Ser Sort-Hvidt 4 - Lyset, oraklet og De To Dale

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2016
  • Opdateret: 1 jul. 2017
  • Status: Igang
En dag vågner Kira op efter en drøm. Ikke en almindelig drøm. Et syn. Hun ved, at det er et syn. Ikke, at det er noget usædvanligt. Den slags sker ofte, når man er synsk. Men hun kan ikke få den ud af hovedet. For den er alligevel ud over det usædvanlige. Og imens er James begyndt at se mænd klædt i sort, hvor end han går. Det er, som om de er efter et eller andet. Og den ting er muligvis ham. Et syn kan føre til en kamp, og en kamp kan føre til en krig. En krig, som er så meget vigtigere, end nogen af eleverne på Pijifenas Magiskole kunne have forestillet sig. En krig der kan betyde slutningen på Mørket og Lyset.

4Likes
14Kommentarer
2257Visninger
AA

5. Kapitel 5: "Rins hemmelighed"

 

 

*Catriana*

 

Det var højlys dag i Helvede.

     Det betød dog ikke, at der var specielt mere befolket, siden stedet havde været næsten forladt i årevis. Men ind imellem måtte jeg dog mase mig forbi nogle fordømte eller nogle dæmondrager, der alle hilste på mig, som var det i går, de sidst havde set mig. Jeg hilste pænt tilbage for at skynde mig op til min fars gemakker.

     Jeg håbede, at han ville være i færd med arbejde på det her tidspunkt. Sidde på sit kontor eller være i gang med nogle dødsforhandlinger. Måske endda på besøg hos Gud og være ved at skændes. Bare han ikke befandt sig lige midt i dagligstuen.

     Da jeg endelig kom dertil, åbnede jeg døren stille og lydløst, hvorefter jeg kiggede ind. Der var ikke en sjæl at se. Så lynhurtigt pilede jeg ind i stuen, hvor der var fire aflange, røde sofaer og et mahognistuebord. Jeg satte mig i en af sofaerne og gav mig til at grifle ned på en lap papir, der lå der:

 

Kære far

 

Jeg tager på camping med mine venner, så jeg kommer ikke på besøg i sommerferien. I hvert fald ikke lige med det samme. Måske om nogle dage eller nogle uger. Det må tiden vise.

 

Hilsen Cat

 

Derefter lænede jeg mig tilbage og betragtede sedlen i nogle øjeblikke, og jeg kunne ikke lade være med at få lidt ondt af min far, som tilbragte dag ud og dag ind hernede, helt ensom sammen med en flok døde og en flok drager. Jeg vidste, at han havde glædet sig til det her, men hvad skulle jeg gøre? Min kæreste var blevet kidnappet igen, og vi var nødt til at finde ham.

     James? kaldte jeg på ham igen i mit sind. Der var ikke noget svar. Der havde ikke været et svar på noget tidspunkt. Hvor han end var, så var det uden for rækkevidde.

     "Cat?"

     Jeg fik et sådant chok, at jeg sprang op fra sofaen. Men det var bare Dimond, der havde sat sig på sofaryglænet og stirrede på mig med sine giftgrønne øjne.

     "Hej, Dimond," sagde jeg spagt.

     "Hvad foretager du dig, om jeg må spørge? Er det en seddel? Hvor er dine venner henne?"

     Jeg blev tavs, vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare, men så kom jeg i tanke om mit alias. "Vi tager på camping."

     "Camping? Men - "

     "Det var ret spontant." Jeg mønstrede et stort smil, som jeg er sikker på var lige så falsk som en joker. Dimond kneb også øjnene svagt sammen, men han sagde ikke noget, som jeg løb hen imod døren. Først da jeg havde åbnet den og var på vej ud, sagde den lille drage:

     "God tur."

 

Da jeg kom tilbage til magiskolen var den nærmest helt affolket. Det var også efterhånden sent på eftermiddagen. Kira, Rin og Matt stod alle klar ude i gården, rygsække og det hele. Kira stod dog lidt væk fra de andre og var ved at sige farvel til Ena, som stod henne ved en sort bil sammen med Kiuna. De hviskede hektisk sammen.

     "Hvad er der med Ena?" spurgte jeg.

     "Kira fortalte hende, hvad der foregår," svarede Matt. "Nu er Ena oprevet over, at hun ikke kan tage med."

     "Som om Ena overhovedet har lyst til at tage med," sagde Rin dystert. "Hun har da nok i sit liv at tænke på. Ingen mor, ingen far, ingen farlige øjne. Hun har ikke andre end Kiuna."

     Jeg havde lyst til at sige Rin imod, men jeg kunne ikke få mig selv til det, for det var sandt. Måske var min far også hendes far, men de havde ikke ytret et ord med hinanden i et halvt år, og jeg tror ikke, at nogen af dem havde lyst til det.

     Så jeg forsøgte at skifte emne: "Hvor skal vi egentlig hen, Rin?"

     Rin trak på skuldrene med et grynt. Både Matt og jeg stirrede på hende. Nu vendte hun blikket imod os med hævede øjenbryn.

     "Behøver I virkelig have alting at vide?" sagde hun så med falsk energi. "Se lyst på det! Det er spændende, det er et eventyr!"

     Paf stirrede vi stadig på hende, og hendes smilebånd forsvandt. Hun kiggede væk fra os og så ud til at gruble over noget meget seriøst.

     Nu kom Kira hen til os. Hun satte sit hår op i en hestehale, så hendes ører pludselig så meget større ud. I baggrunden satte Ena sig ind i bilen, og de to søstre kørte væk.

     "Skal vi komme af sted?" sagde Kira letfærdigt med et træk på skuldrene. Vi andre nikkede. Så gav vi os til at gå. Vi gik ned ad den lange allé der førte fra magiskolen til landevejen. Og da vi endelig, efter et kvarters gåtur, nåede til landevejen, stoppede vi op. Så gav vi os til at blaffe. Det havde været Rins forslag. Det var sådan, vi lettest ville hen til vores destination, hvor det så end var, mente hun.

     Efter at have stået sådan dér i noget, der føltes som evigheder, og været blevet passeret af et dusin biler, stønnede Matt.

     "Den hurtigste vej, siger du?" fnøs han.

     Rin blev blot stående med tommelfingeren hævet. Hun så stædigt ud i luften. Vi andre havde sat os ned for længst.

     Til sidst kom der endelig en stor lastbil, og da den så os, stoppede den op. Lettede rejste vi os op. Bag rattet sad en ung mand med kasket og i en skovhuggerskjorte. Han nikkede let, da vi alle pressede os ind, hvorefter han gav sig til at køre.

     "Det er altid rart med lidt selskab," sagde han med et fløjt. "Jeg skal helt over i den anden ende af landet til min gamle mormor. Hvor vil I sættes af?" Han kiggede på os med et spørgende smil. Jeg havde svært ved at tage ham seriøst med hans tykt bondske dialekt. Så gik det op for mig, at det var mig, han kiggede på, siden det var mig, der sad tættest på ham.

     "Øh," sagde jeg. "Tja øh, ja, hvor er det, Rin?" Jeg kiggede på Rin.

     Rin rømmede sig og lænede sig ind over mig og mod manden. "Kører du til Tidselhavn?"

     "Ja, jeg skal lige igennem den," svarede manden.

     Rin nikkede. "Så sæt os af på hovedbanegården der. Vi skal endnu længere end dig, er jeg overbevist om."

     Med rynket pande vekslede jeg blikke med Kira og Matt. De så lige så urolige og forvirrede ud som jeg følte mig.

 

*James*

 

De slæbte mig hen til en dør, åbnede den, og smed mig ind. Jeg stirrede arrigt på Tilius, inden han lukkede døren.

     "Som kongen sagde," sagde han silkeblødt, "lad, som om du er hjemme." Så lukkede han døren efter sig. Jeg så en slags barriere danne sig over den, lille i det. Det var et heksetrick, vidste jeg med det samme. Så jeg ikke kunne flygte. Men jeg forsøgte selvfølgelig alligevel. I evigheder. Lige indtil jeg var så udkørt, at jeg var nødt til at sætte mig ned på gulvet og sluge alt det, der var sket.

     Jeg havde regnet med at blive anbragt i en eller anden slags celle, men her var faktisk ret hyggeligt. En kæmpestor himmelseng, spisebord, sofaer og et stort panoramavindue. Og eget badeværelse. Noget sagde mig, at de ikke havde tænkt sig at slå mig ihjel. Og at jeg skulle være her i noget tid. Men hvorfor? Hvad ville de med mine kræfter?

     Så var der... "kongen". Jeg nægtede at tro på, at han var en rigtig konge. Og hvis han var, hvorfor havde jeg så ikke hørt om ham før? Kong Jack af De To Dale. Det lyder som noget, nogen kunne have fundet som en spøg. Da ikke en rigtig titel. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med at se ham for mig. Han havde haft stort, tykt hår, blev, glat hud. Hele hans fremtoning havde mindet mig sådan om...

     Han havde været ung. Lidt ældre end mig. Men ligheden havde været tydelig. Han havde mindet mig om Lucifer.

     Og hans ene øje havde været sort. Sort ligesom Lucifers. Ligesom Catrianas.

     Det kunne da ikke passe, kunne det?

     Catriana, kaldte jeg ud til hende. Så igen. Catriana. Catriana.

     Men der var ikke noget svar.

     Men jeg blev stædigt ved. Jeg lagde mig bare på gulvet, stirrede op i loftet, og kaldte hendes navn i et væk.

     Lige indtil -

     James! Åh du store, James!

     Catriana?! Jeg for op.

     James, det er mig! Hvor er du? Fortæl mig, hvor du -

     Så pludselig stilhed. Fuldstændig stilhed.

     Catriana? Catriana!

     Men jeg hørte ikke fra hende igen. Vores forbindelse var blevet afbrudt på en eller anden måde. Hvor i alverden var jeg?

     Jeg rejste mig op og gik hen til panoramavinduet. Det var dækket af et stort gardin, som jeg trak fra. Værelset blev helt oplyst, og nu kunne jeg se, hvor jeg befandt mig.

     Det var en dal. En stor dal, der var omkranset af høje bjergsider. Jeg befandt mig på et slot. Det var tydeligt at se på alle de spir og tårne, der omgav mit vindue. Og jeg havde udsigt lige ned til en stor gård, hvor en slags soldater var ved at træne. De betvang elementerne. Vand, jord, ild og luft. Dem alle sammen. Hver af dem kunne mønstre alle fire elementer. Ligesom Rin.

     Det her var ved gud et mærkeligt sted.

     Og på den anden side af murene var der en mindre by. Lidt mindre end Pijifena by måske. Helt ude i horisonten ved bjergsiderne kunne jeg se en slags spalte, en rand, som en slags passage, der gik ud fra dalen. Var det den vej, jeg var blevet ført? Jeg havde ingen erindring om, hvordan jeg var kommet hertil. De havde bedøvet mig på en eller anden måde.

     Catriana, find mig. Find mig snart.

     I det samme bankede det på døren. Jeg kiggede væk fra vinduet og vendte blikket mod døren.

     "Hvem er det?" spurgte jeg.

     Der kom ikke noget svar. I stedet blev døren åbnet. Ind kom ingen anden end den unge kong Jack af De To Dale. Døren blev igen lukket, og vi var alene sammen. Den unge konge stod ret op med hænderne foldet på ryggen, og han så mig intenst ind i øjnene, som kunne han ikke få nok af det. Præcis ligesom det havde været for Catriana, da hun endelig kunne have øjenkontakt med en, som ikke faldt om i smerter.

     "Jeg tænkte, at vi kunne have en snak nu," sagde han.

     Jeg sank en klump. Så nikkede jeg.

 

*Kira*

 

Vi var ankommet til togstationen for sådan en time siden. Men toget ankom først om en halv time. Så Rin og Cat var gået ind i 7eleven for at købe noget aftensmad, mens Matt og jeg holdt øje med vores bagage. Jeg sad lænet op ad ham og halvsov. Det var blevet ret sent nu, og jeg havde ikke sovet det mindste i nat. Det havde Matt heller ikke, og han så ikke for godt ud.

     "Jeg håber virkelig, at vi kan få det her overstået hurtigt," sagde Matt. "Jeg vil virkelig gerne på sommerferie. Jeg skal til New York med min moster og onkel og kusine om et par uger."

     Jeg sank en klump. "Jeg tror ikke, det bliver overstået hurtigt."

     Matt rettede sig op, så jeg også var nødt til at rette mig op. Vi så på hinanden.

     "Hvorfor ikke?" spurte han.

     Jeg sank en klump, hvorefter jeg rømmede mig. "Okay, nu må du ikke blive trist, men, jeg havde ligesom sådan en slags drøm forleden."

     "En... synsk drøm?"

     Jeg bed mig i underlæben. "Ja."

     "Og der... hvad?"

     "Der skete en hel masse. Altså som i en hel masse. Og jeg tror, at det er ting, der sker snart. Og jeg tror, at det kommer til at ske for os. Måske på denne her tur. I forbindelse med denne her kidnapning. Matt, jeg... jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske os, men jeg tror ikke, at det... bliver overstået let."

     Matt så væk fra mig og stirrede træt ud på sporene. Så gabte han og lænede sig tilbage op ad sin rygsæk. "Gudskelov, at jeg har pakket min barbermaskine."

     I det samme kom Cat og Rin tilbage.

     "Hvorfor giver det mening?" spurgte Cat og hev fat i Rin. Rin rev sig væk.

     "Det... glem at jeg sagde noget."

     "Nej, fortæl os nu, hvad du ved!"

     Rin rystede på hovedet og vendte sig væk.

     "Hvad sker der?" spurgte Matt. Cat vendte sig om imod os.

     "Jeg fik kontakt til James. Lige før. Meget kort. Og så sagde jeg det til Rin. Og hun sagde "Det giver mening"." Hun vendte sig om imod Rin. "Hvorfor giver det mening?"

     "Glem nu at jeg sagde noget!" næsten skreg Rin. Hun stod med ryggen til os alle sammen, og jeg kunne fornemme hendes indre konflikt. Og Cats frustration. Matt var vist bare forvirret. Men jeg var ved at indse noget.

     "Det her er hemmeligheden, ikke?" sagde jeg. "Den, du ikke ville fortælle Brandon. Den, som I kom op og skændes om. Det er den, ikke?"

     Rin sagde ikke noget i lang tid. Det gjorde ingen af os. Så nikkede hun svagt og vendte sig om imod os. Med tårer i øjnene.

     "Han..." Hun sank en klump. "Jeg... Undskyld, men jeg kan ikke." Hun kastede posen med pølsehorn til mig, og jeg greb den. Så gik hun fra os. Vi blev efterladt som store spørgsmålstegn.

 

Nogle minutter efter kom hun tilbage. Ingen af os lagde mærke til det, før hun stod lige foran os. Jeg rakte hende et pølsehorn. Tøvende tog hun imod det, hvorefter hun satte sig ned sammen med os. Hun spiste ikke af det, men pillede et stykke af.

     Så tog hun en dyb indånding og sagde, uden at se på nogen af os: "James er i De To Dale."

     Selvom vi havde håbet, at hun ville tale, blev vi ikke mindre overraskede. Og spændte lyttede vi.

     "De To Dale er i en slags anden dimension. Men ikke rigtigt. Det er sted, der er magisk beskyttet, så man ikke kan træde ind, medmindre man ved præcis, hvor det er. Og det er derfor, at Cat ikke kan få kontakt til James. Hun fik det kort, fordi der netop var nogen, der passerede igennem "døren", men så snart, den blev lukket igen, blev kontakten afbrudt."

     Hun var stille lidt. Cat vovede at spørge:

     "Hvad er De To Dale?"

     "Det er et kongerige. For tiden har det dog en dronning. Og... situationen er kompliceret. Der har været krig derovre i mange år. Men dronningen er døende. Mere ved jeg ikke. Måske er hun allerede død. I det tilfælde ville hendes trone gå til... til..." Hun tøvede. "Til hendes søn, Jack."

     Der var en pause, hvor vi bare spiste lidt. Ingen af os sagde noget. Så fortsatte Rin:

     "Det var der, jeg voksede op. Jeg blev født der. De To Dale har altid været befolket af betvingere. Men det er også det eneste sted i verden, hvor såkaldte fuldbetvingere findes. Sådan nogle som mig. I De To Dale bliver vi meget værdsat, og dronningen indkalder alle fuldbetvingere hæren, når de bliver atten. Og det er ikke noget rart liv. Livet i De To Dale har faktisk aldrig været så rart. Det er et tyrannisk diktatur. Mine forældre er ikke fuldbetvingere, det er kun mig. Og de ville ikke have, at jeg skulle indkaldes. Så min far flygtede sammen med mig og min onkel. Min mor blev tilbage. Hun var ansat ved dronningens hof, så vi var meget tætte på dronningens familie. Det lykkedes mine forældre at bilde alle ind, at jeg var død."

     Forgabt stirrede vi på Rin. Det her overgik alligevel alt, hvad vi nogensinde havde troet om hendes altid lidt mystiske barndom.

     "Og du... du..." startede jeg, men jeg vidste ikke engang, hvad jeg ville sige. Så jeg holdt min mund.

     Rin så op på os. "For et halvt år siden fandt de beviser på, at jeg var i live. Så de satte min mor i fængsel. Men så blev dronningen syg, og det lykkedes min mor at komme væk fra dalen. Og alt er... blevet sat på pause. Men jeg bliver atten til oktober. Jeg er altid blevet forbudt at tale om det." Hun fik tårer i øjnene. "I forstår det godt, ikke? Hvorfor jeg ikke kunne sige det til nogen? Hvad nu, hvis de forkerte hørte mig? Hvad nu, hvis de fandt mig? Jeg kunne være blevet fundet! Og nu har de tager James!" Hun begravede sit ansigt i sine hænder og gav sig til at græde. Cat gik straks hen og satte sig ved siden af hende, omfavnede hende.

     "Vi forstår det godt," sagde Cat.

     Vi lod Rin græde ud. Og da hun endelig var færdig, tog jeg mig sammen og spurgte:

     "Men hvad skal de med James? Hvad vil dronningen med ham?"

     Rin trak på skuldrene og så mig i øjnene. "Kun guderne kan vide det. Men lad mig være ærlig. Det bliver ikke let at få ham tilbage."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...