Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2311Visninger
AA

9. Kapitel 9: "En umulig opgave"

 

 

*Catriana*

 

Rin flåede makreldåsen op. Vi gav os til at sprede det ud over nogle rugbrødsmadder, hvorefter vi spiste. Dimond sniffede til sin mad, hvorefter han fnøs, så den giftige gas føg ud af næseborene på ham.

     "Fisk," vrængede han. "Guds skabninger."

     Nogle gange havde jeg altså lyst til at slå ham. Det var i forvejen hårdt nok for mig at leve af dåsemad dag efter dag, men at samtidig skulle lægge øre til den forkælede dæmondrage var ved at drive mig til vanvid.

     Jeg holdt dog kommentarerne indenbords, og Dimond tøffede væk og lettede fra jorden. Han fløj væk indtil han kun var en lille prik på himlen.

     "Hvor skal han nu hen?" spurgte Rin.

     "Ud og finde et eller andet at spise, som ikke er lavet af Gud, går jeg ud fra."

     "Findes det? Her på Jorden?"

     "Ikke hvad jeg ved af."

     Vi spiste lidt i tavshed. Jeg skævede over til Kira og Matts telt, der stadig ikke gav andet end stilhed fra sig. Straks kom jeg til at tænke på Kira, og på hvor mærkelig hun havde opført sig i går, for ikke at snakke om, hvor halvskør hun havde været lige siden sommerferiens start.

     "Jeg håber, at hun er okay," mumlede Rin, som vidste hun præcis, hvad jeg sad og tænkte på. Jeg nikkede.

     "Tror du, hun er bekymret for James?" spurgte hun. Jeg reagerede ikke, for jeg havde ingen idé. Kira ville vel vide, hvis der var sket noget med James. Hun vidste mere end nogen af os.

     I det samme så jeg en lille prik oppe på himlen. Det måtte være Dimond, der kom tilbage. Men så voksede prikken og blev større end Dimond nogensinde ville blive. Jeg rejste mig, da det gik op for mig, at det slet ikke var en drage af nogen slags, men et menneske.

     En fe.

     "Matt!" udbrød jeg og løb lige imod ham, som den muskuløse dreng landede og faldt ned på knæ. Han var helt gennembanket at se på.

     "Åh du godeste!" Rin faldt på knæ ved siden af ham. "Hvad i alverden er der sket? Hvor har du været? Vi troede, at du sov." Hun så op på mig. "Væk Kira."

     Jeg skulle lige til det, da Matt rystede på hovedet. "Kira..." gispede han hæst. "Hun er her ikke... hun... hun..." Han kollapsede. Rin fik ham forsigtigt vendt om på ryggen. Hun strøg hans hår. Mit hjerte slog hurtigere og hurtigere.

     Det var ikke mere end en hvisken, da han fik ud: "Darkeya har hende."

 

"Det er ikke Darkeya," sagde Dimond kort for hovedet. Vi gloede alle tre på ham, afventende. Der gik noget tid før det gik op for dragen, at han var opmærksomhedens midtpunkt. "Darkeya kidnapper ikke kitsuner."

     "Hvorfor ikke? Han har kidnappet alverdens folk!" udbrød jeg næsten rasende. I mit hoved kunne Darkeya finde på absolut hvad som helst.

     "Folk som han skulle bruge! Hvad i alverden skulle han dog bruge Kira til?"

     "Hun er jo synsk," sagde Rin. "Er det ikke nyttigt at have sådan en?"

     "Hvis Darkeya havde brug for en synsk havde han kidnappet hende i det øjeblik han mødte hende," affejede Dimond. "Tro mig på det her. Det var ikke Darkeya. Det må have været nogle andre faldne engle."

     Matt løftede blikket. "Men jeg hørte - "

     "Darkeya?" Dimond hævede det ene øjenbryn.

     "Nej, men vi så - "

     "Darkeya?"

     "Hold nu op!" Matt rejste sig op. "Kira drømte om Darkeya. Hun drømte om denne her dumme landevej, hun drømte om ruinen og hun drømte om Darkeya. Det have været ham!"

     "Måske er synerne urelaterede til hinanden," fnøs Dimond. "Vi kan i hvert fald ikke være sikre. Jeg kan personligt ikke se, hvad Darkeya skulle bruge en halvskør, synsk kitsune til."

     Det var så det. Vi gav os til at pakke sammen, men da det var gjort var der ingen af os, der gav os til at gå. Vi sad ligesom bare og rørte os ikke ud af flækken. Rin sad bøjet ud over kortet og lignede en, der havde lyst til at smide det væk. Til sidst fór hun op og stormede væk. Jeg skævede til Matt.

     "Måske skulle du gå efter hende," mumlede han og tog sig til den lilla bule i panden. Jeg nikkede med et suk, rejste mig og løb efter hende.

     Hun stod henne ved en lille å og snøftede mens tårerne løb ned ad kinderne på hende. Jeg gik op på siden af hende og tog hendes hånd. Hun tørrede tårerne væk.

     "Det her er håbløst," sagde hun grådkvalt.

     "Nej," sagde jeg bare.

     "Jo. Vi ved jo ikke engang, hvad vi laver."

     "Jo."

     "Cat! Det her er for farligt for os. Det her er ikke noget, som vi burde tage os af. Det er for stor en opgave. James er blevet fanget af en sindssyg dronning, Brandon kan ikke gå, Matts ansigt er helt opsvulmet og nu er Kira også væk. Hvad skal vi gøre? Vi kan ikke være alle tre steder på én gang."

     Jeg tog også hendes anden hånd og havde sådan en lyst til at se hende i øjnene. Ikke for at volde skade, men for at volde sikkerhed og indsigt. Men sådan noget ville aldrig nogensinde blive muligt for mig.

     Jeg overvejede mine muligheder. Vi kunne forsøge at finde Kira, for James ville aldrig slappe af før hun var i sikkerhed, især ikke når han udelukkende var fanget for, fordi han havde ofret sig for hende. Men James var fange af dem, der havde dræbt hans familie. Det var ikke til at sige, hvad de ville gøre ved ham. Måske var han allerede død. Men måske var Kira også allerede død.

     Intet var sikkert.

     "Kira gik selv ind i den ruin," sagde jeg. "Synerne viste hende frem til Darkeya eller hvem det nu var. Så der må være en grund til det. Det er Kiras valg. Hun har sin mission, og vi har vores. Vi må finde James. Koste hvad det vil. Okay?"

     Rin stirrede ned på sine fødder. Til sidst nikkede hun og gik tilbage til lejren. Jeg blev stående lidt.

     James, er du okay? kaldte jeg endnu engang i mine tanker.

     For en gangs skyld i evigheder fik jeg svar:

     Jeg er ikke sikker.

 

*James*

 

Jeg havde sat mig ind i en kirke. Sådan den eneste kirke i hele dalen. Og den var helt tom og støvet til. Gud var nok ikke den, de tilbedte mest her. Jeg betragtede Jesuskorset, der var helt gråt og falmet. Han lignede slet ikke den hipsteragtige Chakralærer, som jeg havde kendt.

     Hvad mener du med, at du ikke er sikker? lød Catrianas stemme i mit hoved. Selvom det ikke helt var hendes stemme, det var mit hoved, der fremkaldte hendes stemme sådan som jeg forestillede mig den. Huskede den. Men det var ikke som at høre hende. Ikke rigtigt i hvert fald.

     De vil have mig til noget. Noget vigtigt.

     James, tag det roligt. Vi skal nok finde dig. Vi er på vej. Vi skal nok redde dig.

     Nej, Catriana. Tænk ikke på mig. Jeg er i sikkerhed.

     Ikke en skid, du er. De slog din familie ihjel. Rin siger, at den dronning er sindssyg.

     Der er ikke nogen dronning. Det er hendes søn. Jack.

     Jeg tøvede med at sige mere. For jeg havde lyst til at fortælle hende om Jack. Om hans ene sorte øje. Og hvor meget de lignede hinanden. Som bror og søster. Det gjorde de virkelig. Ingen havde så stærke gener som Lucifer åbenbart.

     Der kom intet mere fra hende.

     Catriana?

     Intet svar.

     Forbindelsen var blevet brudt endnu engang. Jeg sukkede og lænede mig forover.

     Guds arving. Sikke en titel at have. Lysets Hersker. Hvordan skulle det dog være mig? Jeg havde talt med Gud sådan en million gange, og han havde aldrig sagt et ord om det. Men på en måde var der så mange ting, der gav mening. Det var derfor, jeg havde de her sære kræfter, derfor Gud havde været så interesseret i dem. Det var Guds kræfter.

     Og min familie var blevet slået ihjel på grund af dem. Tænk, i det øjeblik jeg havde opdaget dem, havde jeg vidst dybest nede, at det var derfor. Den slags ting er aldrig bare tilfældigheder.

 

Tronsalen var fyldt. Hoffet stod oppe på balkonerne og ude til siderne. Oppe i den mægtige trone sad Jack. Nede på gulvet foran ham sad en eller anden borger på knæ.

     "Du kan sige, hvad end du ønsker," sagde Jack. Jeg fornemmede, at der havde været tavst længe. Den unge konge skævede til mig, som han så, at jeg kom ind.

     "Jeg beder om forladelse, Deres Majestæt," snøftede manden.

     Jack rystede bare på hovedet. Træt. Udmattet. "Jeg ved, at min mor, dronningen, aldrig ville have ladet dig sige de ord. Men du kan sige dem til mig. Det her er en ny tid."

     Manden sank en enorm klump. Så sagde han så lavt, at det næsten var hviskende. "Min kone blev slået ihjel, fordi hun nægtede at være i hæren. Hun var fuldbetvinger. Jeg er gammel, og jeg kan ikke arbejde for to personer. Knap nok for en. Vores... mine... børn. De... de sulter. Vi har ingenting. Ingenting."

     Der var tavshed længe, som om hele salen holdt vejret. Jeg kiggede op på Jack, ligesom alle andre gjorde det. Han så i lang tid ned på bonden, hans ansigtsudtryk umuligt at tyde. Så nikkede han.

     "Jeg beklager dit tab. Den slags kommer aldrig mere til at ske her i dalene. Loven om værnepligt for fuldbetvinger er annulleret. Det er slut. Jeg vil aldrig nogensinde kunne erstatte tabet på din kone, men jeg kan tilbyde dig en vis mængde månedlig penge i erstatning. Hvad tjente din kone årligt, dengang hun arbejdede?"

     "... 40 djaler, Deres Nåde," næsten mumlede manden.

     Jack nikkede fåmælt. "Du vil fra nu af blive tildelt 80 djaler om måneden i erstatning. Må lykken tilsmile dig igen en dag, min gode borger."

     Manden sank endnu en klump, fastfrosset til gulvet. Så stirrede han op på Jack, og uvilkårligt vendte Jack blikket nedad.

     "Tusind, tusind tak, Deres Højhed. Det vil jeg aldrig glemme. Jeg vil altid være taknemmelig. Tusind, tusind tak!"

     Med rystende ben blev manden ledt ud af salen af et par vagter. Jack lænede sig træt tilbage i tronen.

     "Det var nok for i dag," sagde han. "Hoffet er lukket."

     Hele salen blev lidt for lidt forladt under dæmpede stemmer. Jeg blev dog stående, og Jack blev siddende i tronen. Til sidst var vi de sidste to tilbage.

     "Din mor henrettede hende, fordi hun var en fuldbetvinger?"

     Jack rejste sig op. "Fordi hun ikke ville være med i hæren. De sidste 300 år har det været lov i De To Dale, at alle fuldbetvingere skulle tjene dronningen, når de blev myndige. For livstid."

     "En af mine venner er fuldbetvinger."

     "Han må være nedstammet fra udvandrere så. Kun folk her i Dalene har været fuldbetvingere."

     "Hun."

     "Hun?"

     "Ja, det er en hun. Hun er min bedste vens kæreste. Hendes navn er Rin."

     Et kort øjeblik så det ud, som om Jack frøs fast. Al farve forlod hans ansigt. Men så fattede han sig vist og rejste sig op. "Ja, det navn er meget almindeligt her. Hun må være nedstammet herfra."

     Der var et eller andet, han ikke sagde. Det fornemmede jeg med det samme. "Jeg har tænkt over det, du sagde."

     Jack foldede sine hænder. Selvom han ikke rørte sig eller så på mig, vidste jeg, at han var ængstelig for svaret.

     Jeg fatter stadig ikke, at jeg rent faktisk sagde det, som jeg gjorde. "Jeg går med til det. Jeg skal nok hjælpe dig i din krig. Du har utroligt meget du skal redde dine To Dale fra. Din mors minde OG hende Chariisy dér. Der skal mirakler til."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...