hende. Jeg kikkede på stenen og jeg mødte de kolde øjne.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...