Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2303Visninger
AA

8. Kapitel 8: "Ruinen"

 

*Catriana*

 

Vi gik ned ad en slags landevej. Bortset fra, at den ikke rigtig var vej nok til at kunne være bekendt at kalde sig det. Man kunne kun se, at den var der, fordi der havde kørt så mange vogne, at der var dannet spor i græsset. Langs vejen var der store, fede egetræer med kroner så brede, at der knap nok kom sol ned igennem. Så lidt sol, som der var tilbage, altså.

     "Vi er nødt til at slå lejr snart," sagde jeg og kiggede op og kunne knap nok skimte solnedgangsstrålerne.

     "Der er så mange blade, at vi knap nok kan se, hvor vi går," fnøs Dimond, som havde placeret sig på min skulder.

     For lidt over et døgn siden havde min far forladt os. Han havde trukket mig til side, som vi lige var trådt ud af byen og ude i noget som føltes som den uendelige vildmark.

     "Jeg går nu," havde han sagt.

     "Nå, allerede?" havde jeg fnøst. "Her troede jeg, at du ville blive hængende for tid og evighed."

     "Nu skal du ikke være så fræk, Cat. Det er utroligt uansvarligt for jer sådan at bevæge jer ud på det her eventyr helt alene. I er jo for helvede kun attenårige."

     "Vi kan jo ikke alle være flere tusind år ligesom visse andre."

     "Cat."

     "Undskyld. Hvor tager du hen?"

     Min far havde peget opad. "Op til den gamle. Jeg er nødt til at høre, hvad han siger til alt det her. Jeg bryder mig ikke om, at Cult bliver indblandet i noget, som Chariisy også har en rolle i."

     Der var det navn igen. Jeg hævede øjenbrynene. "Hvem er denne Chariisy?"

     "En kælling," mumlede min far bittert. Så rystede han på hovedet. "Hun er bare ikke en, man skal komme for tæt på. Hun er ustabil og sindssyg. Jeg går ud fra, at du har hørt navnet før?"

     "Du og Darkeya har vist nævnt det."

     Min far sukkede. "Det er, fordi vi kendte hende. Engang. Hun var engel ligesom os. Og hun begik oprør ligesom os. Men hun var..." Han tøvede. "...Bare hold dig væk fra hende, okay?"

     Jeg nikkede svagt, dog var jeg ikke sikker på, hvor godt det kom til at gå. Jeg vidste knap nok, hvad det var, jeg bevægede mig ud i. "Men hvad med James?" spurgte jeg. "Du har altid været ligeglad med ham."

     Min far fnøs. "Ligeglad og ligeglad, det er så meget sagt. Jeg viser bare en sund grad af strenghed overfor min datters kæreste."

     Det var vist lidt af en underdrivelse. Min far smilte svagt. Så lænede han sig frem og kyssede mig på panden, hvorefter han lagde armene om mig.

     "Sandheden er, at jeg tror, at der er en grund til, at Cult kan se os i øjnene. Og jeg vil finde ud af hvorfor."

     Før jeg kunne nå at spørge, hvad i alverden han mente med det, var han forsvundet i den blå luft. Og jeg blev efterladt alene tilbage. 

     Dimond var dog blevet hos os. Og han satte sig på en sten og betragtede os mageligt, mens vi satte teltene op og fik forberedt noget aftensmad. Jeg skulede flere gange til ham, men han ignorerede mig. I stedet kiggede han hen på Kira, som sad ved lejrbålet og stirrede ud i luften, som var hun i trance. Matt sad ved siden af hende og hviskede et eller andet, og hun svarede et eller andet tilbage.

     "Hvad er der nu galt med hende?" spurgte Rin.

     Jeg trak på skuldrene.

     "Ser hun ikke sådan ud ret ofte?" bemærkede Dimond. Både Rin og jeg så på dæmondragen.

     "Kun når hun får et syn," vrængede jeg i hendes forsvar. Så indså jeg det. Hun måtte have set et eller andet. Men hvorfor ville hun ikke fortælle os andre om det?

     Vi spiste vores aftensmad bagefter. Rin gennemgik lidt af ruten hen til De To Dale. Det så ud til at blive mange dage endnu i vildmarken, hvilket ingen af os var henrykte over. Derefter lagde vi os til at sove. Jeg lå i lang tid ved siden af Rin og betragtede Dimond, der lå krummet sammen, dækket af et viskestykke, svagt snorkende.

     James? tænkte jeg for mig selv, og håbede hver gang, at døren ville være åben. Men der var ikke noget på den anden side. Kun mine egne tanker, mine egne ubesvarede spørgsmål. Og jeg kom til at tænke på det, min far havde sagt. At der var en grund til, at James kunne se os i øjnene. Jeg kan stadig huske, da jeg første gang så ham i øjnene. Og intet var sket. Og siden havde han opdaget de dér sære lyskræfter. Hvad betød alt det? Og så var der vores forbindelse. Som vi stadig ikke havde fortalt nogen om.

     James? tænkte jeg en sidste gang inden jeg faldt i søvn.

     Noget, som kun føltes som nogle sekunder efter, blev jeg vækket af et råb:

     "Kira!"

     Jeg fór op, det samme gjorde Rin og Dimond. Matt råbte igen. Vi kravlede ud af teltet.

     "Hvad sker der?" mumlede Rin søvndrukkent.

     Matt stød længere nede ad vejen. Og endnu længere væk stod Kira. Hun kiggede omkring sig, hvorefter hun så blinkede og så tilbage mod os, som om hun lige var vågnet efter at være gået i søvne.

     "Hvad i alverden laver du?" sagde Matt og gik hen og hentede hende tilbage. Kira fulgte tøvende, og tilsyneladende forvirret, med. Hun stirrede på os, som om hun slet ikke kunne fatte, at vi var der.

     "Jeg..." mumlede hun. Matt fik hende til at sætte sig ned, hans bekymring var tydelig. Jeg var personligt bange for, at Kira var helt sindssyg. "Jeg tror jeg gik i søvne."

 

*Kira*

 

Okay, bare mellem os to, så gik jeg slet ikke i søvne. Jeg havde et mål. Vi gik på vejen, den fra min drøm! Jeg indså det først, da Dimond påpegede det med bladene. Og tilfældigvis var Matts hånd i min. Min drøm var ved at gå i opfyldelse, jeg var sikker på det.

     Så om natten blev jeg helt ivrig. Jeg måtte videre, lige nu. Så før jeg vidste af det, var jeg op og stå og på vej ud i mørket, da Matt råbte og vækkede alle de andre. Goddammit Matt, du ødelægger også alting.

     Dagen efter gik alle og holdt øje med mig, som om jeg kunne løbe væk hvornår det skulle være. Hvilket jeg også var meget parat til. Vi blev ved med at gå ned ad vejen. Før eller siden, så ville jeg vel falde over næste tegn. Hvis bare vi blev ved med at gå.

     Da dagen var omme slog vi trætte lejr. Alle var træt af denne her evigtvarende landevej. Cat brokkede sig intenst over, at den bare blev ved og ved, mens Dimond fnøs over, at hun nok så bare skulle være blevet hjemme. Rin forsøgte at forklare dem, hvor vejen gik hen i et forsøg på at gøre Cat lidt mere beroliget. Men det var let at høre, at hun også syntes, det var en utroligt lang vej.

     "Hvad er det, vi har begivet os ud i?" mumlede Matt, og han skævede til mig.

     Jeg var personligt ligeglad med, om denne her vej ville fortsætte i al evighed, men der måtte godt snart ske noget. Bare et eller andet. Og som vi sad og spiste nogle kiks og noget dåsemad tog jeg en beslutning. Et eller andet trak i mig. Jeg måtte komme videre. Om det så end betød, at jeg måtte forlade de andre.

     Så den nat trak jeg mig så forsigtigt, som jeg kunne, fri af Matt, som havde lagt en beskyttende arm om mig. Men jeg kom ikke langt, for pludselig havde han greb om mit håndled.

     "Går du nu i søvne igen?" spurgte han. Jeg tøvede. "Gør du?"

     Jeg rynkede næsen. "Matt. Det her er min drøm. Den er ved at gå i opfyldelse."

     "Derfor behøver du vel ikke gøre noget midt om natten. Kan du ikke bare lade tingene komme til dig?"

     Jeg rystede på hovedet. "Det er ved at gøre mig sindssyg. Jeg må finde ud af, hvad det handler om nu."

     Matt så utilfredst på mig. Jeg smilte svagt. "Du kan komme med mig, hvis du vil?"

 

Vi gav os til at gå. Matt gik lige bag mig og forsøgte at følge med, men det var svært, fordi jeg praktisk talt løb. Jeg var ivrig. Det måtte være lige om hjørnet. Lige ved og næsten.

     I en halv time gik det på den måde. Lige indtil jeg pludselig følte en sær følelse. Som en gong, der blev slået på inde i mit hoved. Så pludseligt og nerverammende føltes det. Og så vendte jeg blikket mod højre, hvor jeg kiggede lige ud på en eng.

     En eng.

     Jeg begyndte at gå imod den.

     "Kira?" protesterede Matt.

     "Kom nu med," sagde jeg affejende.

     Matt fulgte med. Han satte i løb, så han nu kunne gå ved min side. Langsomt trådte jeg ind imellem to egetræer, og pludselig stod jeg med udsigt ud over engen. Og der så jeg den. Langt fremme. En skygge mod nattehimlen.

     Det var et slot. Eller nærmere en ruin. Ja, ja, det var ved at ske! Endelig!

     "Øh, Kira?"

     "Kan du ikke se det?" hviskede jeg. Jeg trådte frem for at løbe hen imod det, men Matt greb fat i mig. Jeg vendte mig surt om mod ham. "Hvad er der galt med dig?!"

     "Med mig?! Hvad med dig? Kan du da ikke se dem?" Matt pegede. Jeg fulgte hans pegeretning og så nu, at der fløj små fugle rundt omkring ved slottets tårne. Jeg sukkede og vendte mig om mod Matt igen.

     "Det er fugle. Og hvad så?"

     "Kira, tænker du slet ikke? Det er jo ikke fugle. Det er faldne engle."

     Studst studerede jeg fuglene nærmere. Og ja, det kunne godt være, at han havde ret. Men jeg var nødt til at komme derhen. Det var, hvad min drøm fortalte mig. Og hey, der var flere millioner faldne engle i verden, det var ikke, fordi det nødvendigvis var fjendtlige faldne engle. Der gik da flere af dem på Pijifenas Magiskole, og en af dem hjalp mig endda altid i regning.

     "Hvis du ikke tør, så må du vende om nu."

     "Kira..."

     "Tager du med, eller vender du om?" krævede jeg at få at vide.

     Matt tøvede. Han bed sig i læben. Så nikkede han. "Jeg lader dig ikke gå derind alene. Regn med mig."

     Jeg kunne ikke lade være med at smile af lettelse. Han ville trods alt ikke forlade mig.

     Vi fortsatte ud på engen. Hen imod slottet. Jeg så det komme tættere og tættere på. Det stod bare dér og ventede på mig. Som vi kom tættere på, lagde de faldne engle også mærke til os. De var to. En mand og en kvinde. Manden kaldte på kvinden, og så begge to vagtsomt på os.

     "Hvem er I?" spurgte kvinden. Jeg stoppede op, det samme gjorde Matt.

     Jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle svare, og de faldne engle så forlangende på os. Men døren, der i øvrigt stod på vid gab, var kun nogle få meter fra mig. Jeg så insisterende på Matt, og han blev helt bleg, da han opdagede, hvad jeg havde tænkt mig. Men han nikkede trods alt svagt. Jeg kunne altid regne med Matt.

     Vi satte i løb og styrtede mod døren. De faldne engle råbte bag os, men vi var inde og havde lukket døren før de kunne nå at gøre noget. Vi stod nu i en lille entré, og op gik en gammel stentrappe. Jeg spurtede op ad den med det samme med Matt lige efter mig.

     "Kira, ved du, hvor vi er på vej hen?!" hikstede Matt.

     "Overhovedet ikke," sagde jeg, lige før jeg så præcis, hvor jeg skulle hen. Som vi kom op ad trappen så jeg for enden af gangen en dør. En dør, som jeg havde set i min drøm. Det var dér, jeg skulle hen. Problemet var bare, at der mellem os og døren var tre faldne engle, og da de så os, så de først paf ud. Så gik de til angreb.

     "Kira, lad os vænne om!"

     Men næh nej, ikke når jeg var så tæt på. Jeg satte i løb, lige mod de faldne engle, som løb imod mig. Men netop, som de skulle til at gribe fat i mig, forvandlede jeg mig til en ræv og sprang mellem benene på dem. Så forvandlede jeg mig tilbage og løb ind ad døren og smækkede den bag mig.

     "Kira!" hørte jeg lige Matt råbe inden den blev smækket i og låste sig selv med et klik. Det lyste svagt over dørens overflade, og jeg opdagede, at den var magisk beskyttet. Men hvis den var magisk låst, hvordan var jeg så kommet ind?

     Jeg vendte mig om. Jeg stod ved en kæmpe, elegant trappeopgang. Med en dyb indånding gik jeg op ad trappen. Og så videre til venstre. Jeg vidste, at det var den vej, jeg skulle. Murene var forfaldne, og der var udbrændte fakler over det hele, og under loftet var der spindelvæv og edderkopper. Hvad i alverden var det, som jeg ledte efter her? Hvorfor ville min drøm have mig til at løbe lige i favnen på faldne engle? Men jeg kunne ikke kæmpe mod det længere. For nu fik jeg øje på en dør for enden af gangen, og der var svage stemmer på den anden side. Mit mål var derinde.

     Med langsomme skridt gik jeg derhen. Og jeg åbnede langsomt døren, den knirkede højlydt. På den anden side var der et afslappet stuerum. Med mølædte møbler, dog, men det så meget hyggeligt ud alligevel. I sofaerne og stolene sad tre faldne engle, jeg ikke kendte. Sammen med dem sad Yasmin, og hun gispede og måbede af mig. Nu vendte den sidste faldne engel sig om mod mig, og han hævede det ene øjenbryn.

     Darkeya smilte, som om han morede sig gevaldigt. Så vendte han sig om mod Yasmin og sagde: "Det er det, jeg altid siger, Anubis. Alt godt kommer til den, der venter."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...