Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2377Visninger
AA

7. Kapitel 7: "Camping"

 

 

*Kira*

 

Det var meget slid og slæb, det med sådan at rejse tværs gennem verden - hvilket det bestemt føltes som. Tog efter tog, dag efter dag. Og somme tider måtte vi gå. I mange timer fra den ene by til den anden. Det sled os rigtigt op, gjorde det. Somme tider campede vi midt ude i ingenting i nogle små telte. Andre gange bookede vi os ind på et skodmotel. Heldigvis havde Matt uanede mængder af penge, fordi hans far var superrig.

     Vi var overnattet på et af disse skodmoteller dagen før. Bare i et rum med en dobbeltseng. Den delte vi sådan alle fire, hvilket nogen måske ville opfatte som upassende og ubehageligt, men vi var så trætte, at vi faldt i søvn med det samme.

     Dagen efter var vi blevet vækket af Rin, der talte i telefon.

     "Ja, ja, ej hold nu op."

     Jeg kunne svagt høre en anden stemme, der hidsigt snakkede i den anden ende af telefonen. Cat, Matt og jeg lå tilbage i sengen, mens Rin gik tilbage i rummet og vist forsøgte at styre sin tålmodighed. Så sukkede hun og trykkede på en knap på telefonen.

     "Det kan du selv sige til dem," sagde hun arrigt.

     Så lød Brandons hidsige stemme, højt og klart så vi alle sprang op: "HVORDAN KAN I BARE VÆRE TAGET TIL EN ANDEN SIDE AF LANDET EFTER JAMES DER ER BLEVET KIDNAPPET IGEN IGEN UDEN AT SIGE ÉT ORD TIL MIG?!"

     Stivnede i sengen vidste ingen af os, hvad vi skulle sige. Vi burde måske have sagt det til ham.

     "Øhm, undskyld, Brandon," sagde jeg til sidst meget spagt.

     Cat stod op og kørte fingrene igennem sit hår. Hun himlede med øjnene.

     "Men hvordan kunne I ikke sige det til mig?" Brandon lød såret.

     "Vi havde lidt travlt," svarede Cat irriteret og lænede sig ind over telefonen. "James kunne være død lige nu. Og du kunne desuden ikke have gjort noget ved det. Du er stadig i kørestol."

     "Men jeg kan da bevæge mine ben," argumenterede Brandon. "For en uge siden kunne jeg knap nok bevæge mine tæer."

     "Men kan du gå?" brummede Cat.

     Brandon svarede ikke.

     Jeg blev pludselig trist. Jeg savnede Brandon, og vi havde nær mistet ham for bare et par måneder siden. Og nu havde vi ham endelig, og så forlod vi ham bare, som man forlader en kat derhjemme, når man tager på ferie.

     "Vi er kede af det, Brandon," sagde Rin. "Men James har brug for os. Lige nu. Og før du ved af det, så er vi hjemme igen."

     Brandon var tavs lidt. Så sagde han: "Lov mig, at I finder ham - i live."

     Det var der jo ikke nogen af os, der kunne love, men det var der ikke nogen, der sagde. Rin nikkede og løftede telefonen op.

     "Vi skal nok finde ham," sagde hun, hvorefter hun lagde på. Så så hun beslutsomt på os andre. "Kom så ud af fjerene, vi skal nå et tog."

 

Rin havde måske overdrevet lidt, da hun sagde, at vi skulle "nå" et tog. For da vi ankom til togstationen var der sådan fyrre minutter til toget ankom. Vi stirrede olmt på hende, men hun smilte bare uskyldigt.

     "Så er der da tid til at købe ind," sagde hun og kiggede meget intenst på mig og Matt.

     Jeg sukkede og hev fat i Matts arm. "Ses senere så." Det var ikke nogen tvivl om, at vi sådan blev forvist fra togstationen, siden Rin og Cat altid ville være "lederne" mens vi altid ville være hængepartiet. Og nu ville de diskutere lederplaner, mens vi kunne købe dåsemad.

     "Jeg hader det her," sagde jeg, som vi troppede igennem provinsbyens små gader. "Vi ved jo ikke engang, hvor vi er på vej hen."

     "Jeg er sikker på, at Rin ved det."

     "Men vi ved det ikke. Du og jeg, vi ved intet."

     "Måske kunne du prøve at fornemme det eller sådan noget," foreslog Matt. Vi gik ind i en Rema 1000.

     Som vi samlede alt muligt mad, der kan holde sig i lang tid, ind, svarede jeg: "Jeg tror ikke, at jeg kan."

     "Hvad mener du med, at du ikke kan?"

     "Det er som om, at en eller anden kraft forhindrer mig i at få syner. Altså..." Jeg tøvede. Matt så bare spørgende på mig. Så så jeg ham i øjnene. "Jeg drømmer stadig. Hver nat. Men kun den drøm."

     "Den om Darkeya?"

     Jeg nikkede. "Ja. Og kvinden. Og den lysende person i luften. Jeg tror, at det sker snart."

     Vi stod lidt og kiggede ned i vores kurv. Vi burde måske købe nogle müslibarer.

     "Vil du hente nogle müslibarer? Så går jeg hen og stiller mig i kø."

     Matt nikkede bare og gav mig et kys på panden, hvorefter han smuttede. Jeg stod sådan lidt paf tilbage og kunne mærke varmen i kinderne. Man skulle tro, at vi var et gammelt ægtepar, på den måde, som vi teede os hele tiden.

     Jeg elsker dig.

     Hurtigt rystede jeg tanken væk. Nej. Det var for tidligt. Vi kendte knap nok hinanden endnu.

     Men tanken blev siddende.

     "Hm," lød en dyb stemme ved min side. "Han er næsten højere end mig."

     Al luft blev ligesom drænet fra mit ansigt, som jeg genkendte stemmen. Så vendte jeg mig langsomt om mod manden ved siden af mig. Klædt i sort fra sådan top til tå. Hans mørke øjne betragtede Matt, der forsvandt rundt om hjørnet.

     Hjælp.

     I nogle øjeblikke stod jeg ved siden af Djævelen uden at røre en muskel. Lucifer blev vist også klar over, at der var noget galt, for han rynkede panden og sagde med et skævt smil:

     "Nå, så man er fanget med fingrene i kagedåsen, hva'? Sig mig, hvor min datter er, og så skal jeg nok lade være med at gøre dig til fordømt."

 

*Catriana*

 

Et kvarters tid senere kom Kira og Matt tilbage.

     Sammen med min far.

     Og han havde Dimond på skulderen.

     Det her var bare ikke godt på nogen måder. Jeg var så død.

     "Rin," hviskede jeg. Rin så op, og al farve forlod hendes ansigt, da hun så, hvem der var på vej. Vi rørte os ikke, som de andre kom nærmere. Jeg sværger, at Rin endda dykkede halvt om bag mig. Kira og Matt stoppede klogt op og holdt sig på afstand. Så det var bare mig, der helt alene og meget lille blev konfronteret med min far. Han så borende ned på mig med sine Onde Øjne, som jeg lige nu var taknemmelig for ikke kunne skade mig. Ikke fysisk i hvert fald.

     "Halløjsa, far," sagde jeg spagt. "Sikke et tilfælde, hva'? Sådan at havne i samme by på samme tid."

     Lucifers øjne blev blot mørkere. Og Dimond fnøs.

     "Unge dame," begyndte dæmondragen, men Lucifer afbrød ham:

     "Jeg ordner det her, Dimond. Flyv hen til det lille Orakel."

     Dimond fnøs og gjorde, som han var blevet beordret. Far satte sin hånd på min skulder. Så sagde han:

     "Lad os gå lidt væk, hva'?"

     Vi gik lidt væk fra de andre, så vi var lidt uden for hørevidde. Jeg var komplet angst for, hvor mange tæsk, jeg ville få for det her.

     Det kom helt bag på mig, da min far svagt sagde ind imod mit øre: "Hvad er problemet? Hvad er nødsituationen?"

     Jeg kunne slet ikke fatte, at min far havde regnet ud, at vi var taget på meget mere end en campingstur. Hvordan havde han lagt to og to sammen? Havde der været en nyhedsoplæsning et sted?

     Men så meget, som jeg var taknemmelig, gik det ikke. Vi var nødt til at ordne det her selv. "Tak, far, men jeg behøver ikke din hjælp. James har brug for os, og - "

     "James?" Min far rynkede panden. "Hvad har han med det her at gøre?"

     "... Han er blevet kidnappet?"

     "Han er hvad?!"

     "Ja, men det er lige meget. Min pointe er, at vi klarer det her selv. Du skal ikke bekymre dig, bare tag hjem igen sammen med Dimond. Okay?"

     "Jeg troede du havde brug for hjælp!"

     "Hvordan i alverden fik du den idé?"

     "Du skrev, at du tog på camping."

     Nu snakkede han vist sort. "Og det fik dig til at tro, at jeg ikke var på camping fordi...?"

     "Fordi du hader camping. Det er vores signal, kan du ikke huske det? Hvis du på nogen måde kommunikerer til mig, at du er på "camping" betyder det i virkeligheden, at du har brug for hjælp."

     Paf stirrede jeg på ham. Nu, hvor han sagde det, kunne jeg godt huske det. Men det var for lang tid siden, og det var fuldstændig forsvundet fra min hukommelse.

     Min far vendte sig imod de andre. "Så Cult er blevet kidnappet, hva'? Af hvem?"

     Rin trak på skuldrene. "Nogle fra De To Dale, går vi ud fra."

     "De To Dale?" Lucifer hævede det ene øjenbryn. Så blev han bleg. Endnu blegere end han havde været før. Så mumlede han et eller andet med en dronning Telissa. Og så en masse ting, som ingen af os kunne høre. Og til sidst et enkelt navn, som jeg med det samme genkendte, fordi jeg havde hørt både Darkeya og min far nævne det så ofte hele mit liv.

     Chariisy.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...