Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2249Visninger
AA

6. Kapitel 6: "De To Dale"

 

 

*James*

 

Lige efter Jack trådte en høj, mager mand med knivskarpe kendetegn og silkesort hår. I det samme som jeg så ham, genkendte ham, styrtede jeg lige imod ham og knaldede ham én.

     Alle var vist lidt slået ud af min handling, så ingen nåede at stoppe mig, før både mig og Tilius lå nede på gulvet, og jeg blev ved med at plante mine knytnæver i fjæset på ham. Igen og igen. Om og om igen.

     Lige indtil jeg blev hevet væk af nogle vagter, der holdt godt fast i ham og fik mig op og stå. Tilius blev også hjulpet op. Han tog sig til kæben og skar grimasse.

     "Satans knægt," fnøs han og spyttede blod ud på gulvet.

     "Hvad i alverden laver du?" udbrød Jack og vendte øjnene mod mig, og det var tydeligt, at han ønskede, at hans blik skulle gøre ondt. Jeg så ham arrigt tilbage i øjnene.

     "Prøv alt, hvad du vil," vrissede jeg. "Det virker ikke."

     Jack trak sig tilbage. Han nikkede let til vagterne, og de slap mig fri. Jeg ømmede mig lidt, men forsøgte ikke at angribe Tilius igen.

     "Hvorfor angreb du ham?" spurgte Jack. Jeg stirrede bare olmt på Tilius, der så ufatteligt ligeglad ud. Hvordan kunne han være så ligeglad? Hvordan kunne han være så... kold?

     "Han myrdede min familie," mumlede jeg så. "Han myrdede dem. Han..." Jeg sank en klump. "Han satte ild til huset, jagtede Kira og mig. Han... han slog hende ihjel." Jeg vendte mig væk fra de andre og knyttede mine næver.

     Alle var tavse lidt. Indtil Jack sagde: "Han dræbte ikke din familie, James. Det gjorde min mor. Dronningen."

     "Dronningen? Hvem...?"

     "Hun er død nu. For et par uger siden. Hun udsendte Tilius og hans Ravne for at hente dig."

     Jeg vendte mig om og så på Jack. "Mig?" Det var ikke, fordi jeg ikke havde regnet den ud. Jeg regnede den vel ud i det øjeblik, jeg så Tilius på skolen. Der vidste jeg det. Hele min barndom havde jeg spekuleret over, hvorfor det var sket. Var det mine forældre, der havde gjort eller set noget, de ikke skulle? Var de kommet på kanten af en mafia eller sådan noget? Eller havde det bare været meningsløst mord? Men nu vidste jeg det. "Hvorfor? På grund af... på grund af mine kræfter?"

     Jack nikkede langsomt. "Det er ikke almindelige kræfter, James. De er stærkere end englekræfter. De er helt unikke. Og du er den eneste i verden, der har dem."

     Jeg smagte lidt på det. Men så vendte jeg igen blikket mod Tilius, opslugt af vrede endnu engang. "Men han fik ikke besked på at slå min familie ihjel! Det var et initiativ, han selv tog! Han myrdede dem, som om de ikke betød det mindste."

     "De betød heller ikke det mindste," sagde Tilius og fik et skarpt blik fra Jack.

     "Tilius fik besked på at gøre, hvad end der skulle til, for at få fat på dig," sagde Jack. "Absolut alt. Det var ordret, hvad min mors ordre lød på."

     Den kvinde måtte have været sindssyg. Hvad var det for et galehus, jeg var havnet i? For ham Jack dér kunne da ikke være meget bedre.

     "Men I fik jo ikke fat på mig," sagde jeg dystert, og jeg så på Tilius, som jeg sagde det. "Jeg slap væk. Men min familie døde. Ved du, hvordan det føles? Jeg kan ikke engang huske dem længere. Jeg kan ikke huske min mors stemme, min fars øjenfarve. Min søsters latter... jeg har glemt dem, for intet eksisterer længere. Alt brændte ned. Og det er din skyld. Ved du hvordan det føles, hva'?"

     Tilius mødte mit blik med samme skamløse kulde, men sagde ikke noget. Jeg ville ønske, at jeg havde De Onde Øjne så jeg kunne give ham de smerter, som så mange havde gjort det før.

     Jack gjorde mine til at sige et eller andet, men jeg gav ham lov.

     "Kan I ikke bare lade mig være?" sagde jeg og gik hen og satte mig i sengen. Lige nu havde jeg bare lyst til at være alene. Eller komme hjem. Men allermest havde jeg lyst til at være alene.

 

*Jack*

 

I nat havde der været endnu et angreb.

     Der var et angreb næsten hver nat.

     Nogle af Chariisys folk sneg sig ind i byen, og de dræbte nogle uskyldige. Tilfældige civile. Jeg hadede det. Men der var ikke noget jeg kunne gøre. Hun havde flere gange indsendt ultimatummer. Hvis jeg overgav min dal til hende, så ville angrebene stoppe. Med det samme. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Så meget, som jeg hadede at være konge, så kunne jeg ikke få mig selv til det. For jeg vidste, hvordan Charrisy behandlede de folk, der var under hendes styre. Dog garanteret ikke værre, end min mor havde gjort. Ingen af dem havde været specielt gode ledere. Men jeg havde insisteret på at være en god konge.

     ”Er du bange for at blive konge? Hvorfor?” havde hun spurgt engang.

     Jeg havde kastet noget mudder mod hende. Hun havde grebet den i luften, og den var faldet tilbage i mit ansigt, så jeg var faldet bagover.

     ”Hvorfor gjorde du det?” havde jeg sagt surt.

     ”Det siger jeg, hvis du fortæller, hvorfor du ikke vil være konge. Er det ikke fedt at have så meget magt? Jeg ville i hvert fald elske det!”

     ”Jeg kan ikke sige det. Det er højforræderi.”

     ”Selv ikke, når du er prins?”

     ”ISÆR fordi jeg er prins!”

     Hun havde rynket panden. Så var hun vredt gået væk.

     Jeg havde ikke kunnet fortælle hende, hvorfor. Det var noget, jeg aldrig havde været i stand til at sige højt, fordi jeg havde set borgere blive henrettet. Tortureret. På de mest grusomme måder. Alene fordi de havde udtrykt deres meninger.

     Jeg er bange for at blive ligesom min mor. Jeg er bange for, at magten opsluger mig. Formørker mit sind.

     Min mor havde hele mit liv fortalt mig: ”Så længe du ikke er ligesom din far. Vær som mig. Gå altid i mine fodspor. Jeg kender den rette vej.”

     ”Hvem er min far da?” havde jeg spurgt én gang for mange år siden. Hun havde givet mig en lussing.

     Jeg havde aldrig spurgt igen.

     Jeg stod på den royale kirkegård. Foran min mors gravsten. Den var stor og sort med lysegrå indgraveringer. Hendes navn, fødselsår og dødsår.

     ”Jeg hader dig,” mumlede jeg. ”Jeg hader dig, fordi du får mig til at gøre det her.”

     I det samme lød en stemme bag mig: ”Den dreng er vores fange. Sig mig, hvem tror du, du er?”

     Jeg vendte mig om. Og der stod Tilius. Ved siden af ham stod Amelia, og hun slog ham på overarmen. Han skulede til hende.

     ”Du taler til Hans Majestæt, kong Jack I!”

     ”Jeg er pisseligeglad!” spyttede Tilius, og han gik frem imod mig. Vagterne, der havde fulgt mig til kirkegården, gik frem og gjorde sig klar til at beskytte mig. Jeg selv rørte mig ikke, jeg mødte blot koldt Tilius’ blik.

     ”Er du bange for at virke for hård, fordi han er forældreløs? Er du bange for at vise, hvad du er i stand til? Eller er du bare svag?”

     ”Hvor – vover – du!” udbrød Amelia bestyrtet. Jeg rystede på hovedet, da jeg så, at hun var så tæt på at opflamme sin hånd.

     ”Heldigvis for dig har jeg indført ytringsfrihed,” sagde jeg til Tilius. ”Så jeg vil ikke få dig henrettet.”

     I stedet for at vise lettelse spyttede Tilius ned for mine fødder. ”Han går på gangene. Han går rundt på dit slot, som var det hans eget. Er det sådan, du vil behandle alle dine fanger?”

     ”Han er ikke en fange,” sagde jeg. ”Han er en gæst. Under forbehold. Der er vagter, hvor end han går, og han kan ikke forlade slottets areal. Er du sikker på, at det ikke bare er dig, der er bange for, at han skal myrde dig, næste gang han ser dig? Du har stadig tre tydelige store sår i ansigtet.”

     Tilius bed tænder. ”Hvornår har du tænkt dig at gøre noget? Er det ikke meningen, at han skal afslutte det her for os? Der er gået tre dage nu.”

     Tålmodigt svarede jeg: ”Jeg venter på, at han ved, at vi ikke har tænkt os at gøre noget. Så vil jeg tale med ham. Det er slemt nok for ham, at han skal bo hos sin families mordere. Det er noget, der vil tage flere end et par timer af sluge.”

     ”Og hvad så, hvis han siger nej? Hvad vil du så gøre?”

     Jeg sank en klump. ”Så sender jeg ham hjem.”

     Det bragte udbrud fra alle omkring mig, vagter såvel som assistenter. Jeg ventede på, at de holdt op med at råbe af mig. Da de endelig var stille, sagde jeg:

     ”Jeg vil ikke være med til at tvinge ham. Og desuden vil det bringe for meget… negativ fokus på vores dal. Jeg går ud fra, at I ved, hvem jeg hentyder til. Og det her er vores krig, ikke hans. Så nej, jeg vil ikke holde ham fanget og tvinge ham til at hjælpe os. Jeg vil gøre mit absolut bedste på at overtale ham, MEN hvis han siger nej – så kommer han hjem. Punktum. Amelia.”

     Skælvende sagde Amelia: ”Ja, Deres Majestæt?”

     ”Meddel James Cult, at jeg inviterer ham til middag i aften. Kun mig og ham.”

     ”Deres Majestæt, jeg må virkelig fraråde, at De – ”

     ”Fint. Du kommer også til at deltage. Men sørg for, at Tilius og hans Ravne holder sig væk.”

     Jeg kunne se på Tilius, at han skulle til at sige noget, men jeg afbrød ham inden han fik chancen: ”Bliver det et problem? Ønsker du måske ikke, at han skal hjælpe os?”

     Tilius svarede ikke. Han vendte sig væk fra mig. Så jeg gik ud fra, at jeg havde vundet diskussionen.

     ”Fint,” sagde jeg. ”Det er alligevel også tid til, at jeg holder hof. Lad os gå tilbage til slottet.”

 

*James*

 

De havde forsynet mig med et kæmpestort garderobeskab, der var fyldt med tøj i min størrelse. Det var meget rart at slippe ud af jakkesættet fra sommerfesten, men jeg hadede at gå i tøj, som de have givet mig.

     Og de havde endda sluppet mig fra af mit bur, så jeg var fri til at gå, hvor end jeg havde lyst. Men der var vagter, der gik rundt efter mig hele tiden, hvilket var ret så træls. Ofte gik jeg ud i haven, hvor jeg satte mig på en bænk.

     Catriana.

     Catriana.

     Catriana.

     Det var ikke lykkedes os at få kontakt endnu. Og jeg vidste ikke, hvorfor det var lykkedes for os den ene gang. Det drev mig til vanvid, at jeg ikke var klar over det.

     Ingen henvendte sig til mig. Jeg fik tre luksuriøse måltider om dagen, havde fri adgang til det største badekar, jeg nogensinde havde set, og jeg kunne sove så meget, som jeg havde lyst til. Det var vel lidt sommerferieagtigt.

     Men så blev jeg kaldt til middag. Hvilket ødelagde det hele igen, for da blev jeg mindet om, hvor jeg var, og hvorfor.

     Nu siger man ikke lige så let nej til kongen, og da slet ikke, når nævnte konge er den, der holder en fanget. Så jeg traskede ned ad gangene med mine to vagter, mod den store spisesal, hvor kong Jack ventede på mig.

     Det var en kæmpestor sal, og der var et aflangt marmorbord. For enden af bordet sad Jack og en mørkhåret kvinde med sit hår sat stramt op i en knold. Hun betragtede mig med knivskarpe, grå øjne.

     ”Velkommen,” sagde kongen. ”Sæt dig ned.”

     Jeg gik hen til bordet og satte mig overfor dem. Så blev dørene lukket, og vi var nu helt alene med undtagelse af to vagter, der stirrede ud i luften med blanke glasøjne, der ikke så ud til at se noget.

     ”Nå, James – ” begyndte Jack og lænede sig frem, men jeg afbrød ham:

     ”Hvorfor er jeg her?”

     Et kort øjeblik så både Jack og kvinden helt paf ud. Kvinden fnøs foragteligt, men jeg var ligeglad. Nu ville jeg vide besked.

     ”Du er her for at vinde en krig,” svarede Jack så. ”En krig, der har været i gang i over tyve år nu. Det her er De To Dale, mit kongerige.”

     ”De To Dale?” spurgte jeg.

     Jack nikkede. ”Ja. Ser du… De To Dale er forbundne af en smal passage, men de har været ét kongerige i mange århundreder. Indtil for tyve år siden, da Chariisy dukkede op. Jeg har aldrig selv mødt hende, men jeg har kommunikeret med hende gennem breve og andre meddelelser. Hun er om nu endnu ondere end min mor var.”

     Kvinden så på Jack, som havde han sagt noget, man burde blive henrettet for. Men hun sagde ikke noget. Jack himlede med øjnene og fortsatte så:

     ”Hun har splittet dalene op, og hun forsøger også at få kontrol over denne dal. Jeg vil hellere dø end at lade det ske. Og min mor havde det på samme måde, selvom hun havde andre årsager end jeg har. Det var også derfor, at hun sendte Tilius og Ravnene ud efter dig. Jeg vil godt sige, at jeg ikke havde noget med det at gøre – selvom det er min byrde at bære nu.”

     ”Men hvorfor mig?” spurgte jeg ”Hvad skal I med mine kræfter?”

     ”Chariisy har et våben. Et våben, som hun ikke kan aktivere. For der skal en nøgle til for at aktivere det våben. Og den, der har våbnet i sin hånd, har så godt som vundet krigen. Og jeg vil have fat på det våben, så jeg kan smide hende ud af mit kongerige en gang for alle. Og du, James, er det våben. Dine kræfter er i stand til at aktivere det våben.”

     ”Hvad er våbnet?”

     ”En slags hær. En hær af stenkrigere, der kun opvågnes ved Lysets Kraft. Guds kraft. I sin tid, for mange tusind år siden, blev de til gennem Guds kraft. Men kun Guds kraft vil kunne opvågne dem.”

     ”Men så er det jo Gud, I skal have fat på,” mumlede jeg. I det samme kom maden ind, og jeg tror ikke, at Jack eller kvinden hørte mig. Et stort fad blev sat foran mig, og det duftede herligt. Da de var gået igen, gentog jeg mit spørgsmål.

     Jack smilte, da han hørte det. ”Er der slet ikke nogen, der har fortalt dig det?”

     ”For… fortalt mig hvad?”

     ”James,” sagde Jack. ”Du er Lysets Hersker. Du blev født til at være Lysets Herres arvtager. Du er bestemt til at overtage Guds trone.”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...